I vores tidligere artikel behandlede vi Syrizas fremgang og begrænsninger samt årsagerne til, at det konservative Nea Demokratia kunne vinde. I denne artikel beskæftiger vi os med det socialdemokratiske Pasok, Demokratisk Venstre, de Uafhængige samt det fascistiske Gyldent Daggry.
Syriza kunne have vundet valget, hvis ledelsen havde antaget et passende handlingsprogram og frem for alt havde en korrekt politisk kurs. Imidlertid er partiets resultater indtil nu langt fra dårlige.
Det er første gang siden 1958, at et parti med rødder i den kommunistiske bevægelse har vundet en så stor andel af stemmerne. Dengang var det kommunistpartiets frontorganisation EDA, der vandt 24,2 procent. Syrizas resultat bryder dermed en historisk grænse, og det viser, at idéen om socialisme har potentiale til at vinde et flertal i den græske befolkning.
I løbet af få uger har borgerskabet indset, at det står over for en stærk politisk modstander, og arbejderne er trådt frem som den mægtigste kraft, der kan forandre samfundet. Dette i sandhed store skridt fremad må ikke druknes i følelsen af frustration over, at Syriza kun vandt andenpladsen. Vi må basere os på dette store skridt fremad for at styrke vores kamp og forberede os på at tage magten.
Dette er ikke tiden til at græde eller bande over, at dele af arbejderklassen ikke stemte på os. De politiske fejltagelser, vi begik, er meget klare, og vi må rette dem. Den vigtigste opgave i dag er kampen for at bygge et stort, revolutionært Syriza, som kan være et redskab for masserne til en socialistisk omdannelse af samfundet.
Pasok og Demokratisk Venstre
At Syriza ikke vandt var en naturlig konsekvens af, at Pasok og Demokratisk Venstre holdt fast i deres stemmer. Men det skyldtes ikke lederne Venizelos og Kouvelis, som de borgerlige medier har forsøgt at overbevise os om. Det var et udtryk for Syrizas ledelses politiske svaghed og manglende evne til politisk at overbevise tilstrækkeligt med arbejdere og småborgere. Hvis ledelsen havde fremført et tydeligt socialistisk program, ville tilslutningen til Pasok og Demokratisk Venstre have kollapset. Pasok ville være reduceret til et encifret procenttal, og Demokratisk Venstre ville slet ikke få valgt nogle ind i parlamentet.
Det socialdemokratiske Pasok vandt 33 mandater, hvor de ved valget den 6. maj vandt 41. Deres stemmeandel faldt til knap 12,3 procent, hvor de før havde fået 13,2 procent. I absolutte tal faldt deres stemmetal fra ca. 834.000 til 755.000. I det vigtige område Attika (Athen og Piraeus) fik partiet blot syv-otte procent. Også i Thessaloniki, Patras og andre større byer var tilslutningen til Pasok under niveauet på landsplan. Det viser, at partiet ikke længere er det vigtigste parti for arbejderne i Grækenland.
Demokratisk Venstre vandt 17 mandater, hvor de i maj vandt 19. De fik i alt 385.000 stemmer, hvor de før fik 386.000. Det betød, at den herskende klasse kunne drage et lettelsens suk over, at dette værdifulde figenblad for en regering, der vil føre arbejderfjendsk nedskæringspolitik, overlevede.
Imidlertid vil både Pasok og Demokratisk Venstre, med deres deltagelse i eller støtte til en ny regering, der føres an af Trojkaen og det græske borgerskab, uundgåeligt opleve, at deres vælgergrundlag vil mindskes. Hvis Syrizas ledelse havde haft et andet program kunne det opnås uden at arbejderne havde været nødt til at gennemgå den smertelige erfaring under en ny koalitionsregering, der har det samme program som Papademos, men med den nye premierminister Samaras.
De Uafhængige
De Uafhængige Grækere udviste tegn på alvorlig tilbagegang, hvilket bekræfter, at partiet er et opportunistisk og demagogisk borgerligt parti, der forsøgte at profitere på den fjendtlige indstilling, som befolkningen nærer imod memorandummet. Partiet gik tilbage fra 31 mandater til 20. I procenter gik partiet fra 10,6 til 7,5 procent. I absolutte tal gik partiet fra omtrent 671.000 til 462.000 stemmer.
Det er tydeligt, at den herskende klasse vil lægge enormt pres på dette partis skrøbelige borgerlige karrieremagere for at de skal støtte en Samaras-regering og vende tilbage til det konservative Nea Demokratia. Dette pres vil – ligesom det var tilfældet med Samaras tidligere – afsløre, at intet borgerligt parti ærligt og vedholdende kan gå imod memorandummets brutale nedskæringspolitik.
Fascisternes resultat
Desværre så det nynazistiske ”Gyldent Daggry” ud til at være modstandsdygtigt. Partiet vandt ved dette valg 18 mandater i stedet for de 21, det havde vundet i maj. Partiet fik 6,9 procent i stedet for syv procent. I absolutte tal fik partiet 425.000 stemmer i stedet for de tidligere 441.000 stemmer. På trods af, at partiet åbent viste sit ansigt, da Kasidari i en TV-udsendelse fysisk angreb Liana P. Kanellis, har denne fascistiske gruppe været i stand til at fastholde sine vælgere. Den uafvendelige nedgang hos det højreekstreme parti Laos har, sammen med krisen i kapitalismen og følelsen af desperation hos de mest politisk tilbagestående lag af småborgerskabet, givet plads til de græske nynazister.
Afsløringerne af korruption på højt plan i det parlamentariske system har, sammen med skabelsen af ghettoer med fattige indvandrere i Athen og andre store byer, givet Gyldent Daggry mulighed for, at drage fordel fra de anti-parlamentariske følelser hos småborgerlige og arbejdsløse, især unge, der ikke har nogen erindring om oberst-juntaen i 1967-74 og endnu mindre om den nazistiske besættelse under Anden Verdenskrig. I øjeblikket er der ikke en stærk strøm i retning af det ekstreme højre og fascismen. Den mest kraftfulde sociale strømning går uden tvivl mod venstre og især i retning af Syriza.
De snesevis af angreb mod venstreorienterede aktivister, der fandt sted under valgkampen, understreger blot behovet for en kæmpende enhedsfront mellem venstrefløjen og fagforeningerne imod nazisterne. Det er kun fælles handling, der kan sætte en stopper for Gyldent Daggrys tiltagende terror. Gyldent Daggry vil tydeligvis føle sig styrkede efter deres gode valgresultat, og de vil optrappe deres kampagne med angreb på indvandrere og overfald på venstrefløjsaktivister. Pro-fascistiske kerner i staten vil give dem et endnu større dække. I sidste ende er det kun et hurtigt regeringsskifte og en venstreorienteret regering, der kan opløse den nuværende stats reaktionære og undertrykkende apparat og komme med en revolutionær løsning på de arbejdsløse og småborgerskabets problemer. Det vil fjerne grundlaget for Gyldent Daggry og skabe en politisk ramme, hvor det vil være muligt at forbyde alle fascistiske organisationer.
