Revolutionerne i Mellemøsten og Nordafrika er historiske. Over hele regionen ser vi, at almindelige mennesker går på gaden, og kræver arbejde, brød, frihed og demokrati. Diktaturerne i Tunesien og Egypten er allerede faldet, og snart står resten for tur. Med ét er alle påstandene om, at befolkningerne i Mellemøsten og Nordafrika ikke ønsker demokrati på grund af kulturel tilbageståenhed og fundamentalisme, gjort til skamme. I millionvis er kvinder og mænd, arbejdere og studenter, muslimer og kristne gået på gaderne med livet som indsats for at kæmpe for en bedre fremtid, hvor de selv vil være med til at forme deres liv og deres land. Dette er en utrolig vigtig udvikling, – ikke bare for regionen, men for hele verden!

Det er den samme udvikling vi de sidste ti år har set i Latinamerika. Også her har folk gået på gaden i millioner imod diktaturer – for frihed, demokrati og social retfærdighed. Også her blev den ene diktator efter den anden, og det ene korrupte regime efter det andet, væltet, og vi har set radikale venstreorienterede og socialistiske regeringer komme til magten i næsten alle lande i Latinamerika. Resultatet har været klart. I Venezuela, der er det land, hvor den revolutionære bølge er stærkest, har den socialistiske regering under præsident Hugo Chávez, gennemført store opgør med kapitalismen og store sociale forbedringer og demokratiseringer. Det har blandt andet betydet, at analfabetisme er afskaffet, fattigdommen er mere end halveret, at al censur er blevet afskaffet og at Venezuela i 1999 fik verdens mest demokratiske grundlov. Ligeledes har de venstreorienterede regeringer i Latinamerika, bygget videre på den store tradition for solidaritet imellem Latinamerika og Mellemøsten og Nordafrika. Det så vi bl.a. i 2009 da Israel invaderede Gaza og Venezuela og Bolivia som modsvar udviste Israels ambassadør og Chávez gav ordre til at alle officielle bygninger i Venezuela skulle flage med det palæstinensiske flag i en måned, i solidaritet.

Demonstranter vifter med et billed af Venezuelas præsident Hugo Chávez under en demonstration imod Israels angreb på Gaza, foran Israels ambassade i Amman, Jordan. 09-01-2009,

Denne samhørighed viste Chávez også, da han den 19. februar udtalte, at “I Egypten, er det, der sker, en caracazo; en pludselig opvågning af et folk. Vi har kun set de første skvulp. Det er begivenheder, der markere en ny periode i historien” med henvisning til den venezuelanske caracazo, et folkeligt oprør i 1989 imod prisstigninger på fødevarer og lignende – præcis som vi nu ser det i Tunesien og resten af regionen.

Vi støtter også de Latinamerikanske regeringers afvisning af en militærintervention i Libyen. Imperialisterne i USA og EU har i årtier støttet disse diktaturer økonomisk og militært. Libyens officerer er uddannet på skoler i USA og Mubarak regimet i Egypten var det land, der modtog næstmest militærstøtte fra USA, næstefter Israel. Desuden har folk som Berlusconi og Tony Blair været personlige venner med både Mubarak og Gadaffi.

Jorge Valero, der er Venezuelas ambassadør i FN, har korrekt udstillet USA og EU’s intentioner med en militær invasion: “De, der taler for brug af militærmagt i Libyen, forsøger ikke at forsvare menneskerettighederne, men at etablere et protektorat for at overtræde dem, som det altid er tilfældet i et land, der er en af de vigtigste kilder til olie og energi i Mellemøsten.” Ligeledes har de helt korrekt kritiseret hykleriet hos de lande, der rejser et ramaskrig over brud på menneskerettighederne i Libyen samtidig med, at de har deltaget i de morderiske imperialistiske krige i Irak og Afghanistan og støttet den israelske stats brutale undertrykkelse af det palæstinensiske folk.

Tegning: Carlos Latuff.

Desværre er der blevet udbredt en misforståelse i forhold til oprøret i Libyen om, at det skulle adskille sig fra oprørerne i resten af regionen, og at Gadaffi skulle være anti-imperialistisk. Dette har ført til, at adskillige lande i Latinamerika har erklæret deres støtte til Gadaffi. Dette er forkert. Det folkelige oprør i Libyen adskiller sig ikke fra resten af regionen, ej heller adskiller Gadaffi sig fra de andre diktatorer. Ligesom i Egypten og Tunesien, ønsker Libyens befolkning blot at leve et anstændigt liv i frihed. Misforståelsen har til dels baggrund i, at Gadaffi oprindeligt var leder af en revolution imod kongen og koloniherrerne i 1969.

