Den sidste weekend i april holder Enhedslisten årsmøde. En af de vigtigste diskussioner er starten på diskussionen om et nyt principprogram. Hovedbestyrelsen foreslår en proces, der starter nu og strækker sig frem til årsmødet om et år. En diskussion, der ikke bare har teoretisk interesse, men som også danner grundlag for de praktisk politiske konsekvenser på f.eks. spørgsmålet om deltagelse i finansloven.

I den forbindelse har en række af Enhedslistens øverste topfolk, som folketingsmedlemmerne Stine Brix, Pernille Skipper og Christian Juhl, pressemedarbejder Pelle Dragsted og socialborgmester Mikkel Warming, sammen med en række andre stillet et forslag til ”Udtalelse om demokrati”. Med dette forsøger de af bagvejen at få sat en reformistisk ramme om programmet.

Demokratiet som gidsel
Forslagsstillerne tager udgangspunkt i debatten sidste sommer, hvor medierne kørte en hetz mod Enhedslisten, fordi der i programmet står, at partiet er revolutionært. Med udtalelsen ønsker forslagsstillerne at slå fast, at Enhedslisten er et parti, der går ind for demokrati. Men forslagsstillernes opfattelse af demokrati er helt igennem reformistisk og har intet at gøre med revolutionær politik. Med udtalelsen forsøger de at tage årsmødet som gidsel: stemmes udtalelsen ned, er der ingen tvivl om, at det vil blive brugt i medierne til en hetz af partiet i hidtil usete dimensioner.

Demokrati gennem Folketinget
Udtalelsen kan umiddelbart lyde harmløs. De fleste socialister er helt enige om, at et socialistisk samfund betyder en udvidelse af demokratiet, i modsætning til i dag hvor demokratiet i realiteten begrænser sig til, at man kan sætte et kryds hver fjerde år, på politikere der, når først de er blevet valgt, gør hvad der passer dem.

Men udtalelsen indeholder flere elementer, der hvis det vedtages og følges i praksis, vil betyde et opgør med Enhedslisten som revolutionært parti.
I udtalelsen står der bl.a.: ”Enhedslisten vil til hver en tid bekæmpe alle forsøg på at indskrænke de demokratiske rettigheder for borgere, og Enhedslisten betragter forestillinger om, at de demokratiske rettigheder kan suspenderes for grupper af borgere i kortere eller længere perioder som udtryk for en autoritær og antidemokratisk tankegang, der skal bekæmpes.”

Mangel på klasseanalyse
Det første, der springer i øjnene, er det totale fravær af en klasseanalyse.
Det kapitalistiske samfund består af primært to klasser; kapitalisterne, der ejer produktionsmidlerne, og arbejderne, der må leve af at sælge deres arbejdskraft. Der foregår en konstant kamp mellem disse klasser. Hvad, der anses som ”demokratiske rettigheder”, er ikke ens, når det kommer til de to klasser. Den borgerlige stat har i sidste instans som formål at beskytte kapitalisternes interesser, det vil sige det lille mindretals privilegier. For kapitalisterne er den ”private ejendomsret” en demokratisk rettighed. En rettighed der endda er skrevet ind i Grundloven. En socialistisk omdannelse af samfundet kan ikke komme uden om at gøre op med kapitalisternes ejendomsret til produktionsmidlerne, altså netop et opgør med en ”gruppe borgeres” rettigheder. Det er absolut en ”autoritær” beslutning, men i flertallets interesse, i modsætning til i dag hvor et lille mindretals interesser sikres.

Folketinget
Forslagsstillerne skriver videre ”Overgangen til et socialistisk samfund forudsætter, at et flertal af befolkningen ved frie og demokratiske valg tilkendegiver deres støtte.”
Der er ingen tvivl om, at et Folketingsvalg kunne bruges som startskuddet til indførslen af socialisme. Den danske arbejderklasse udgør det overvældende flertal af befolkningen og er desuden en af de bedst organiserede i hele verden i fagforeninger og arbejderpartier. Styrkeforholdet er absolut i arbejdernes favør.

Fremsatte ledelsen for arbejderbevægelsen et socialistisk program for nationalisering af de største virksomheder og en demokratisk planlægning af økonomien, der kunne stoppe krisen, skabe arbejde til alle og forbedre velfærden ville de få enorm støtte og kunne få absolut flertal og begynde at gennemføre programmet efter et valg.

