“En revolutionær bevægelse, der kan yde væbnet modstand mod forsøg på at genoprette det gamle system, og som tvinger ophavsmændene til sådanne forsøg til at tilkalde fremmed hjælp – en sådan bevægelse kan ikke ødelægges.” Lenin.

Arbejdernes, soldaternes, bøndernes og de studerendes opstand i Albanien er en kilde til inspiration for arbejderklassen og ungdommen over hele verden. Den er et kraftfuldt svar til alle de kynikere, kujoner og skeptikere, som ikke troede på det revolutionære potentiale i arbejderklassen. Efter årtier med den mest grusomme undertrykkelse – først under den italienske fascisme, så under tysk besættelse og så et halvt århundrede under verdens mest forfærdelige stalinistiske totalitære regime – har de albanske arbejdere vist sig i stand til at rejse sig imod deres undertrykkere, med våben i hånd. I denne eksemplariske kamp har vi været vidner til, at alle de klassiske metoder for proletarisk revolution er genopstået – generalstrejken og det væbnede oprør. I scener som uvægerligt minder os om juli revolutionen i 1936 i Barcelona, kastede mænd og kvinder, unge og gamle sig ud i kamp. Kun bevæbnede med kæppe og knive angreb de hærens barakker og det frygtede hemmelige politi (Shik). Det er åbenlyst, at de menige soldater ikke blot undlod at kæmpe imod, men selv overlod deres våben til folket og i de fleste tilfælde sluttede sig til oprøret. Den samme scene blev gentaget i by efter by.

Lige fra begyndelsen har massemedierne – de løgnere overklassen har hyret – prøvet at give det indtryk, at bevægelsen i Albanien bestod af bandemedlemmer fra mafiaen, narkotikahandlere og småkriminelle. Dette er et totalt vrængbillede. De selv samme damer og herrer, som ynder at tale om “demokrati” og “ytringsfrihed” lyver tykt, når de møder en virkelig massebevægelse, om det så er en lokalstrejke eller en revolution i Albanien.

De såkaldte vestlige demokratiers hykleri – og deres presses – blev afsløret, i og med at de forblev tavse omkring Sali Berishas pro-borgerlige regimes forbrydelser og anti-demokratiske karakter. Alle vidste, at der blev svindlet ved valgene i Albanien i maj 1996, ligesom der blev ved byrådsvalgene i oktober. Det var der ikke et ord om i medierne. Denne taktfulde tavshed kan sammenlignes med deres holdning i forbindelse med byrådsvalgene i Serbien, hvor de skreg op om svindel. De støttede åbent oppositionen i Serbien, men sagde ingenting om oppositionen i Albanien, som brutalt blev holdt nede af “demokraten” Berishas politi, når de prøvede at protestere mod valgsvindelen. Forskellen er åbenlys. Mens oppositionen i Serbien har en pro-kapitalistisk karakter, var ledelsen i den albanske opposition i hænderne på Socialistpartiet (det tidligere Kommunist parti). Netop på grund af denne tavse sammensværgelse, tog eksplosionen i Albanien de fleste på sengen.

For kapitalistiske observatører synes begivenhederne i Albanien at være en slags grusom vildfarelse. Men faktisk har bevægelsen sin helt egen logik, som har rødder i hele den sidste periode. Hvad der her – som under enhver revolution – chokerer borgerskabet, er massernes direkte deltagelse. Samfundet er ikke længere i sikre hænder hos politikere, bureaukrater, officerer, dommere og politi. Der er, hvad de kalder “kaos” og “anarki”. Sådanne situationer er på grund af selve deres natur sjældne. De opstår kun, når masserne beslutter, at de ikke kan tolerere den måde, samfundet fungerer på, at “det ikke kan fortsætte på denne måde”. Dette svarer til, at samfundet er på “det kritiske stadie,” som man kender det fra fysikken. De gamle bånd kan ikke længere holde sammen på samfundet – rutine, tradition, vanen med at underkaste sig autoriteten i alle dens former, det hele falder sammen. Menneskene er tvunget til at se tingene i øjnene, at tage deres liv i egne hænder, det vil sige, at hæve sig op til det niveau, bevidste og aktive levende væsner befinder sig på, til forskel fra slaver. Det er, hvad en revolution er.

Den preussiske Kong Frederik den Store sagde engang, imens han inspicerede sine tropper: “Vi er fortabt, når disse bajonetter begynder at tænke”. At forestille sig, at almindelige mænd og kvinder bevæbner sig selv for at bekæmpe deres undertrykkere fylder borgerskabet med frygt. Det var ikke meningen, at disse ting skulle ske i Europa i det 20. århundredes. sidste årti. Det var meningen, at stalinismens fald skulle have lagt revolutionens spøgelse til at sove for altid. Men nu, kun få år efter, er revolutionen igen på dagsordenen. Trotskij forklarer essensen af en revolution med følgende vendinger: “En revolutions mest klare træk er massernes direkte indblanding i historiske begivenheder. Under normale omstændigheder hæver staten, om det så er en monarkisk eller demokratisk stat, sig op over nationen, og historien skabes af specialister inden for området – konger, ministre, bureaukrater, parlamentarikere og journalister. Men i de skæbnesvangre øjeblikke, hvor den gamle orden ikke længere tolereres af masserne, bryder disse de barrierer, der udelukker dem fra den politiske arena, skubber deres traditionelle repræsentanter væk og skaber ved egen indblanding grundlaget for et nyt styre. Hvorvidt dette er godt eller skidt, lader vi moralisterne om at bedømme. Vi selv vil tage fakta sådan, som de er givet ud fra det objektive udviklingsforløb. En revolutions historie er for os først og fremmest en historie om massernes med magt gennemtvungne indtrængen på det område, hvorfra deres egen skæbne styres.” (Trotskij, History of the Russian Revolution, side 17.)

Selvfølgelig er en revolution altid den sidste udvej. Det er ikke noget, masserne let foretager sig. Længe før dette vil de undersøge alle andre veje, idet de først udtømmer de muligheder, der synes dem at være forbundet med mindst modstand. Disse andre udveje kan have forskellige former – reformisme i dens forskellige forklædninger, økonomisk kamp, eller endda – hvilket er en ganske særlig variant – at investere deres livsopsparing i pyramidespil, som i Albanien. Dette er alt sammen forsøg på at løse svære problemer under den eksisterende samfundsorden. Men når de bryder sammen (og i Albanien kom sammenbruddet på en yderst iøjnefaldende måde), begynder mænd og kvinder at sætte spørgsmålstegn ved selve den grundlæggende ide bag det eksisterende samfund. Der er intet andet at gøre end at prøve at ændre samfundet fra top til bund. Hvis et revolutionært parti og en ledelse på forhånd er skabt, og de har tilstrækkeligt med rødder i masserne, kan denne kamp være relativt kort og problemfri, som det var tilfældet i Rusland i 1917. Uden en sådan ledelse vil det være sværere, med flere tilskadekomne og mere kaos. Men, med eller uden et sådant parti, er kampen om magten uundgåelig, når først det kritiske punkt er nået. At jamre over de kaotiske elementer, som dette indeholder, at overdrive de vildfarelser, “udskejelser” og den forvirring, der uundgåeligt vil opstå i et undertrykt folk, der uden hjælp kæmper for at kaste slaveriets åg af sig, er kun en Pontius Pilatus eller en, der er endnu værre, værdig. Udover at der var en massiv misinformationskampagne i medierne, blev arbejdernes holdning i andre lande også påvirket af den generelle mangel på viden om dette lille land med 3,4 mio. indbyggere i udkanten af Europa, som så længe har været isoleret fra resten af verden. Desuden har bevægelsen i Albanien en række andre mærkværdigheder. Som altid formes massernes bevidsthed ikke blot af den nuværende økonomiske og politiske situation, men af hele historien, traditionerne og folkets kulturelle fortid. Disse faktorer vejer tungere på albanerne end på de fleste andre folk, grundet et unikt sammenfald af omstændigheder. Mens krigen rasede i ex-Jugoslavien, var verdens øjne rettet væk fra det, der syntes at være et afsides hjørne. Men den første lære af hændelserne i Albanien er, at der ikke findes nogle stabile regimer, hverken på Balkan eller nogle andre steder i verden. Det, der er ved at ske i Albanien, viser fremtiden for mange andre lande som i et spejl. I særdeleshed vil virkningen på resten af Balkan være uforudsigelig. Vi er på et nyt og eksplosivt stadie i verdenshistorien.

Hvem er albanerne?

Det albanske folk har en usædvanlig historie. De er hverken grækere eller slavere, men udgør et vigtigt etnisk og sprogligt mindretal på Balkan. Albansk udgør en separat gren af den indoeuropæiske sproggruppe, og tales af omkring fem millioner mennesker i Albanien, det tidligere Jugoslavien, Grækenland og andre steder. Rent faktisk er de efter nogle forskeres mening, hvis man ser helt tilbage, efterkommere af illyrerne, et af de mange ikke-græske folk, som beboede Balkan ned til den nordlige del af Grækenland, længe før man begyndte at nedskrive historien. Men mens andre oldtidsfolk, som trakerne eller makedonerne, forsvandt som et resultat af gentagne barbariske invasioner efter romerrigets sammenbrud, blev albanerne reddet af deres bjergfæstninger, deres krigerånd og deres fattigdom, hvilket alt sammen afskrækkede eventuelle angribere. En meget lignende situation forklarer den kendsgerning, at et andet oldtidsfolk og unikt sprogligt mindretal, nemlig baskerne, har kunnet overleve. Der er to forskellige albanske dialekter, én der tales i nord (toskisk) og én i syd (ghegisk). Forskellene mellem nord og syd (hvor der er et stort græsk mindretal) er igen kommet i forgrunden på grund af Berishas forsøg på at spille de to grupper ud mod hinanden (Berisha er nordlænding af oprindelse).

