Situationen i Grækenland bliver mere og mere revolutionærs for hver dag, der går. Landet er blevet paralyseret af en strejkebølge centreret i den offentlige sektor og de statsejede virksomheder, der er arbejdernes svar i deres forsøg på at afværge disse monstrøse angreb fra regeringen. Denne strejkebølge blev foregrebet af massebevægelsen med besættelser af universiteterne og skolerne i september, der endnu engang beviste, at ungdommen er et følsomt barometer for klassekampen.
Vi ser mobiliseringer på de arbejdspladser, hvor vi har den græske arbejderklasses mest magtfulde fagforeninger. Arbejdere indenfor transport, havnene, elektricitet, de lokale regeringer, ministerier, hospitaler, uddannelse, skattekontorer og de arkæologiske pladser har besluttet sig for at gå i tidsubegrænset strejke og besætter også den ene regeringsbygning efter den anden.
For første gang har arbejderne i disse sektorer den overvældende støtte fra de arbejdsløse arbejdere og arbejderne i den private sektor. Den opfattelse, der eksisterede i fortiden om, at arbejderne indenfor disse sektorer, dvs. de statsansatte, var privilegerede eksisterer ikke længere blandt de privatansatte, fordi det er præcis denne sektor, der nu mærker de hårdeste angreb med massefyringer, og store nedskæringer på op til 50 procent i deres lønninger. Den linje, der adskilte de offentligt og privatansatte, er ophørt med at eksistere som resultat af regeringens brutale angreb.
Også i den private sektor har vi nu massive angreb fra regeringen, med de same love som trojkaen af ECB, EU og IMF kræver, bliver sat til afstemning i parlamentet tirsdag, der har som mål at reducere minimumslønnen fra 750 euro til 550 euro ved at fjerne den Nationale Generelle Kollektive Overenskomst og alle de sektorvise overenskomster. I virkeligheden afskaffer loven de facto fagforeningernes officielle rolle, ”indtil krisen slutter”.
Resultatet af alt dette er, at stemningen blandt arbejderne er mere radikal end nogensinde. Denne gang er det helt klart, at der er en beslutsomhed om at kæmpe til den bitre ende. Fagforeningsaktivister og fagforeningsledere siger åbent i medierne, at strejken er politisk. En ledende fagforeningsmand fra buschaufførerne sagde sidste fridag i et berømt TV-program; ”vi vil fortsætte strejkerne, indtil regeringen er væltet. Vi ønsker at feje denne bande af banen!”
De mest radikale er skraldemændene, der har været i strejke de sidste ti dage og har gennemført en besættelse af lossepladserne. Regeringen sendte politiets specialstyrker ind i går for at terrorisere de strejkende, men de nægtede at ophæve deres besættelse. De udtalte, at hvis regeringen ikke trak i land, ville det før til ”blodsudgydelse.” Regeringen gik så over til at overgive indsamlingen af skrald til private firmaer, der dog ikke er i stand til at indsamle noget skrald fra gaderne, fordi de konstant angribes og forhånes af almindelige mennesker, der råber ”skruebrækkere” efter dem. Denne ene episode udtrykker meget klart den bundsolide opbakning, der er til strejken fra størstedelen af det græske folk.
Som et resultat af et enormt pres fra medlemmerne er 24-timers generalstrejken planlagt af GSEE (den generelle sammenslutning af græske arbejdere) og ADEDY (de offentligt ansattes fagforening) blevet til en 48-timers generalstrejke onsdag og torsdag denne uge. Men den stemning, der modnes blandt arbejderne, går endnu videre, og ideen om, at der er brug for en tidsubegrænset politisk generalstrejke, har grebet mange arbejderes bevidsthed.
Situationen lægger et enormt pres på PASOK regeringen, der nu er langt svagere, end den var i sommers. PASOKs parlamentsgruppe – hvoraf mange kan se, at hvis de fortsætter med åbent at støtte nedskæringerne, vil deres parlamentspladser være i fare – kommer under umådeligt pres fra fagforeningerne og arbejderne generelt. Der er allerede et PASOK parlamentsmedlem, der har sagt, at han har tænkt sig at stemme imod den nye lov og en anden har truet med, at han vil gå af.
Det risikerer, at reducere Papandreous flertal i parlamentet til et uarbejdsdygtigt niveau. PASOK har 154 parlamentsmedlemmer i et parlament med 300 medlemmer.
PASOKs tab af folkelig støtte afspejles også inde i fagforeningerne. PASOK har sin egen fraktion – kendt som PASKE – indenfor fagforeningerne. Allerede nu er PASKE i de kommunalt ansattes fagforening og lærernes fagforening splittet fra PASOK tidligere i år. Sidste onsdag annoncerede PASKE indenfor jernbanearbejdernes fagforening, at de brød med PASOK. Vi er også over hele Grækenland vidne til en bølge af udmeldelser fra partiet fra mange af PASOKs erfarne medlemmer.
KKEs stalinistiske ledelse er for første gang, efter pres fra arbejderne, gået væk fra deres appeller om tidligere valg og har i stedet besluttet sig for at organisere en spektakulær omringelse af parlamentsbygningen den kommende torsdag. Besættelsen af området foran parlamentsbygningen, som vi så i sommers på initiativ fra Folkeforsamlingen på Syntagma pladsen, havde en langt mere spontan men uorganiseret og ”amatør-agtig” karakter. Omringelsen fra KKE og PAME (KKEs fraktion i fagforeningerne) vil være helt anderledes. Den vil være organiseret med deltagelse fra arbejderklassens ”tunge bataljoner”, bygningsarbejderne, skibsværftsarbejderne osv. Det betyder, at konflikten denne gang vil involvere et langt større antal og også vil være meget mere organiseret.
Generalstrejken på torsdag (i dag) vil markere endnu et vigtigt vendepunkt i situationen i Grækenland. Det vil være et udtryk for den intense vrede, der er opbygget blandt arbejderne og ungdommen over hele Grækenland, der ikke er parate til at acceptere disse angreb uden kamp. Der forberedes klassekamp på hidtil uset niveau i Grækenland og i dette ser vi hele Europas fremtid.
