‘Fremmedgørelse’ beskriver i marxistisk forstand en tilstand, hvor mennesker opfatter deres omgivelser som noget væsensforskelligt fra dem selv og uforståelige i sig selv.
Marx’ ide om fremmedgørelse har især med tressernes “nye venstre” fået en uforholdsmæssig stor plads i den akademiske verdens behandling af Marx’ ideer, muligvis fordi diskussionen herom kan holdes på et tilstrækkeligt abstrakt plan og dermed på afstand af spørgsmålet om klassekamp, revolution og socialisme.
Men hos Marx er fremmedgørelse ikke et fænomen man kan tage isoleret ude af kontekst, men én af mange konsekvenser af det kapitalistiske samfund.
Marx’ ide om fremmedgørelse tager udgangspunkt i det materielle grundlag. Den mest basale menneskelige funktion er at reproducere sig selv; skaffe føde, tag over hovedet osv. I modsætning til de andre dyrearter, som i højere eller mindre grad agerer reaktivt i forhold til naturen, manipulerer mennesket naturen og miljøet omkring sig bevidst gennem arbejdet.
I de pre-kapitalistiske samfund var der i langt højere grad en direkte forbindelse mellem producent og produkt (her ser vi bort fra slavearbejde og den mere perifere før-kapitalistiske vareproduktion). Produkterne blev produceret på grund af deres brugsværdi. Mad for at blive spist, klæder for at holde varmen osv. Der herskede en enhed mellem producenter og produktion.
Da vareproduktionen med kapitalismens fremkomst bliver den dominerende produktionsform, bliver enheden mellem producent og produkt revet i stykker. Lønarbejderne ejer hverken de produktionsmidler, de betjener, de færdige produkter og faktisk heller ikke sig selv. Definitionen på en lønarbejder er netop en person, der må “sælge sig selv stykvis”, til ejerne af produktionsmidlerne, der således får ejendomsretten over arbejderen i en bestemt periode. Hvad der sker med varerne, efter de er produceret og hvem de i sidste ende bliver forbrugt af, ved hverken kapitalisten og slet ikke lønarbejderne. Lønarbejderen bliver fremmedgjort overfor arbejdet og dermed det helt grundlæggende ved den menneskelige eksistens, samfundet og sin egen plads i dette.
Med kapitalismens udvikling rejser markedsøkonomien sig over mennesket som en tilsyneladende uforklarlig, ukontrolleret, mystisk kraft. Markedsøkonomien får sit eget liv. De tilbagevendende kriser smadrer mennesker og produktionsmidler. Relationer mellem mennesker bliver til relationer mellem ting. “Kold beregning” tager de sociale relationers plads. Fremmedgørelsen er en realitet.
Ifølge Marx er fremmedgørelsen af mennesket fra den verden og virkelighed som mennesket selv har skabt således en direkte konsekvens af markedsøkonomien. I takt med at det kapitalistiske systems generelle nedgang bliver mere udtalt, antager menneskenes fremmedgørelse astronomiske proportioner: Tingsliggørelse, forbrugerisme, postmodernisme og selviscenesættelse er et fremmedgørelsens spejl på et system, som har udtømt sit potentiale.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 36, februar 2018. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