Det er det perfekte land til guerrillakrig, der er mange bjerge og meget skov. Selvom Albanien af navn var en del af det byzantinske og senere af det osmanniske (tyrkiske) rige, har bjergstammerne altid været meget uafhængige, og det centrale styre har aldrig været helt effektivt. Det er umuligt at forstå historien uden at holde fast ved det faktum, at for det meste af tiden har Albanien været en lille nation, der har kæmpet for at beholde sin nationale identitet. Under det osmanniske rige fra 1467 til 1912 var albanernes forhold til de tyrkiske herskere anderledes end andre balkanfolks. Dette faktum kan forklares v.h.a. den oldgamle frygt for at blive opslugt af grækerne eller serberne.

Som følge heraf nød de en relativt privilegeret status med en vis grad af autonomi, som blev nægtet deres græske og slaviske naboer. Mange konverterede til islam. Sultanens bodyguard i Konstantinopel bestod af albanske krigere. Forklaringen er, at tyrkernes beskyttelse forhindrede dem i at blive slugt af deres mere magtfulde naboer. Dette er et konstant tilbagevendende emne i den albanske udenrigspolitik – søgen efter en magtfuld udenlandsk “beskytter” som kunne forhindre Grækenland og Serbien i at dominere Albanien. Men en sådan “beskyttelse” betød uundgåeligt, at Albanien konstant var under en eller anden stormagts nåde. Dets såkaldte uafhængighed var ikke det papir værd, det var skrevet på.

Albanien var den sidste nation på Balkan, der vandt sin selvstændighed fra det osmanniske rige, og som etablerede sig som en uafhængig stat – det skete i 1912 som et resultat af den 2. balkankrig. Men det sejrende græske og serbiske borgerskab tog store bidder af det albanske territorium, og plantede herved frøene til nye konflikte, der stadig venter på at blive løst. Det moderne Albanien stammer fra den 29. juli 1913, da blev de tidligere albanske provinser i det tyrkiske imperium erklæret for et neutralt selvstyrende fyrstedømme under en udenlandsk konge, der blev indsat af de europæiske magter – det var Prins William af Wien. Londonkonferencen besluttede også, hvor de albanske grænser skulle trækkes. Resultatet blev en halv stat, da halvdelen af befolkningen og deres territorier blev efterladt på den anden side af grænsen, i Kosovo, i det nuværende Makedonien, og i den nordlige del af Grækenland. Den efterfølgende historie har ikke været fredsommelig. Efter 1. Verdenskrig holdt den albanske stat kun 15 år i konstant tumult, indtil de italienske fascister invaderede det i 1939.

Under 1. Verdenskrig blev Albanien løbet over ende af syv forskellige hære og undgik kun lige akkurat at blive delt. Italiens krav om myndighed over Vlore og det centrale Albanien (i overensstemmelse med den hemmelige traktat fra London 1915) blev afslået på fredskonferencen, og de italienske tropper, der havde besat landet, måtte trække sig tilbage, og i december 1920 blev Albanien medlem af Folkenes Forbund (FF), et “sammenrend af røvere”, som Lenin kaldte det. Ligesom FN i dag, talte FF dengang en del om fred og humanitær hjælp, men var i virkeligheden domineret af de største imperialistiske magter, som blot brugte FF som skjul for deres egne interesser. Medlemsskabet af FF kunne ikke redde Albanien eller nogen af de andre små nationer, hvis selvbestemmelse det var meningen, at det skulle have sørget for at sikre. Sådanne organisationer er i bedste fald kun i stand til at afgøre underordnede stridigheder mellem imperialisterne, men har intet at skulle have sagt, når fundamentale interesser er på spil.

Albaniens grænser blev endeligt fastlagt ved ambassadørkonferencen den 9. november 1921 efter en tovtrækning mellem Italien og Jugoslavien og en lang hård strid med Grækenland. Fra da af var der to betragtninger, der bestemte Albaniens politik: behovet for at opnå udlandslån til økonomisk og administrativ udvikling og bibeholdelsen af selvstændighed. Disse to betingelser udelukkede gensidigt hinanden. Fra 1926 til 1939 var landet i realiteten afhængigt af Italien. Dette skyldtes dets nøgleposition i forhold til Adriaterhavet. Men når Albanien ikke mistede sin uafhængighed totalt før 1939, så skyldes det, at det var vigtigt for Jugoslavien og Grækenland og andre, ikke-balkanske, magter, at det blev bevaret som nation. Som med alle de andre små Balkanske nationer lykkedes det ikke at blive selvbestemmende.

Det svage albanske borgerskab var ikke i stand til at løse en eneste af de demokratiske opgaver. En såkaldt demokratisk regering styrede landet under et regeringsråd fra 1920-24; i 1925 blev landet erklæret for en republik efter en opstand, der blev ledet af den landsforviste Ahmed Bey Zogu, som havde været den mest fremtrædende person i albansk politik siden 1. verdenskrig, og som blev landets første præsident. 1. september 1928 blev han enstemmigt udråbt som Zog I, konge af Albanien, af en grundlovgivende forsamling. Det skulle have været et konstitutionelt monarki og en uafhængig stat. Men det var ingen af delene. Regeringen var i hænderne på Kong Zog og hans nærmeste klike (Bektashi Beys). Landet domineredes af imperialistiske magter, fortrinsvis Italien, men i et vist omfang også Storbritannien, som havde interesser i Grækenland og Cypern i forbindelse med forsvaret af Suezkanalen som adgang til Indien. Mellem 1925 og 1928 blev der indført almindelig værnepligt, og italienske officerer overtog uddannelsen af hæren; Gendarmeriet blev lagt om under de britiske officerer og befolkningen blev afvæbnet. Kong Zog var dybt afhængig af lån og finansiering fra Italien. Den albanske nationalbank var i hænderne på de italienske kapitalister.

Til trods for at Kong Zog proklamerede, at hans mål var “veje, landbrugsudvikling og den rette form for uddannelse”, så forblev landet i praksis underudviklet, med en stor del af befolkningen som analfabeter. Fra 1925 og frem strammede Italien mere og mere sit greb om landet. I 1926 stod Zog over for et omfattende oprør, og bad derfor Mussolini om assistance, som også blev ydet – for en vis pris. Tirana-traktaten fra november 1926 forseglede Albaniens ydmygende afhængighedsforhold til Italien. Traktaten fastslog i en note, at Italien havde ret til at gribe ind i Albaniens udenrigs- og indenrigsanliggender, når som helst de ønskede det. Dette, plus den såkaldte Forsvarsalliancetraktat, forberedte den italienske invasion 7. april 1939, en af de begivenheder, der førte til 2. verdenskrig.

Under besættelsen kæmpede de albanske partisaner heroisk i Titos hær. Men efter nazismens nederlag indvilligede Stalin i at tillade Tito at lade Albanien indlemme i Jugoslavien. Under en sund arbejderstat ville dette have været muligt som en del af en demokratisk socialistisk føderation på Balkan. Dette forudsætter en frivillig sammenslutning af folkene til alles fordel. Ved at slå kræfterne sammen om en fælles produktionsplan under arbejdernes demokratiske ledelse og kontrol, ville enhver nation og nationalt mindretal blive garanteret den højest mulige grad af selvbestemmelse i egne sager, sproglig og kulturel ligestilling, på baggrund af virkelige broderlige relationer. Men under stalinismen gjorde hver nations bureaukrati alt, hvad de kunne, for at fremme egne interesser på de andres bekostning. Under disse forhold ville en union sammen med Jugoslavien have betydet, at Albanien ville være blevet underordnet den herskende bureaukratiske kaste i Beograd.

Heldigvis for de albanske stalinistiske ledere kom bruddet mellem Tito og Stalin lige i rette tid. Enver Hoxha støttede hurtigt Moskva mod Beograd og afbrød enhver forbindelse til Jugoslavien. I tilfældet med Albanien antog teorien om socialisme i ét land ekstreme former, fordi den ledende elite i Tirana var besat af at isolere sig fra Serbien og Grækenland. Men ideen om, at et lille land med kun 3 millioner indbyggere skulle opbygge sin egen industri i komplet isolation, var endnu mere vanvittig end i alle andre landes tilfælde. Kun russernes (og senere kinesernes) bistand holdt dem oven vande for en tid. Albaniens dybtvandshavne blev brugt som russiske søværnsbaser, indtil der opstod splid med Moskva. Den egentlige forklaring herpå var naturligvis optøningen af det sovjet-jugoslaviske forhold efter Stalins død. Albanien brød snart med Rusland og blev en satellit for Kina, som havde den fordel, at det lå endnu længere væk end Sovjet og desuden var en bitter fjende af den “jugoslaviske revisionisme”. Skønt det kinesiske bureaukrati ikke var i stand til at konkurrere med Moskva i at give bistand for at få udenlandske støtter, var Albanien så lille og fattigt et land, at selv små beløb strakte langt. Men da Kina begyndte at indlede forhandlinger med Jugoslavien i 1978, blev Tirana tvunget til at bryde med Beijing og trække sig tilbage til næsten fuldstændig isolation, hvilket havde katastrofale konsekvenser. Økonomisk ruin og generel forarmelse fulgte herefter.

