Begivenhederne har udviklet sig med lynets hast hen over sommeren i Grækenland, hvor krisen er gået ind i et nyt stadie. Ved folkeafstemningen d. 5. juli viste det græske folk med overvældende flertal sin modstand mod EU’s nedskæringspolitik. EU viste sit sande ansigt og trådte det græske folk under fode, pressede Syrizas ledelse til politisk selvmord, med en aftale der var endnu værre end den, som var blevet afvist af mere end 60% af grækerne.
Den græske krise
I medierne fremstiller de den græske krise som resultat af Syrizas uansvarlige politik. Den græske krise og enorme gæld er dog ikke opstået på en dag, men udspringer af den krise, der ramte verdensøkonomien i 2008 og et kapitalistisk system, der er gået ind i en blindgyde.
Årevis med ”redningspakker” har intet løst, men har i stedet betydet, at den græske gæld er fortsat med at vokse. De utallige reformer, som trojkaen (EU, den Europæiske Central Bank, ECB, og den Internationale Valutafond, IMF) har pålagt Grækenland, har intet løst. Det udstiller deres krav om ”nødvendige” reformer i al deres hykleri.
Siden 2008 er Grækenlands BNP faldet med omkring 30%, og krisen er kun overgået af depressionen i 30’erne i Nordamerika. Grækenland har skåret sine offentlige udgifter med 20%, arbejdsløsheden er mere end tredoblet (fra 8 til 26%), og ungdomsarbejdsløsheden er mere end fordoblet (fra 20 til over 50%). Minimumslønnen er skåret 30% ned og selvmordsraten er vokset med 35%, mens pensionerne er blevet skåret ned med mellem 15 og 45%. Intet mindre end en social katastrofe for den græske befolkning, der har måttet bære byrderne for krisen. Men det var ikke nok for kapitalisterne. Grækenland var ved at gå bankerot (det er de i realiteten), men EU krævede mere af den samme katastrofale nedskæringspolitik.
Valget af Syriza i januar
Den økonomiske og sociale krise har undermineret den politiske stabilitet og har resulteret i en fortsat politisk krise for det græske borgerskab. Det Socialdemokratiske parti, PASOK, fik for fem år siden 44 procent af stemmerne. Ved valget den 25. januar i år fik det kun 4,8 procent. Partiet er tæt på politisk udslettelse, som resultat af at have administreret trojkaens nedskæringsprogrammer.
Borgerskabets traditionelle parti, Nyt Demokrati, der deltog i den seneste koalitionsregering med PASOK, tabte halvdelen af sine pladser i parlamentet i januar. For få år siden fik de to partier tilsammen mere end 90 procent af stemmene. Ved valget den 25. januar fik det kun 32 procent tilsammen, mindre end SYRIZA fik alene.
De græske arbejdere har været ude i en lang række kampe og massemobiliseringer imod nedskæringspolitikken, men da den vej var blokeret, vendte de fokus mod den politiske front, og SYRIZA vandt en historisk sejr på omkring 36 procent af stemmerne ved valget i januar. På trods af at det største parti ved et græsk valg opnår 50 ekstra pladser i parlamentet, opnåede SYRIZA lige akkurat ikke absolut flertal til at danne en flertalsregering alene. På valgnatten indgik SYRIZA en koalition med det borgerlige parti ANEL.
ANEL accepterede SYRIZAs ”Thessaloniki-program”, der indeholder en række konkrete løfter om reformer, ligesom partiet er enige med SYRIZA i modstanden mod EU’s memorandum (sparekrav). ”Thessaloniki- programmet” indeholdt bl.a. en øgning af minimumslønnen med 150 euro til 750 euro, genindførelse af kollektive overenskomster, og opgør med en anti-strejkelov. Derudover annoncerede regeringen genansættelse af fyrede offentligt ansatte, højere pensioner og stop for privatiseringen af havnen i Piræus.
De annoncerede reformer skabte stor entusiasme blandt de græske arbejdere, der følte de for første gang i årevis havde fået en regering, der ville gennemføre, hvad den lovede og som var parat til at gå imod trojkaen. Hele 81,3 procent vurderede den nye Syriza-ledede regerings første dage positivt og bare 13,6 procent negativt.
På den anden side reagerede ”markederne” prompte med aktiefald på 14 procent den første uge efter valget (efter et fald på 12 procent i januar), samtidig med at der skete en massiv kapitalflugt fra de græske banker til udlandet. De græske medier lancerede øjeblikkeligt en ondskabsfuld smædekampagne mod den nye regering.
