Hvis arbejdsgiverne i Danmark følger det finske eksempel, så kan den såkaldt ”danske model” snart være fortid. Der er dog ikke enighed i den danske kapitalistklasse og en fremtid uden det gamle etablerede klassesamarbejde kan være sprængfarligt for systemet.

Kigger til Finland, kan man få et indblik i den mulige fremtid for Danmark. Hvis det står til kapitalisterne i Finland, så skal alle nationale og kollektive overenskomster smadres. I december meddelte den finske arbejdsgiverorganisation Elinkeinoelämän Keskusliitto (EK), Konføderationen af Finske Industrier, af den trækker sig fra alle fremtidige landsdækkende overenskomster.

Det vil betyde enden på centralt aftalte overenskomster. I stedet vil arbejdsgiverne have, at aftaler om løn- og arbejdsforhold bliver indgået lokalt på arbejdspladserne.

Der er ingen tvivl om, at det er et frontaltangreb på den finske arbejderklasse. Således har det finske transportarbejderforbund allerede trukket sig fra de igangværende forhandlinger. Uden nationale minimumsstandarder vil de enkelte arbejdere være prisgivet på den individuelle arbejdsplads. Men det vil derudover være en historisk begivenhed. Det gælder ikke kun for Finland, men for hele Skandinavien, og den kunne markere begyndelsen på enden for det etablerede klassesamarbejde, som normalt bliver omtalt som den danske eller nordiske model.

Økonomien dikterer politikken

EK’s udmelding kom samtidig med, at den borgerlige finske regering forsøger at lave en ”samfundspagt” med fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Normalt forbinder man en pagt med, at flere parter giver håndslag på en fælles indsats for et givent formål. Men denne pagt er blot et slag i hovedet på de finske arbejdere, hvor man vil have reduceret deres lønninger og forlænge deres arbejdsdage.

Regeringens massive angreb og de finske arbejdsgiveres offensiv må ses i lyset af den finske økonomi, som blev ramt hårdt af krisen i 2008. I 2012-14 havde Finland et fald i BNP i alle tre år. Og i de tre første kvartaler af 2015 steg BNP med sølle 0,15%, hvilket dog godt kan vende sig til endnu et fald, hvis 4. kvartal ender dårligt. Den generelle arbejdsløshed er på næsten 10 % og ungdomsarbejdsløsheden på næsten 25 %.

Det er derfor ikke underligt, at det er i Finland, den første skandinaviske velfærdsstat, at arbejdsgiverne tager halsgreb med modellen, selvom man på det faglige og politiske plan stadig er i forhandlingsfasen.

På den anden side er der dog heller ingen tvivl om, at Danmark sammen med resten af Norden vil blive konfronteret med samme (hvis ikke værre) økonomiske problemer i den kommende periode. Således er halvdelen af dansk BNP baseret på eksport og det er et stort problem i den nuværende verdensøkonomiske situation: et Europa fyldt af kriser, haltende vækst og finansielle krak i Kina, opbremsning i de såkaldte vækstmarkeder, en svag vækst i USA, olieprisernes konstante fald, og sådan kunne opremsningen fortsætte. Før eller siden vil dansk økonomi blive ramt hårdt igen, og det vil betyde hårdere angreb på velfærden og andre tilkæmpede forhold.

Sådanne angreb kommer ikke af rene ideologiske årsager. Siden den økonomiske krise i 2008 har kapitalister i alle lande været nødsaget til at angribe deres respektive arbejderklasser for at overleve i den skærpede globale konkurrence. Det er derfor ikke et spørgsmål om kapitalisternes gode vilje, for de handler derimod efter en ”vind-eller-forsvind”-logik.

Myten om den danske model

Fra højre til venstre og tilbage igen bliver den danske model normalt hyldet i toppen af samfundet som en aftale, der kommer alle parter til gode. Fra Dansk Arbejdsgiverforening og Venstre til LO og helt ud til Enhedslisten.