Kapitalismens fallit

I 1990 faldt de stalinistiske regimer sammen som et korthus. Generel elendighed skabte desperation. I juni 1990 tog tusinder af albanere kontakt til udenlandske ambassader for at søge om politisk asyl. Efter dette vedtog parlamentet en bestemmelse der tillod albanere at rejse uden for landet. Følgerne blev, at mere end 20.000 albanere forlod landet i dårligt byggede både med kurs mod Italien. Endnu 50.000 krydsede grænsen mod syd, og kom illegalt ind i Grækenland. I 1991 vandt de tidligere stalinister landets første valg og skiftede fire måneder senere navn til Socialistpartiet. Det Demokratiske Parti, ledet af Sali Berisha, vandt det andet valg i marts 1992. I april samme år valgte parlamentet ham som præsident. Han indledte sin regeringsperiode med blandt andet en plan for total privatisering af den ruinerede økonomi, hvilket blev støttet med udenlandsk bistand. EU, navnlig Tyskland og Italien (begge med et håb om at mase sig ind på Balkan) tilbød 500 millioner dollars i lån, men til trods for en stor økonomisk vækst siden 1993 blev den albanske økonomi ved med at være forarmet.

Bistanden fra EU endte i lommerne på spekulanter, svindlere og så selvfølgelig det herskende Demokratiske Parti, mens den nedkørte infrastruktur og industri hungrede efter investeringer. Velfærd for de få, fattigdom for flertallet – det var sådan, Albanien var – ligesom de andre tidligere stalinistiske stater. Til trods for storstilede planer om udvikling af landets infrastruktur, er denne hurtigt gået i forfald, mens rigdommene har samlet sig i de fås uærlige lommer.

De vestlige regeringer støttede Berisha, fordi han, selvom han var tidligere stalinist, var ivrig fortaler for det “frie marked.” Så sent som den 11. marts udkom “Wall Street Journal” med en artikel, der lovpriste Berisha, og som gjorde selv de mest forhærdede vestlige journalister til skamme med sin blanding af løgne og uvidenhed: “I tirsdags udkom “Wall Street Journal” med en ledende artikel, der kunne tage mælet fra enhver med sin totale uvidenhed og ideologiske skælden-ud. Den hævdede, at der ikke var “nogen pålidelige beviser på valgfusk” ved valgene sidste maj, selvom rapporten fra OCSE klart og tydeligt omtaler dette. Og den beskrev Berisha som en medicinmand, “ikke nogen kommunistisk apparatchik,” selvom han var sekretær for det gamle Arbejderparti [stalinisternes parti] i mere end 20 år og tjente som livlæge i Enver Hoxhas omhyggeligt bevogtede inderkreds.” (The Independent, 14/3/97).

To erfarne politikere, der repræsenterer de europæiske konservative, Alois Mock fra The European Democratic Union og Klaus Welle fra The European Christian Democrats, dukkede for kun en måned siden op til det Demokratiske Partis store møde før valget og roste Berisha, fordi han sikrede freden på det sydlige Balkan. Få dage senere kaldte Pierre Lellouche, rådgiver for den franske præsident Jacques Chirac, ham for et stort håb for “demokrati, frihed og fremgang”. Præsidenten for Europarådets parlamentariske forsamling, Leni Fischer, gik endda så langt som til at rose den meget omstridte lov, som forbyder folk, der tidligere samarbejdede med kommunisttidens hemmelige politi, at søge offentlige stillinger. Loven er blevet kritiseret i brede kredse, fordi den giver det Demokratiske Parti magt til at forvise sine modstandere uden nogen almindelig retslig proces.

Det internationale borgerskab, som nu er åh-så-bestyrtede over Berishas forbrydelser, bakkede ham fuldstændigt op. Borgerlige politikere fra alle de europæiske regeringer, for ikke at nævne USA, stod i kø for at give komplimenter til denne store demokrat. Det ser heller ikke ud til, at de gik derfra tomhændede. Det er kommet frem, at førende medlemmer af det engelske Konservative Parti, som bakkede Berisha entusiastisk op, blev belønnet med overdådige gaver, hvoraf nogle var stjålet fra albanske museer af “deres mand i Tirana”. Så sent som 8. marts, da Berisha regimet var på sammenbruddets rand, havde The Economist utroligt nok stadig noget godt at sige om ham:

“Siden Berisha og hans højreorienterede Demokratiske Parti vandt magten ved valgene i 1992, efter et halvt århundrede med det mest grusomme diktatur i Østeuropa, er det gået hurtigt fremad, selvfølgelig stadig med visse huller. Albaniens isolation blev brudt. Jorden blev privatiseret, store statsvirksomheder blev solgt eller nedlagt, små virksomheder begyndte at spire frem, og politik og religion blev sat fri. Selvom det var på den mest stenede grund, var væksten (omend også med meget svindel) den hurtigste af alle i de tidligere kommunistiske lande. På udenlandsfronten, gjorde Berisha det fornuftigt nok klart, at trods store og urolige albanske etniske minoriteter i Serbien og Makedonien, så ville Albanien på behørig vis holde sig ude af det balkanske tumult. Især amerikanerne bakkede Albanien og Berisha op som et mønster på stabilitet.”

Bare få uger før oprøret i Sydalbanien forsøgte et populært Tv-program i Italien at portrættere Albanien som noget lignende de asiatiske tigerøkonomier! På denne måde bedrager borgerskabets kommentatorer sig selv og alle andre med hensyn til de “nye økonomier i udvikling” – og det gælder ikke bare Albanien. Men sandheden var meget anderledes end de lyse udsigter til økonomisk sundhed, der blev tegnet af The Economist. Den virkelige situation blev af en italiensk journalist beskrevet som følger:

“En ikke-økonomi bygget på en ekstremt tilbagestående landbrugssektor, en ikke eksisterende industriel sektor og en servicesektor, der aldrig er kommet i gang. I 1991 levede 66% af befolkningen på landet med en tilbagestående landbrugssektor. Mellem 1991 og 1993, som var årene lige efter regimets fald, var der en meget dyb krise som skubbede befolkningen langt ned under eksistensgrænsen…. I de efterfølgende tre år (1993-95) var der kraftig vækst, tæt på 10% pr. år; men det skal gøres klart, at disse tal skal fortolkes med megen forsigtighed. Der er intet system til at indhente data, ligesom der heller ikke er et nationalregnskab som kan definere økonomiens struktur… De penge, emigranter sender tilbage – der er 500.000 albanere, der arbejder udenlands – og international hjælp, det er det, der har givet økonomien et vist skub, uden at det dog i virkeligheden har udviklet økonomien.” (II Sole-24 Ore, 5/3/97)

Albanien er sandsynligvis det fattigste og mindst udviklede land i hele Europa. 55% af befolkningen arbejder i landbrugssektoren, i sammenligning med f.eks. Grækenland, et af de mest tilbagestående lande i Europa, hvor kun 20% arbejder indenfor landbruget. Disse tal afspejler ikke situationen før stalinismens fald, da mange arbejdere er blevet tvunget tilbage på landet for at overleve. Hovedparten af befolkningen består af fattige bønder, eller – mere præcist – landproletarer. Industriproletariatet er blevet stærkt reduceret, trods at udvindingssindustrierne (olie og krom) fortsat er vigtige, og der er et stort antal af små virksomheder, som er kommet frem i den sidste periode, hvor arbejderne arbejder mange timer dagligt under usle arbejdsforhold og til en ussel løn. Udnyttelsen af produktivitetskapaciteten er faldet til 10%. Dette betyder at hele brancher i den gamle industri står stille eller er lukket. Gennemsnitsindkomsten pr. person er 360$ om året. Der er 400.000 arbejdsløse ud af en befolkning på 3,4 millioner. Men som den borgerlige finansavis II Sole-24 Ore fastslog, er det vanskeligt at skaffe troværdige tal over Albaniens økonomi. Tilsyneladende er der ca. 500 nye firmaer, der er blevet åbnet af italienske forretningsmænd, og som har beskæftiget 50.000 arbejdere. Så det, vi ser, er et generelt sammenbrud i økonomien samtidig med, at en minoritet bliver rig på baggrund af billig arbejdskraft.

Der har været en begrænset mængde udenlandske investeringer, som udnyttede de jammerligt lave lønninger. Italien, Tyskland og Grækenland er – i den rækkefølge – hovedinvestorerne. Tysk kapital har overtaget de væsentligste kromminer og er delvist involveret i infrastrukturen. Italiensk og græsk kapital findes dels i små selskaber (tekstil mv.) og dels i byggesektoren. De fleste statsejede industrier, der eksisterede før, er ødelagt. Resultatet heraf blev en arbejdsløshed, der ikke kan opsuges af de små private koncerner. Mens nogle mennesker således har masser af penge, er de fleste blevet tvunget til blot at få det til at løbe rundt bedst muligt. Resultatet er blevet, at et helt befolkningslag er tvunget til at søge at tjene til livets opretholdelse i den sorte økonomi, som er vokset frem omkring narkohandlen, smuglingen (særligt sanktionsbrydende oliehandel med Serbien under krigen i Bosnien) og så videre.

