Fagbevægelsen i krise


Lasse Bertelsen



8 minutter

Op til LO’s kongres den 30. oktober til 1. november 2011 udkom en bog: ”Kollektiv handling. Faglig organisering og skift af fagforening”, som handler om den fortsatte medlemsflugt fra LO. Siden 1995 har LO mistet 290.000 medlemmer og kun fået 27.000 nye. Fra at organisere 75 procent af de ansatte i den private sektor, er det nu kun 64 procent, der er organiserede.

Disse tal viser tydeligt, at fagbevægelsen er inde i en dyb krise. Til trods for reklamekampagner til mange millioner kroner fortsætter medlemmerne med at vende ryggen til LO. Der er på grund af dette udkommet utallige rapporter og undersøgelser de sidste mange år, der har prøvet at analysere og forklare, hvorfor medlemmerne forsvinder. Faktum er dog, at medlemsflugten fortsætter, og at ledelsen af fagbevægelsen altså ikke har været i stand til at vende udviklingen.

Konsekvenserne af medlemsflugten er alvorlige. Arbejderklassen er uden organisering prisgivet arbejdsgiverne, som frit kan forringe løn og arbejdsforhold, som de lyster. Den danske fagbevægelse fra de sidste 130 år har, sammen med resten af arbejderbevægelsen, været rygraden i kampen for arbejderklassens rettigheder. Ved at organisere størstedelen af de danske arbejdere, har det været
muligt at gennemtvinge vigtige reformer.

Kæmp for medlemmerne, ikke arbejdsgiverne
Fagbevægelsen blev dannet som en kamporganisation, der skulle kæmpe for bedre forhold. Men i dag er fagbevægelsen i langt højere grad et samarbejdsorgan, der i samarbejde med arbejdsgiverne skal sørge for ro på arbejdsmarkedet. I 1899 blev fredspligten indført. Der betyder, at arbejdere ikke må strejke udenfor overenskomstsituationer, og at fagbevægelsen er forpligtiget til aktivt at modarbejde strejker. Men når arbejdere går i strejke, er det ikke uden grund.

Arbejdsgiverne kan frit øge arbejdstempoet, skære ned i medarbejderstanden og fjerne pauser uden, at det er brud på ”fredspligten”, der derfor er helt ensidig. At arbejdernes organisationer på grund af fredspligten så gør alt for at stoppe strejken, er jo absurd.

I stedet burde LO gå ud og opsige fredspligten og gøre sig parat til aktivt at støtte kampene på arbejdspladserne. Med andre ord: LO bør ikke forpligtige sig til at holde ro på arbejdsmarkedet, men i stedet forpligtige sig til at støtte deres medlemmers kamp. På den måde vil LO igen blive en kamporganisation.

Enhver aktiv arbejder må spørge sig selv, hvad der ligger til grund for fagbevægelsens krise. En af forklaringerne må være, at fagbevægelsen sammen med resten af arbejderpartierne har gennemgået en massiv højredrejning de sidste 20 år. De borgerlige politikere samt skruebrækkerorganisationen Kristelige Fagbevægelse har råbt op om, at fagbevægelsens tætte samarbejde med socialdemokratiet var bondefangeri af medlemmerne og deres kontingentkroner.

Det førte til, at LO og Socialdemokratiet i starten af 90’erne begyndte at gøre sig uafhængige af hinanden, blandt andet ved ikke længere at være repræsenteret i hinandens hovedbestyrelser. Man har også prøvet at nedtone politiske krav og ”gammeldags” faglige kampe og i stedet gøre mere ud af sagsbehandling og forsikringer. Men denne eftergivenhed overfor de borgerlige (hvilket i bund og grund vil sige de danske kapitalister, der jo finansierer de borgerlige partier) har kun forstærket medlemsflugten.

Service eller kamp
Problemet er, at det bliver sværere og sværere at se forskellen på LO og de gule fagforeninger, når fagbevægelsen i stedet for aktivt at støtte strejker og blokader, aktivt modarbejder dem og i stedet henviser til love og regler. Den eneste tydelige forskel er prisen. Men hvorfor skulle man betale så mange penge til en organisation, hvis man oplever, at man ikke får den store hjælp? Dette er en af forklaringerne på, at mange forlader LO.

Dertil kommer de resultater, som fagbevægelsen har forhandlet hjem i den sidste periode. Under opsvinget gjorde fagbevægelsen det til en dyd at være ansvarlige overfor arbejdsgiverne ved at godkende minimale lønstigninger, til trods for at virksomhedsejerne væltede sig i milliardoverskud – skabt af LO’s medlemmer. Både i 2004 og 2007 var resultatet tæt på at blive stemt ned, og i flere forbund blev der stemt nej. I 2010 var der blandt andet et nej i malerforbundet. I alle disse situationer har toppen af LO været ude og anbefale et ja, mens medlemmerne har været langt mere utilfredse.

