En undersøgelse fik for nylig eliten op i det røde felt. Den viste, at kun 34 procent af befolkningen vil gå i væbnet kamp for at forsvare Danmark mod en fremmed magt. Blandt unge er modstanden mod at gå i krig for Danmark endnu større.

Det viser et sundt, kritisk instinkt, især blandt unge. De er ikke hoppet med på magthavernes hysteri og krigspropaganda, der skal legitimere deres vanvittige militære oprustning.

Men undersøgelsens resultater faldt ikke i god jord hos spidserne i samfundet. Eksempelvis fik redaktøren på B.T., Joachim B. Olsen, nærmest et slagtilfælde. Han skældte ud på de unge, som han kaldte “kujoner” og “egoister”, og han sagde, at de “skulle skamme sig”. Så kan det vist ikke blive meget værre.

Men det er næppe et mysterium, hvorfor unge ikke vil gå i krig for at forsvare Danmark. Det eneste, unge har oplevet hele deres liv, er arrogante levebrødspolitikere, som har smadret rammerne for deres tilværelse.

Gennem nedskæringer, “inklusion” og lærerreformer har politikerne, med Mette Frederiksen i spidsen, smadret folkeskolen, hvilket den nye PISA-undersøgelse har slået to fede streger under. Men i stedet for at tage ansvaret på sig har regeringen brugt PISA-undersøgelsen til at dunke unge mennesker oven i hovedet med. Ifølge Mette Frederiksen er unge dumme, fordi de bruger for meget tid på sociale medier. 

Men de unge skulle ikke blot slås oven i hovedet med ord. Noget af det første, som blev præsenteret i den nye finanslov, var, at over halvdelen af alle hjemmeboende unge mister deres SU, og deres muligheder for dagpenge bliver forringet efter endte studier.

Det er blot de seneste angreb mod unge mennesker. I årtier har politikerne på Christiansborg ødelagt forholdene for de nye generationer, udskammet dem og beskyldt dem for samfundets dårligdomme.

Det er denne krig, som eliten har ført mod unge, der har formet de nye generationer. Og den politiske baggrundsmusik i hele deres opvækst har været en konstant strøm af racistiske forslag, udtalelser og kampagner fra Folketinget.

Christiansborgs racisme

Med deres racistiske politik forsøger de kyniske politikere at skabe splid i samfundet, også ude på gymnasier, tekniske skoler og de andre uddannelser: brune mod hvide, muslimer mod kristne, “etniske danskere” mod indvandrere.

Samtidig med at politikerne taler om “demokrati” og “frihed”, blander de sig hele tiden i, hvad unge mennesker må gå i af tøj, hvad de må spise, hvad de må tro på, og hvad de må mene.

Politikerne forsøger hele tiden at overgå hinanden i, hvem der kan komme med de mest rabiate, racistiske forslag. Vi har i andre lande og nu også i Danmark set, at det opildner de mest yderliggående elementer på højrefløjen.

Højrefløjsmarch

I starten af september havde højrefløjsgruppen “Det Danske Folk” arrangeret en demonstration for “remigration”. Omkring 1.000 dannebrogsklædte demonstranter marcherede gennem København i selskab med en mindre gruppe voldelige fascister og endnu flere sortklædte hooligans.

Det har uden tvivl chokeret mange – og med god grund. Det er første gang i mange år, at højrefløjen har mobiliseret så mange på gaden, og det er konsekvensen af den politik, som er blevet ført fra Folketinget i mange år. Der er ikke noget at sige til, at unge bliver bekymrede for sig selv, deres venner og klassekammerater.

I Revolutionært Kommunistisk Parti var vi sammen med andre fra venstrefløjen, fagbevægelsen og elev- og studenterbevægelsen med til at arrangere en moddemonstration mod højrefløjen. Den var cirka dobbelt så stor som højrefløjens, men vi må være ærlige: Den var langt fra stor nok.

Det Danske Folk har indkaldt til en ny march den 17. oktober, og vi må nu drage alle lektioner fra sidste gang, så vi kan besvare spørgsmålet: Hvordan vinder vi over højrefløjen?

