For to dag siden [26. oktober red.] advarede Angela Merkel om, at freden i Europa kunne være i fare, hvis ikke der blev nået en aftale på EU topmødet om, hvordan man skulle håndtere krisen, der har opslugt euroen og hele økonomien i EU. I en tale til det tyske parlament sagde hun, ”Ingen bør tænke, at yderligere et halvt århundrede med fred og fremgang er sikret. Det er det ikke. Og det er derfor, at jeg siger, at hvis euroen fejler, vil Europa fejle og det må ikke ske.” Nogen af kapitalens mere seriøse strateger har endda rejst muligheden for, at euroen kan bryde op. De 27 EU-ledere kom dog i sidste ende frem til en aftale i tre dele onsdag nat.
De banker, der er eksponeret for græsk gæld, må acceptere en afskrivning på 50 procent af, hvad der skyldes dem. En sum på 30 milliarder euro skal bruges som en ”forsøder” for at få bankerne til at acceptere dette ”frivilligt”, hvilket i realiteten betyder, at yderligere 30 milliarder af skatteydernes penge foræres til bankerne. Dette tiltag, den såkaldte ”haircut”, har som mål at lette presset på Grækenland. Hvis intet var blevet gjort forventedes den græske gæld at nå over 180 procent af BNP. På nuværende tidspunkt er den lige over 160 procent. Men den aftale, der blev nået i nat, er målet at få den græske gæld ned på 120 procent af BNP i 2020.
Den betyder, at den overordnede gæld skæres med 40 procentpoint af BNP på en 8-årig periode 2012-20, omkring 8 procent om året. Hvis man tager med i betragtningen at Grækenlands årlige rentebetalinger på sin gæld på nuværende tidspunkt er 7,2 procent af BNP og forventes at falde til 5,2 procent i 2020 – hvis alt går efter planen selvfølgelig – kan man se, at selv med denne ”rednings” plan vil den græske regering det næste årti blive nødt til at anvende hårde sparetiltag. Planen indeholder et krav om, at Grækenland rejser yderligere 15 milliarder euro gennem privatiseringer oveni de 50 milliarder euro, som de allerede er gået med til at privatisere for, selvom alle er enige om, at dette ikke er muligt at gennemføre.
Den anden del af aftalen går ud på at øge kraften i den Europæiske Finansielle Stabilitets Facilitet (EFSF). ”Redningsfonden” skal øges fra de 400 milliarder euro, som det tidligere i år blev besluttet, til 1000 milliarder euro. Det er ikke virkelig rigtige penge, som regeringer skal betale med det samme.
Det som de europæiske ledere har gjort er at opsætte en fond baseret på en form for pengetank “special purpose vehicles” (SPV). Det betyder, at der vil blive udstedt obligationer med EFSF som garant. Ideen er, at der vil være tillid til disse obligationer, fordi de har EFSF bag sig og at lande med mange penge som Kina eller olierige lande, derfor kan blive tiltrukket til at investere i dem. Når SPVen har opbygget sådanne midler, vil den derefter købe obligationer i lande som Spanien eller Italien, der ellers ville have svært ved at finde købere. Grundlæggende set betyder det, at investorerne, der ikke længere stoler på italienske eller spanske obligationer, kan købe europæiske obligationer – formodentlig fordi Tyskland anses for at være hjertet af EFSF – og deres penge vil blive brugt til at købe ”junk” obligationer fra Italien og Spanien. EFSF påtager sig også rollen som forsikring og opsætter en delvis garanti, for alle der køber disse ”junk” obligationer direkte. Mange spekulanter vil få en fed forretning ud af alt dette, eftersom de ved, at de vil blive beskyttet fra enhver skadelig effekt fra potentielle betalingsstandsninger i Italien eller Spanien.
Så selvom de europæiske ledere har præsenteret deres “aftale”, som det, der var nødvendigt for at berolige markedet og stoppe hele eurozonen og EU fra at blive trukket ned af dominoeffekterne, hvor det ene land efter det andet rammes, er realiteten, at de intet har løst. De har allerhøjest købt lidt tid. Hvad der vil ske om et par dage eller uger, vil vi få at se. Den tid, de har købt sig, har kun ét formål: at få seriøse spareplaner på plads i Italien, Spanien, Portugal, Grækenland og andre EU-lande.
Den tredje del af aftalen er en rekapitalisering af bankerne. I juni 2012 skal de europæiske banker have rejst 160 milliarder i ny kapital. Det er et sikkerhedstiltag for at beskytte dem imod mulige statsbankerotter og også for at forsvare de italienske og spanske økonomier fra en nedslagtning fra spekulanterne. Bankerne forventes at rejse disse penge fra markederne, men hvis ikke de kan det, må regeringerne træde til og øge regeringernes gæld yderligere.
Da planen først blev annonceret, steg aktiemarkederne verden rundt og euroen gik frem på pengemarkederne.