Selv i de tilfælde, hvor der udbrød konflikt spillede LO og FTF en problematisk rolle. Ved konflikten på det offentlige område i 2008 kunne man se BUPL, Sygeplejerskerne og FOA kæmpe for de samme krav, men med argumenter om at de hver især skulle have større lønstigninger end de andre, da deres fag var mere vigtigt end de andres! På den måde spændte de ben for sig selv.

Resultat blev, at de til sidste måtte sige ja meget mindre, end de var gået i strejke på. Dette samtidig med at besparelser de sidste 25 år har skabt elendige arbejdsforhold i det offentlige. Alt dette viser tydeligt, at der alt for stor afstand mellem bund og top i fagbevægelsen, og at fagbevægelsen i langt højere grad burde kæmpe for medlemmernes krav.

Toppen i fagbevægelsen modtager en løn på over en million kroner om året. Det har den konsekvens, at de højtbetalte ledere glemmer, hvordan det var at leve for en normal løn, og bliver fjernet yderligere fra medlemmerne. Derfor bør faglige ledere modtage den samme løn som deres medlemmer.

Organiser
I flere fagforeninger og forbund har man, inspireret af den engelske fagbevægelse, indført ”Organiser-modellen”, som er et forsøg på at gøre fagbevægelsen mere udadvendt og skabe stærke netværk på arbejdspladserne. Et forsøg på at vende medlemsflugten. Idéen er fin, men der er også nogle farer ved de betingelser, som Organiser-modellen sætter.

For det første skal man passe på, at man ikke bare siger, at alle problemer skal løses ude på arbejdspladserne af medlemmerne selv, hvilket jo er et dårligt argument for at være med i en fagforening. Den anden fare er, at det bare bliver set som medlemshvervning. I Schweiz var der et eksempel på, at nogle ansatte Organisere nedlagde deres arbejde i protest mod, at fagforeningsledelsen krævede, at de skulle øge antallet af medlemmer, de skulle skaffe.

Men nogle af idéerne i Organiser-modellen er gode. For eksempel idéen om, at fagforeningsansatte ikke skal gemme sig på kontorerne, men i stedet ud på arbejdspladserne. Idéen om at organisere og styrke de forskellige arbejdspladser er også god. Dette bør munde ud i arbejdspladsnetværk og tillidsmandsringe, som der var i 80’erne. Hvis Organiser-modellen virkelig skal rykke, må den organisere så mange arbejdspladser som muligt på tværs af fag og være baseret på helt konkrete krav, som højere mindsteløn og lavere arbejdstid.

Drej fagbevægelsen til venstre!
Fagbevægelsens nuværende linje underminerer fagbevægelsen, og resultatet af det, vil være en katastrofe for de danske arbejdere. I stedet for at tilpasse sig de gule fagforeninger må man aktivt bekæmpe dem. Ikke ved reklamekampagner, men ved aktivt at organisere arbejdspladser om klare krav – og ikke mindst om politiske idéer.

Fagbevægelsen kan ikke være upolitisk. Det er i medlemmernes interesse at kæmpe for, at arbejderpartierne styrkes, og fører arbejderpolitik. Det betyder også, at fagbevægelsen aktivt må bekæmpe samarbejdet med de Radikale og kæmpe for en venstredrejning af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

Derudover må fredspligten afskaffes, så der kommer fuld strejkeret til medlemmerne. Man må forklare medlemmerne, at det kun er gennem kamp, at der er blevet vundet noget til arbejderne, og at man derfor må organisere sig i fagbevægelsen og sammen kæmpe for bedre forhold formuleret gennem klare krav. Dette, samt afskaffelse af alle privilegier som højere løn til fagforeningsansatte, ville genskabe fagbevægelsen som kamporgan.

Det ville gøre det muligt at kæmpe mod den ensidige klassekamp, som arbejdsgiverne fører og klart vise arbejderne, hvorfor man skal være organiseret. Desværre kommer denne venstredrejning af fagbevægelsen ikke til at ske af sig selv. Det vil kræve, at der kommer en organiseret venstrefløj i fagbevægelsen, der aktivt kæmper for denne linje.

Kigger man rundt i resten af Europa (og USA for den sags skyld), vil man kunne se arbejdere i det ene land efter det andet, der går til kamp for at forsvare løn og arbejdsforhold mod de forringelser, den kapitalistiske krise har medført. Dette vil før eller siden også komme til Danmark. Måske ikke ved de kommende overenskomstforhandlinger, hvor mange af kravene handler om højere mindsteløn, bedre opsigelsesvarsler, sikring af tillidsfolk og lignende, hvilket er mere defensive – men helt nødvendige – krav.

Men efter overenskomsterne er aftalt, kommer trepartsforhandlingerne; forhandlinger mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Her er der lagt op til, at arbejderne skal arbejde mere for lavere løn. Hvis trepartsforhandlinger medfører, at arbejderklassen skal betale endnu mere af prisen for en krise, der er skabt af spekulanter og kapitalister, så kan det meget vel blive dråben, der får bægeret til at flyde over. Det er på tide allerede nu at samle alle bevidste arbejdere i fælles netværk, der kan presse en ny klassekampslinje igennem i fagbevægelsen.