Den 8. september blev det digitale dagblad Arbejderen, som udgives af Kommunistisk Parti, kontaktet af Københavns Politi, som meddelte, at de vil blive sigtet for terrorbilligelse. Ifølge Arbejderen skyldes sigtelsen, at mediet i 2023 bragte en artikel, “som påpeger, at palæstinenserne ifølge international lov har ret til at føre væbnet modstandskamp mod besættelsesmagten Israel.”
Angrebet på Arbejderen er blot et af de seneste eksempler på den repression af venstrefløjen og solidaritetsbevægelsen for Palæstina, som i årevis er blevet ført fra toppen af samfundet, under falske anklager om “terrorbilligelse” og “antisemitisme”. Sigtelsen mod Arbejderen viser endnu en gang, at under kapitalismen gælder rettigheder som ytringsfrihed kun, så længe de ikke bruges til at udtrykke uenighed med magthavernes imperialistiske politik.
Det samme gælder for forsamlingsfriheden. Den 23. maj blev fredelige demonstranter foran Mærsks hovedkvarter i København på brutal vis tæsket af politiet. Hvilken forbrydelse havde demonstranterne begået? De vovede at protestere mod Mærsks direkte involvering i folkemordet på det palæstinensiske folk.
Siden folkemordet startede for tre år siden, har vi gentagne gange set, hvordan basale demokratiske rettigheder og retsprincipper bliver krænket, så den danske stat kan forblive på god fod med USA og Israel; to af verdens mest aggressive imperialistiske magter. I den sags tjeneste har magthaverne, udover trusler om juridisk repression, gjort flittig brug af politisk censur for at forhindre kritik af Israel.
Politikerne forbød eksempelvis landets folkeskoleelever at diskutere Palæstina til skolevalget tidligere i år, så unge ikke fik mulighed for at udtrykke deres modstand mod Israels folkemord og kritisere regeringens imperialistiske politik. Og magthaverne har god grund til at frygte kritik, for selv et overfladisk kig på deres handlinger afslører, hvem der i virkeligheden billiger terror.
Hvem støtter faktisk terror?
I tre år har den israelske stat begået en af moderne tids værste forbrydelser mod palæstinenserne i Gaza. Titusindvis af civile er bevidst blevet myrdet i koldt blod af det israelske militær, hvilket den nye dokumentarfilm Naza yderligere har bekræftet.
Hele Gaza er jævnet med jorden, og enklavens over to millioner indbyggere er nu stuvet sammen i én massiv teltlejr. Udover de mennesker, som dræbes af israelske bomber, dør endnu flere af den akutte mangel på basal sanitet, mad og rent drikkevand. Det er dette folkemord, som hele toppen af det danske samfund i tre år har støttet loyalt.
I august udtalte Israels sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir, offentligt, at han “vil have israelske styrker til at dræbe 30-40 mennesker i Gaza hver nat”. Han tilføjede desuden, at befolkningen i Gaza “ikke er værdige til livet. De bør ikke leve. De er ikke engang mennesker”. Hvordan reagerede de danske politikere på deres israelske allieredes opfordring til at terrorisere palæstinenserne i Gaza? Der var ingen reaktion; ingen forargede Facebook-opslag fra Mette Frederiksen eller andre politikere, som kritiserede, at den israelske regering åbent diskuterer, hvordan de etnisk udrenser Gaza.
I tre år har vi hørt politikerne fra samtlige partier på Christiansborg forsvare Israels ret til at begå folkemord og terrorisere palæstinenserne med undskyldningen om, at “Israel har ret til at forsvare sig selv”. Mens politikerne har ydet Israel loyal politisk støtte, har alle de etablerede medier forsøgt at tegne Danmarks israelske allierede i det bedst mulige lys ved at fordreje basale kendsgerninger og dække over Israels forbrydelser i stedet for at dække dem sandfærdigt.
De virkelige terrorsympatisører er ikke venstrefløjen eller solidaritetsbevægelsen for Palæstina, men Christiansborgs politikere, chefredaktørerne på de etablerede medier og ejerne af bankerne og de store virksomheder. Og ikke nok med, at de forsvarer den terror, det israelske regime udsætter palæstinenserne for, så har de danske kapitalister også palæstinensernes blod direkte på deres hænder.
Det har været en indtjenende forretning for selskaber som Terma og Mærsk at forsyne den israelske krigsmaskine med alt, hvad de behøver af ammunition og andet militærudstyr for at kunne udføre folkemordet i Gaza. Det danske etablissements støtte til Israels terror mod palæstinenserne rækker altså langt ud over sympatierklæringer; de er direkte medansvarlige for folkemordet.
Befri Palæstina, vælt kapitalismen!
Den danske stat er en imperialistisk stat, der til hver en tid vil forsvare vestlig imperialismes interesser i Mellemøsten, herunder dens forlængede arm i regionen: Israel. Vi har derfor ingen illusioner om, at den danske stat og etablissementet med gode argumenter og moralske appeller kan overtales til at opgive deres støtte til Israel og standse deres repression af solidaritetsbevægelsen for Palæstina.
Under klassesamfundet er staten – herunder politiet, retsvæsenet, embedsapparatet og politikerne – ikke en neutral institution, men derimod et redskab for at sikre den herskende klasses imperialistiske interesser. Vi kan derfor ikke regne med, at staten beskytter vores demokratiske rettigheder. Så længe kapitalismen består, vil imperialismen også bestå, og angrebene på de demokratiske rettigheder vil fortsætte.
Det er de samme konklusioner, som tusindvis af arbejdere og unge har draget. Repressionen af solidaritetsbevægelsen og de danske magthavers urokkelige støtte til Israel har smadret statens demokratiske facade og udstillet dens virkelige klassekarakter for tusindvis af arbejdere og unge.
Angrebene mod venstrefløjen og solidaritetsbevægelsen er ikke et tegn på styrke fra den danske stat. Tværtimod udstiller de regeringens svaghed. Politikerne ser med rædsel på, hvordan flere og flere mennesker sympatiserer med det undertrykte palæstinensiske folk og i foragt for vestlig imperialisme vender ryggen til hele Christiansborg. Samtidig frygter politikerne den vrede, som folkemordet i Gaza har antændt blandt tusindvis af mennesker, imod det system, de forsvarer.
Men statens forfølgelse af alle, der udtrykker solidaritet med Palæstina, vil ikke skræmme os til stilhed. Tværtimod er vi klar til at slå igen og forsvare vores ret til at ytre os, demonstrere og kæmpe imod regeringens imperialistiske politik!
Fra Revolutionært Kommunistisk Parti siger vi klart og tydeligt:
- Drop sigtelsen mod Arbejderen!
- Stop kriminaliseringen af bevægelsen i solidaritet med Palæstina!
- Et slag mod én er et slag mod alle!
- Befri Palæstina gennem en socialistisk revolution!