Selv hvor der har været vækst, har det været på arbejderklassens bekostning. De udenlandske kapitalisters holdning til albanerne er en, der giver udtryk for national – ja man fristes til at sige racistisk – overlegenhed. Vi har et interessant eksempel på forholdet mellem disse italienske gangsterkapitalister og den lokale befolkning. En af de industrier, der er blevet eksporteret til Albanien fra Italien, er sko- og tekstilindustrien, hvor kvinderne er i flertal blandt arbejderne. I Albanien er tusinder af kvinder beskæftiget i denne sektor, hvor de på en seksdags arbejdsuge tjener 12£ netto. Alt i alt er produktionsomkostningerne for de italienske kapitalister, der investerer i Albanien, halvdelen af, hvad de er i Italien. Avisen La Stampa reporterede tilbage i oktober (2/10/96) om de forhold, der arbejdes under på disse virksomheder. Artiklen refererede en kapitalist fra Albaco Shoes, som sagde:

“Det krævede en del arbejde at vænne dem til at sidde stille i syv timer…men nu er deres produktivitet 80% af de italienske kvinders, til 12 £ om ugen”. Den samme forretningsdrivende tilføjede: “Jeg føler mig 20 år yngre. Jeg er lærer for disse piger, som da jeg ankom havde behårede ben, men nu har de alle rød læbestift på som et symbol på deres frigørelse…når du har smagt en albansk kvinde, vender du aldrig tilbage derfra”. En anden kapitalist, en vis Hr. Cortellino far The Cofra Company fra Barletta (Italien), sagde: “Lad os slå én ting fast, disse kvinder kaster sig over os, fordi de albanske mænd, som kun spiser brød med løg, ikke tilfredsstiller dem ligesom de velplejede europæere. Men de er beskidte og grimme. Jeg har en kollega, som tog en af sine 300 kvindelige arbejdere. Han satte hende på diæt, gjorde hende pæn, gav hende pænt tøj på, og nu tager han hende med overalt.” Få dage efter at disse interviews blev udgivet, organiserede de selv samme arbejdere en 48 timer lang strejke. Produktionen lå stille, og de italienske kapitalister følte sig straks mindre sikre. De kunne mærke lokalbefolkningens fjendtlighed. Som et resultat bad noget af det italienske personale, der var ansat på fabrikken, om at blive forflyttet et andet sted hen. Denne ene hændelse alene viser, at processen allerede var i gang. Den afslører den albanske arbejderklasses virkelige holdning til de italienske arbejdsgivere. Hvis vi hertil tilføjer den omsiggribende fattigdom og det tab af livsopsparingen, som en stor gruppe familier har oplevet, kan vi forstå baggrunden for eksplosionen.

En forbryderregering

Befolkningen har lært en bitter lektie om, hvad kapitalisme går ud på. Selv før var Albanien et fattigt land. Men fortidens problemer er intet sammenlignet med de økonomiske katastrofer, som var resultatet af forsøget på at genindføre kapitalismen. I løbet af en femårsperiode er det meste af industrien blevet smadret. Ifølge officielle tal er der 400.000 arbejdsløse, men i virkeligheden er situationen langt værre. Forarmelsen er total. Her ser vi igen en kvalmende skinhellighed hos Vestens medier. De prøver at fremstille det albanske folk som forbrydere, narkotikasælgere, smuglere osv. Det de ikke forklarer er, hvordan den spirende kapitalistklasse i Albanien, som entusiastisk bakkes op af de vestlige regeringer og IMF, har ødelagt landets industrielle grundlag og forvandlet en masse mennesker til tiggere. Under sådanne forhold er det ikke overraskende, at mennesker blot bedst muligt prøver at overleve. Massernes desperation blev set i masseudvandringen af flygtninge efter 1990, hvor titusinder af fattige mennesker satte deres liv på spil i små både og på farlige bjergstier for at finde arbejde og skaffe brød til deres familier. Det er på grund af de albanske gangsterkapitalister og deres europæiske og amerikanske støtter, at den slags forhold opstår. Berishas valgslogan – “med mig vinder vi alle” – blev i den folkelige bevidsthed lavet om til “med mig bliver vi alle flået”. Befolkningens vrede sigter imod den nye klasse af millionærer og regeringen, der består af slyngler og tyve.

Det, der bedst anskueliggør situationen, er den måde, pyramidespillene dominerede økonomien på. I desperation investerede et stort antal ringe stillede mennesker deres begrænsede opsparing i, hvad der viste sig at være et stort bedrageri. Det er tydeligt, at regeringen og Berishas parti var dybt involverede i svindlen. Men hvorfor investerede så mange mennesker i disse spil? Mange af de albanske familier er afhængige af de penge, de får af familiemedlemmer, som arbejder i udlandet. Albanere, der som regel arbejder under skrækkelige forhold som udbyttede arbejdere i Grækenland og Italien, skraber penge sammen fra deres lave lønninger og sender dem til deres familie. Derfor virkede garantien om et stort udbytte fra opsparingerne uimodståelig for mange familier. Dette er rent faktisk et symptom på desperation, på samme måde som når fattige mennesker i Storbritannien og andre lande bruger mange penge på tips, spil og lotteri. I USA i tiden med desperation eksisterede der også tilsvarende pyramidespil, som tiltrak penge fra mindre investorer, som også blev flået.

Dråben, der fik det noksom bekendte bæger til at løbe over, var da de finansfirmaer, der lovede renter på op til 100% pr. måned til dem, der investerede deres opsparinger, gik bankerot. I december 1996 brød pyramidespillene sammen. Alle ejerne, bortset fra Alimucaj, er på nuværende tidspunkt i fængsel. Titusinder af albanere havde solgt alle deres ejendele, inklusiv deres hjem, for at investere deres penge på konti hos disse bedragere. De har mistet alt. Menneskene der er ansvarlige for dette bedrageri tilhører alle kliken omkring præsident Berisha. En måned med protester og massedemonstrationer i Albanien, vel at mærke alt sammen noget der gik uden om oppositionspartierne, resulterede i mange dødsofre på politiets samvittighed og førte i sidste ende til, at befolkningens tålmodighed ophørte.

Typisk nok fik IMF, som altid har vist sig at være en nådesløs kritiker af regeringer, som følger en “økonomisk uansvarlig politik” (som regel i forbindelse med at der ofres penge på social service og velfærd), et pludseligt angreb af nærsynethed i forbindelse med de økonomiske skader i Albanien. Det følgende uddrag er fra en artikel i den albanske presse, som havde titlen “IMF, en medskyldig i udlåning af penge”:

“Det var først i september sidste år, da de albanske pyramider begærligt havde slugt alle de albanske opsparinger, hvilket beløb sig til ca. 1.200 millioner $, at generaldirektøren for IMF, Michael Camdessus, skrev til præsident Berisha for at advare ham om de katastrofale konsekvenser, som på det tidspunkt var uundgåelige. Pyramiderne havde på det tidspunkt absorberet 3/4 af landets penge og tilintetgjort enhver mulighed for seriøse investeringer. IMF håbede, at et land, som de havde givet så megen omtale, ville kunne beherske situationen, men de kunne måske ikke se, at Berisha havde forbundet sin politiske fremtid med pengeudlånernes afgørelse. IMF foretrak at lade være med at udtale sig offentligt for Berisha og Meksis skyld og pga. den iver som disse, IMFs gode elever, havde udvist” (Tirana Koha Jone, 29/1/97).

De respekterede habitklædte IMF-herrers medskyldighed synes at være endnu større end dette. En tysk kommentator, F. Münzel, påpeger, at IMF i sin iver efter at støtte Berisha og hjælpe “det frie marked” frem i Albanien, faktisk bremsede for lovgivning der ville havde standset pyramideskandalen:

De albanske pyramidespils succes, skriver han, forklares ofte med dumhed eller korruption eller ligefrem galskab hos albanerne i al almindelighed og hos deres regering i særdeleshed. Med andre ord, disse mennesker har kun sig selv at takke. Virkelig? I 1992 godkendte det albanske parlament en banklov, som sandsynligvis var planlagt af IMF-eksperter ved den albanske centralbank, Banka e Shqipërisë (BS). Ifølge denne lov skulle BS føre tilsyn med handelsbankerne (bankerne inkluderer her alle foretagender, der har at gøre med bankforretninger, uanset om de kalder sig selv en bank eller noget andet, som f.eks. en stiftelse). Lovens artikel 28 tillod, at BS kunne pålægge handelsbankerne visse opgaver, udfra overvejelser om deres “forhold”, såsom deres rentesatser og andre tjenester, BS kunne bede en bank etablere en reservepulje i BS for at garantere, at banken var kreditværdig. Sagt på dansk, når en bank betalte farligt høje renter, var det meningen, at bankerne skulle betale til en fond (et sikkerhedsdepot) hos BS, som jo holdt opsyn med bankerne. I slutningen af 1994 blev et udkast til en lov om bankerot diskuteret i parlamentet. Det inkluderede en speciel artikel om banker (igen i betydningen alle selskaber, der har at gøre med bankforretninger, uanset hvad de kalder sig selv), som sørgede for, at bankerne var tvunget til at etablere et depositum som forsikring, som BS kontrollerede. IMF-teamet hos BS ønskede, at denne klausul blev forkastet, fordi “den på dette tidspunkt var i strid med anbefalinger fra fondspersonalet”. (Ingen anden grund blev givet). Desuden rådede IMF-eksperterne til, at man ikke fulgte almindelig bankprocedure, fordi dette ville have betydet, at kreditorerne hos en insolvent bank kunne bede banken stoppe forretningerne. Dette var frarådeligt, påstod en IMF ekspert, fordi “i Albanien, hvor der er så få banker, er dette udelukkende et spørgsmål for den bankregulerende autoritet” -hvilket betød BS.

