Køb pjecen Den Russiske Revolution herMensjevikkerne og Bolsjevikkerne

Arbejderklassen havde i 1917 to partier; Mensjevikpartiet og Bolsjevikpartiet, der betyder henholdsvis mindretallet og flertallet. Disse navne henviste til, at begge partier stammede fra det russiske Socialdemokrati, der første gang splittede tilbage i 1903. Splittet i Mensjevikpartiet og Bolsjevikpartiet repræsenterede i virkeligheden et split mellem den reformistiske og den revolutionære fløj i arbejderbevægelsen, som vi så i mange lande efter den russiske revolution, i Socialdemokratier og Kommunistpartier.

Lenins fortjeneste var, at han allerede helt tidligt forstod nødvendigheden af at opbygge en organisation med et klart revolutionært program og medlemmer, der var skolede i den marxistiske teori, og kombinere dette med at slå rødder i den russiske arbejderklasse. Han førte derfor en uforsonlig kamp imod reformismen, når det kom til principielle politiske spørgsmål, alt imens han havde en fuldstændig fleksibel taktik.

En af de vigtigste skillelinjer mellem mensjevikkerne og bolsjevikkerne var netop spørgsmålet om, hvilken indstilling den russiske arbejderklasse skulle have til borgerskabet, og karakteren af en revolution i Rusland.
Mensjevikkerne mente, at den russiske revolution var borgerlig, og derfor måtte ledes af borgerskabet. Det var derfor, de gav magten til borgerskabet efter Februarrevolutionen.

Bolsjevikkerne havde under Februarrevolutionen et mere uklart ståsted. De havde altid været helt klare på at afvise arbejderklassens samarbejde med borgerskabet, fordi borgerskabet aldrig ville kunne spille en progressiv rolle i Rusland, men også bolsjevikkerne havde en idé om, at der ville komme en borgerlig revolution i Rusland, og udviklingen derefter var mere uklar. Den eneste, der havde fremsat en klar teori om revolutionens socialistiske karakter, var Trotskij med sin teori om den permanente revolution.

Trotskij var ikke med i nogen af de to fraktioner i Socialdemokratiet før i sommeren 1917, hvor han gik med hos bolsjevikkerne. Efter splittet i 1903 i Socialdemokratiet var han gået med mensjevikkerne, fordi han mente, at Lenin var for hård på det organisatoriske spørgsmål, men han erkendte senere, at Lenin havde haft ret på dette spørgsmål. Trotskij brød dog med mensjevikkerne allerede i 1904, netop fordi han var uenig med deres positive indstilling til borgerskabet. Under revolutionen i 1905 blev han valgt til leder af Sankt Petersborg-sovjetten i en alder af 25 år, og han var derfor kendt blandt mange af Ruslands arbejdere.

Efter at revolutionen i 1905 led nederlag, og en årrække med reaktion satte ind, mistede bolsjevikkerne meget opbakning, og mange ledere var enten slået ihjel, i fængsel eller i eksil. Op mod Første Verdenskrig satte en strejkebølge ind, og bolsjevikkernes indflydelse og opbakning i den russiske arbejderklasse begyndte igen at stige, en udvikling der dog blev sat midlertidigt i stå ved krigens udbrud.

I februar 1917 havde bolsjevikkerne omkring 2.000 medlemmer i Sankt Petersborg, 600 i Moskva og nogen hundrede i en række andre byer, så måske op mod 4.000 i alt, ud af en befolkning på 150 millioner. Disse tal viser dog ikke reelt deres styrke. Bolsjevikkerne var ikke en tilfældig opstået gruppe, men udsprang af den russiske arbejderbevægelse, og havde spillet en rolle i de tidligere arbejderkampe, og ikke mindst revolutionen i 1905, som Lenin kaldte ”generalprøven” for 1917-revolutionen. Mange af bolsjevikkerne var naturlige ledere på deres arbejdspladser med stolte traditioner for at stå i spidsen for deres kollegaer, og de havde kontakt med hundrede eller tusinder af arbejdere. Bolsjevikkernes kontakt med og indflydelse blandt arbejderklassen var derfor langt større end deres numeriske styrke antyder.