Hvad går modellen ud på? I stedet for, at regler om løn- og arbejdsforhold aftales igennem parlamentet, som er kutymen mange andre steder i verden, så bliver det i stedet gjort mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Arbejdsmarkedets parter aftaler kollektive nationale overenskomster, og uoverensstemmelser om disse bliver afgjort igennem Arbejdsretten.

Det er sådan den danske model altid bliver præsenteret og er kun den overordnede formelle del af den. I virkeligheden binder aftalen i høj grad arbejderne på hænder og fødder.

En del af den danske model er nemlig den såkaldte fredspligt. Den betyder, at arbejdere udelukkende må strejke i forbindelse med overenskomstforhandlinger, hvis man ikke kan blive enige om en overenskomst, eller sympatistrejke med andre forbund, som er i sådanne strejker. Den danske model er i praksis dermed en udryddelse af strejkevåbnet, som lovligt middel.

Kapitalisterne må under fredspligten heller ikke konflikte i stor skala ved eksempelvis at lockoute arbejderne i en virksomhed. Men kapitalisterne har stadig ledelsesretten, så der er fuldstændigt forskellige og ulige forhold under fredspligten. Så længe kapitalisterne ikke bryder overenskomsten, kan de godt angribe arbejdernes forhold på alle mulige andre punkter, eksempelvis ved at skrue arbejdstempoet op.

Hvis der endelig kommer konflikt, som resulterer i strejke i forbindelse med overenskomstforhandlinger, så viser historien tydeligt statens rolle. Her griber regeringen altid i sidste ende ind til arbejdsgivernes fordel og ophæver overenskomsten til lov.

Den danske model er dermed arbejdsgivernes spændetrøje om den danske arbejderklasse. Men hvorfor klynger toppen af arbejderbevægelsen sig så til modellen, som om det gjaldt dens liv?

Historisk klassesamarbejde

Det etablerede klassesamarbejde mellem kapitalisterne og toppen af fagbevægelsen, som går under navnet den danske model, kan dateres helt tilbage til Septemberforliget i 1899, hvor den første hovedaftale bliver skabt. Her blev reglerne for den danske model nedfældet herunder hvorledes det var arbejdsgivernes ret at lede og fordele arbejdet.

Indtil da havde fagbevægelsen, sammen med det daværende Socialdemokrati kæmpet for et andet samfund. Her var det den klasse, som de repræsenterede – arbejderklassen, som skulle have magten. De havde på sin vis kæmpet for socialisme.

Med Septemberforliget accepterede toppen af fagbevægelsen i realiteten status quo, det vil sige, at den accepterede kapitalismen, hvor kapitalisterne tjener profit på arbejderklassens arbejde. Det var ikke tilfældigt, at det skete netop på det tidspunkt. Hele perioden op til 1899 havde der været et generelt opsving i kapitalismen, som varede indtil udbruddet af 1. Verdenskrig. I denne periode havde kapitalisterne råd til at give et par krummer til arbejderklassen og især den øverste del af arbejderklassen, herunder toppen i fagforeningerne.

Med disse fremskridt bliver arbejder-ledernes liv mere og mere sammenligneligt med kapitalisternes. Det havde den psykologiske effekt, at de betragtede sig som at være i samme båd som kapitalisterne. Samtidig havde det den politiske effekt, at man droppede ideen om at revolutionere sig til socialisme. I stedet blev opfattelsen, at det var muligt konstant at forbedre arbejderklassens liv igennem reformer og kompromiser med kapitalistklassen.

Toppen af fagbevægelsen

Lige siden har toppen af fagbevægelsens fornemste opgave været at holde arbejderklassen tilbage og lukke lidt damp ud af kedlen. Dette skete, når utilfredsheden blev for stor blandt dens medlemmer, og der udbrød strejker. Toppen af fagbevægelsen vidste på forhånd godt, at disse strejker ville lide nederlag. Den har dermed været en af de største støttepiller for kapitalismen i Danmark og er de facto en integreret del af statsapparatet.

