I de seneste uger er det kommet
frem at forretningsudvalget i SF foreslår et nyt såkaldt reformprogram. Det er
et program for et fremtidigt regeringssamarbejde med Socialdemokraterne og de
Radikale.

I den forbindelse har flere ledende SFere,
bl.a. næstformanden Jakob Nørhøj, også foreslået at SF’s principprogram bør
revideres. Ifølge Jakob Nørhøj skal al snak om kapitalismens afskaffelse,
socialisme og klasser fjernes fordi det er ”forældet”.

Forslaget til reformprogrammet er endnu ikke
offentliggjort, men skal diskuteres i SF’s hovedbestyrelse i slutningen af
januar, hvorefter det skal tages op på Landsmødet i slutningen af april.
Hovedpunkterne er dog offentliggjort gennem Ritzau.

Kapitalistisk fallit

Forretningsudvalget i SF lægger op til en
grundlæggende ændring af partiets mål – Socialistisk Folkeparti skal ifølge dem
ikke længere kæmpe for et socialistisk samfund. SF skal, ifølge bl.a. Villy
Søvndal og Ole Sohn, ikke længere arbejde for at afskaffe kapitalismen, men
derimod at ”tøjle” den.

Ole Sohn forklarer at markedskræfterne ”i den seneste tid
med al ønskelig tydelighed [har] bevist, at de ikke er i stand til at sikre ro
og orden i et samfund til opretholdelse af velfærden”. (Politiken 10.
januar 2009)

Det er helt rigtigt. Derfor må det siges at
være besynderligt, at man netop på dette tidspunkt lægger op til at skrotte
ideen om et alternativ til markedsøkonomien. Netop på dette tidspunkt er det
tydeligt, at der er brug for et alternativ til markedsøkonomien. Dette
alternatif findes i SF’s program: et socialistisk demokrati, hvor den private
ejendomsret til produktionsmidlerne er afskaffet og erstattet af demokratisk
styring.

Som Ole Sohn forklarer, har kapitalismen vist
at markedskræfterne ikke kan sikre velfærd. Men hvad er markedskræfterne?
Konkurrencen og markedet er de afgørende mekanismer i kapitalismen og dermed en
indbygget del af det kapitalistiske system. De seneste måneder har regeringer
verden over, inklusiv den danske, forsøgt at redde kapitalismen fra det totale
sammenbrud. Milliarder af pund, dollars, euro og kroner er pumpet ud samfundet
til bankerne, virksomhederne osv. Men lige lidt har det hjulet. Næsten før
blækket er tørt på Bankpakke II snakker politikerne om behovet for endnu en
pakke.

Det er kapitalismen som system, der er
problemet. Det er nu mere tydeligt, end det har været i mange år, at der er
brug for et andet samfund. Et samfund hvor de vigtigste dele af økonomien
planlægges demokratisk, det vil sige et socialistisk samfund, som også SF’s
nuværende program forklarer. Ved sidste alvorlige krise i 1970’erne så vi
hvordan politikerne forsøgte at regulere sig ud af krisen, men i stedet fik
skabt en enorm inflation og statsgæld.

Klassekampen forældet?

Ifølge ledelsen af SF har tiderne ændret sig.

SF’s næstformand Jakob Nørhøj forklarer videre
i samme artikel, at tiderne har ændret sig; ”Begreber som revolution, kapitalisme og
klasse indgik mere i den politiske retorik, hvis man skruer tiden 10, 20, 30
eller endnu bedre 40 år tilbage. Derfor fik folk nok et mere nuanceret billede
inde i hovedet, når de hørte de ord, hvor det i dag måske mere er nogle
historiske begreber”. (Politiken 10.
januar 2009).

Ligesom krisen med al tydelighed viser, hvor
relevant SF’s nuværende socialistiske program er, viser de seneste år også mere
end nogensinde at begreber som revolution, kapitalisme og klasse ikke er
forældede begreber, men tværtimod er begreber, der er yderst aktuelle.

Den borgerlige regering har ført en ensidig
politik til gavn for arbejdsgiverklassen, dvs. kapitalisterne. De borgerlige
har sænket skatten for de rigeste og erhvervslivet. De har angrebet
arbejdsløses forhold, velfærden, pensionerne, uddannelserne, osv. På den anden
side har arbejderne og ungdommen forsvaret deres forhold gennem demonstrationer
og strejker. De borgerlige har forsøgt at bilde os ind at klassekampen er død,
mens de selv har ført klassepolitik mod arbejderklassen.