Partiet var helt bestjålet ledelsen, da Februarrevolutionen brød ud, fordi lederne enten var i eksil eller fængsel. Februarrevolutionen overraskede selv bolsjevikkerne, men da de kom sig over den første overraskelse, gik de med i bevægelsen og på mange fabrikker var det bolsjevikkerne, der som enkeltpersoner spillede den naturligt ledende rolle.
Stalin og Kamenev var nogle af de første ledende bolsjevikker, der kom tilbage til Rusland efter Februarrevolutionen. Under deres ledelse støttede Bolsjevikkerne, ligesom mensjevikkerne, den provisoriske regering med visse forbehold, og de fungerede som en ”loyal opposition”. De støttede – ligesom mensjevikkerne og de socialrevolutionære – også fortsættelsen af krigen.

Lenin og Aprilteserne

Lenin var i eksil i Schweiz i februar, og havde problemer med at komme tilbage til Rusland, fordi ingen lande ville tillade ham gennemrejse.
Han var i stigende grad alarmeret over den politiske linje, som hans parti førte, hvilket han gav stærkt udtryk for i sine ”Breve fra det fjerne”.
Her gjorde han det klart, at ”arbejderne måtte bryde fuldstændig med borgerskabet og selv tage magten”. Bolsjevikkernes opgave var – ifølge Lenin – at forklare arbejderne, at de liberale ikke kunne løse nogen af problemerne, og at al støtte til den provisoriske regering måtte afvises.

De ledere af bolsjevikkerne, der befandt sig i Rusland, var forfærdede over Lenins breve. Den eneste, der var enig med Lenin, var Trotskij, der var i eksil i New York. Her tusinder af kilometer væk nåede han de samme konklusioner.
Den 3. april lykkedes det Lenin at komme tilbage til Rusland i en forseglet togvogn gennem Tyskland.

Med det samme han satte foden på russisk jord, indledte han en kamp mod de ”gamle bolsjevikker” og deres tøvende og forsonlige attitude over for borgerskabet.
Det første han sagde til de ventende masser på perronen, var ”længe leve den socialistiske verdensrevolution”, stik imod den hidtidige linje fra Bolsjevikkerne. I stedet for støtte til den provisoriske regering rejste Lenin parolen: Al magt til sovjetterne! Den socialistiske revolution, sagde han, var mulig inden for relativt nær fremtid.

Hvis arbejderklassen tog magten i Rusland, ville det være gnisten, der startede en revolutionær bølge i de udviklede kapitalistiske lande, som så igen ville kunne hjælpe den russiske revolution til socialisme. Han gjorde det helt klart, at spredte revolutionen sig ikke, især til Tyskland, ville det være begrænset, hvor længe revolutionen ville overleve i Rusland. Her viste det sig, at der i praksis var overensstemmelse mellem Lenin og Trotskij på spørgsmålet om revolutionens socialistiske og internationale karakter.

Ifølge Lenin var Bolsjevikkernes opgave at forberede arbejderklassen på at tage magten. Første opgave var at bevæbne avantgarden med den socialistiske revolutions program, så de kunne vinde masserne. Revolutionen måtte bevæge sig fra den første fase til den anden fase.

Lenin fastholdt ydermere, at Bolsjevikkerne fuldstændig måtte afvise enhver enhed med andre politiske strømninger, som der ellers var en tendens til blandt Bolsjevikkernes ledere, hvor blandt andre Stalin argumenterede for sammenlægning med Mensjevikkerne. Lenin fastholdt, at politisk klarhed var at foretrække frem for et større apparat, der ville være det eneste, Bolsjevikkerne ville opnå ved en sammenlægning med Mensjevikker. Hvordan skulle enhed skabes på baggrund af uenighed om revolutionens karakter, og hvilken klasse skulle lede revolutionen?

Ser man på Bolsjevikpartiets historie og ikke mindst på de hektiske dage under revolutionen, aflives den stalinistiske myte om det ufejlbarlige parti og ledere fuldstændig. Bolsjevikpartiet vaklede, og også Lenin begik fejl. Så sent som den 22. januar 1917 udtalte han på et offentligt møde, at ”vi i den ældre generation lever måske ikke så længe, at vi vil se de afgørende kampe i den kommende revolution” – med andre ord var han ikke sikker på, at revolutionen ville komme i hans levetid. En måned senere var den russiske revolution brudt ud.