I praksis har der været en sammensmeltning mellem toppen af fagbevægelsen, arbejdergiverne og staten. Når disse tre store institutioner i samfundet har stået skulder ved skulder og præsenteret deres resultater sammen, så har det været svært at se alternativer og ikke mindre svært at se, hvordan man skulle kæmpe imod.

På grund af den stadigt store organiseringsgrad i Danmark så har lederne af fagbevægelsen formelt set enorm magt. De bestemmer, hvorvidt hundredtusinder af deres medlemmer skal lægge landet ned for at få deres krav igennem eller gøre ingenting. Det er netop ved at gøre ingenting, eller med andre ord ved at gøre alt for at holde arbejderklassen tilbage og i ro, at fagtoppen er interessant for kapitalisterne, som helst ser at dens produktion kører så glat som overhoved mulig.

Det er fagtoppens indflydelse på deres mange tusinde medlemmer, der har gjort dem til et nyttigt redskab for kapitalistklassen i Danmark. Men fordi fagtoppen ikke har kunne levere resultater for deres medlemmer, fordi de ikke er villige til at kæmpe for deres medlemmer, og fordi de samtidig har høje kontingenter, som medlemmerne føler, at de får meget lidt tilbage for, så forsvinder mere og mere af fagbevægelsens medlemsbase (se boks). Jo mere fagtoppens base forsvinder, jo mindre vigtige bliver de samtidig for kapitalisterne.

Det har i de seneste år ført til en ekstrem højredrejning hos fagtoppen. Til overenskomstforhandlinger får de nærmest kun negative resultater med hjem, der resulterer i reallønstilbagegang. De tigger og be’r om regeringsindgreb, som vi så med lærerkonflikten i 2013. De deltager i de borgerlige partiers landsmøder, som tidligere ville være fuldstændig uhørt. LO-formænd foreslår, at man skal skære SU’en væk fra kandidatstuderende – ellers lige netop et tiltag, der gør det muligt for arbejderbørn at færdiggøre en universitetsuddannelse. Eksemplerne kunne fortsættes.

Den generelle nedgang i kapitalismen giver meget ringe vilkår for at forbedre forholdene for arbejderklassen modsat perioden op til 1. Verdenskrig og efter 2. Verdenskrig. Grundlaget er væk for positive reformer i form af velfærd, som var det toppen af arbejderbevægelsen byggede sin autoritet på. Men det er flere årtier siden, at den har fået virkelige forbedringer igennem. Derfor kan lederne af fagbevægelsen ikke opretholde deres autoritet på reformer, som, hvis de ikke allerede er vækst, så blot er en skygge af sig selv.

Derfor bliver fagbosserne mere og mere desperate i deres forsøg på stadig at holde sig relevante for og gøre sig gode venner med den danske kapitalistklasse. Men det er en ond nedadgående spiral: jo mere de går mere til højre, desto flere medlemmer mister de. Det gør dem mindre relevante for kapitalisterne og får dem så til at gå endnu mere til højre for stadig at virke relevante.

Deres positioner i samfundet er dermed ikke længere sikret som tidligere. Hvorfor skal arbejderne være medlemmer af fagforeninger, der ingen forbedringer kan give dem? Og på den anden side, hvorfor skulle kapitalisterne gide at diskutere med fagbosserne, hvis deres medlemsbase bliver mindre og mindre, og hvis det samtidig er nemmere blot at gå uden om dem?

Nye tider

Vi ser allerede nu et opbrud i den politiske konsensus om den danske model. Det er startet i transportbranchen, som på sin vis er ”kædens svageste led” i form af en lav organiseringsgrad, få faglige klubber, tillidsfolk osv. Indtil for nylig var forholdene dog sikret ved at det var lovpligtigt for arbejdsgiverne i transportbranchen at følge de normale overenskomster (3F og for nylig også KRIFA’s). Men i februar 2015, betød Højesterets såkaldte NORTRA-dom, at alle ”kollektive” overenskomster blev lovlige. Også selvom de er lavet mellem tre mand og en hund. En bombe under transportarbejdernes løn- og arbejdsvilkår, og den traditionelle fagforening 3F.

