Efter en omskiftelig uge med ubeslutsomhed og forsøg på at forhandle sig frem i sidste sekund, blev Den Catalanske Republik udråbt fredag den 27. oktober. Titusinder fejrede det i Barcelonas gader såvel som i andre catalanske byer.
Som forventet svarede den spanske regering tilbage med at sætte den catalanske regering af, opløse det catalanske parlament og udskrive valg den 21. december. Det tegnede til en større konfrontation, men de borgerlige og småborgerlige nationalister i den catalanske regering stak af. Allerede om mandagen var den spanske stat klar til at tage fuld kontrol over Catalonien igen, uden så meget som et vindue blev smadret i processen.
I begyndelsen af sidste uge tydede alt på, at Puigdemont ikke havde anden mulighed end at erklære uafhængighed fra Spanien. Den spanske regering kom med en række foranstaltninger mod catalansk selvstyre fra paragraf 155 i den spanske grundlov, der ville blive godkendt af det spanske senat inden den 27. oktober, med fuld opbakning fra Cs (Ciudadanos) og PSOE (det Socialistiske Parti). Puigdemont forsøgte flere gange at starte en dialog med Rajoy og søgte også hjælp fra EU til at mægle, men hver gang uden held.
I onsdags gav et møde ved Junts pel Sí (JxSi) gruppen i det catalanske parlament (bestående af Puigdemonts PDECAT, Junqueras’ ERC og nogle få løsgængere) den catalanske præsident fuld opbakning til en uafhængighedserklæring. Om aftenen samme dag blev der indkaldt til store indendørs møder af ERC, PDECAT og Den Catalanske Nationalforsamling (ANC), med det formål at forklare deres medlemmer og støtter, at planen var at udråbe Den Catalanske Republik inden om fredagen.
Samme aften var der en protest organiseret af Barcelonas Regionale Komitéer til Forsvar for Afstemningen for at opfordre til udråbelse af republikken. Protesten fandt sted på Plaça Sant Jaume, men den catalanske regering havde besluttet sig for, at spærre af for Parc de la Ciutadella, hvor den catalanske regeringsbygning befinder sig. Ligesom den 10. oktober ville den catalanske regering sikre sig, at de ikke skulle mødes under direkte pres fra masserne.
Men så begyndte tingene at vakle. Et møde i uafhængighedsbevægelsens generalstab trak ud indtil torsdag morgen, men en uafhængighedserklæring syntes stadig at være en mulighed. Den nat havde dog været fyldt med febrilske telefonopkald og samtaler med Baskerlandets præsident Urkullu og hans parti PNV (Det Baskiske Nationalistparti). Urkullu står i en meget svær situation. Han har en aftale med Rajoy om, at Det Baskiske Nationalparti giver PP nok stemmer i det spanske parlament til at vedtage finansloven, til gengæld for finansiel hjælp til den baskiske administration. Den catalanske konflikt anstrenger denne pagt. PNVs aftale gør, at de støtter den spanske regering der undertrykker catalanske demokratiske rettigheder. Det er derfor både i de baskiske kapitalister og i PNVs interesse at opnå en aftale.
Det foreslåede kompromis gik ud på, at Puigdemont skulle udskrive tidligt valg til det catalanske parlament, i stedet for at erklære uafhængighed. Til gengæld lader det til at han bad om immunitet for tiltale og løsladelsen af de “to Jordier” (lederne af ANC og Òmnium der er varetægtsfængslet uden kaution på grund af anklager om tilskyndelse til oprør). Om morgnen torsdag den 26. oktober så det ud som om, at sådan en aftale lå i kortene. Puigdemont udtalte, at han ville komme med en meddelelse omkring middag. Det spanske aktiemarked steg kraftigt.
Der var dog et par faktorer der spolerede aftalen. For det første er den spanske herskende klasse reaktionær af natur, og anser det forenede Spanien som et helligt koncept og en af grundsøjlerne i 1978-regimet. Fra deres synspunkt ville en krænkelse af nationens enhed være en trussel mod Spanien. Der var frygt for, at Puigdemonts mulighed for kompromis kunne tolkes som et svaghedstegn. Samtidig bliver der lagt stort pres på Rajoy fra højrefløjen i hans eget parti, samt fra partiet Ciudadanos, da begge ser fanatisk spansk nationalisme som noget der trækker stemmer til. Kompromisset mellem Urkullu og den spanske regering blev i sidste ende ikke til noget.