Syrizas vaklen
Syriza stod kun fast imod EU i kort tid, snart begyndte de at vakle og bukkede under for presset. I slutningen af juni var den sidste del af den daværende redningspakke til udbetaling; men EU krævede at for at få pengene, måtte Grækenland skære endnu mere ned. De krævede en nedskæringsplan på 8 mia. euro, der balancerede det græske budget. Den græske regering fremlagde for trojkaen et sådan dokument, der indeholdt mange nedskæringer bl.a. på pensionerne og momsstigninger, og brød med regeringens egne “streger i sandet”. Pakken indeholdt dog også en øget beskatning af kapitalisterne. Det var uacceptabelt.
EU svarede meget provokerende tilbage med et modforslag, som dybest set lagde hele vægten af de 8 mia. euro på skuldrene af det arbejdende folk. Den græske regering kom med yderligere indrømmelser, men krævede til gengæld en delvis gældssanering. Den blev mødt af en pistol for panden i form af et ultimatum: gør som vi siger eller gå bankerot. Tsipras udskrev folkeafstemning 5. juli: for eller imod trojkaens ultimatum.
På den ene side var Syriza under massivt pres fra trojkaen. På den anden side øgedes massernes modstand, der blev afspejlet på alle niveauer i Syriza og regeringen. Klassekampen satte i en forvrænget form sit præg på forhandlingerne.
Glubsk skræmmekampagne
Det øgede blot skræmmekampagnen i de græske medier og internationalt. De politiske partier i Grækenland, der kæmpede for at JA, havde nærmest monopol på adgangen til medierne. Den overvældende del af pressen, samt alle de private tv-kanaler, er i hænderne på det græske kapitalistiske oligarki. De græske arbejdsgivere brugte alverdens beskidte kneb, trusler om fyringer og tilbageholdelse af løn mod deres ansatte, for at få dem til at stemme JA.
Trojkaen forsøgte at gennemføre et parlamentarisk kup og presse en national enhedsregering igennem. Deres lemfældige forhold til demokratiet udviste de allerede i 2011, da de udskiftede den daværende græske premierminister Papandreou fra PASOK, med en teknokrat, Papademos, efter at Papandreou havde udskrevet en folkeafstemning (og trukket den i land igen). Denne gang fandt trojkaen ikke samme ”løsning” opportunt, de frygtede, hvad reaktionen ville være fra det græske folk, der har været gennem mange kampe siden 2011, og det viste sig, at trojkaen kunne få dens mål igennem med andre midler.
Trojkaen strammede skruetvingerne og lagde loft over Emergency Liquidity Assistance (ELA) til de græske banker, dvs. tilførslen af penge til bankerne – i praksis et aggressivt skridt, fordi det var klart for enhver, at hævningen af penge fra bankerne ville stige enormt mandag morgen, efter udskrivningen af folkeafstemningen. Det tvang regeringen til søndag d. 28. juni at lukke bankerne og indføre kapitalkontrol til efter folkeafstemningen, da alternativet havde været, at bankerne løb tør for penge. Trojkaen eskalerede krigen yderligere ved at nægte at forlænge den redningspakke, der var til afstemning, et par dage til efter folkeafstemningen.
Presset fik Tsipras til at vakle igen og foreslå en ny aftale, med endnu flere indrømmelser. Men heller ikke det var nok og blev afvist af trojkaen, med Tyskland i spidsen.
Folkeafstemningen
Resultatet blev trods skræmmekampagnen og trods vaklen fra Tsipras et stort flertal til OXI (NEJ) på 61,3%, mod 38,7% for “JA”.
En nærmere analyse fra Public Issue af fordelingen af stemmerne afslører karakteren af NEJ-stemmerne. Især blandt de unge var NEJ’et overvældende.
NEJ-stemmer fordelt på aldersgruppe:
18-24: 85%
25-34: 72.3%
35-44: 67.4%
45-54: 69.2%
55-64: 59.4%
65+: 44.9%
Fordelingen efter beskæftigelse viser NEJ-stemmernes klassekarakter: 70,9% blandt offentligt ansatte og 71,3% af arbejderne i den private sektor, samt 72,9% af de arbejdsløse, mens læger, advokater og ingeniører stemte JA, men med en meget lille margin. Også 85,2% af de studerende stemte NEJ. Blandt dem der havde stemt på Syriza ved valget 25. januar, stemte 87,3% NEJ. Endnu flere af Kommunistpartiets, KKE’s, vælgere stemte NEJ (86,9%) på trods af partiets linje om at ødelægge sin stemmeseddel. Hver eneste distrikt i landet stemte NEJ, men det var stærkere i arbejderområder, som Piræus B, hvor mere end 72% stemte NEJ og kun 27% JA.