I forlængelse af dommen har vognmænd i Brancheorganisationen for den danske vejgodstransport, ITD, i december 2015 startet en ny arbejdsgiverorganisation, ITD-A. Ifølge ITD, vil ITD-A først og fremmest gå væk fra normaloverenskomster (hvor den faktiske løn bliver aftalt i overenskomsten) og i stedet etablere minimallønsoverenskomst, hvor det kun er minimumsløn og de allermest basale arbejdsforhold, der skal forhandles nationalt. Alt andet, deri den faktiske løn, skal forhandles lokalt.

Transportområdet er specielt i forhold til de andre, men vi ser lignende og endda mere alvorlige fænomener andre steder.

Arbejdsgiverne i EK i Finland har tilsyneladende besluttet sig for at smadre de nationalt etablerede overenskomster for derefter yderligere at kunne angribe arbejderne lokalt. Det er nogle af de første tegn på, at den nordiske/danske model er ved at smuldre og på det generelle opbrud, der finder sted på arbejdsmarkedet lige nu.

Flere angreb i syne

Lars Løkkes ét-partis regering har allerede angrebet arbejdsløshedsydelserne, kontanthjælpen og dagpengene. Dermed presses dem, der er i arbejde, til at gå længere ned i løn og mere på kompromis med arbejdsforhold for ikke at ende under de forværrede forhold for arbejdsløse.

Regeringen har, i forbindelse med de kommende trepartsforhandlinger derefter luftet forslaget om indslusningsløn, hvor der dog kunne observeres en splittelse i borgerskabet. Mens de fleste borgerlige partier støttede forslaget (inklusiv det ”humanistiske” Radikale Venstre), så var både Dansk Folkeparti, Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Dansk Industri imod forslaget.

Lars Løkke-regeringen har trukket forslaget tilbage igen. Men dette er en klassisk strategi: fremlæg et rabiat forslag, træk det tilbage, så det virker som om, at der gås på kompromis, og indfør så et mildere angreb – men som stadig er angreb!

Det er ikke til at forudse, hvad der kommer ud af forårets trepartsforhandlinger. Men alt lægger op til, at det bliver flere angreb på arbejderklassen. DA’s nyslåede formand, Jacob Holbraad, har blandt andet udtalt, at man skulle skære mere i overførselsindkomsterne, og fastholder DA’s anbefalinger fra sidste forår om, at der skulle skæres i sygedagpenge og førtidspension med 4.000 kr.

Disse tiltag skal gøre ”arbejdsudbuddet” større. Det kan oversættes til, at DA vil have flere arbejdsløse, så der er flere til at slås om de samme job, og man derfor kan presse løn- og arbejdsforhold ned.

Farvel danske model

Trepartsforhandlingerne bliver nok endnu et søm i fagtoppens kiste. De vil med al sandsynlighed endnu engang gå på kompromis. Det vil distancere den fra dens medlemmer, som vil falde bort, og dermed gøre de endnu mere uinteressant for de danske kapitalister.

Ligegyldigt hvad så er den danske models dage talte. Dens fundament byggede på perioder i kapitalismen, hvor det var muligt at give indrømmelser til arbejderne. Men det er ikke længere tilfældet. Kapitalisterne vil bruge fagtoppen som værktøj til at få deres angreb igennem, så længe det giver mening. Men det opbrud, som allerede er startet, vil før eller siden gøre fagtoppen irrelevant for kapitalisterne. Når det tidspunkt kommer, så vil de kaste fagbosserne væk som en brugt klud.

Lederne af dansk fagbevægelse er i fuldstændig vildrede og har ingen plan B for, hvordan de skal vende deres tilbagegang. Det må sige klart og tydeligt, at der ikke kan gives nogle tillid til de nuværende ledere af fagforeningerne. Arbejderne kan kun stole på sig selv, og det er nødvendigt med en gennemgribende organisering fra bunden af ude på arbejdspladserne.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 16, februar 2016. Tegn abonnement på bladet Revolution fra 100kr om året.

[Læs også: Hvem står bag Revolution?]