Hvad der virkelig er opnået
Men hvad er der i realiteten blevet opnået? Og er det nok til at undgå en ny alvorlig krise snart? Det er tydeligt, at det europæiske borgerskab ikke tænker langsigtet. Grunden er, at de ikke har nogen langsigtede løsninger. Pakken, som de er kommet op med, er ikke andet end et par korte skridt tilbage fra afgrunden og køb af lidt ekstra tid.
På kort sigt vil lande som Italien og Spanien have fået lidt pusterum. Men på længere sigt – som ikke er særlig langt ude i fremtiden – vil disse lande uden tvivl ende som Grækenland og vil også risikere at gå bankerot. Når det sker, dvs. når Italien og Spanien ikke længere kan betale af på deres gæld, vil byrden falde på dem, der opstillede forsikringen, dvs. lande som Tyskland og Frankrig og et par andre. Det vil betyde en stigning af disse landes gæld.
At bankerne måtte acceptere en “haircut” på 50 procent af den græske gæld betyder, at de i virkeligheden er blevet tvunget til at acceptere en de facto delvis græsk bankerot. Teknisk set er det ikke en betalingsstandsning, det er ikke Grækenland, der ensidigt erklærer, at de ikke kan eller ikke vil betale, men i praksis er det, hvad det er. Bankerne blev nødt til at acceptere, at de ikke vil se noget til en stor del af deres lån til Grækenland og det er bedre at forsøge at få halvdelen tilbage end ingenting.
Dette sammen med rekapitaliseringen, som de må gennemføre, vil lægge et enormt pres på de europæiske banker, især de franske og tyske. Derfor forberedes en større og mere alvorlig bankkrise i den ikke alt for fjerne fremtid. Det vil medføre en kreditklemme på lånerne, der yderligere vil skubbe økonomien ind i krise.
Igen, hvad vi har her er et klassisk eksempel på et midlertidigt stedfortræder tiltag, der undgår en øjeblikkelig krise, men som blot ophober endnu større modsætninger i fremtiden og forbereder en meget dybere krise længere henne ad vejen. Det er, som Marx har forklaret, i kapitalismens natur. De kan komme rundt om krisen i en periode, nogen gange i årtier, men kun for at forberede nye og større kriser.
De tiltag, som de europæiske ledere er blevet enige om, løser intet, de udskyder blot krisen. Som nogen af de mere skarpsindige af kapitalens strateger har indrømmet, vil disse tiltag berolige markederne i et par uger, men når først det bliver klart, at krisens fundamentale årsag ikke er blevet fjernet, vil uroen i markedet igen bryde frem.
Aftalen involverer for eksempel, at Italien beskærer sin gæld i forhold til BNP og opnår et balanceret budget i 2013 og et overskud i 2014, og derigennem opnår en reduktion af regeringens samlede bruttogæld til 113 procent af BNP i 2014. Den italienske offentlige gæld var i 2010 på 119 procent af BNP og er nu på i alt 1900 milliarder euro, hvilket gør den til en af de største offentlige gæld i verden. Renterne på dette niveau af gælden i 2011 er på 4,8 procent af BNP, eller omkring 77 milliarder euro. Så udover at skulle skære 6 procent af BNP af gælden i 2013, skal den italienske regering også finde tæt på 5 procent for at dække renterne. Det svarer til at skulle spare mere end 10 procent af BNP fra den samlede gæld, hvilket vil betyde hårde sparetiltag. Berlusconi regeringen presses i virkeligheden til at fremskynde introduktionen af sådanne tiltag, såsom at hæve pensionsalderen fra 65 til 67 år.
Alle regeringer på tværs af Europa er under pres for at implementere lignende sparetiltag. Aftalen er meget eksplicit på dette punkt: ”Alle medlemsstater i euroområdet er fast besluttet på at fortsætte deres politik med finansiel konsolidering og strukturelle reformer. En særlig indsats vil kræves af de medlemsstater, der oplever spændinger på markederne for statsgæld.” De går derefter videre med de specifikke detaljer om, hvad især Spanien og Italien bør gøre. De sejre og rettigheder, som arbejderklassen har tilkæmpet sig over årtier, er nu alle truet, inklusiv basale faglige rettigheder såsom retten til kollektive forhandlinger. Arbejdere mister deres jobs, velfærden skæres ned og lånemulighederne begrænses. Det er en endeløs nedadgående spiral, hvori nedskæringer i de offentlige udgifter fører til lavere forbrug, som fører til faldende BNP rater, hvilket betyder, at regeringernes indtægter styrtdykker, hvilket yderligere forstørrer alle modsætningerne.
I den aftale, der blev nået i nat, kan vi med henvisning til Italien læse, at EU lederne ”byder Italiens planer for vækstfremmende strukturelle reformer velkommen.” Men ingen af de tiltag, der er foreslået, kan føre til økonomisk vækst. De peger alle i den modsatte retning.