Da det begyndte at rygtedes, at Puigdemont ville udskrive valg i stedet for at udråbe Den Catalanske Republik, begyndte presset ydermere at stige fra hans eget bagland. To medlemmer af det catalanske parlament fra PDECAT meddelte, at de ville fratræde deres mandater og rive deres partikort i stykker. PDECATs allierede i JxSi snakkede allerede om forræderi. Puigdemont var som the Duke of York fra den gamle børnesang af samme titel. Han havde marcheret sine tropper op til toppen af bakken, og det var nu meget svært at overbevise dem om at marchere ned igen. Oven i det var der nu titusinder af studerende i gaderne, alle insisterende på udråbelsen af republikken. Studenterstrejken var blev indkaldt på forhånd og demonstranter modtog nyhederne om Puigdemont da marchen var ved at gå i gang fra Plaça Universitat. Stemningen ændrede sig, folk blev vrede. Der kom råb imod Puigdemont (“Vi advarer jer PDECAT, vores tålmodighed er udløbet”). Demonstranterne kom frem til Plaça Sant Jaume udenfor Generalitat paladset, og de studerende svor ikke at forlade stedet før republikken blev udråbt.
Først udsatte Puigdemont hans udtalelse en time. Derefter sagde han, at udtalelsen ikke kom. Til sidst blev udtalelsen flyttet fra paladset til parlamentet klokken 17, lige inden parlamentssamlingen skulle starte. Da Puigdemont endelig udtalte sig, var aftalen droppet. Men i stedet for dristigt at proklamere at han havde besluttet sig for at udråbe republikken, sneg han sig udenom igen, ved i stedet at sige at han havde tænkt på at udskrive valg men ikke kunne opnå et kompromis, og derfor nu lod parlamentet beslutte hvad der skulle ske, uden selv at komme med et konkret forslag. Dette var endnu et tegn på hvad der senere ville ske.
Fredag den 27. oktober erklærede det catalanske parlament endelig uafhængighed, med 70 stemmer for, to der undlod at stemme og 10 stemmer imod. PP, Cs og PSOE forlod samlingen i protest. Titusinder af mennesker der alle ventede udenfor parlamentet og fulgte med i afstemningen, brød ud i jubel da resultatet kom. Fejringen af afstemningsresultatet bevægede sig hen til Plaça Sant Jaume. I følge deres opfattelse var Den Catalanske Republik blevet født og de var klar til at forsvare den.
Næsten samtidigt med dette, vedtog det spanske senat foranstaltningerne fra paragraf 155 mod det catalanske selvstyre, som regeringen havde efterspurgt. Rajoy meddelte de specifikke foranstaltninger: opløsning af den catalanske regering, afsættelse af dens præsident og vice-præcident og alle ministrene. Afskedigelse af den catalanske politichef, opløsningen af det catalanske parlament og udskrivelsen af valg til december. Den catalanske regering vil blive styret direkte fra Madrid, med de forskellige spanske ministre der styrer de tilsvarende ministerier i Catalonien.
Dette svarede til et kup, men Rajoy havde lavet nogle ændringer i forhold til hans originale plan. I stedet for direkte indgriben der ville vare seks måneder, ville man i stedet udskrive valg i Catalonien så hurtigt som muligt. Tydeligvis var den spanske herskende klasse bange for at sætte gang i en protestbevægelse, og ville derfor legitimere foranstaltningerne så hurtigt som muligt.
Det “internationale samfund” reagerede også straks. EU, NATO, OECD, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og USAs udenrigsministerium skyndte sig alle at erklære deres fulde opbakning til et forenet Spanien og at afvise Cataloniens uafhængighed. De catalanske borgerlige og småborgerliges håb om international anerkendelse var knust, hvilket man kunne have forudset.
Situationen fredag aften var, at der var to magter, den catalanske republik og det spanske monarki, der regerede samtidigt. Denne tilstand kunne ikke vare ved. En af de to måtte sejre over den anden. Den spanske stat gjorde alt i dens magt for at sikre sig, at den spanske lovgivning skulle sejre. Men hvad gjorde de catalanske ledere? Tæt på intet, udover at komme med vage udtalelser om “demokratisk modstand”.
Fredag aften mødtes den catalanske regering til et møde der skulle have vedtaget en række tiltag for at implementere beslutningen om at erklære republikken, men ingen beslutninger blev truffet. Ingen. Lørdag morgen fjernede den spanske stat den catalanske politichef, Pere Soler, og major Trapero. Det første man gør under et kup, er at sikre sig kontrollen med de væbnede styrker. De fulgte begge deres ordre, og i en skriftlig udtalelse opfordrede de politiet til at følge den spanske stats ordrer. Hvad gjorde den catalanske regering ved dette? Ingenting.
