Mandag den 15. juli interviewede den politiske redaktør Andrew Marr på BBC’s channel Four den berømte amerikanske forfatter Gore Vidal. Interviewet var bemærkelsesværdigt pga. det indblik, det gav i den amerikanske kapitalismes nuværende situation.
Marr lagde ud med et meget interessant spørgsmål: “Tror De, at USA vil ende som Romerriget – som et offer for overudvidelse som det imperium, det er?” Gore Vidals svar var overraskende i sin ligefremhed. Og Vidal er velkvalificeret til at give den slags svar (i hvert fald nogle af svarene). Ud over at han er Amerikas mest kendte nulevende forfatter, er han en højst skarpsynet politisk kommentator og en åbenhjertig kritiker af det nuværende system – selvom han bestemt ikke er marxist.
Faktisk er Gore Vidal medlem af en af Amerikas førende familier – han tilhører den finere overklasse mht. baggrund, opdragelse og kultur. Hans far og bedstefar havde høje politiske embeder, og han er i familie med Al Gore, den demokratiske kandidat, som faktisk vandt det sidste præsidentvalg i USA, men blev snydt for sejren via Bush-lejrens manøvrer. Som Vidal sagde: “Bush narrede vælgerne. Han brugte en slægtning, der tilfældigvis kontrollerede staten Florida, til at fikse stemmerne. Da der så blev sat spørgsmålstegn ved resultatet, brugte han Højesteret, som gav sejren til taberen. Det var i total modstrid med den amerikanske grundlov, som ikke giver Højesteret ret til at gøre noget sådant, men på den anden side – de bekymrer sig slet ikke om grundloven, borgerrettighederne eller noget som helst andet. Alt bliver bestemt af den ene procent af befolkningen, som ejer Amerika”.
Som vi kan se af disse udtalelser, er Gore Vidal det, man i USA kalder liberal. Men alle, der så dette interview, kunne let se, at han er meget mere venstreorienteret end selv den mest venstredrejede socialdemokratiske leder i Europa. Hans tætte personlige forbindelse med USA’s herskende elite og det politiske establishment giver ham et enestående indblik i, hvordan systemet fungerer. Desuden tilhører han en meget sjælden art – han er en borgerlig politisk kommentator, som kan se ud over øjeblikket og har et bredt historisk overblik.
Efter Gores mening, “sluttede den [amerikanske] republik i 1950. Siden da har vi haft et ‘imperiums-system’”. Hvad er kendetegnene ved dette system? Først og fremmest at USA indgriber aggressivt over hele verden. Ifølge hans undersøgelser har USA siden 1950 ført mindst 300 krige rundt omkring på kloden. Men selvom der står i grundloven, at alle krige skal godkendes af Kongressen, er der ikke en eneste af disse konflikter, der har fået denne godkendelse. Sidste gang en amerikansk præsident søgte og fik Kongressens godkendelse af en krig, var i 1941 efter japanernes angreb på Pearl Harbor.
Vidal understreger noget, som har været kendt længe, men som aldrig er blevet indrømmet, nemlig at præsident Roosevelt bevidst provokerede japanerne til at angribe Pearl Harbor. “Roosevelt ville have USA med i krigen mod Hitler, men han vidste, at 80% af amerikanerne var imod dette. Han vidste, at den eneste måde at ændre denne indstilling på var ved et stort chok, og derfor provokerede han japanerne – som var allierede med Tyskland og Italien – så de ville angribe USA. De afskar bevidst Japans olieforsyning, så nægtede de at sælge dem brugt jern, og så videre. Så angreb de. Angrebet på Pearl Harbor var meget belejligt for Roosevelt…”
Vidal forklarer så, hvordan præsident Truman fik USA involveret i Koreakrigen (“som vi tabte”) ved at fremstille det som en “politioperation”, som ikke skulle godkendes af Kongressen. I stedet overlod han det til FN! Den amerikanske militæraggression i Korea fandt sted under FN-flag – som så mange andre følgende eventyr, hvoraf det sidste eksempel er Kosovo.
Vidal er en god fortæller, og besidder den nødvendige humor. I hans hænder er skarpsindigheden et dødbringende og knivskarpt våben. George W. Bush (“Hvor jeg dog elsker den mand!”) er en uudtømmelig kilde til anekdoter for ham, hvoraf en var ny for mig og værd at gentage. Bushs holdning til franskmænd: “Problemet med dem er, at de bare ikke har et ord for entrepreneur!”
Vidal taler med et smil på læben, men selvom formen er underholdende, er indholdet dødalvorligt. Han påpeger, at den højtbesungne amerikanske frihed stort set er fiktiv: 3% af befolkningen er enten i fængsel eller på prøveløsladelse, hvor de er forbundet med elektriske apparater, så fængselsadministrationen kan overvåge dem. Der er ikke meget reel frihed. Pressefrihed? “Pressen og medierne ejes og kontrolleres af vores ‘herrer i erhvervslivet’. Jeg har aldrig set medierne under så stram kontrol som nu. De kontrollerer al information, så det store flertal af amerikanere ikke ved, hvad der foregår”.