Det var en stor sejr frem for alt for den græske arbejderklasse, der har set deres levestandard blive smadret af den brutale nedskæringspolitik, som Grækenland er blevet påført de sidste seks år. Folkeafstemningen forvandlede stemningen på fabrikkerne og i gaderne og styrkede arbejdernes selvtillid, hvilket bl.a. blev set i nogen af de største massedemonstrationer før og efter folkeafstemningen til støtte for NEJ.
Efter resultatet blev kendt strømmede tusindvis af NEJ-vælgere ind på Syntagma-pladsen foran parlamentet i Athen for at fejre resultatet. Mens NEJ-lejren jublede, blev JA-lejren kastet ud i forvirring. Dette var et kæmpe nederlag for trojkaen og et yderligere slag i hovedet for deres tilhængere i Grækenland. Antonis Samaras, oppositionslederen af det højreorienterede parti Nyt Demokrati og tidligere premierminister, der kæmpede for et ja, trådte tilbage.
Men som Alan Woods skrev i en artikel på marxist.com umiddelbart efter folkeafstemningen: ”Imidlertid vil den nuværende euforiske stemning ikke vare ved. Der er stadig store forhindringer, der skal overkommes. De største og mest afgørende slag ligger i fremtiden. Og Grækenland er nu dybt polariseret langs klasselinjer. Kløften mellem klasserne har udvidet sig til en uoverstigelig afgrund. Striden mellem JA og NEJ lejren minder på mange måder om den ekstreme polarisering, vi ser i Venezuela – det vil sige, det ligner en revolution.”
Tspiras sagde i en TV-tale til grækerne søndag aften efter folkeafstemningen, at nu ville han gå tilbage til forhandlingsbordet for at få en aftale med EU for ”finansiel stabilitet for landet”. Det viste sig hurtigt at være helt utopisk.
Total kapitulation
Selvom den tyske socialdemokratiske vicekansler Sigmar Gabriels kommentar til folkeafstemningen var: “Tsipras har brændt de sidste broer”, blev der indkaldt til forhandlinger i EU. Forhandlingerne endte efter en uge i total kapitulation fra Tsipras og toppen i Syriza.
Aftalen (der i skrivende stund endnu ikke er endelig vedtaget) er langt, langt mere omfattende og værre end den, som blev afvist af grækerne 5. juli. Pensionerne skal skæres endnu mere og hurtigere ned og momsen stige til 23 procent. Derudover skal der sikres automatiske nedskæringer hvis budgetmålene ikke overholdes, og der skal gennemføres omfattende reformer af pensionsområdet og arbejdsmarkedsområdet næste år. Værdier for 50 mia. euro skal overføres til en uafhængig fond, der skal stå for privatiseringer (sammenlignet med at Grækenland indtil nu ”kun” har privatiseret for 7 mia. euro).
Men det går langt videre, for Grækenland bliver i realiteten sat under administration. EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond kræver, at overvåge implementeringen af den aftalte politik i Athen. Regeringen skal også konsultere og have grønt lys fra de tre institutioner for alle relevante lovforslag i passende tid, før de fremsættes. Og det gælder med tilbagevirkende kraft! Dvs. alt hvad Syriza-regeringen har vedtaget indtil nu, som fx genansættelsen af rengøringspersonale kan rulles tilbage. Med andre ord: Grækenlands nationale suverænitet er ophævet, trojkaen skal godkende al lovgivning i landet på ubestemt tid. Selvom Tsipras’ mål var gældslettelse/omstrukturering, indeholder aftalen intet konkret om dette. Alt dette skal vedtages i det græske parlament, inden forhandlinger kan begynde om hvorvidt trojkaen vil give Grækenland en ny hjælpepakke på omkring 80 mia. euro.
Denne aftale kan kun beskrives som den mest ydmygende kapitulation fra Syrizas top og går stik imod det mandat de fik først ved valget i januar og i endnu højere grad ved den folkeafstemning, de selv udskrev, 5. juli. Trojkaen kunne ikke acceptere andet end en total ydmygelse af Syriza, ikke på grund af de økonomiske aspekter i aftalen, men på grund af det eksempel det ville udgøre for folket i de andre kriseramte europæiske lande. Det var et politisk spørgsmål om at knuse Syriza og dermed forsøge at knuse det europæiske folks tro på, at det er muligt at kæmpe imod nedskæringspolitikken.
Det værste er næsten, at denne aftale heller ikke vil virke. Den vil have katastrofal effekt på den græske økonomi. Usikkerheden i forhandlingerne og ultimatummet fra trojkaen har allerede gjort kål på det meget svage opsving, der var i gang, og har sendt økonomien tilbage i recession. Nu har lukningen af bankerne og kapitalkontrollen sendt den i frit fald ned i en depression, hvor størsteparten af den økonomiske aktivitet er gået i stå.