Idéerne om, at revolutionen måtte gå videre mod den socialistiske revolution, og at arbejderklassen måtte bryde med borgerskabet, fremsatte han i Aprilteserne en tekst der blev udgivet kun i hans navn i bolsjevikkernes avis. Resten af bolsjevikkernes ledelse tog offentligt afstand fra hans idéer. Der var altså dyb og grundlæggende uenighed i toppen af Bolsjevikpartiet. Partiets avis Pravda, der blev redigeret af Kamenev og Stalin, skrev: ”Hvad angår kammerat Lenins generelle plan, er det for os uacceptabelt, idet at det går ud fra antagelsen om, at den borgerligt-demokratiske revolution er slut, og regner med en umiddelbar omdannelse af denne revolution til en socialistisk” (citeret i History of the Russian Revolution, vol. 1, side 327)

Uenighederne blev afklaret på bolsjevikkernes aprilkonference, der blev afholdt den 2.-10. april 1917. Et fuldstændigt afgørende møde for revolutionens fremtid.
Efter hårde diskussioner vandt Lenin flertallet blandt Bolsjevikpartiets medlemmer. En af grundene til, at han kunne vinde flertal, var, at der var kommet en stor bølge af nye medlemmer i pertiet efter Februarrevolutionen. De nye medlemmer udgjordes primært af arbejdere, der var dybt påvirket af de revolutionære begivenheder og derfor langt mere åbne overfor Lenins idéer om socialistisk revolution end de gamle partifunktionærer i partiet. Det var blandt disse friske lag, at Lenin fandt flertallet for sin politik.

Den første koalitionsregering

En revolution udvikler sig i flere faser. I alle revolutioner ser man den første fase være præget af jubel og optimisme og en følelse af, at alle er i samme båd. Det er først senere, at den politiske differentiering sætter ind i takt med, at det bliver tydeligt for masserne, at der skal mere til end ”blot” at vælte symbolet på det gamle regime, i Rusland, tsaren. Februarrevolutionen skabte også umiddelbart en jubelstemning blandt de russiske masser. Men relativt hurtigt begyndte en desillusionering at sætte ind, fordi ingen af de problemer, der havde udløst Februarrevolutionen, var blevet løst. Masserne sultede stadig, bønderne havde ikke fået mere jord, og krigen fortsatte.

I april begyndte der at forekomme massedemonstrationer for at tvinge sovjetlederne og regeringen til at opfylde kravene, foranlediget af et brev fra forsvarsministeren, der med al tydelighed viste, at regeringen ikke gjorde noget seriøst for afslutte krigen. De to mest forhadte ministre i den provisoriske regering blev tvunget til at gå af, og en ny regering blev dannet, hvor flere af ministrene var fra de ledende sovjetpartier, Mensjevikpartiet og de socialrevolutionære, på trods af, at sovjetten havde besluttet, at man ikke skulle deltage i regeringen. Den første koalitionsregering (en regering på tværs af klasseskel) var dannet.

Masserne så de nye ministre som ”deres” ministre, og håbede på, at problemerne nu ville blive løst. Lenin afviste deltagelse i koalitionsregeringen. Han forklarede, hvordan mensjevikkerne og de socialrevolutionæres indtræden i regeringen i virkeligheden reddede den fra kollaps, og fungerede som et skalkeskjul for, at den virkelige magt forblev hos godsejerne og kapitalisterne.
Bolsjevikkerne blev uden for koalitionen, og voksede herefter hurtigt, fordi flere og flere arbejdere kunne se, at koalitionen heller ikke løste nogen problemer, og at mensjevikkerne og de socialrevolutionære blot fremsatte tomme fraser.

Selv om bolsjevikkerne voksede, havde de stadig ikke vundet de brede masser, men kun den mest bevidste og fremskredne del, der havde indset, at de reformistiske ledere ikke udgjorde nogen løsning. Men en revolution gennemføres af masserne, og opgaven var derfor, som Lenin sagde, at ”forklare tålmodigt”. Arbejderklassen lærer gennem erfaring, især gennem store begivenheder, og de revolutionære må gå med masserne for hvert skridt og fremsætte paroler, der passer til hvert stadie i udviklingen og kæde de konkrete krav sammen med nødvendigheden af en grundlæggende ændring af samfundet.
Lenin rejste derfor parolen: Al magt til sovjetterne, selv om det var de reformistiske ledere, der var i flertal i sovjetterne. Hvis sovjetterne tog magten, ville bolsjevikkerne kæmpe fredeligt for flertallet herindenfor. Det var en måde at få masserne til i praksis at se modsætningen mellem reformisternes ord og handlinger, og at de ikke var parate til afgørende handling.