Hvad med levestandarden i USA? “80% af amerikanerne er faldet bagefter siden 1973. Det er det tidspunkt, der normalt nævnes for oliekrisen. I dag tjener en mand og en kone mindre tilsammen, end manden gjorde alene dengang. På den anden side er nogle mennesker blevet fabelagtigt rige. Én procent ejer alting – deriblandt de forskellige bestyrelsesformænd for store firmaer, der lige nu står i kø for at komme i fængsel. Neden under dem er der yderligere 20%, som støtter Imperiet. Det er advokaterne, journalisterne, politikerne og bankfolkene og så videre. Den ene procent hyrer de tyve procent”.
Gore Vidal har for nylig personligt oplevet den amerikanske “pressefrihed”. Da han efter 11. september skrev en artikel, der pointerede, at USA selv var skyld i det, i og med at de selv havde bygget Bin Laden og Taliban op imod russerne, blev den ikke trykt af en eneste amerikanske avis eller tidsskrift, heller ikke det påståede “venstreorienterede” The Nation, som Vidal har skrevet for i halvtreds år. “Medierne spørger aldrig hvorfor”, siger han. “De har stadig ikke fortalt os grunden til, at japanerne angreb Pearl Harbor! Roosevelt fremprovokerede angrebet, men den nationale mytologi kræver, at han er en ren helgen, så det hører man ikke noget om. Nu dæmoniserer vi Bin Laden, som bestemt ikke er en særlig rar mand – men vi ved ikke virkelig, hvilken grad af involvering han havde i angrebet den 11. september. Ikke desto mindre siger George W. Bush straks: ‘Død eller levende, vi skal nok få fat i ham!’ Men de har ikke fået fat i ham. Og det er ikke ham, der er grunden til, at USA er i Afghanistan. Faktisk var der en journalist, der kom ind i Afghanistan tidligt i operationen, hvilket ikke var meningen, og han spurgte en amerikansk general dernede, hvor Osama var. Generalen kunne ikke engang huske, hvem Osama var! Først da den forbavsede journalist opfriskede hans hukommelse, kom han i tanke om, hvad det var meningen, at målet med missionen skulle være!”
Efter Vidals mening er USA’s intervention forbundet med olieinteresserne og planen om at bygge en olierørledning fra det Kaspiske Hav til det Indiske Ocean. “De vil have stabilitet i Afghanistan, så de kan bygge ledningen. Taliban kunne ikke give dem den stabilitet, så de besluttede at styrte dem”. Denne forklaring på USA’s motiver i Afghanistan er nok lidt forsimplet, men det er i hvert fald sandt, at der var planer om sådan en olierørledning (selvom det er en helt anden sag, om den nogensinde bliver bygget), og at et amerikanske selskab var involveret. Der er heller ingen tvivl om, at USA vil have kontrol med det Kaspiske Hav og Centralasien, og at olieinteresser og andre erhvervsinteresser er dybt involveret i alt dette.
Ligegyldigt hvor ufuldendt Gore Vidals analyser er, så er det ikke det, der er pointen. Pointen, som blev understreget af Andrew Marr, en respekteret engelsk politisk kommentator (der bestemt ikke er venstrorienteret), var følgende: hvordan kan det være, at Amerikas største nulevende forfatter [Marrs ord] ikke kunne få sin holdning trykt i USA? Til sidst fik han en samling af artikler udgivet i bogform i Italien, hvor det blev en bestseller. Den blev også udgivet i andre europæiske lande.
Til sidst blev hans bog Perpetual War for Perpetual Peace (“Evig krig for evig fred”) udgivet i USA, men så blev det hele bare endnu værre. Der var ikke én avis, der ville anmelde bogen. Der var ingen opreklamering, og ingen steder blev hans annoncer accepteret. Som den velkendte person han er, fik han syv invitationer til diverse tv-programmer. Men fem af disse blev snart aflyst igen. CNN havde inviteret ham til en debat om hans holdninger, men programmet blev aflyst en halv time, før det skulle være begyndt. Ordren kom tilsyneladende fra højeste niveau i Washington.
“Borgerrettighederne er blevet ødelagt her i landet. The Bill of Rights er enten sat ud af kraft eller skåret ned. Bill Clinton startede processen, dengang bomben i Oklahoma sprang. Så vedtog de en lov, der hedder US Patriotism Act, et dokument på tredve sider, som ingen gad at læse. Men det tillader regeringen at organisere overvågning, arrestationer og udvisninger. Faktisk kan man blive arresteret, hvis man kritiserer regeringen, fordi man så “støtter fjenden”. Og Kongressen vedtog denne lov, og præsidenten underskrev den med det samme! I praksis virkede den imidlertid ikke. Men vi har tusinder af fanger siddende i Guantanamo Bay uden appelret eller nogen rettigheder i det hele taget”.