Systemets krise
Årsagen til dette skal ikke findes i den ene eller anden politik, i det ene eller andet land, der antageligt har ”levet over evne”; men i selve det kapitalistiske systems natur. Kapitalismen går gennem opsving og kriser. I perioder, nogen gange relativt lange periode såsom 1948-73, kan der være et stort opsving. I sådanne periode får vi at vide, at kapitalismen har løst alle sine modsætninger og at krak, som det der fandt sted i 1929, aldrig vil ske igen, Men præcis som der kommer opsving, følges disse uundgåeligt af krise. Efterkrigsopsvinget endte med krisen i 1974.
Den nuværende krise blev forberedt af den måde, som kapitalisterne trak sig ud af krisen i 1970’erne. Fra 1980’erne og frem var kapitalismens som system i offensiven imod arbejderklassen og angreb alle de indrømmelserne, som arbejderne havde vundet i den foregående periode. Fagforeningsrettigheder kom under angreb, i et forsøg på at svække arbejderne evne til at modstå angrebene.
Reallønningerne i forhold til den samlede nationale indkomst faldt. På arbejdspladserne var der et øget pres, hurtigere arbejdstempo, en reduktion i pauserne, længere arbejdstid, øget brug af løsarbejdere osv. Der var bølge efter bølge af privatiseringer, hvor moderne, offentligt ejede virksomheder blev solgt billigt for at give kapitalisterne en mulighed for hurtige profitter. Statsinvolvering i økonomien som et hele blev massivt reduceret.
Al dette beskar den virkelige købekraft i forhold til det antal varer, der blev produceret. Det blev delvist overkommet ved den senere åbning af store dele af verdensøkonomien for kapitalismen, med den østeuropæiske blok og Sovjetunionens kollaps og Kinas overgang til kapitalisme. Det skabte nye markeder men også en kilde til billig arbejdskraft. Det tillod også en billiggørelse af mange forbrugsgoder, hvilket gjorde livet mere udholdeligt for arbejderne.
Men nedenunder hele denne proces foregik en udtrækning af mere merværdi fra arbejderne. Det forklarer de voksende profitniveauer i hele denne periode. Men hvis man har øgede profitter, betyder det, at den del af de virkelige værdier, der går til arbejderne, falder. Systemet kom omkring denne modsætning, dvs. de faldende reallønninger og behovet for at sælge mere, gennem en udvidelse af kreditten i hidtil uset omfang.
Resultatet var at gælden svulmede op overalt. Så længe den voksende kredit gav en stimulans til økonomien, virkede alle glade. Voksende forbrug, næret af kredit, havde en indflydelse på markedet. Voksende efterspørgsel førte til voksende produktionsniveauer og stigende profitter. Men alt dette havde en grænse og den grænse blev endelig nået i 2007-08, da bankerne gik ind i en krise og måtte reddes af offentlige penge. Efter årtier med fordømmelse af enhver form for statsintervention i økonomien blev staterne pludselig tvunget til at intervenere i massivt omfang, og stille milliarder til rådighed for bankerne.
Det betød en overførsel af den private gæld fra bankerne til staterne. Og da først staterne var stærkt gældssatte, gav de regningen videre til arbejderklassen i form af sparetiltag. Derfor er det, vi har set, at den selv samme kredit – gælden – der havde været et nøgleelement i at tilføre en stimulans til økonomien, nu er årsagen til den nuværende krise.
Det afslører, at det kapitalistiske systems underlæggende modsætninger, især maskeret af kreditopsvinget, nu er kommet op til overfladen. Det er dette, der underminerer den Europæiske Union. På opsvingets baggrund formåede de at sammenstykke aftalen om at skabe euroen. Så længe der var opsving, maskerede det også de enorme forskelle i de økonomier, der udgør eurozonen.
Den mest skærende modsætning er den mellem niveauet i den græske og tyske økonomi. produktiviteten for den tyske arbejdskraft er 30 procent højere end i Grækenland. Det afspejler den mere udviklede og fremskredne tyske kapitalismes natur. I Tyskland har der været flere investeringer industrien og det gør det til en magtfuld konkurrent på det europæiske marked og verdensmarkedet. Det græske borgerskab er på den anden side langt mere afhængige af staten og EU\’s finanser. Den græske økonomi er langt mindre udviklet og dens industri langt mere tilbagestående.
I en sådan situation kunne Grækenland også drage nytte af situationen, så længe kreditopsvinget virkede og den overordnede kage voksede. Men nu hvor kagen er stoppet med at vokse, er konkurrencen langt skarpere og de stærkere økonomier, især Tyskland, har presset de svagere, som Grækenland og Italien. Grækenland er nu på fjerde år med recession og Italien er næsten ikke vokset. Det gør det endnu sværere for disse lande at finansiere deres gæld og de er derfor tvunget til at låne endnu mere. Den situation kunne ikke fortsætte for evigt og nu har vi krisen.
Læs del 2 her