Den første koalitionsregering var et vendepunkt i revolutionen, da den gav arbejderne og bønderne muligheden for at sammenligne socialisternes ord og handlinger. I stedet for at skabe fred, lancerede den nye krigsminister Kerenskij idéen om en militær offensiv, som sovjetkongressen, ledet af reformisterne, bakkede op om.

Juni og juli dagene

I juni blev den første al-russiske sovjetkongres afholdt, – det vil sige en national kongres for sovjetterne. Bolsjevikkerne var i et lille mindretal, men det var samtidig tydeligt, at der i stigende grad var en utålmodighed blandt de mest bevidste arbejdere og soldater i Sankt Petersborg. De mente, at udviklingen gik for langsomt, og at sovjetterne burde tage magten.

Bolsjevikkernes militærorganisation i Sankt Petersborg, der afspejlede de utålmodige arbejdere og ikke mindst soldater, pressede på for, at bolsjevikkerne skulle indkalde en væbnet demonstration i forbindelse med sovjetkongressen for at lægge pres på sovjetlederne. Bolsjevikkerne i Sankt Petersborg var bange for, at soldaterne ville gå i demonstration uden ledelse, hvis ikke partiet gik forrest.
De besluttede sig for at begynde organiseringen af demonstrationen i hemmelighed for ikke at tillade de socialrevolutionære og mensjevikkerne modagitation. Parolen for demonstrationen skulle være ”al magt til sovjetterne” og ”ned med de ti kapitalistiske ministre”. Men lederne af sovjetterne startede en massiv kampagne imod demonstrationen, og påstod, at formålet var et militærkup imod sovjetten. De krævede afvæbningen af bolsjevikkerne – hvilket i realiteten betød en afvæbning af arbejderne og soldaterne i Sankt Petersborg, da de eneste våben bolsjevikkerne rådede over, var dem, som Sankt Petersborgs arbejdere og soldater, der massivt fulgte bolsjevikkerne, rådede over.

Allerede fra februar var arbejderne begyndt at bevæbne sig og danne en arbejdermilits til forsvar af byens arbejdere. Arbejdermilitsen var knyttet til masseorganisationerne; fabrikskomitéerne og sovjetterne, og var styret demokratisk herigennem, men arbejderne gik i stigende grad på bolsjevikkernes side, og det skræmte sovjetlederne fra vid og sans.

Eftersom bolsjevikkerne var i mindretal i sovjetterne nationalt, gik de med til at afblæse demonstrationen, da de var bange for, at arbejderne og soldaterne i Sankt Petersborgs ville blive isolerede fra masserne i resten af Rusland, hvis de gennemførte demonstrationen.
Som kompensation for aflysningen indkaldte sovjetlederne til deres egen ”officielle” demonstration den 18. juni i et forsøg på at tilgodese masserne, der tydeligvis ønskede handling. Sankt Petersborgs arbejdere deltog i massivt omfang i demonstrationen, og naturligvis også bolsjevikkerne. Arbejderne i demonstrationen rejste, stik mod sovjetledernes ønsker, bolsjevikkernes paroler.
Demonstrationen viste med al tydelighed, at stemningen var ved at ændres blandt masserne, og at bolsjevikkerne politisk havde vundet flertal blandt Sankt Petersborgs arbejdere og soldater.
Opgaven var nu, med Lenins ord, at ”forklare tålmodigt” og vinde resten af landet.

Den militære offensiv var stadig på tapetet, og organiseringen var i fuld gang. Bag kulisserne var reaktionen i gang med at omgruppere sig, og offensiven var et led i at styrke reaktionen mod revolutionen.

Det var benzin på det ulmende bål i den allerede eksplosive situation i Sankt Petersborg, hvor arbejderne i stigende omfang strejkede. Soldaterne ville ikke sendes ud som kanonføde, og de ville heller ikke svække revolutionens hovedstad, Sankt Petersborg, hvilket ville ske, hvis de revolutionære soldater blev sendt ud ad byen. Utålmodigheden voksede i Sankt Petersborg. Der udbrød spontane massedemonstrationer i byens gader i protest mod offensiven.