Først og fremmest må vi give et reelt politisk alternativ til de mennesker, som lige nu ser til Dansk Folkeparti og resten af højrefløjen. Det er desværre ikke det, som sker, når SF sidder i den nye regering, og Enhedslisten støtter regeringen, som fører en politik, der forværrer forholdene for de fleste. Det skubber folk direkte i armene på højrefløjen, som lige nu er den eneste opposition til regeringen.

Derudover må vi demoralisere højrefløjen, når de går på gaden; vise dem, at de ikke har opbakning til deres reaktionære idéer, og at modstanden mod dem er stor. Men det kan vi kun, hvis vi er mange, mange flere end dem.

Og det kan vi blive til demonstrationen den 17. oktober! Vi har allerede set et eksempel på den enorme vrede og frustration, der eksisterer i samfundet, i form af Palæstina-bevægelsen.

Palæstina

Ovenfor har vi nævnt mange af de ting, som især fylder blandt unge. Men Palæstina er måske den sag, som har fyldt allermest i bevidstheden de seneste år, og med rette.

For de billeder, der er kommet ud fra Gaza og Vestbredden, viser rædsler uden lige. 

Her i oktober er det nu 3 år siden, at den israelske stats folkedrab på palæstinenserne begyndte, hvilket i København bliver markeret med en demonstration den 10. oktober. På trods af de etablerede mediers stilhed er det et folkedrab, som fortsætter ufortrødent.

Vi har gang på gang set, hvordan titusindvis af mennesker er blevet mobiliseret til demonstrationer, solidaritetsarbejde og meget andet. Spørgsmålet om Palæstina er blevet katalysatoren for en dyb følelse af uretfærdighed, som har mange kilder.

Hvad Palæstina-bevægelsen beviser, er, at folk hverken er passive eller ignorante. Den viser potentialet for, hvad vi kan gøre, hvis venstrefløjen, fagbevægelsen og organisationerne blandt studerende og elever faktisk formår at få mobiliseret massivt imod højrefløjen.

Vi kan vinde

Palæstina-bevægelsen viser, hvordan vi faktisk kan bekæmpe højrefløjen. Det så vi i praksis i Italien.

I Italien er det Giorgia Meloni fra det højreorienterede Fratelli d’Italia, som sidder ved magten. Hun har fået opbakning på samme vis, som Dansk Folkeparti har herhjemme: ved at slå på de traditionelle magtpartier og politikere, at tale ind i folks reelle problemer og succesfuldt at finde en syndebuk i form af indvandrere i mangel af alternative løsninger fra venstrefløjen.

Da Meloni kom til magten, var der mange, der skreg op om, at der nu var fascisme i Italien. Det er dog ikke tilfældet. I stedet ser vi en italiensk premierminister, som bliver mere og mere svækket. 

Det største slag mod hende var sidste år, da der udbrød en massebevægelse med strejker, som involverede millioner af arbejdere og unge. På hvilket spørgsmål brød den her bevægelse ud? På spørgsmålet om Palæstina! 

Eksemplet viser vejen frem. Det samme gør unge lige nu over hele Europa, som den seneste tid er gået på gaden. I Frankrig imod besparelser på uddannelser og imod politivold. I Spanien over spørgsmålet om boligkrisen. I Tyskland imod indførelsen af værnepligt, fordi de unge – som de selv siger – ikke vil dø i de riges krige.

Potentialet for en stor bevægelse eksisterer også her i Danmark. En bevægelse, som kan knække højrefløjens moral. Det er det, som vi i Revolutionært Kommunistisk Parti kæmper for.

Vi opfordrer unge, arbejdere og alle andre til at deltage i denne kamp, men samtidig til ikke at stoppe her. Hvis vi faktisk vil fjerne racisme, undertrykkelse og ødelæggelsen af almindelige menneskers liv, må vi ikke bare kæmpe mod højrefløjen, men for et andet samfund.

Vi må derfor kombinere disse konkrete kampe med kampen for kommunisme; et samfund, hvor unge ikke længere skal frygte det uventede, men faktisk kan glæde sig over fremtiden.