PDECAT og ERC’s repræsentanter som er medlemmer af den spanske kongres og senat, aftrådte ikke fra deres poster i hvad der for dem egentligt er et fremmed parlament.
Hele weekenden skulle den catalanske regering have haft travlt med at opbygge en ny republik, men der blev intet gjort. Præsident Puigdemont kom med sin udtalelse om “demokratisk modstand” til paragraf 155 foranstaltningerne. Det var det eneste der blev gjort. Ingen opfordring til modstandsbevægelser, ingen konkret plan om hvordan man skulle modstå, ingen indgreb fra regeringen. Det spanske flag vejrede stadig over Generalitat paladset.
Den catalanske vicepræsident Junqueras (ERC) skrev en artikel der advarede om, at “de næste par dage kommer vi til at skulle tage beslutninger der ikke nødvendigvis bliver nemme at forstå”. Han prøvede tydeligvis at forberede sine egne rækker på det tilbagetog der allerede var blevet besluttet.
Samtidig demonstrerede hundredetusinder (300.000 ifølge lokalt politi) i Barcelona som et reaktionært forsvar for et forenet Spanien. Demonstrationen var arrangeret af SCC (en tvivlsom organisation hvis stiftere er forbundet med den yderste højrefløj, men som senere har prøvet at polere sit image) og den havde fuld opbakning fra PP, Ciudadanos og den catalanske afdeling af Det Socialistiske Parti. Demonstrationen fik også opbakning fra et halvt dusin højreekstremistiske, fascistiske, neo-nazistiske og racistiske organisationer, der bagefter angreb Generalitat paladset og udførte flere racistiske og fascistiske angreb. Demonstrationen var stor, men en smule mindre end den tidligere demonstration for Spaniens enhed der blev afholdt den 8. oktober.
Dette var tydeligvis ikke en fascistisk demonstration. Fascistiske grupper repræsenterer en lille yderfløj, selvom de i de sidste par uger har slået sig løs med den spanske stats medviden og medvirken og de skal naturligvis bekæmpes. Men størstedelen af demonstranterne bestod af højreorienterede mennesker fra overklassenabolag i Barcelona, de forkælede møgunger fra Pedralbes, Sarrià-Sant Gervasi, såvel som reaktionære lag fra arbejderklassenabolag og -byer i Barcelona og dets røde bælte. Helt skandaløst var det den tidligere generalsekretær for Det Kommunistiske Parti, Francisco Frutos, der var en af hovedtalerne som råbte op imod “identitær racisme” til et hav af spanske flag og tilhængere af spanske reaktionære nationalistiske partier.
Mandag morgen meddelte den nye catalanske politichef, under instrukser fra en spanske minister, at de nu afsatte catalanske ministre måtte have lov at komme ind på deres kontorer, men kun for at hente deres personlige egendele. Hvis de nægtede at gå, ville politiet skrive en rapport og sende den til anklagemyndighedens kontor.
Formanden for det catalanske parlament, Carme Forcadell, som havde erklæret at et ordinært møde for ordførerne i parlamentet ville finde sted tirsdag, aflyste dette, og anerkendte at parlamentet var blevet opløst.
Ledelsen i ERC besluttede efter et møde, at de ville “være tilstede den 21. december”, den dag der er udskrevet valg under paragraf 155 af Rajoy. Kort tid efter meddelte PDECAT at de vil deltage i valget. Disse beslutninger, og andre som vi kommer til at se i de næste par dage, repræsenterer en total accept af den spanske stats kup af catalansk demokrati og en afvisning på at forsvare den republik de stemte for at udråbe fredagen forinden.
I skrivende stund er det blevet meddelt, at den catalanske præsident Puigdemont er i Bruxelles sammen med nogle af sine regeringsmedlemmer. Dette ændrer ikke noget fundamentalt. Samtidig har den spanske stats anklagemyndighed rejst tiltale mod den catalanske præsident, vicepræsident, alle de catalanske ministre såvel som formanden for parlamentet og alle ordførerne for orør, opfordring til oprør, misbrug af offentlige midler og andre anklager. Dette er meget alvorligt da oprør medfører 30 år i fængsel. Tilfældigvis er straffen for disse forbrydelser (oprør og opfordring til samme) skrevet i den spanske straffelov, der er taget ord for ord fra Francos styre. Dette siger noget om den såkaldte spanske “overgang” til demokrati, der efterlod diktaturets statsapparat intakt. Udover det, er anklagerne om oprør ikke berettigede, da det skal involvere en “voldelig opstand”, hvilket aldrig fandt sted.