Den udenlandske ekspert, som havde lavet udkastet til loven, protesterede. Beskyttelsen af indskyderne skulle være kernen i det albanske banksystem, sagde han og advarede – i juni 1995 – om at utilstrækkelig beskyttelse af indskyderne måske ville resultere i, at små kreditorer samlede sig foran de lukkede banker, viftende med røde flag og plakater, der anklagede nationalbanken for en sammensværgelse med den vestlige kapital eller mafiaen, for at udnytte og ødelægge folket.

IMF-eksperterne lyttede ikke. På deres råd blev loven om forsikringsdepositum og fuld pålægning ved insolvens for bankerne droppet. BS’ kontrol forblev den eneste sikkerhed for indskyderne imod de uærlige banker. Og snart blev der også gjort noget ved det…

I februar 1996 godkendte parlamentet en ny banklovgivning. Den var skrevet på så dårligt albansk, at de stakkels indskydere næppe har forstået den. Det er måske grunden ti,l at de godkendte den, helt sikkert meget imponerede over de mystiske tekniske udtryk. Den var beviseligt en ordret oversættelse fra en engelsk original, så man kan roligt formode at dette, igen, skyldtes de hårdtarbejdende IMF-eksperter hos BS, som alle havde tillid til – ligesom alle på samme tid troede på pyramidespillene. Under den nye lov forblev BS kontrollør for handelsbankerne (og fondene mv.) – men de gamle regler med reserverne, som BS skulle indhente fra bankerne med de meget høje renter, blev droppet.

Kort fortalt: IMF-teamet hos den albanske centralbank modarbejdede lovgivningen til sikkerhed for indskyderne. Endvidere anbefalede de, at man ophævede den eksisterende lovgivning på området – i februar 1996 burde den fare, som de bedrageriske banker udgjorde, have været tydelig for enhver med en anelse viden om bankforretninger. Det er også tydeligt, at IMF-teamet ved Albaniens centralbank ikke brugte sin indflydelse til at få centralbanken til at udføre sine opsynspligter og stoppe pyramidespillene i rette tid – måske fordi IMF-eksperterne troede på, at Albanien havde brug for alle de banker, de kunne få, om de så var ærlige eller bedrageriske. Først i februar 1996 da pyramidespillene havde eksisteret i 2-3 år, bad IMF præsident Berisha om at gøre noget. På det tidspunkt var det alt for sent, en blød landing var ikke mulig.

Hvis de uerfarne albanere var gale nok til at tro på pyramidespillene, hvordan skal vi så beskrive den mentale tilstand hos IMF-eksperterne? Hvem skal have skylden og hvem skal betale?

De ruinerede indskydere var ikke i tvivl om, hvem der skulle have skylden for deres personlige tragedie, og hvem der skulle betale. I desperation gik folk på gaden. Men i stedet for at få en sympatisk respons fra deres valgte repræsentanter, fik de den form for svar, som man forbinder med Marie Antoinette (“Lad dem spise kage”). Berisha informerede IMF om, at Albaniens penge er “de reneste i verden”, og at renteniveauet som pyramide-firmaerne tilbød, var garanterede (et firma tilbød endda 170%). Men efter at de første bankerotter blev meldt til finansministeren, kommenterede Riovan Bode det således: “Dette er kapitalisme, firmaer kan bryde sammen”. Når han blev spurgt om han ville gøre noget, svarede han, at siden pyramidespillene var “velgørenhedsinstitutioner” havde han ingen kontrol over dem.

Disse “velgørenhedsinstitutioner” har frarøvet det albanske folk mindst 2 milliarder $ og gjort nogle få fabelagtigt rige undervejs. Præsidenten og hans parti svigtede ikke blot i deres manglende evne til at kontrollere pyramidespillene, hvori titusinder (over 33% af befolkningen ifølge de anslåede tal) har mistet deres opsparing. Regeringen anklages ikke kun for at ignorere disse spil, men også for at tjene på dem. Et af de største firmaer, Vefa, ledet af Vebia Alimucaj, hjalp med at betale det Demokratiske Partis valgkampagne ved valgene i 1996. Alimucaj, som er blandt de rigeste mænd i Albanien, er også en af landets repræsentanter i NATO i Bruxelles.

Historien om en revolution

Bevægelsen opstod ikke på én gang. En grundig gennemgang af de sidste par måneders begivenheder afslører en proces, hvor massebevægelsen fra en lille start gradvist opnåede et stort og uimodståeligt omfang. Lad os kort genkalde begivenhederne:

Berisha, som uden modkandidat blev valgt af parlamentet til endnu en femårs periode, lovede at komme volden til livs og anklagede de tidligere kommunister og udenlandske efterretningsvæsner for at have lavet en sammensværgelse i et forsøg på at styrte ham. Parlamentet har erklæret landet i undtagelsestilstand.

Den 19. januar brød 3.000 mennesker ledet af oppositionspolitikere igennem politiafspærringer for at demonstrere på Tiranas hovedplads Skanderbergpladsen. Få dage senere arrangerede 5.000 mennesker voldelige demonstrationer i den sydlige by Lushnje, hvor de angreb udenrigsministeren Tritan Shehu. Masseprotesterne spredte sig med lynets hast. Tusinder af mennesker samledes i det centrale Tirana og stødte sammen med politiet.

Regeringens og det Demokratiske Partis bygninger blev sat i flammer i byer landet over. Parlamentet satte hæren til at beskytte regeringsbygningerne.

Den 13. januar dannede 10 oppositionspartier fra hele det politiske spektrum et “forum for demokrati” med løftet om at afholde protestdemonstrationer landet over. Men deres krav var meget begrænsede og uden relation til den virkelige stemning i samfundet. De bad høfligt Berisha om at afskedige regeringen og indsætte en regering bestående af “eksperter” til at løse krisen. Men på det tidspunkt havde en ny stemning grebet massebevægelsen. Lenin plejede at sige, at for masserne var et kilo praktisk erfaring det samme værd som et ton teori. Når masserne først går i kamp, forandrer bevidstheden sig hurtigt: oppositionsledernes frygtsomme krav og forhandlingsforsøg virkede allerede som noget, der foregik på en helt anden planet.

Bevægelsen begyndte naturligt nok i Tirana. Men den fik sit mest radikale udtryk i byen Vlore i syd, hvor 3.000 vrede investorer den 5. februar marcherede i havneområdet og krævede deres penge tilbage og sloges med uropoliti. Dagen derpå voksede antallet – over 30.000 mennesker var på gaden og belejrede politistationen. Mens protesterne nåede fjerdedagen i Vlore brugte politiet i Tirana politistave for at afholde oppositionen fra at samles. Men det virkelige lederskab var ikke længere i hænderne på oppositionen.

Begivenhederne i Vlore smittede hurtigt af på alle provinser. Den 9. angreb ophidsede demonstranter politistationen i Vlore. Et menneske døde og 40 blev sårede under kampene. De første blodige kampe med politiet havde en virkning som et elektrisk chok. Når befolkningen mister frygten og er parat til at se døden i øjnene i kampen for en retfærdig sag, så har politiets slag og kugler den modsatte virkning af den beregnede. Det var det, Marx mente, når han sagde, at revolutionen har brug for kontrarevolutionens slag. De efterfølgende dage nåede protesterne i Vlore kogepunktet. Den ene voldelige kamp efter den anden mellem politi og tusinder af vrede demonstranter medførte to, der døde af hjertestop, og op mod 100 sårede.

Den 11. februar deltog 30.000 i Vlore ved begravelsen af en regeringsmodstander. De viste deres trods og afsky mod politiet, som diskret holdt sig ude af syne. Den følgende dag blev en politibetjent skudt ihjel af en uidentificeret mand. Der er mange, der har lyst til hævn – hævn over politiet, hævn over regeringen, hævn over alle de år med lidelse, undertrykkelse, løgne og ydmygelse. Men dette er ikke den individuelle terrorismes smålige hævn, men noget uendeligt mægtigere, mere magtfuldt, rent faktisk uovervindeligt. For når først et helt folk rejser sig og siger nej med én stemme, er det uovervindeligt.

Folkeopstand

I begyndelsen af den store franske revolution i 1789 var der en berømt hændelse, hvor Kong Louis spurgte en fra hoffet, om der havde været uroligheder, og det berømte svar faldt: “Nej herre. Det er en revolution”. Selv om medierne prøvede at præsentere begivenhederne i Albanien som uorganiserede oprøreres handlinger, en bevægelse af terrorister og kriminelle ledet af lokale mafiabaroner og narkopushere, fortalte billederne på TV en anden historie. Det, der finder sted for øjnene af os, er en revolution.

Melding efter melding viser massernes deltagelse, en heroisk og spontan bevægelse bygget fra neden med et imponerende fremryk, som omfatter både arbejdere og bønder, mænd og kvinder, unge og gamle. I by efter by, landsby efter landsby, i realiteten har hele befolkningen taget del i handlingerne. Og sikke handlinger! Uden nogen form for organisering, plan, ledelse, med deres bare næver gik masserne i aktion for at tage magten. Under de forudsætninger er det overraskende ikke, at der er et element af kaos (dette er til stede under enhver revolution og er uundgåeligt, som enhver bortset fra en formalist og pedant burde kunne forstå), men at masserne har vist det mest ufejlbarlige instinkt, en kolossal kreativitet og opfindsomhed.