Der er ikke brug for at afskaffe begreberne
eller opfinde nye ord. Der er brug for, at vores partier forsvarer vores
interesser, dvs. fører en klassepolitik til gavn for arbejderklassen – både dem
der er i arbejde og de arbejdsløse, deres børn og bedsteforældre, de syge og de
raske.

Minimum, maksimum og socialisme

Forslaget til reformprogrammet fra SF’s
forretningsudvalg indeholder forslag til en række reformer. En del af
forslagene er udmærkede reformforslag, såsom forslagene om stop for
privatiseringer af den offentlige velfærd og at partiregnskaberne åbnes. Men
hovedproblemet med reformprogrammet er at det vil opdele SF’s politik i to
dele; en ”her og nu” politik, og så de langsigtede visioner.

Kasper Bjerring Jensen, medlem af forretningsudvalget forklarer til Ritzau
23. januar at, ”Det er bevidst, at vi vil være et parti, der leverer
resultater på kort og mellemlang sigt, og ikke bare har de rigtige holdninger
om ting, der kunne ligge meget langt ude i fremtiden”.

Det er rigtigt, at der er
behov for resultater, altså at kæmpe for forbedringer inden for kapitalismens
rammer. Men reelle forbedringer, et reelt forsvar af
arbejderklassen, kan kun ske ved at angribe samfundets absolutte tops ejerskab
og herredømme over de danske arbejdspladser, boligmarked, banker og så videre.
Derfor hænger kampen for forbedringer her og nu sammen med kampen for en socialistisk
omdannelse af samfundet.

For visse SF-ledere er socialismen altså
pludselig noget, der først kan komme langt ude i fremtiden, mens man må have et
andet program for de daglige kamp. Indførslen af et såkaldt ”minimumsprogram”
(et program der udelukkende handler om de daglige krav) var et afgørende skridt
for højrefløjen i socialdemokratierne, da de gik væk fra kampen for socialisme
i begyndelsen af det 20. århundrede, I sidste ende blev kampen for et
socialistisk samfund henlagt til det såkaldte ”maksimumsprogram” og dermed
noget, som de socialdemokratiske ledere nævnede i 1. maj taler og ved andre
festlige lejligheder.

Det er netop nu at SF’s program er mere
relevant end det har været længe. Kapitalismen har spillet fallit, og flere og
flere leder efter et alternativ. I stedet for at forkaste det socialistiske
program må SF forklare, hvordan kravene om forskellige reformer er uløseligt
forbundet med kampen for et socialistisk samfund.

I den nuværende situation med økonomisk krise
er det meget tydeligt: hvem skal betale for de offentlige udgifter,
forbedringer af velfærden, nedsættelse af arbejdstiden, igangsættelse af
boligbyggeriet og så videre? Regningen vil enten havne hos arbejdsgiverne eller
hos arbejderklassen. Det er kapitalisterne, der har skabt den nuværende krise,
og det må også være dem, der betaler. Men der er ingen tvivl om, at en
arbejderregering vil blive mødt med benhård modstand, hvis den forsøger at
lægge krisens byrde på overklassen. Derfor må vi være klar til at gribe til midler
som ekspropriation af hele banksektoren og de 200 største virksomheder som
første skridt i retning af en socialistisk planlægning af samfundets økonomi.

I stedet for at adskille de ”daglige”
minimumskrav fra det ”langsigtede” mål, må vi skabe en bro mellem de daglige
krav om kampen for socialisme. Det er, hvad Trotskij kaldte overgangskrav.

SF i regering

Der kan ikke være nogen tvivl om at der er
brug for en ny regering, og det er positivt at SF og Socialdemokraterne de
seneste måneder har samarbejdet mere og mere. Igennem de seneste år har
arbejdere og unge været ude i utallige kampe, og den første forhindring for at
få opfyldt kravene er den borgerlige regering. Der er brug for en regering
bestående af arbejderpartierne.

Ethvert skridt til et samarbejde mellem
arbejderpartierne, socialdemokraterne, SF og Enhedslisten må derfor støttes.

Men det er absolut ikke ligegyldigt hvilken
politik denne regering skal føre. Der er ikke bare brug for en ny regering, men
en ny politik.