De catalanske borgerlige og småborgerlige politikere er gået ganske langt i deres opposition til den spanske, men de har gjort det modvilligt og kun tvunget frem af en kombination af den spanske stats afvisning af nogen som helst indrømmelser og presset fra masserne trængte ind på den politiske scene (20. september, 1. og 3. oktober).
Dette stemmer fuldstændig overens med de borgerlige og småborgerlige politikeres karakter, som vi har advaret om igen og igen. Udøvelsen af retten til selvbestemmelse er i de konkrete spanske omstændigheder en revolutionær opgave der kun kan opnås gennem revolutionære midler (eller som biprodukt af en revolutionær bevægelse). Det er det sidste lederne af PDECAT har lyst til, og ledelsen af ERC har ageret som et vedhæng til PDECAT (selvom ERC i virkeligheden har tre gange så mange vælgere som PDECAT).
Disse borgerlige og småborgerlige nationalisters attitude passer fuldstændig på Marx’ ord fra hans “Attende Brumaire”:
”Hvis man tog sigte på en virkelig kamp, så var det originalt at nedlægge de våben, som den måtte føres med. Men småborgernes og deres demokratiske repræsentanters revolutionære trusler er kun forsøg på at sætte skræk i fjenden. Og når de så har forvildet sig ud i en blindgade, når de har kompromitteret sig så meget, at de er nødt til at gennemføre deres trusler, så sker det på en tvetydig måde, som ikke skyer noget mere end netop de midler, der fører til målet, og som jager efter påskud til at bukke under. Den smældende ouverture, som kundgjorde kampen, svinder hen i en forsagt knurren, så snart kampen skal begynde, skuespillerne holder op med at tage sig selv alvorligt, og handlingen falder fuldstændig sammen som en luftfyldt ballon, som man stikker en nål i.”
Det skal siges, at ingen til venstre for JxSi har gjort noget for at organisere forsvaret af Den Catalanske Republik på gaderne gennem massemobilisering, ulydighed og styrkelse af Komitéerne til Forsvar for Afstemningen. Arbejdere ved catalanske statsmedier har allerede advaret om, at de ikke vil godtage nogen påtvungne ledere. Den største fagforening for offentligt ansatte skolelærere i Catalonien, USTEC-STEs, har også svoret at stå imod ingriben i uddannelsessystemet. Den største fagforening for statsansatte (CATAC) har også afvist paragraf 155, men har dog ikke opfordret til civil ulydighed. Muligheden for en kamp for republikken var der tydeligvis. Hvis den catalanske regering havde opført sig mere bestemt og havde opfordret masserne til at forsvare republikken, kunne der have været en rigtig kamp som vi ikke kan sige hvem ville have vundet. Dette er synspunket som de spanske marxister fra Lucha de Clases og de catalanske marxister i Revolució fremstillede over weekenden.
Desværre var selv CUP, det ellers mest konsistente og venstreorienterede parti af partierne for uafhængighed, for det meste stille og gav ingen retningslinjer eller udviste lederskab i bevægelsen. Selv i ugen op til udråbelsen havde de travlt med diskussioner med JxSi om taktik, frem for faktisk at opfordre masserne til at agere. Deres parole var god: “Brød, bolig og arbejde – Republik nu”, og de spillede en stor rolle i stiftelsen af Forsvarskommiteerne og disses nationale koordinering. De manglede dog en strategi til at overtage ledelsen af bevægelsen, og de endte med mest af alt bare at reagere ud fra beslutningerne taget af den catalanske regering.
Der er klare lektioner der kan drages fra dette. Kampen for retten til selvbestemmelse og en catalansk republik, kan kun opnås med revolutionære midler gennem massemobilisering. Det kan derfor ikke lade sig gøre under ledelse af de småborgerlige politikere, men kun under arbejderklassens ledelse. For at dette kan blive muligt, kan vi ikke lade os begrænse til en kamp for demokratiske og nationale rettigheder, disse skal være tæt knyttet til sociale krav der kun kan opnås gennem ekspropriering af kapitalistklassen. Eftersom kampen for en catalansk republik truer hele 1978 regimets eksistens, bør den søge at oprette alliancer med den spanske arbejderklasse. Disse idéer kan opsummeres i den parole vi vi har fremført: For en catalansk socialistisk republik, som en gnist til den iberiske revolution.
Denne artikel blev oprindeligt bragt på marxist.com den 30. oktober 2017.