Fra Vlore spredte bevægelsen sig hurtigt gennem byer og landsbyer i Sydalbanien. På alle hovedgaderne og markederne spredtes nyhederne om kampene i Vlore. Den 14. februar protesterede 5.000 i kamp med politiet i den sydlige by Fier, mens protesterne fortsatte i Vlore. Endelig lørdag den 1. marts eksploderede det hele, da politiet prøvede at fordrive 42 sultestrejkende universitetsstuderende fra universitetet i havnebyen Vlore i den sydlige del af landet. De blev dog forhindret heri af tusinder af demonstranter som splittede politiet, hvoraf nogle blev dræbt. De brændte hovedsædet for det hemmelige politi ned, stormede fængsler og politistationer og uddelte de fundne våben til demonstranterne. Fra lørdag og frem blev der erklæret generalstrejke i byen og i det meste af den sydlige del af landet. Som et eksempel på revolutionsstemningen kan vi citere pressen: “I Lushnje blev to lastvogne fyldt med bevæbnet politi stoppet af vrede demonstranter og politifolkene tvunget til at stige ud…40 af dem blev fratvunget deres våben…”

Vlore var passende nok den by, hvorfra Albanien i 1912 erklærede sin afhængighed fra Tyrkiet. Med start i Vlore marcherede oprørerne til kasernen, ikke for at angribe soldaterne, men for at få våben, som den nødvendige forhåndsbetingelse for at gøre en ende på en uudholdelig situation. Deres instinkt svigtede dem ikke. Overalt blev de af soldaterne – som oftest også officererne – modtaget med sympati, blev kun mødt med symbolsk modstand eller slet ingen. Forholdet mellem befolkningen og den almindelige soldat og selv politiet var et broderligt forhold. Det bevæbnede folk kendte forskellen på de uniformerede arbejdere og bønder og så de bøller og mordere, som det hemmelige politi Shik havde hyret, og som de ikke viste nogen nåde. Endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at de øjeblikkeligt forstod den mest essentielle lov om oprør, der er opsummeret i Dantons berømte motto: “Dristighed, dristighed og endnu mere dristighed”. Enten måtte oprøret hurtigt sprede sig til andre byer og landsbyer og opsluge hele landet, eller det ville ende i et blodigt nederlag. Oprørerne i Vlore organiserede ca. 20 biler, og tog så med våben i hånd afsted for at opildne nabobyerne til kamp. Bevægelsen spredte sig i syd som en steppebrand: “I Sarande gik 3.000 demonstranter rundt i byen og svingede kæppe. I løbet af marchen brændte de forretninger og banker, ødelagde seks efterladte politibiler, stormede fængsler og befriede et par hundrede fanger og fik kontrol over våbnene. Fire hundrede kalashnikovgeværer er nu i hænderne på demonstranterne…”

“I Himarar indtog hundreder af mennesker gaderne og brændte dommerhuset og politistationen. I Gjirokaster er der en fuldstændig generalstrejke. I går brændte demonstranterne politistationen.” (El Pais, Madrid, 2/3/97)

La Vanguardia (7/3/97) reporterer: “Ifølge informationer modtaget pr. telefon fra byen, har oprørene angrebet byens kaserne, hvis officerer ikke gjorde modstand, men sluttede sig til dem med våben. Tidligere officerer i den albanske hær havde sluttet sig til oprørerne. En oberst erklærede, at “i det sydlige Albanien er hæren gået over på folkets side”.

En artikel i The Times (10/3/97) beskrev et mislykket forsøg fra regeringens side på at sende elitetropper til byen Gjirokaster via helikoptere: “Ved det mislykkede angreb i lørdags (8/3/97), fløj tre helikoptere til Drino-dalen og landede ved en militærbase i udkanten af Gjirokaster. Op mod 60 specialtropper gik fra borde, åbenbart med det mål at styrke hærens magt over byen og bruge den som base, hvorfra de kunne angribe de nærtliggende byer Delvine og Sarande, som oprørene sad godt på. Deres ankomst ved byens politistation fik horder af albanere til at fylde gaderne rundt om bygningen, mens andre grupper omringede den lokale kaserne, hvor alle våbnene befandt sig. Situationen udviklede sig hurtigt og var ude af kontrol, da det gik op for præsident Berishas mænd, at de ikke længere blev støttet af deres politi, som de derpå truede med automatvåben”.

Den samme artikel bekræftede, at oprørerne ikke blot var bevæbnet med små våben, men også med tanks og kraftige våben:

“Sammen med både tanks, mortér- og luftværnskanoner havde basen også mindst 25 meget store kanoner sammen med enorme mængder ammunition. Alt er nu under oprørernes kontrol, og deres kanonbåde patruljerer langs kysten, og deres militser dominerer hele det sydlige Albanien.”

Ungdommens rolle

En meget vigtig rolle har ungdommen haft. De vestlige medier udtrykker rædsel ved synet af unge mennesker, selv børn, som svinger med våben. Men ved lejlighed får vi et glimt af den virkelige revolutionære glød hos den albanske ungdom, som har genfundet sin stemme og spiller en stor rolle. En 14-årig oprører blev den 10/3/97 citeret af The Times’ korrespondent for at have sagt: “Når du skriver, så lad være at skrive, at vi er oprørere. Vi er det albanske folk”. Frygten for forstyrrelser på skolerne var tydelig: “Blandt de forholdsregler, der er blevet taget med undtagelsestilstandserklæringen, har man bla. lukket skolerne for at forhindre strejker blandt ungdommen, som har haft en så betydelig virkning på den albanske og internationale offentlige mening.” (II Manifesto, 4/3/97)

De studerende har været aktive i kampen, som den følgende øjenvidneberetning afslører:

“Alle de universitetsstuderende gik i aktion i går. Gymnasieskoleeleverne fulgte dem. Deres ansigter var unge, men de var alle fast besluttet på at protestere. Nogle skoler er blevet forladt, fakulteternes auditorier er tomme, alt er stille og lagt øde i Vlore. Hundredetusinde studerende og skoleelever protesterede foran universitetet i Tirana i går, ikke blot for Vlore og de sultestrejkende, men for hele Albanien. Til trods for kampe med civilklædte, blev de studerende ikke afskrækket fra at marchere i protest i hovedstadens gader. Der var blodsudgydelser, men de forlod ikke gaderne. “Alle med Vlore, alt for Vlore”. Med dette motto protesterede studerende fra utallige fakulteter og gymnasier i hovedstaden. I går var det tredje dag, de studerende boykottede undervisningen, og de holder fast ved deres beslutning, “lad os dø eller leve, men lad os ikke svigte Vlore” skreg universitets- og gymnasieelever i kor”. (Tirana, Koha Jone, report af Roland Zili: “Alle for Vlore, vi går ikke i skole”).

Berisha går til modangreb

Nu var de vestlige regeringer efterhånden blevet stærkt foruroligede. Den 25. februar tilbød EU Albanien penge og teknisk hjælp, “forudsat at de holder sig til de demokratiske principper og arbejder tæt sammen med IMF om at forbedre økonomien.” Dagen efter anmodede den amerikanske ambassadør i Tirana regeringen om at udarbejde en ny konstitution og udskrive et snarligt valg. Tilskyndet af amerikanerne går en modvillig Berisha med til at tale med oppositionen. Den 28. februar har det Demokratiske Parti og Socialisterne deres første forhandlinger siden valget i maj 1996. Men man kan føre en hest hen til vandet, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Man fandt ikke noget fælles grundlag hen over den landsdækkende uro. De socialistiske ledere gentog deres krav om dannelsen af en “eskpert”-regering og snarlige valg. Men selv mens de sad og forhandlede, var situationen i Vlore ved at nå et dramatisk og afgørende punkt.

Natten til den 29. februar opstod der skyderi i Vlore, efter at folk fra byen havde taget våben fra politiets våbenlagre, mindst tre civile og en fra det hemmelige politi blev dræbt, og 22 blev såret. Det hemmelige politi rapporterede senere, at yderligere fem politifolk også var blevet dræbt. Senere satte utilfredse folk ild til politihovedkvarteret. Den bitre konflikt mellem det hemmelige politi og den almindelige befolkning genspejles i presserapporterne:

“Vlore var det sted, hvor den seneste voldsepisode blev udløst sidste fredag, da Shik, det civilklædte hemmelige politi, var i skudkamp med nogle demonstranter, efter at det ikke var lykkedes dem at stoppe en sultestrejke, der var organiseret af studenter på universitetet. Mindst ni blev dræbt, tre af dem tilsyneladende af de koldblodige Shikbetjente, og resten blev fanget i krydsilden eller i Shikhovedkvarteret, da det blev brændt ned og plyndret.” (Daily Telegraph, 5/3/97.)

Det var starten på revolutionen. Befolkningen i Vlore havde tændt en ild, der ville flamme op gennem hver eneste by og landsby i landet. Allerede næste dag blokerede borgerne i Lushnje vejen og jernbanen i solidaritet med dem, der protesterede i Vlore. I adskillige andre områder i den sydlige del af landet blev der opstillet vejspærringer. I Tirana stødte 5.000 utilfredse folk sammen med uropolitiet – de væltede politiets køretøjer og tvang politiet til at trække sig tilbage.

I mellemtiden trækkes forhandlingerne mellem regeringen og oppositionslederne i langdrag. Præsident Berisha siger, at regeringen vil gå af, og at det regerende Demokratiske Parti vil danne et kabinet som dens efterfølger efter at have rådført sig med oppositionspartierne. De socialistiske ledere kræver endnu engang, at der dannes et “ekspert”-kabinet, og at der snart afholdes valg. Og sådan snegler tingene sig hele tiden frem. Men Albaniens fremtid afgøres ikke her, men på gaderne, hvor magten nu ligger. Mens politikerne taler, tager masserne skæbnen i deres egne hænder.