Og hvad er Gore Vidals konklusioner? “Vores frigørelse fra dette system vil komme som følge af et økonomisk kollaps”, siger han. “Det er uundgåeligt på grundlag af den enorme gæld, vi har bygget op. Det må føre til et finansielt sammenbrud på et tidspunkt. Man kan allerede se skriften på væggen”.
Meget interessant er en lille detalje, som må komme fra han familiære forbindelser. “Under anden verdenskrig var der 13 millioner af os unge drenge i militæret. I 1945 sagde Roosevelts søn til ham: ‘Du er godt klar over, at det eneste disse knægte kender til, er hvordan man dræber, ikke? Hvis det bliver ligesom efter Borgerkrigen eller efter første verdenskrig, hvor arbejdsløse veteraner marcherede mod Washington, så får vi store problemer. Hvis de kommer hjem, og opdager, at der ikke er nogen jobs, så smadrer de stedet!’” Med det udgangspunkt indførte Roosevelt en reform af det sociale system, som Gore Vidal (med lidt overdrivelse) siger, ændrede hele USA’s klassestruktur.
På trods af den brillante skarpsindighed kan Gore Vidal ikke komme med nogen rigtig løsning. Hans eneste håb er, at en reformvenlig præsident som Roosevelt under depressionen i 1930’erne vil indføre noget i stil med New Deal. “Hvis ikke, vil vi ende med et diktatur”.
Når det kommer til stykket, har Gore Vidal ikke forladt sit klassemæssige udgangspunkt. Dybest set tilhører han den amerikanske overklasse, og giver Kassandra-agtige råd til sin klasse om, hvordan den kan redde sig fra en truende katastrofe. Og ligesom trojanerne i den græske mytologi ikke tog sig af Kassandras gode råd, men troede at hun var sindssyg, så opfatter den herskende klasse i USA også folk som Gore Vidal som irriterende excentrikere, der ignoreres og udsættes for lammende tavshed.
Faktum er, som Gore Vidal også påpeger, at USA allerede er et diktatur – pengenes diktatur, hvor kapitalisterne tager alle beslutningerne, mens de giver masserne en illusion om demokrati. Men demokratiet i USA er, ligesom i England og resten af Vesten, et bedrag, en hul skal. Det er, som Gore Vidal har indset med sin betragtelige viden om historien, ligesom den romerske republiks institutioner i kejserrigets første tid, hvor kejserne foregav at forsvare det gamle styre, mens den reelle magt blev koncentreret i hænderne på kejseren og hæren.
Gore Vidal har forstået det hykleri, der ligger bag det hele, og den amerikanske imperialismes ondskabsfulde, udbyttende og aggressive karakter. Han har også forstået, at denne kolos har fødder af ler. Han appellerer til den amerikanske herskende klasse om at trække sig ud af de udenlandske interventioner. Han har indset, at USA er ved at strække sig længere, end det er muligt, ligesom Romerriget gjorde.
Men hans opskrift på en løsning er at sætte uret omkring 200 år tilbage, at vende tilbage til USA i den tidligste republiks tid. Han havner på den måde i en position, der er både konservativ og utopisk. Eftersom han er en ekstremt intelligent mand, må han inderst inde vide, at det ikke kan lade sig gøre at gå tilbage, og at det, han fremfører som en løsning, slet ikke er nogen løsning. Det er den virkelige grund til den ironiske distance, der er at spore i alt, hvad han siger. Når alt kommer til alt, så stammer ironi netop fra modsætningen mellem det, der burde være, og det, der er.
De store bankers og monopolers USA kan ikke erstattes med den lille landmands verden. Andrew Jackson og Thomas Jefferson er døde for længe siden og kan ikke genoplives vha. dagdrømmeri – selv ikke en strålende forfatters velklingende dagdrømmeri. Den eneste klasse, der kan vælte “herrerne i erhvervslivet” og afskaffe storfinansens diktatur, er den amerikanske arbejderklasse.
Gore Vidals bog er på trods af mediernes tavshed nu en bestseller i USA – på én uge blev der solgt 150.000 eksemplarer på Amazon. Det siger meget om det skift, der er ved at ske i folks holdning i USA. Som Gore Vidal siger: “Der er ingen grund til at være bekymret for det amerikanske folk. Eliten behandler dem, som om de er tåber, men det er de ikke”. Netop – det amerikanske folk er ikke tåber. Og det store flertal af det amerikanske folk tilhører arbejderklassen. De vil lære af bøger, som den Gore Vidal har skrevet. De vil lære mest af den største af alle bøger – selve livets bog. Store omvæltninger er på dagsordenen i USA. Når først den sovende kæmpe, som den amerikanske arbejderklasse er, begynder at bevæge sig, vil hele verden blive rystet i sin grundvold.