Hvis staten begynder at ekspropriere virksomhederne, kan det forventes, at kapitalisterne begynder en økonomisk sabotage, som vi ser det i Venezuela. Men en sådan sabotage ville fagbevægelsen med LO i spidsen hurtigt kunne stoppe gennem arbejdernes overtagelse af virksomhederne og fortsættelse af produktionen under arbejdernes egen kontrol.

Det er klart, at en socialistisk regering med det samme måtte opløse den borgerlige stat med alle dens topembedsmænd, der har som hovedopgave at sikre at alt forbliver det samme, politi og hær, samt alle dens love og regler for at holde arbejderklassen – og politikerne – uden for de virkelige beslutninger. Venezuela viser, at indførslen af socialisme ikke bare kan indføres oppefra, men kræver massernes direkte indblanding. En socialistisk regering måtte med det samme appellere til arbejderne om at oprette råd, der kunne sikre et virkeligt folkeligt demokrati med magt over økonomien, og som ikke bare vælger repræsentanter, men som også kan kalde dem tilbage.

Ovenstående er absolut en teoretisk mulighed, men som virkeligheden er nu temmelig usandsynligt.
Vi har lige nu en regering med deltagelse fra to arbejderpartier, Socialdemokratiet og SF, der gennemfører en borgerlig nedskæringspolitik og som langt hen af vejen støttes af toppen af LO.

Bevidsthed udvikler sig i spring
De fleste revolutioner sker ikke gennem parlamentet, men gennem en massebevægelse. At kræve, at en revolution kun kan ske gennem Folketinget, er omsonst: hvem kan betvivle, at det overvældende flertal af egyptere ønskede Mubaraks afgang under det arabiske forår, selvom det ikke skete gennem en folkeafstemning? Ligegyldigt hvilken rolle parlamentet spiller i revolutionen, kan socialisme aldrig gennemføres uden arbejdernes massebevægelse.

Arbejderklassen lærer gennem erfaring fra begivenhederne. Under en bevægelse skifter bevidstheden hurtigt. Vi kan se, hvordan bevidstheden udvikler sig i spring lige nu med lærerne.

Ved valget i 2011 stemte 32 procent af lærerne på Socialdemokraterne mens 27 procent stemte på SF. I en meningsmåling foretaget under lockouten ville de to partier få under 2,5 procent af lærernes stemmer. Enhedslisten er gået fra 9 procent af lærernes stemmer ved sidste valg til 34 procent. Samtidig angiver 17 procent, at de ville stemme blankt og 17 procent, at de ikke ved, hvor de ville sætte deres kryds. (dr.dk 15. april).

Massekamp
En revolutionær bevægelse venter ikke på et Folketingsvalg. I en revolution er timingen afgørende og derfor det revolutionære parti afgørende. Et parti der tager fat i de konkrete krav, som lærernes krav om ret til kollektive forhandlinger og ordentlige arbejdsvilkår, og kæder disse krav sammen med kampen for socialisme og som er i stand til at handle, når mulighederne byder sig.

I 1985 var Danmark ramt af en ti dage lang strejke rettet mod den borgerlige statsminister, Schlüters, regeringsindgreb i en konflikt. Med den rigtige ledelse kunne Schlüter være blevet væltet i 1985, der er ingen tvivl om, at flertallet ønskede det. Men kampen led nederlag pga. ledelsen. Da valget blev afholdt to år senere, blev Schlüter genvalgt. Det samme så man i Frankrig 1968. I maj 1968 opstod en revolutionær situation, hvor millioner af arbejdere havde besat fabrikkerne og præsidenten, De Gaulle, var flygtet fra landet. Arbejderne stod reelt med magten i hænderne, men arbejderpartiernes ledelser svigtede i det kritiske øjeblik og ledte ikke magtovertagelsen. De Gaulle udskrev valg for at aflede bevægelsen og ved valgets afholdelse i juni genvandt han magten, mens arbejderpartierne led et svidende nederlag.

Det revolutionære parti bestemmer ikke, hvornår en revolution opstår, men det er afgørende, at det kan give en ledelse for bevægelsen, når først den opstår. I en sådan situation er det at afvise at tage magten og udskyde det til et valg ude i fremtiden det samme som at afvise at tage magten overhovedet og afskriver derfor også i praksis socialismen som en mulighed.