I forbindelse med uddannelses-protesterne den 6. oktober støttede Socialistisk Standpunkt op om besættelsen af Teknisk skole på Tuborgvej i København.
Inden demonstrationen og blokaden på skolen havde jeg en snak med Volkan Celik og Mads Grosse, der begge er elever på skolen.
Der var ingen grund til at stille mange spørgsmål til drengene, de var mere end villige til at fortælle om situationen på skolen.
Den kamp, som der blev kæmpet den 6. oktober var for teknisk skoles elever først og fremmest en kamp for stop af nedskæringer og start på investeringer. ”De drejebænke vi arbejder med er fra Sovjet, det er ting de ikke kunne bruge der. Det er sgu svært at lave noget inden for en hundrede af en millimeter hvis maskinen er skæv,” siger Mads og fortsætter:” I stedet for at købe 10 nye drejebænke køber de en latterlig maskine”. Han peger over mod en høj teknologisk arm der er i stand til at løfte en genstand, vende og dreje den og derefter sikre den. ”Den lorte maskine gør noget vi selv kan, hvad skal vi bruge det til? Vi skal ikke masseproducere noget.” Den nye maskine er kommet ind i et rum, hvor eleverne tidligere havde undervisning ved drejebænke. ”Vi har ikke nok plads i forvejen, det er farligt at stå på så lidt plads” siger han med et bekymret udtryk.
Det er ikke kun pladsmangel og nedslidt materiel, eleverne på Tuborgvej må døjes med. Ligesom på alle andre uddannelser er der gang på gang blevet skåret i undervisningstiden. ”10 ugers undervisning er ikke nok. Vi har brug for nogle længere skoleophold. Faktisk så meget undervisning som muligt. Først er man det ene sted, så det andet, man det andet, man glemmer jo hvad man har lært, når man kommer tilbage til skolen.” Fortæller Volkan før Mads igen tager over: ”Men det er jo ikke kun for os. Det er jo også synd for lærerne. De har enormt travlt, nogle gange skal de undervise mere end 30 elever ad gangen. Men det er jo ikke deres skyld, lærerne skal jo bare adlyde ordre.” På spørgsmålet om hvorvidt lærerne bakker op nikker de begge to. ”De fleste bakker op, de får jo også selv nyt værktøj som de kan bruge i undervisningen.”
På Teknisk skole på Tuborgvej mærker man den samme stemning som på mange af landets andre uddannelsessteder. Eleverne kan ikke forstå, hvorfor man ikke kan få problemerne løst. ”Det bedste, der er blevet gjort i 10 år, er at købe et bordfodbold bord.” Siger Mads. ”Jeg har i hvert fald ikke set nogle forbedringer” svarer Volkan og giver ordet tilbage. ”Det har jo gået godt før, men skolerne har aldrig fået så lidt som nu. Politikerne kræver en højere uddannelse, men de giver ikke de penge, der er brug for.” Hvor pengene i stedet ryger hen, er meget klart for drengene. ”Det er firmaerne, der får pengene, de kan låne når de vil. Men da jeg var nede i banken sidst kunne jeg ikke en gang låne ni tusinde kroner. Ni tusinde, det er jo intet i forhold til hvor meget, de har fået af staten. Bankerne bruger jo bare pengene” Volkan pifter, ”sådan, så er de pist væk.”
De af de borgerlige, der vil anklage ungdommen for ikke selv at have nogle løsninger, ville få deres fordomme afkræftet med disse to drenge. ”Staten burde give pengene til arbejdspladser i stedet for til bankerne og virksomhederne. Staten kunne for eksempel give firmaerne penge for at tage imod lærlinge.” siger Mads, og Volkan tilføjer: ”Ja, og sikre en højere løn”. Drengene mener, at man kan få virksomhederne til at hyre flere lærlinge, hvis staten giver en del af lærlingenes løn.
Der er ikke den store tiltro til at demonstrationer virker. Men der er en stemning af at man jo må gøre noget. ”Det er den regering, vi har, den skærer ned på alt. Bare se på SKP (skolepraktik) ordningen.” ”Men det føles helt ligegyldigt, politikerne lytter ikke til os.” På spørgsmålet om, hvad man bør gøre, hvis der ikke kommer forandringer, er der en længere stilhed end jeg er vant til med disse to drenge. ”Vi finder vel ud af det om en måned når finansloven er vedtaget, og hvis ikke det her virker, må vi gå helt amok,” siger Mads med et smil på læben.