Enhedslisten oplevede ved folketingsvalget en betydelig fremgang. Fra 2,2 til 6,4% af stemmerne og en tredobling i antal mandater, fra 4 til 12 MF’ere. Denne fremgang er især sket som en konsekvens af at toppen af både Socialdemokratiet og SF har rykket begge partier markant til højre, i deres forsøg på at etablere en ”regeringsdygtig” alliance med De Radikale.

I deres febrilske forsøg på at fremstå som ”ansvarlige politikere” ofrede Villy og Helle snesevis af vigtige politiske punkter, f.eks. beskatning af de rigeste, efterlønnen og et stop for hetzen imod indvandrere. I dette tomrum, har Enhedslisten formået at samle mange utilfredse arbejdere og unge op. Liste Ø har i manges øjne været et ”uprøvet” parti, som mange mennesker nu nærer håb til, at de er mere principfaste og konsekvente end S og SF har været det.

Fremgang trods højredrejning
Årsagen til Enhedslistens store succes er derfor, at de har forsvaret forskellige mærkesager, såsom de arbejdsløses rettigheder, de studerende, velfærden i kommuner og regioner, osv. Partiets øgede stemmetal er derfor netop et mandat til at holde fast i klassekampen og afslå ethvert forslag til forringelser og nedskæringer af velfærden. Men vil partiets folketingsgruppe opfylde denne rolle?

Selvom partiets ledere har benægtet, at de er gået imod højre, er dette så afgjort en sandhed med modifikationer. Det mest opsigtsvækkende skred, var accepten af Libyen krigen i marts måned, da et historisk enigt folketing stemte for. Under dække af at være en ”humanitær aktion”, designet til at undgå ”folkemord” (et begreb, som selv forskere fra FN afslog var tilfældet i Libyen), stemte partiet for bevillinger til starten på det, som tydeligvis ville blive en langstrakt imperialistisk krig, for at vælte diktatoren Gadaffi og indsætte en marionet-regering i Tripoli. Et forsøg fra imperialisternes side på at få en fod indenfor i den arabiske revolution.

Under valgkampen så vi også tegn på den samme højredrejning. Imens partiets spidskandidater hovedsageligt fokuserede på velfærdskrav og keynesianistiske metoder til at finansiere dem (større offentlig sektor, store statslige byggerier, osv.), var så godt som alle bredere referencer til kapitalismens krise og et nyt samfund, fjernet fra valgkampen.

Den borgerlige presse anført af B.T. og Berlingske, forsøgte i de sidste par dage at føre skræmmekampagne imod Enhedslisten, ved bl.a. at fremhæve partiets principprogram, som har et marxistisk grundlag. Men i stedet for at forklare idéerne i principprogrammet, forsøgte Johanne Schmidt-Nielsen at undskylde sig med, ”at det jo er skrevet lidt støvet og 70’er-agtigt”. Selve begrebet ”revolution”, definerede hun, som om det blot betød ”mere demokrati”, i stedet for at sammenkæde det med de revolutionære bevægelser, der netop er fundet sted i Egypten, Tunesien, Grækenland, m.v.

Men ikke nok med det. Johanne Schmidt Nielsen afslog åbenlyst revolutionære idéer, f.eks. om ophævelsen af den borgerlige stat og dets politi og stående hær. Desværre lader det til at også andre af de nyvalgte MF\’ere, som Christian Juhl og Henning Hyllested, bekræftede, at programmet var ”støvet” og at hvis nationaliseringer, som f.eks. udvindingen af Nordsø-olien skulle finde sted, ja så ville det blive med fuld erstatning, hvilket ifølge B.T. kunne opregnes til 193 mia. kroner (Se artiklen i B.T. her). Med andre ord er det åbenbart nu blevet Enhedsliste-toppens officielle politik at give mega-kompensationer til en kapitalist, som i årtier har udbyttet tusinder af arbejdere og selve den danske stats undergrund.

Blankocheck til Thorning
Det værste er i midlertidig ikke miseren omkring principprogrammet. Det store problem for Enhedslisten er, at man på forhånd har accepteret den bestående S-SF-R koalitionsregering som et ”mindre onde”. Idéen er, at de ”nuværende styrkeforhold” (sammensætningen af folketinget), ikke giver mulighed for andet. Det var den samme logik, der fik Enhedslisten til at agere som støtteparti for Poul Nyrups regering i 90’erne, hvilket bl.a. gav sig udslag i at man stemte for den såkaldte pinsepakke, der var fyldt med forringelser for arbejderklassen. Toppen i Enhedslisten giver således vælgerne skylden for valgresultatet, i stedet for at forstå og forklare hvordan vi kunne ende i en situation, hvor de Radikale får så stor magt.