Krigsforbryderen og nyliberalisten Tony Blair er personlig ven og ansat som rådgiver for Gadaffi familien.

Denne revolution nød stor folkelig opbakning, og gjorder i 70’erne og 80’erne Libyen til et af de rigeste lande i Afrika, og indførte en velfærdsstat – og tog endda initiativer imod socialisme og et folkeligt demokrati. Ligeledes gav Gadaffi regeringen stor økonomisk og politisk støtte til befrielses- og anti-koloniale bevægelser overalt i Afrika, Mellemøsten og Latinamerika. Men alt dette ændrede sig op igennem 90’erne, og i dag er Gadaffi imperialismens skødehund. En korrupt diktator, der har afskaffet velfærdsstaten, overgivet olien til imperialisterne, ageret grænsevagt for Europa imod afrikanske flygtninge, og sender militæret ind imod befolkningen. Hans familie har hyret nyliberalisten og krigsforbryderen Tony Blair som politisk rådgiver, og Gadaffi selv er bedste ven med Berlusconi.

Derfor opfordrer vi Venezuela og resten af de progressive lande i Latinamerika til at afbryde al politisk støtte til regimerne i Libyen, Iran og resten af Mellemøsten og Nordafrika og støtte revolutionerne med alle tilgængelige midler.

Samtidig med, at vi kritiserer Venezuelas samarbejde med diktatorer som Gadaffi, protesterer vi imod alle forsøg på at sammenligne de to lande. Borgerlige kræfter forsøger at udstille Venezuela som et diktatur, men der er intet grundlag for dette. Tværtimod var det den borgerlige opposition i Venezuela, der, dengang de havde magten, udgjorde et korrupt diktatur som folket gjorder oprør imod. Blandt andet med valget af Hugo Chávez som præsident. Befolkningen i Venezuela har gang på gang vist sin støtte til Chávez-regeringen igennem adskillige demokratiske valg og igennem det folkelige oprør imod oppositionens militærkup i 2002. Der er i dag hverken censur eller hemmeligt politi i Venezuela under Chávez, tværtimod.

“De gode gamle dage” inden den arabiske revolution. Egyptens nu afsatte diktator Mubarak og Libyens Gadaffi til G8 topmøde i Italien. På billedet ses bl.a. også USA’s Barak Obama, Frankrigs Sarkozy og Brasiliens tidligere præsident Lula. Foto: White House – Pete Souzza

Vi forsvarer ligeledes Venezuela og resten af Latinamerikas ret til at lave handelsaftaler og tekniske samarbejder med hvem som helst, ligesom resten af verden gør det. Men al politisk støtte til undertrykkende regimer som Libyen, Iran, Hviderusland og Nordkorea, må ophøre og i stedet må de progressive lande i Latinamerika støtte alle folkelige revolutioner i verden.

Samtidig opfordrer vi de revolutionære regeringer i Venezuela og resten af Latinamerika, til radikalt at ændre deres udenrigspolitik generelt. Revolutionerne i Libyen og Iran har vist det fejlagtige i, at en revolutionær regering baserer sin udenrigspolitik på traditionel alliancepolitik. Det er forståeligt, at Venezuela og ALBA landene ønsker, at undgå international isolation i betragtning af truslerne fra USA og EU, men den bolivariske revolution har allerede venner og allierede over hele verden, – nemlig arbejdere og de undertrykte folk. Det er disse venner, de revolutionære regeringer i Latinamerika må satse på. Befolkningerne i Mellemøsten har igen og igen vist deres store sympati med revolutionen i Venezuela, men Chávez-regeringens nuværende udtalelser til støtte for Gadaffi er ved at sætte alt dette over styr. Hvis oprørerne lykkes, kunne de nye revolutionære regeringer være stærke allierede for venstreregeringerne i Latinamerika og fuldstændig forandrer den internationale situation, men støtten til Gadaffi kan i værste tilfælde betyde, at Venezuela, Bolivia osv. isolerer sig endnu mere.

Vi opfordrer derfor Venezuela og resten af de progressive lande i Latinamerika, til at afbryde al politisk støtte til regimerne i Libyen, Iran og resten af Mellemøsten og Nordafrika og støtte revolutionerne med alle tilgængelige midler!

– Fremad mod verdensrevolutionen!
– For en revolutionær udenrigspolitik!
– Støt revolutionerne i Mellemøsten og Nordafrika!
– Forsvar revolutionen i Venezuela og Latinamerika