Dertil skal lægges en ny nedskæringspakke – resultatet er ikke svært at forudsige. Efter fem år har denne politik vist sin totale fallit. End ikke det udtalte mål om at reducere gælden i forhold til BNP er opnået. Gælden er nu på 170% af BNP og vil med det samme ryge over 200% med disse nye tiltag. Det mest sandsynlige scenarie er, at den seneste ”aftale” kun vil være et stop på vejen til en ny krise, der før eller siden vil ende med græsk bankerot.
Reformismens fallit
Hvad, der er foregået i hovedet på Tsipras, er ikke til at sige. Hvad, vi kan sige er, at Tsipras’ og Syrizas strategi har slået helt og aldeles fejl. Men hvad er alternativet?
Venstreplatformen i Syriza har argumenteret for en udtræden af euroen, men at blive i EU (a la Danmark) for at gennemføre et program, der kun kan beskrives som national kapitalisme, baseret på eksport, national produktion og statslige investeringer. Sådan en plan er ligeså utopisk som Tsipras’. Et selvstændigt kriseramt kapitalistisk Grækenland kan ikke konkurrere sig ud af krisen, midt mellem langt mere konkurrencedygtige lande og i en dyb verdensomspændende krise. Det virker til, at de tror, at nedskæringerne er ”ideologiske”, dvs. skyldes de tyske banker og kapitalisters onde vilje og ikke et resultat af systemets krise.
Nedskæringerne er et forsøg på at få arbejderne til at betale for kapitalismens krise – det vil være tilfældet både inden for og uden for euroen. En udtræden af euroen og tilbagevenden til drachmaen (eller hvad man nu vil kalde en ny valuta) vil skabe en kaotisk situation med økonomisk kollaps og massive problemer for det græske folk. At sige at så bestemmer det græske folk trods alt selv, hjælper ingenting: bestemmer over hvad? Total økonomisk kollaps med katastrofale sociale konsekvenser.
Socialistisk brud
Den konklusion man kan og må drage er, at det ikke er muligt at bryde med nedskæringerne inden for et kriseramt kapitalistisk Europas spændetrøje.
På intet andet tidspunkt har de reformistiske ledere i Syrizas ”realisme” været mere udstillet som utopisk, og på intet tidspunkt har det været nemmere at forklare behovet for socialisme, da det falder sammen med millioner af græske arbejderes erfaringer fra de sidste fem år.
Der er ingen løsning indenfor kapitalismens rammer! Den eneste måde at stoppe nedskæringspolitikken er ved at bryde med kapitalismen. Det Tsipras burde have forberedt var ikke en plan B for udtræden af euroen, som bl.a. Enhedslisten argumenterer for, men skridt i retning af socialisme: afvisning af gælden, ekspropriering af bankerne og kapitalisternes aktiver, og med en appel til de græske arbejdere om at sætte gang i produktionen under deres egen ledelse og kontrol. Indvendingen fra alverdens venstrereformister er, at det ikke er nemt: nej det er absolut ikke nemt! Men den nuværende situation er uholdbar og absolut ikke nem for de græske arbejdere og unge uden en fremtid. Det er den eneste vej.
Kun en radikal reorganisering af samfundet på grundlag af fælles ejerskab over produktionsmidlerne kan tilbyde en vej frem. Selv det vil ikke være muligt i bare Grækenland, der er en lille perifer økonomi i Europa. Men det ville sende et stærkt budskab til arbejdere over hele Europa, startende med Spanien, Portugal og Irland. Op til folkeafstemningen var der en international bølge af solidaritet med det græske folks modstand mod sparepolitikken. Resolutte skridt for at gøre op med nedskæringerne og bankerne og kapitalisternes diktatur ville blive mødt med entusiasme fra arbejdere i hele Europa.
Slaget er langt fra slut i Grækenland. Folkeafstemningen d. 5. juli markerede et kvalitativt nyt stadie i den græske krise. I skrivende stund er der indkaldt til generalstrejke mod afstemningen i parlamentet om aftalen. Med folkeafstemningen hev Syriza de græske masser ind på den politiske scene og satte kræfter fri, som de ikke selv kan styre, ikke mindst efter at de har miskrediteret sig selv fuldstændig. Klassekampen er ekstremt tilspidset og kan meget betyde en splittelse i Syriza i den næste periode og massernes indtræden på den politiske scene i endnu større skala.
Artiklen er afsluttet 15. juli 2015