Det er for billigt at fralægge sig ansvaret i stedet må man vise en vej frem. Valg er et øjebliksbillede af situationen, mens klassekampen konstant foregår og bevidstheden i arbejderklassen forandrer sig i spring. ”Folketingets sammensætning” er således et udtryk for hele vælgerskaren i ét øjeblik, mens politikken afgøres af styrkeforholdet mellem klasserne udenfor Folketinget. Hvad arbejderpartierne gør i Folketinget afspejler klassekampen udenfor, men spiller også tilbage herpå, de er en del af dette styrkeforhold.

Samme regering i 90’erne halverede dagpenge for unge, privatiserede Post Danmark og greb ind imod overenkomst-strejken i 1998. Alligevel accepterede Enhedslisten regeringens eksistens, med undskyldning om, at det var ”bedre end de borgerlige”. Hvad var resultatet? Enhedslistens støtte faldt fra 6 mandater (3,1% af stemmerne) til 5 mandater (2,7% af stemmerne) ved folketingsvalget i 1998 og helt ned til 4 mandater (2,4% af stemmerne) ved valget i 2001.

Selvom Liste Ø’s gruppeformand Per Clausen i en artikel i Politiken erkender, at det i regeringsgrundlaget ”ser sort ud for Enhedslistens mærkesager”, kan man alligevel læse at ”På trods af den uheldige udvikling for Enhedslisten, støtter partiet fortsat fuldt og helt Helle Thorning-Schmidts regering”. (Se artiklen her)

Man har altså valgt at give Helle Thorning en form for blankocheck, så hun kan gøre lige hvad der passer hende. Som en debattør på internet-portallen Modkraft.dk udtrykte det, så minder denne situation om en forhandling imellem en fagforening og en arbejdsgiver, hvor førstnævnte siger, at man ikke vil gå i strejke, uanset hvor dårlig aftalen bliver.

Det mest spændende bliver i midlertidigt, at se hvordan Enhedslisten vil forholde sig til en kommende finanslov. En afstemning, som kan blive fuldstændig afgørende for Thornings overlevelse på magtens tinder. Vil partiets 12 MF’ere stemme for en finanslov, der, krisen taget i betragtning, vil indeholde massive forringelser på velfærdssamfundet? Både Frank Aaen og Johanne Schmidt-Nielsen har udtalt, at de ”regner med at stemme for den første finanslov”. Dette er endnu engang en ydmygende underkastelse, inden forhandlingerne overhovedet er gået i gang.

Erfaringer fra Italien, Tyskland og Norge
Kigger man på erfaringerne fra andre europæiske lande, er det tydeligt, at ethvert forsøg på at agere støtteparti for en centrum-venstre regering har betydet, at det pågældende venstrefløjsparti er faldet markant i opbakning.

Det mest skræmmende eksempel er nok Italien, hvor Rifondazione Communista (Enhedslistens samarbejdspartner på de kanter), i to omgange var støtteparti for centrum-venstre-regeringer. Først i slut-halvfemserne og dernæst fra 2006-2008, hvor man var parlamentarisk grundlag for Prodi-regeringen.

Det indebar ikke mindst, at man stemte FOR krigsbevillinger til Afghanistan-krigen, med den erklærede intention at redde Prodi-regeringen. Hvad var resultatet? Ved valget i 2008 mistede partiet ALLE sine sæder i det italienske parlament og Berlusconi kom atter til magten.

I Norge så vi, at både Socialistisk Vänsterparti (-2%) og Rødt (-0,2%) (Enhedslistens samarbejdspartnere) gik tilbage ved de seneste lokalvalg.

Ved det nylige delstatsvalg i Berlin mistede Die Linke (sammenslutningen af PDS, det tidligere kommunistparti og WSVG-udbryderne fra Socialdemokratiet) hele 4.6% af stemmerne, efter at de i en årrække havde delt magten med SPD og de grønne og accepteret den ene nedskæring efter den anden.

Alle disse eksempler viser, at ”det mindste ondes” politik ender i en blindgyde – partierne kommer til at agere som venstreflanke for regeringer, som basalt set forsvarer det kapitalistiske system.

Som Rosa Luxemburg forklarede i Socialreform eller revolution fører det ”mindste ondes” politik en helt anden vej end til revolution og socialisme.