Det er helt tydeligt at det nye reformprogram
er endnu et skridt fra ledelsen i SF for at komme med i en ny regering. Det er
for så vidt godt nok. Problemet er at man ikke kan adskille de ”daglige” krav
fra målet om socialisme. Hvad er formålet med at sidde i regering hvis man har
opgivet hele sin politik på vejen? 

Med dette forslag er ledelsen ved at
undergrave hele SF’s seneste fremgang. Folk har lige netop set til SF fordi de
leder efter et alternativ til nedskæringer, krig og fyringer, ikke fordi de
leder efter endnu et midterparti. Hvis SF skal fastholde sin støtte og vokse må
SF’s socialistiske program forsvares i stedet for at forkastes.

En arbejderregering på et socialistisk program

Men hvad betyder et socialistisk program for
en arbejderregering? I forslaget til reformprogrammet fra ledelsen indgår der bl.a.
krav om demokratisk kontrol over infrastrukturen, at
der indføres mere demokrati på arbejdspladserne, hvor en del af virksomhedernes
overskud skal afsættes til en medarbejderstyret pulje og at deroprettes
en samfundsbank, som skal sikre udlån til
virksomheder og iværksættere.

Det er i sig selv forslag der peger i den
rigtige retning, men som SF’s program forklarer, er det ikke nok.

Programmet forklarer at ”Et kapitalistisk samfund som det danske er kendetegnet ved, at
ejendomsretten til den afgørende del af produktionsmidlerne er privat. Heraf
følger forskellige former for udbytning, underordning og undertrykkelse.
Beslutningerne om den samfundsmæssige produktion og dens udvikling bestemmes ud
fra, hvad de stadigt mere internationaliserede kapitalejere og direktører
regner med vil give den størst mulige umiddelbare profit.”

Og problemet er netop den private ejendomsret
til produktionsmidlerne. Når staten kaster penge efter bankerne uden nogen
former for kontrol giver det bare penge til finansfyrsterne, ikke til
samfundets bedste. Bankerne har vist, de ikke kan fungere efter samfundets
bedste. Der må oprettes en samfundsbank, men samtidig må de eksisterende banker,
hvis de skal have statsstøtte, overtages af staten. En samfundsbank må give
gode lånemuligheder ikke bare til de små erhvervsdrivende, men også arbejdere,
der i årevis har betalt milliarder til bankernes overskud.

Men en overtagelse af bankerne er ikke nok,
det sætter ikke gang i produktionen. Der er brug for en plan for at sætte gang
i produktionen. En vækstpakke for det offentlige er et første skridt, men
pengene skal komme et sted fra. Først og fremmest må de lukningstruede
virksomheder overtages og produktionen startes til samfundets bedste, under arbejdernes
egen kontrol. Men skal der for alvor demokrati på arbejdspladserne, da er en
medarbejderstyret pulje ikke nok, så må de største virksomheder overtages, så
produktionen kan planlægges demokratisk til det fælles bedste.

Opbyg SF med marxismen

De seneste år er SF gået kraftigt frem. Vi må
udbygge og styrke denne fremgang. De nye forslag fra ledelsen i SF lægger
desværre op til det stik modsatte. SF er gået frem fordi arbejderne leder efter
et alternativ til den nuværende regering. De leder efter forklaringer og
løsninger på den nuværende krise.

SFs program, der bygger på en marxistisk
forståelse af det kapitalistiske samfund er et godt redskab til at give disse
forklaringer og komme med løsningerne.

Alle aktive arbejdere og unge må kæmpe for at bevare
SF’s socialistiske program. Alle aktive arbejdere og unge må studere de
marxistiske ideer, der er de eneste der kan give en forklaring på krisen.

Rosa Luxemburg forklarede, at de bedste
reformister rent faktisk var dem der kæmpede for en socialistisk revolution,
fordi dem der havde magten blev presset til indrømmelser, når de frygter
massernes bevægelse for at ændre samfundet. Kampen for reformer og en
omdannelse af samfundet gennem en ”revolutionær proces” kan ikke adskilles.

Vi opfordrer alle til at deltage i debatten om SF’s program og kæmpe for at bevare partiets socialistiske program og at udarbejde et regeringsprogram, der forbinder de daglige krav fra arbejdspladserne, sokolerne, fagforeninger og andre sociale bevægelser med programmet om et socialistisk samfund.