Fagbevægelsen må kæmpe for en arbejderregering!


Lasse Bertelsen og Nikolaj W. Andersen



6 minutter

Hvad har den borgerlige regering gjort for Danmark?
Den borgerlige regering har, siden den kom til magten, ført en politik, der har resulteret i brugerbetaling, forringelse på en række andre områder, samt “effektivisering” (læs: massefyringer af offentligt ansatte). Der er ingen tvivl om, at skatten har nået smertegrænsen for de fleste arbejdere, men resultatet af regeringens skattestop har været massive forringelser af den offentlige service. Regeringen har også snakket om at pille ved efterlønnen, pensionsalderen, SU’en og eksklusivaftalerne, hvilket indtil videre er blevet ved snakken, men der er ingen tvivl om, at det er deres klare mål at gennemføre massive besparelser på disse områder. Hvis de bliver ved magten, vil det lykkes for dem at forringe vores velfærdssystem yderligere, for til sidst at afmontere det fuldstændigt.

Var den gamle regering bedre?
Poul Nyrups regering var bedre, ingen tvivl om det, men hvor meget bedre var den? Den gennemførte lignende nedskæringer, bare med lidt længere mellemrum, og dybest set stod den for de samme ting. Det var Nyrup-regeringen, der gennemførte forringelser af efterlønnen, greb ind i storkonflikten i 1998 imod arbejdernes interesser, udliciterede 8-9 gange så meget som Schlüter-regeringen, forkortede dagpengeperioden fra 9 år til 4 osv. En socialdemokratisk regering vil kunne holde det borgerlige tidevand tilbage et stykke tid, men det er en stakket frist. Så længe man accepterer kapitalismen, vil man være tvunget til at følge dens logik. Det vil sige forringelser og besparelser for det store flertal i samfundet.

Det socialistiske alternativ
Det eneste reelle alternativ til den borgerlige regering er, at arbejderpartierne (Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten) går sammen om et socialistisk program. De vil kunne skabe en socialistisk arbejderregering, der arbejder for flertallets bedste, i stedet for at arbejde for kapitalistiske interesser. Der er ingen tvivl om, at der i Danmark er råd til forbedringer på alle områder, det er bare et spørgsmål om omfordeling af pengene og produktionsmidlerne.

En af de største magtfaktorer i Danmark, lige som i alle andre lande, er arbejderklassen, men det er nødvendigt, at den er organiseret, for at den kan udrette noget. Det er fagforeningernes rolle at organisere arbejderklassen, og hvis fagforeningerne ville, kunne de lægge enormt pres på regeringen. Desuden kan fagforeningerne lægge pres på de tre arbejderpartier for at få dem til at gå sammen om et ægte socialistisk program og på den måde give folk et ordentligt alternativ til de borgerlig.

Situationen i fagbevægelsen
Hvorfor gør fagbevægelsen så ikke det? Det er såmænd, fordi at mange af dens topledere er i lommen på arbejdsgiverne, og dermed ikke er villige til at opsøge en konflikt med dem og deres repræsentanter. Blandt andet har den tidligere formand for Dansk Metal Max Bæhring udtalt, at man må begrænse arbejdernes mulighed for storkonflikt. Fagforeningerne arbejder ikke længere for deres medlemmer, hvilket f.eks. giver udslag i at man reelt ikke længere diskuterer lønstigninger ved overenskomstforhandlinger. I stedet fastlægger forhandlerne en “lønramme” så lønnen ikke kan stige mere end 2%, da “der ellers ville komme voldsom inflation”. Det er naturligvis fuldstændig absurd, at fagbevægelsen uden at blinke godtager en sådan ramme at arbejde i. Der er opstået en enorm kløft mellem toppen og bunden i fagbevægelsen, og de fleste fagforeningsledere tjener i dag mange gange mere end medlemmerne. Dette kan kun føre til, at de fjerner sig fra deres medlemmer.

Så overfyldt kan Christiansborg blive igen, hvis fagbevægelsen begynder at kæmpe for en anden regering!”>

Men fagbevægelsen har også andre problemer. Blandt andet er der tilbagegang i antallet af medlemmer, hvilket har resulteret i diverse popsmarte reklamekampagner, der skal få fat i de unge. Denne tilbagegang bliver forklaret med manglende politisk engagement hos de unge, men det kan da umuligt komme som en overraskelse, at folk ikke er interesseret i at melde sig ind i en organisation, der ikke forsvarer deres interesser. At ungdommen i Danmark ikke kan siges at mangle politisk engagement, kan ses i de gentagne studenter- og lærlingedemonstrationerne mod regeringen, som har samlet titusinder af unge.

Fagbevægelsen har også et bureaukratisk problem, hvilket blandt andet kunne spores i tillidsmandsringen Fagligt Ansvar, der opstod i fagbevægelsen som en reaktion på de borgerliges valgsejr. Det lykkedes at få stablet nogle gode demonstrationer med godt fremmøde på benene, men til sidst gik det hele op i bureaukrati og papirarbejde. Dette er desværre symptomatisk for hele fagbevægelsen, og det betyder, at ledelsen er enormt distanceret fra medlemmerne og deres interesser. Alt i alt må man sige, at fagbevægelsen, som den er i dag, hverken er i stand til eller villig til at tage kampen op mod de borgerlige. Den må først omstruktureres.

Fagbevægelsen skal tilbage på ret kurs
Kampen for at genvinde fagbevægelsen må nødvendigvis starte fra bunden, på de enkelte arbejdspladser. Det er vigtigt, at disse arbejdspladsers repræsentanter bliver valgt demokratisk og har bred opbakning fra deres kollegaer. Det kræver, at man står sammen, hvis fagbevægelsen skal ændres. Prøver man på det alene, resulterer det bare i udfrysning. Med bred opbakning fra mange arbejdspladser vil det være muligt at kæmpe for en anden politik i fagbevægelsen, så den kan komme tilbage i arbejdernes hænder. For at opnå dette må man, i den udstrækning det er muligt, begrænse bureaukratiet i fagbevægelsen, hvilket også vil kunne afværge, at fagbevægelsen i fremtiden havner i den tilstand af stagnation, som den er i i dag. Lederne skal ikke have de frynsegoder eller den løn, de har i dag, og der skal med meget kort varsel kunne indkaldes til valg, hvis le-delsens intentioner eller kompetence drages i tvivl. Dette vil resultere i en meget stærkere fagbevægelse, der kan slås for arbejderklassens interesser.

Fra borgerlig side er fagbevægelsen blevet kritiseret, hver gang den gør sig gældende politisk, for fagbevægelsen skal da ikke være politisk, den skal være neutral. Forkert! Fagbevægelsen skal netop være politisk. Den er opstået af politiske årsager, og den dag den ikke længere har brug for at gøre sig politisk gældende, har den udtjent sit formål og dermed mistet sit eksistensgrundlag. Der er al mulig grund til, at fagbevægelsen kommer med politiske krav. Fagbevægelsen bør aldrig acceptere forringelser, der rammer dens medlemmer. I stedet må den kæmpe for en politik der tilgodeser dens medlemmer. Hvis kapitalismen medfører forringelser, nedskæringer og arbejdsløshed, må den kæmpe for et alternativ. Dette alternativ kan kun være en socialistisk politik. Hvis fagbevægelsen aktivt opfordrede sine medlemmer til at blive aktive i arbejderpartierne og kæmpe for en socialistisk politik, ville dette kunne gennemføres, inden man nåede at blinke med øjnene. Fagbevægelsen vil igen være den magtfaktor, den fortjener at være, og den vil kunne samle arbejderpartierne i en fælles kamp mod de borgerlige.