Bolsjevikkerne gik – ligesom i juni – imod en større væbnet demonstration. De var bange for, at Sankt Petersborgs arbejdere og soldater var for langt foran masserne i provinsen og soldaterne ved fronten, og de derfor ville blive isolerede i kampen mod reaktionen, hvis de udfordrede den direkte. Hvis Sankt Petersborgs masser blev isolerede, ville reaktionen kunne hente tropper ind fra provinsen og drukne demonstrationen i blod, og dermed samtidig ødelægge muligheden for en sejrrig revolution, en hårdt lært lektie fra 1905. Bolsjevikkerne sendte derfor deres folk ud på fabrikkerne, og prøvede at overtale dem til ikke at demonstrere. En opførsel meget ulig den idé nogle såkaldt revolutionære har om, at det at være revolutionær blot handler om at blive ved med at opfordre masserne til at gå frem uanset omstændighederne.

Trods bolsjevikkernes bestræbelser kunne bevægelsen ikke stoppes. Arbejderne nedlagde arbejdet, og gik på gaden med deres bevæbnede røde garder sammen med regimenterne fra barakkerne. Da demonstrationen var en kendsgerning, gik bolsjevikkerne med, og gav den et så organiseret og disciplineret udtryk som muligt. Bolsjevikkerne var en del af massen, den mest bevidste del, og forstod, at når først masserne gik i bevægelse, kunne de ikke andet end at gå med. De måtte gå med masserne, selv når de mente, at masserne tog fejl. Også gennem nederlagene ville masserne drage konklusioner, og bolsjevikkernes opgave var at bevidstgøre disse erfaringer.

Der blev hentet tropper ind fra fronten, som blev sat ind imod demonstranterne, og dræbte nogle hundreder. En generel reaktion satte ind i landet.
Angrebet mod arbejderne var ledet af sovjetlederne. I et desperat forsøg på at modgå presset fra neden erstattede de den første koalitionsregering. Den nye koalitionsregering blev ledt af Kerenskij, og både mensjevikkerne og de socialrevolutionære fik flere ministerposter, mens en række af de mest forhadte ministre røg ud. Gennem manøvre i toppen håbede de på at aflede massernes utilfredshed. Men det var for lidt og for sent.

Bolsjevikpartiet blev erklæret ulovligt som parti, og der blev udstedt arrestordre på de ledende bolsjevikker Lenin, Kamenev og Zinoviev. Pendulet svang meget hurtigt langt til højre. Men bolsjevikkerne vandt enorm autoritet og respekt blandt masserne for at have forudset dette og alligevel være gået med arbejderklassen.

Efter juli

Julidemonstrationen viste, at flertallet af arbejdere og soldater i Sankt Petersborg politisk var med bolsjevikkerne, men demonstrationen havde også illustreret, at de, for nu, var isolerede i forhold til resten af landet, og en stemning af mismod bredte sig. Selv Lenin, der var gået i skjul i Finland for at undgå arrestordren, var påvirket af denne stemning, og troede, at reaktionen stak meget dybere, end den i virkeligheden gjorde.

Lenin overvejede, hvorvidt sovjetterne var gået over på kontrarevolutionens side, og ikke længere kunne vindes til revolutionen. Han var bange for, at de ikke kunne afspejle massernes skiftende stemning hurtigt nok, og derfor endegyldigt var blevet overtaget af reformisterne. Han drog den konklusion, at nu var et fredeligt udfald umuligt, og at bolsjevikkerne måtte rejse parolen om væbnet opstand. At Lenin ikke holdt fast i parolen om sovjetterne, men i stedet overvejede om fabriksrådene var bedre til at afspejler massernes hurtigt skiftende stemning, viser Lenins enorme fleksibilitet og fuldstændige mangel på fetichisme over for særlige organisatoriske former. Det skulle dog vise sig, at Lenin var for pessimistisk.
Selv om arbejderne havde lidt et nederlag, så var den provisoriske regerings politik dybt upopulær, og stemningen begyndte at ændre sig i bolsjevikkerne favør. Også medlemmerne af Mensjevikpartiet og de socialrevolutionære var i stigende grad kritiske over for deres ledere, og bolsjevikkerne begyndte at få deres resolutioner vedtaget i flere og flere sovjetter, også dem der officielt havde mensjevikisk og socialrevolutionært flertal.
Men kontrarevolutionen forberedte sig på endegyldig modoffensiv med det formål en gang for alle at gøre det af med revolutionen.

