Revolutión fra IMT . Diskussioner som også den danske venstrefløj kan lære af.
Front de Gauche i Frankrig er ét i rækken af venstreorienterede formationer, der i de seneste år er vokset frem til venstre for socialdemokratierne i Europa. Men ved EP-valget i maj fik Fronten et noget skuffende resultat. Sammen med den eksplosionsagtige vækst til PODEMOS i Spanien har det betydet store diskussioner i Fronten og på venstrefløjen i Frankrig, forklarer Jérôme Métellus, aktivist i PCF og den marxistiske tendensBaggrunden
I 2008 stod den tidligere socialdemokratiske minister Melenchon i spidsen for et venstresplit fra Socialistpartiet og grundlagde Parti de Gauche. Ved partiets start havde det omkring 2.000 medlemmer. Melenchon og Parti de Gauche gik sammen med Frankrigs Kommunistparti PCF og sammen dannede de Front de Gauche (FdG).
Fronten opstillede kandidater til Europaparlamentsvalg og lokalvalg, men størst succes hidtil oplevede FdG ved præsidentkampagnen i 2012.
– Melenchons radikale sprogbrug og angreb på det etablerede system betød i starten stor entusiasme. 30-50.000 mødte op til Melenchons massemøder. I Paris mødte mere end 100.000 op til lyden af Internationale. Fronten og ikke mindst Melenchon og hans radikale sprogbrug var som et frisk pust for millioner af arbejdere og unge, der var dybt frustrerede med et politisk system, der lod til at befinde sig på en anden planet, forklarer Jérôme.
Ved præsidentvalget fik Melenchon og FdG 11 pct, svarende til 4 millioner stemmer. Det er meget mere, end hvad PCF opnåede tidligere.
– FdG’s fremgang ved valget var en væsentlig faktor i at tvinge Hollande [den nuværende præsident fra Socialistpartiet] til at bruge mere venstreorienteret retorik. Han lovede hård beskatning af euromillionærer og stop for udflytning og lukning af de store fabrikker. Velfærd i stedet for nedskæringer, siger Jérôme.
Men realiteten blev en ganske anden. Næsten øjeblikkeligt efter valget måtte Hollande, lige som Socialdemokraterne i Danmark, vende alle sine store velfærdsløfter ryggen, og begynde på kraftige nedskæringer og angreb på arbejderklassens rettigheder, for at tækkes markedet. En politik der har gjort Hollande til den mest upopulære præsident i den 5. Republik (dvs. siden 1958), med kun 20 pct opbakning i meningsmålingerne.
Indre modsætninger
Efter præsidentvalget begyndte modsætningerne inde i Fronten imidlertid at vokse. Trods massemøderne har Parti de Gauche ikke i nævneværdigt omfang opfanget disse og er kun gået fra 2.000 til 7.000 medlemmer.
Ledelsen af PCF havde i mange år før Frontens fremkomst lavet alliancer med Socialistpartiet ved lokalvalg. I stedet for at bryde med Hollandes Socialistparti og deres nedskæringspolitik, fulgte de slavisk deres gamle praksis ved det sidste lokalvalg i foråret, i håb om at opretholde deres officielle positioner i statsapparatet.
– På grund af CPF’s alliance, nægtede ledelsen af PCF at komme med hård kritik af Socialistpartiet. De brød ikke med dem, da det var allermest nødvendigt, forklarer Jérôme og fortsætter:
– Melenchon var mere seriøs, han kritiserede CPF-ledelsens alliance med Socialistpartiet. Men Melenchon selv lænede sig til gengæld op ad lokale alliancer med De Grønne, som også er med i regeringen og som selv barsler med samarbejde med centrum-højre. Melenchons filosofi var at sætte en kile ind mellem højre og venstre i De Grønne og derudover søge samarbejde med den såkaldte venstrefløj i Socialistpartiet. En venstrefløj der højst kan svinge sig op til at kræve blødere forringelser, mere skånsom implementering, men som stemmer for alt, hvad der kommer fra Hollande. Den filosofi har nu vist sig at være frugtesløs, vurderer Jérôme.
Modsætningerne mellem PCF-ledelsen og Melenchon eksploderede i marts 2014, og der var en de facto splittelse af Fronten. En udvikling der ikke var uundgåelig:
– Min holdning er, at Melenchon kunne have vundet folk, hvis han havde haft et dristigt program, siger Jérôme: – I stedet snakkede han ved EU-valget om behovet for en ”finanspolitisk revolution”, hvad det så end betyder. Dette mens arbejderklassen og unges levestandard falder! Sammen med de uheldige alliancepartnere betød dette svage program, at Fronten gik fra 4 millioner stemmer ved præsidentvalget i 2012 til kun 1,2 millioner ved EU-valget.
Inspiration fra Spanien
Men tilbageslaget betyder ikke, at alt er slut. I følge Jérôme har Melenchon og Fronten alle muligheder for et comeback:
– Der er ikke ét scenarium for Fronten, meget kan ske, og vi har ikke en krystalkugle. Men fortsætter CPF-ledelsen deres nuværende kurs, vil de bryde med Melenchon. Men udviklingerne i Spanien, hvor det systemkritiske PODEMOS er vokset eksplosivt, åbner et interessant perspektiv. I følge ham selv, anerkender Melenchon nu, at samarbejdet med De Grønne var en fejl, og at man i stedet for at lede efter alliancer må gå frem med et radikalt program for at vinde arbejdere og unges tillid.
Tager Melenchon et dristigt initiativ, som han har lagt lidt op til inden sommerferien, tror Jérôme, at der kan ske store ting:
– Der er enorme sociale spændinger i det franske samfund. Den offentlige gæld er på 95 pct af BNP. Arbejdsløsheden er officielt på 10 pct. Sidste måned har der været flere arbejdskampe. Der var 10 dages strejke blandt jernbanearbejderne, imod fagforeningsledelsen. Kulturarbejderne har også været i strejke imod nedskæringerne. Hospitalsarbejderne har været i kamp. Der er en stigende lyst til at kæmpe. Men regeringen har ikke økonomisk rum til forbedringer og går imod alle krav fra arbejderne. Spændingerne vil før eller siden få et politisk udtryk. Og det vil ikke nødvendigvis ske gennem CPF, som taber terræn, mens Melenchon ses som det mest realistiske alternativ. Vi ved ikke, hvad Melenchon har af planer, andet end han har sagt: At ”det er nødvendigt at bryde med tidligere fejltagelser”. Lige gyldigt hvad kan vi forvente store eksplosioner i Frankrig.