Den anden marts kræver demonstranter i Vlore, at Berisha opløser parlamentet og øjeblikkeligt afholder valg, og desuden må han ikke selv stille op igen. I adriaterhavsbyen Sarande plyndrer folk politihovedkvarteret og tager våben, mens politiet flygter, og soldaterne forlader kasernerne. Oprørere erobrer en tank fra hæren i Sarande og opbygger forsvarslinier ved indgangen til byen – de erklærer, at de vil kæmpe til det sidste mod rigtige hærenheder.

“Dem, guderne vil ødelægge, gør de først gale.” Dette ordsprog fra det gamle Grækenland synes at passe perfekt til de albanske lederes behandling af situationen. Imperialisterne, først og fremmest USA, blev forfærdede. Deres efterretningstjenester havde længe advaret dem om, at Berishas politik var ved at føre Albanien ud på farligt vand, men de vendte det døve øre til over for alle disse advarsler, for de var helt fortryllede af Berishas ivrige forsvar for “markedsøkonomien.” Men nu er de pludselig meget bekymrede. Hvad nu hvis flammerne fra Albanien spreder sig til resten af Balkan? Hurtigt forsøgte de at overtale Berisha til at skifte kurs, stoppe undertrykkelsen, gå i forhandling med oppositionen og give indrømmelser. Men Berisha havde andre planer. Regeringen gik af, men ikke præsident Berisha. Den 15. februar indrømmede han, at han havde lavet “fejl” i sin behandling af pyramidespilsskandalen, men han skød også skylden på investorerne og stod fast på, at staten ikke ville erstatte, hvad de havde tabt. På den måde føjes spot til skade. Berisha smed benzin på de flammer, der snart ville opsluge ham.

Regeringens holdning gjorde befolkningen endnu mere vred og sendte bevægelsen mod nye højder. Tusinder deltog i massemøder over hele landet og krævede ikke bare tilbagebetaling, men også regeringens tilbagetræden. Politiet i Tirana brugte knipler og skød med skarpt op i luften for at sprede de mange hundrede vrede demonstranter. Men intet kunne stoppe bevægelsen nu.

“Ingen har kontrol over præsidenten mere. Nogle siger, han er blevet gal; andre, at han altid har været det. Gamle rustne tanks rumler ned ad landeveje, der ikke er andet end simple hjulspor, men kaldes hovedveje. Deres mission er at fjerne antiregeringsvejspærringer og tvinge de kalashnikovbevæbnede oprørere til at aflevere deres våben. Medier over hele landet er blevet tvunget til at gå i sort, radiostationer forhindres i at sende, en håndfuld journalister er blevet tæsket, en uafhængig avis er blevet angrebet med brandbomber, og en af oppositionsledernes og de intellektuelles favoritcaféer er blevet smadret af uidentificerede bøller… I to år har Albanien været en krudttønde med korruption, organiseret kriminalitet, politisk undertrykkelse og financielle svindelnumre. På en eller anden måde har verden udenfor ikke været i stand til at se katastrofen nærme sig, og man har insisteret på, at landet udviklede sig fredeligt og demokratisk… I de kaotiske eftervirkninger efter Albaniens frigørelse fra kommunismen i 1991-92 var USA medvirkende til, at antikommunisten Berisha blev forfremmet til den position, han nu har.” (Independent, 5/3/97)

I Tirana råber Berisha voldsomt op og anklager tidligere kommunister, terrorister og uspecificerede udenlandske spioner for at planlægge at styrte ham. Denne hentydning til skadelig udenlandsk indflydelse er et slet skjult forsøg på at piske en nationalistisk stemning op imod “fjenden” – serberne og grækerne, især de sidste, eftersom der er et stort græsk mindretal i Sydalbanien, som virkelig kæmper skulder ved skulder sammen med deres albanske brødre og søstre. Ironisk nok prøver den nationalistiske højrefløj i Grækenland også på at piske en anti-albansk stemning op ved (løgnagtigt) at hævde, at det græske mindretal i Sydalbanien er i fare.

“Parlamentet i Tirana vedtog i går enstemmigt en lov, der indførte undtagelsestilstand, så sikkerhedsstyrkerne har lov til at åbne ild for at sprede opløb. Politisk aktivitet begrænses og offentlige forsamlinger på mere end fire personer forbydes… I Tirana har Berisha reageret meget hurtigt for at slå de folkelige vredesudbrud ned – han har forbudt alle demonstrationer, offentlige møder og sportsbegivenheder, og han har fået hundreder af potentielle agitatorer fængslet, måske tusinder.” (Independent, 3/3/97.)

Parlamentet rettede sig efter præsidenten og erklærede en øjeblikkelig, landsdækkende undtagelsestilstand for at knuse oprøret. En ti-punktslov forbød offentlige forsamlinger på mere end fire personer, begrænsede politisk aktivitet, gav sikkerhedsstyrkerne magt til at åbne ild for at sprede opløb og indførte streng kontrol med medierne. Og for at være helt sikker organiserede Demokraterne også bander bestående af bøller, der skulle smadre oppositionens avisredaktioner, som Independent (4/3/97) rapporterede:

“Kontorerne på Albaniens mest populære avis, Koha Jone, blev efterladt som en bunke rygende ruiner, efter at en gruppe mænd brød ind i nattens løb og satte ild til bygningen og smed med molotovcocktails i alle retninger.”

Det er den måde, “demokratiet” bliver forsvaret på! Men først og fremmest er det nødvendigt for det “demokratiske” parlament (hvor oppositionen ikke er med) at give en rungende tillidserklæring til Lederen.

Som en mand, der trodser tyngdekraften, vælges præsident Berisha af parlamentet den tredje marts, mens hele Sydalbanien gør væbnet oprør, til endnu en femårsperiode – uden nogen modkandidat. Beruset af illusionen om magt og idet de forveksler skygger med fast stof, befaler dette pantomimeparlament de bevæbnede oprørere i Syden at nedlægge og aflevere deres våben klokken 1300 GMT – ellers må de være klar over, at de vil blive skudt uden varsel. Det er sådan, en ledelse skal være – et svidende piskesmæld!! Hele det tunge statslige undertrykkelsesapparat sættes rumlende i bevægelse. Den fjerde marts begynder hærenheder at håndhæve undtagelsestilstanden. Det statslige TV viser udenlandske optagelser af tanks på vejen i nærheden af Gjirokaster nær den græske grænse. Nu kan der ikke være tale om indrømmelser! Berisha afviser hånligt oppositionens krav om en koalitionsregering.

Problemet for Berisha og co. er bare – hvad er den reelle magt i landet, hvem har autoriteten? I sidste instans er staten bevæbnede grupper af mænd. Hvilke bevæbnede grupper kan præsidenten stole på? Ikke så snart er ordren givet til de albanske soldater om at skyde deres egne medborgere, før problemerne begynder. Hæren selv er fuld af splid. Mange soldater og officerer har selv tabt penge i pyramidespillene, eller de har set deres familier tabe eller føler bare med dem, der har tabt. I hvert fald har de intet ønske om at skyde eller bombe civile eller om at sætte deres liv på spil for en regering bestående af tyve og slyngler. To piloter fra luftvåbnet stikker af til Italien med deres MiG-fly og siger, at de hellere ville gøre dette end adlyde ordren om at skyde på civile.

Udenrigsministeren Shehu forsvarer undtagelsestilstanden, idet han siger, at den har reddet landet fra borgerkrig. Men han fortæller også en italiensk avis, at Sydalbanien er “fuldstændig ude af kontrol,” hvorved han modsiger sig selv i samme åndedrag. Myndighederne siger, at de “røde oprørere” stadig har kontrol over Vlore og kystbyen Sarande. Pint af denne række af nedværdigende tilbageslag afskedigede Berisha summarisk sin hærchef general Sheme Kosova, som siges at have udvist utilstrækkelig iver med hensyn til at slå oprøret ned og ikke at have været i stand til at sikre de militære stillinger, der blev stormet og tømt for våben af oprørere. Dette er en stiltiende indrømmelse af, at soldaterne og officererne faktisk gav deres våben væk uden kamp.

Han erstattede ham med generalmajor Adem Kopani, præsidentens personlige militære rådgiver og medlem af det hemmelige politi Shik. Fakta er, at disse sidstnævnte nu er de eneste, præsidenten kan stole på. De tanks, han sender sydpå for at knuse oprøret, er bemandede ikke med soldater, men med Shikmedlemmer, som han håbede ville udføre ordrerne. Når de står over for det bevæbnede folk, har de hemmelige politifolk imidlertid vist sig at være ikke helt så heltemodige, som når de tæsker ubevæbnede demonstranter eller torturerer mistænkte. Regeringens panserkolonner måtte stoppe op uden for oprørerområdet og turde ikke køre derind.

USA, som forstod situationen bedre end deres forhenværende håndlanger i Tirana, “beklagede stærkt,” at der var blevet erklæret undtagelsestilstand, og at Berisha var blevet genvalgt. Men NATO-chefen Javier Solana udelukkede meget klogt militær intervention. Alligevel er truslen om imperialistisk intervention stadig virkelig.

Oprør og stat

“I Europa var der i 1871 ikke et eneste land på kontinentet, hvor proletariatet udgjorde størstedelen af befolkningen. En “folke”-revolution, en der faktisk rev flertallet med sig, kunne der kun være tale om, hvis den omfattede både proletariatet og bønderne. Disse to klasser er forbundet af, at “det bureaukratisk-militære statsmaskineri” undertrykker, knuser og udnytter dem. At smadre dette maskineri, at nedbryde det – det er i sandhed i “folkets,” i flertallets, i arbejdernes og i de fleste bønders interesse, det er “den første betingelse” for en fri alliance mellem de fattigste bønder og proletarerne, eftersom demokratiet uden en sådan alliance er ustabilt, og den socialistiske omformning af samfundet umulig.” (Lenin, Staten og revolutionen.)