”De ved lov gennemførte reformer og revolutioner er altså ikke forskellige metoder i det historiske fremskridt, som man efter behov kan vælge ved historiens buffet som varme eller kolde pølser, men forskellige momenter i klassesamfundets udvikling, der netop betinger og supplerer hinanden, men som også udelukker hinanden som f.eks. Sydpolen og Nordpolen, som bourgeoisiet og proletariatet.
[…] Det er helt grundlæggende forkert og uhistorisk at fremstille reformarbejdet blot som en revolution, der er trukket ud og revolutionen som en sammentrængt reform. En social omvæltning og en given reform er forskellige momenter på grund af væsen og ikke på grund af deres varighed. Hele hemmeligheden ved de historiske omvæltninger ved brug af politisk magt ligger jo netop i omslaget fra blot kvantitative forandringer til en ny kvalitet, mere konkret udtrykt i overgangen fra én historisk periode til en anden, fra en samfundsordning til en anden.

Den, der derfor taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobringen af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger i virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål, men et helt andet mål, nemlig uvæsentlige forandringer i den gamle samfundsform i stedet for indførelsen af en ny samfundsform.
”

For en enhedsfront imod højredrejning!
Mange kerneaktivister i Enhedslistens bagland er, med rette, bekymrede for den nuværende udvikling. De kan godt se, at partiets fremgang er sket på trods af højredrejningen. De afventer situationen, men frygter, at partiet giver køb på dets principper, for at holde hånden under Helle Thorning.

Det utrolige, ved den nuværende situation er, at top-ledelserne i de tre arbejderpartier – S, SF og Ø – har nærmet sig hinanden i en sådan grad, at de i fremtiden med stor sandsynlighed vil stå med ét (real)politisk program. Og under kapitalismens krise betyder det ikke reformer, men derimod kontra-reformer og angreb på arbejderklassen. Accepterer man kapitalismen som økonomisk system, vil man i sidste ende også blive nød til at acceptere kapitalismens krise og lade arbejderne betale regningen for den.

Uanset hvilke ideologiske uenigheder der kan være imellem marxister og andre folk i Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet, er der behov for en enhedsfront imellem alle dem, der vil kæmpe for et brud med de Radikale og en arbejderregering, der fører reel arbejderpolitik. Alle oppositionelle kræfter i arbejderpartierne bør organisere sig og kæmpe imod ledernes forsøg på at give grønt lys til, at kapitalisterne kan intensivere deres kamp for ”konkurrenceevnen”. Et led i denne kamp er kravet om demokratisk kontrol med folketingsgruppen. Det må være Enhedslistens medlemmer, der gennem Landsmødet og den valgte Hovedbestyrelse har kontrollen med partiets politik i Folketinget, ikke omvendt.

Parolen om en virkelig arbejderregering, en regering bestående af S, SF og Ø, antager en endnu større betydning efter valget den 15. september. Denne idé blev i årevis fremført af støtter af Socialistisk Standpunkt, som fik fortalt, at den var ”utopisk”. Men i den nye situation, er det paradoksalt nok den eneste ”realistiske” måde, at vise en vej frem.

Hvis toppen af Enhedslisten var revolutionære i praksis, ville de appellere til et direkte brud med De Radikale og forklare, at en ny regering med Vestager som grundlag, ikke gavner arbejderklassen eller socialismens sag. De ville stille konkrete krav, som Socialdemokratiet og SF’s vælgere kan relatere til, f.eks. bevarelse af efterlønnen, og vise, at det er De Radikale, som i praksis er forhindringen for en socialistisk politik. De ville ikke nøjes med på forhånd at aftale ”stemme-clearing” med Thorning, men ville konsekvent stemme imod alle de kommende nedskæringspakker og finanslove, ligegyldigt om de så giver små overfladiske forbedringer i bytte for endnu større besparelser på velfærden.

Det er klart at nu ville en S-SF-Ø regering være en mindretalsregering. En sådan regering ville kunne fremlægge et regeringsprogram med virkelig arbejderpolitik. Hvis ikke de i det nuværende folketing kunne få flertal for dette program, ville der enten dannes en borgerlig regering eller der måtte udskrives nyvalg. På den baggrund ville arbejderpartierne have et klart program med forbedringer at gå til valg på. I en sådan situation, ville det lige netop blive klart for alle arbejdere, at det er den kunstige alliance med De Radikale, som toppen af arbejderpartierne bruger som undskyldning for at føre borgerlig politik. Dette ville gøre det klart, at Enhedslisten (og de oppositionelle kræfter i S og SF) ikke påtager sig ansvar for kapitalismens krise og for den borgerlige politik. Går arbejderpartierne i regering på det nuværende regeringsprogram og støtter Enhedslisten dem, vil det med sikkerhed medføre at arbejderpartierne miskrediterer sig selv og baner vejen for en endnu hårdere borgerlig regering i fremtiden