Kampen mod Kornilov

I hæren blev der indsat en ny general, General Kornilov. Borgerskabet og imperialismen så Kornilov som deres frelsende engel – endelig var her en stærk mand, parat til at handle og gøre op med revolutionen en gang for alle. Den provisoriske regering havde udspillet sin rolle – også for borgerskabet – nu ønskede de ”orden”.

Kornilov krævede dødsstraffen genindført i hæren og opgør med revolutionen i hæren. Det vil sige ophævelsen af Ordre nr. 1, der var blevet indført efter februar på foranledning af soldaterne selv. Ordre nr. 1 gik ud på, at der skulle vælges komitéer på alle niveauer af hæren, at der skulle være valg til sovjetterne, at soldaterne kun ville adlyde sovjetterne, og at den provisoriske regering kun ville blive adlydt, hvis dens ordrer ikke var i modstrid med sovjetternes. Våbnene kom under de valgte soldaterkomitéers kontrol, og måtte under ingen omstændigheder blive givet til officererne. Når soldaterne var på vagt, skulle de udvise streng disciplin, men når de ikke var på vagt, havde de fuld frihed. Alle officerstitler blev afskaffet og brugen af tiltaleformen ”du”, som officererne tidligere havde brugt over for de menige soldater, blev også afskaffet.

Med Kornilov i spidsen var officerer og andre reaktionære i fuld gang med at planlægge et kup, hvor der skulle gøres op, ikke bare med sovjetterne og bolsjevikkerne, men også med den provisoriske regering. Kerenskij forsøgte at indgå en aftale med Kornilov for at undgå dette, men det var ikke muligt.
Den 25. august begyndte Kornilovs march mod Sankt Petersborg. Formålet var at smadre revolutionen. Det var en skarp og pludselig ændring af situationen, et af de mest karakteristiske træk ved revolutionære perioder.

Lederne af sovjetterne, reformisterne, var skrækslagne. De inviterede bolsjevikkerne til at deltage i komitéen til kamp imod kontrarevolutionen, selv om bolsjevikkerne jo var forbudt, fordi de vidste, at bolsjevikkerne var de eneste, der reelt kunne bekæmpe Kornilov effektivt.
Bolsjevikkerne gik med i forsvaret af Sankt Petersborg, som jo i bund og grund handlede om forsvaret af den provisoriske regering og sovjetterne, der var ledt af reformisterne – de selv samme der efter julidagene havde forbudt bolsjevikpartiet.

Trotskij forklarer taktikken således: ”Når jeg har en fjende, der hver dag sætter en lille portion gift foran mig, og jeg har en anden fjende, der skal til at skyde mig, så vil jeg først slå revolveren ud af hånden på fjende nummer to, fordi det giver mig en mulighed for at gøre det af med min første fjende efterfølgende. Men det betyder ikke, at giften er det ”mindre onde” i sammenligning med revolveren.” (Trotskij, For a Workers’ United Front Against Fascism).

Samtidig med at bolsjevikkerne gik med i kampen mod Kornilov, rettede de en skarp politisk kritik mod den provisoriske regering og reformisterne, og viste, hvordan det i realiteten var deres politik, der havde medført denne situation.

Bolsjevikkerne benyttede enhedsfronttaktikken, hvilket vil sige fælles kamp mellem arbejderklassens organisationer, men med retten til selvstændige politiske programmer og fuld ret til kritik. Igennem kampen mod Kornilov beviste bolsjevikkerne i handling, at de var de bedste til at bekæmpe kontrarevolutionen.
Forsvaret af Sankt Petersborg var effektivt. Jernbanearbejdere ledte Kornilovs jernbanevogne på afveje, bolsjevikkerne overtalte flere af Kornilovs regimenter til at afstå fra kamp og så videre. Snart var de rebellerende officerer arresteret af deres egne mænd. Kornilovs angreb smuldrede.

Marx forklarede, hvordan revolutionen nogle gange har brug for kontrarevolutionens pisk for at tage det næste skridt fremad. Kornilovs kontrarevolutionære offensiv fungerede som en sådan vigtig gnist til at tage revolutionen frem. Soldaterne begyndte at arrestere deres officerer og vedtage resolutioner om øjeblikkelig fred og al magt til sovjetterne. Mange soldater deserterede og vendte i massevis tilbage til deres landsbyer, hvilket bragte revolutionen med sig ud over hele landet.

Tiden er inde

Bolsjevikkerne kæmpede for nyvalg til sovjetterne.
I september vandt bolsjevikkerne flertal i Sankt Petersborg sovjetten og flere og flere sovjetter fulgte efter.
Blandt de socialrevolutionære udviklede der sig en venstrefløj, der kom meget tæt på bolsjevikkerne. Mensjevikkerne var efterhånden yderst decimeret i sovjetterne.
Lenin var overbevist om, at der måtte handles hurtigst muligt. Fra sit eksil bombarderede han Centralkomitéen med breve om, at tiden nu var kommet til at tage magten.

Men mange af de bolsjevikiske ledere var ikke enige, heriblandt Zinoviev og Kamenev, der var direkte imod en væbnet opstand. Deres argument var, at hvis bare vi fortsætter som nu, så vil vi blive ved at gå frem. Men sådan fungerer det ikke for revolutionære, som vi ser i Venezuela i dag. En revolutionær situation opstår, fordi massernes problemer ikke kan løses inden for det eksisterende samfund. Masserne ønsker grundlæggende ændringer. Enten sejrer revolutionen, eller også sejrer kontrarevolutionen, der er ingen mellemvej. Afstår de revolutionære i en sådan situation fra at tage magten, er de for det første ikke revolutionære, men endnu vigtigere mister masserne al tillid til dem, revolutionen lider nederlag og vejen for brutal kontrarevolution forberedes, som vi så det i med Franco, Hitler og Mussolini.

I en revolutionær situation er det eksakte tidspunkt meget vigtigt – hvis ikke øjeblikket udnyttes, så tabes det.
”Hvis tid generelt set er en afgørende faktor i politik, så øges tidens vigtighed hundrede gange i krig og revolution. Det er absolut ikke muligt at opnå i morgen, hvad der kan gøres i dag. En væbnet opstand, at tage magten, er måske muligt i dag, men i morgen er det måske umuligt. Men at tage magten er at ændre historiens kurs. Er det virkelig sandt, at en sådan historisk begivenhed kan afhænge af et interval på 24 timer? Ja, det kan. Når situationen har nået punktet med væbnet opstand, skal begivenhederne måles ikke med politikkens lange målestok, men med krigens korte målestok. At miste flere uger, flere dage og nogen gange blot en eneste dag er under visse omstændigheder ensbetydende med revolutionens overgivelse, med kapitulation. Havde Lenin ikke slået alarm, havde der ikke været dette pres og kritik fra hans side, havde det ikke været for hans intense og passionerede mistillid, havde partiet højst sandsynligt ikke formået at tilpasse sin front i det afgørende øjeblik, for oppositionen blandt partilederne var meget stærk og generalstaben spiller en afgørende rolle i alle krige, inklusiv borgerkrige.” (Trotskij, Lessons of October, egen oversættelse)

Det er derfor, at den revolutionære ledelse er fuldstændig afgørende.
Men det er ikke nemt at afgøre, hvornår det er det bedste tidspunkt at tage magten.

I Bolsjevikpartiets ledelse kom det til heftig diskussion af, hvornår det var det rigtige tidspunkt. Lenin mente, som sagt allerede fra starten af september, at det måtte ske hurtigst muligt, hvilket han blandt andet gjorde helt klart i et brev fra den 12-13 september til Centralkomitéen. Bukharin beretter, at det var det måske eneste brev fra Lenin, Centralkomitéen nogensinde brændte, fordi brevet chokerede størstedelen af Bolsjevikpartiets ledelse.

Trotskij talte for, at man skulle vente med magtovertagelsen til dagen for åbningen af den anden al-russiske sovjetkongres. Lenin var bange for, at det blot var en undskyldning for en udskydelse af spørgsmålet om magtovertagelsen, ligesom så mange andre i Centralkomitéen ønskede. Men Trotskij argumenterede for, at magtovertagelsen måtte falde sammen med åbningen af sovjetkongressen, fordi det ville give magtovertagelsen en legitimitet, da han var overbevist om, at bolsjevikkerne ville vinde flertal på kongressen. Masserne så stadig sovjetterne som autoriteten, og ville støtte magtovertagelse, hvis det blev udført af sovjetten, men ikke nødvendigvis hvis den blev foretaget alene i Bolsjevikpartiets navn. I en revolution er det ligesom i krig afgørende at kunne fremstille selv offensive skridt, som en magtovertagelse jo er, som en defensiv handling. I sidste ende faldt magtovertagelsen sammen med åbningen af sovjetkongressen.

Læs DEL 1 og DEL3 af artikelserien