I den lange periode med kapitalistisk opsving efter anden verdenskrig er idéen om den socialistiske revolution gået tilbage i den europæiske arbejderklasses bevidsthed. Men det albanske eksempel viser, at det, som Lenin skrev, var fuldstændigt korrekt. Den eneste måde de albanske arbejdere og fattige bønder kunne vinde deres demokratiske rettigheder på, var ved at styrte staten. Dette viste sig at være langt lettere, end nogen ville have troet muligt. I løbet af et par dage smeltede hæren simpelthen bort. Når først folkemassen rejser sig og siger nej, er det slut med dén. Ingen magt på jorden kan modstå arbejderklassen, når den bevæger sig for at ændre samfundet. På papiret havde den albanske regering et magtfuldt undertrykkelsesapparat til sin disposition, men i praksis var den totalt magtesløs. Præcis som i Ungarn i oktober 1956 var regimets eneste grundlag det hemmelige politi. Hæren deserterede og gik over på folkets side – ikke bare de almindelige soldater, men også officererne.

En rapport fra Il Sole-24 Ore (8/3/97) giver os indsigt i, hvordan hæren i syd bare opløstes over for de bevæbnede masser (en klassisk revolutionær situation). I nærheden af havnebyen Vlore er der en militærbase, Pasha Limani, som har et enormt våbendepot. En rapport fortæller, hvordan kommandøren, major Astrit, som nu er gået over til oprørerne, går rundt blandt mortérmissilerne, ammunitionen, maskingeværerne, håndgranaterne. Han kontrollerer, hvad der er tilbage efter angrebet og siger: “En stor menneskemængde omringede garnisonen, måske 10.000 mennesker. Vagtmandskabet, der bestod af 50 soldater, forlod sine positioner, og jeg åbnede dørene.” Astrit er nu en af dem, der organiserer forsvarslinierne omkring Vlore.

I Il Sole-24 Ore (9/3/97) kan man læse: “På den nu berømte Vjosa-bro 20 kilometer fra Vlore dukkede der i går tanks fra hæren op. I et par timer gik der det rygte, at de almindelige styrker havde indtaget forposten. I Vlore var der ingen, der vidste noget om denne hærmanøvre, og der var nogen, der sagde, at de havde været over broen og ikke havde lagt mærke til nogen ændringer i løbet af de sidste par dage. Til sidst kommer den seneste version af begivenhedernes gang frem. Tanksne var faktisk kommet til syne på den anden side af broen, og så var de stoppet op, mens soldaterne vinkede fra kanontårnene til oprørerne på den anden side nogle hundrede meter væk. Alt dette varede nogle få minutter, indtil tanksne vendte omkring og kørte tilbage til deres stillinger på Koshovitzabakken.”

Ifølge Il Sole-24 Ore (4/3/97):

“Ved Delvina, i retning af Sarande, skete der tilsyneladende det, at luftvåbnet greb ind, og MiG-fly bombede oprørerne. Ifølge en græsk TV-rapport mødtes hæren med vild modstand i Styari, 10 kilometer fra Sarande, den albanske opstands andet center: fire døde og to sårede er statusopgørelsen fra “kampen,” den første siden der blev erklæret undtagelsestilstand. Efter konfrontationen trak hæren sig uden forklaring tilbage. Oprørerne siger imidlertid fra Sarande over telefonen, at de har taget tre tanks og 50 soldater. Folket blev kaldt sammen på torvet for at beslutte, hvordan man skulle organisere barrikaderne og overvågningen som forberedelse til det næste angreb.”

Corriere delle Sera (6/3/97) rapporterede:

“I Vlore er alle bevæbnede: fra en alder af 15 år og opefter har alle et maskingevær… regeringsstyrkerne tør ikke nærme sig Vlore…” Og der tilføjes:

“Modstanden i Vlore er blevet organiseret, sagde et øjenvidne. Der er blevet dannet en forsvarskomité bestående af ex-officerer fra hæren – folk, der er blevet udrenset i løbet af de sidste par år af Berisha. Det er dem, der giver ordrerne og forbereder forsvaret af byen, hvilket bekræfter – som om vi behøvede at få det bekræftet – at det drejer sig om en organiseret opstand under ledelse af elementer med tilknytning til det gamle regime… Sarande er fuldstændigt i oprørernes hænder… De har 10-15.000 bevæbnede mænd… De har endda overtaget kontrollen med seks krigsskibe, der kontrollerer territoriale farvande… Kampe ved Styari: hæren blev tvunget til at trække sig tilbage efter et 40 minutter langt sammenstød…” Og der er hundredvis af andre eksempler.

Mens masserne kun lærer meget langsomt i normale perioder, så udsættes stemningen i masserne for lynende forandringer under en revolution. Hele situationen kan ændre sig på 24 timer eller mindre. Dette kan tydeligt ses i Albanien. For eksempel ville der ikke have været nogen opstand, hvis Berishas tilbud om valg var kommet lige i begyndelsen, og den reformistiske opposition ville have haft tilstrækkeligt spillerum til at vise sine parlamentariske evner frem i, i det mindste i et stykke tid. Men i løbet af en uge blev hele styrkeforholdet ændret. Da masserne først havde våben, var de i stand til at prøve kræfter med statsapparatets tilsyneladende magt, og de så med vantro, at den faldt sammen, så snart man rørte den. Gennem erfaring lærte de sig sandheden fra den gamle franske revolutionssang: “De ser kun så mægtige ud i vore øjne, fordi vi knæler for dem. Lad os rejse os!”

Naturligvis er det let at udpege fejlene i bevægelsen, manglen på et klart program og organisation osv. Men hvordan skulle det kunne være anderledes, når der hverken er et parti eller en ledelse? Måske ved masserne ikke præcis, hvad de vil have, men de ved udmærket, hvad de ikke vil have, og det er nok til at starte med. Lad os huske på, at bevægelsen startede med investorer, der demonstrerede for at få erstatning, det vil sige de bønfaldt regeringen. Den russiske revolution begyndte på lignende vis i januar 1905 med en fredelig demonstration, forrest var der en præst, der bar på hellige ikoner og billeder af zaren, mens han bad om, at uretten blev behandlet. Først efter massakren den niende januar ændrede bevægelsen sig til en revolution.

Det der slår én ved begivenhederne i Albanien, er ikke massernes tilbageståenhed, men tværtimod deres ekstremt revolutionære natur, hvor de drager de mest avancerede konklusioner i løbet af meget kort tid. På kun få dage gik de fra at bede pænt til væbnet opstand, fra kravet om erstatning til “ned med regeringen.” De udviste enorm beslutsomhed lige fra begyndelsen af og også et modent greb om politik, da de afviste Berishas tilbud om “amnesti.”

I sandhedens øjeblik blev den albanske hær sat ud af funktion. Berisha forestillede sig, at han rykkede rundt med virkelige styrker, men i praksis havde han kun fantasistyrker, der forsvandt ved det første tegn på rigtig modstand. Da han måtte sande, at han ikke kunne beordre sine tropper til angreb, søgte han tilflugt i svindel og bluff: han gav oprørerne et ultimatum på 48 timer (en “våbenstilstand”), hvor de skulle overgive deres våben, i tilfælde af hvilket der ville blive ydet amnesti “til alle dem, der ikke har begået forbrydelser.” Så tilbød han at danne en national samlingsregering, men nævnede ikke noget om nyvalg. Oprørerne svarede med en trodsig tavshed, men rullede deres artilleri i forsvarsposition.

Hvis oprørerne havde accepteret tilbuddet om “amnesti,” ville de være gået lige lukt i en fælde. “…Det vil blive Shik, der kommer til at gøre det “beskidte arbejde”, hvis og når hæren går ind i Vlore. Dets opgave vil være at gennemsøge hus efter hus og jage lederne fra opstanden ud…” (Il Sole-24 Ore, 4/3/97.) Dette er blot en anden måde at sige, at Shik ville have indledt en massakre, når først oprørerne havde nedlagt våbnene. Ved at stå fast reddede oprørerne revolutionen og forberedte vejen til sejr.

Massernes bevidsthed vokser sammen med selve bevægelsen. Det er derfor, at Berishas forsinkede kompromistilbud fik den modsatte virkning af, hvad der var meningen. I stedet for at stoppe revolutionen ansporede den blot oprørerne endnu mere. Og heller ikke de “socialistiske” lederes forsøg på at flikke en aftale sammen havde nogen virkning. Den nydannede nationale samlingsregering havde kun eksisteret i 24 timer, da der udbrød kampe i selve hovedstaden og oprøret spredte sig nordpå, hvad der ellers skulle forestille at være Berishas højborg.

Ifølge Reppublica (10/3/97) sagde en taler i Sarande: “Til at begynde med ville vi have vores penge tilbage; nu vil vi have meget mere. Vi vil have magten.” Hvis der eksisterede en bevidst ledelse, ville det være en smal sag at forene bevægelsen på grundlag af valgte arbejder-, bonde-, soldater- og ungdomskomitéer. Magtovertagelsen kunne føres ud i livet ganske smertefrit, uden en borgerkrig. Kun at ødelægge den gamle stat er imidlertid ikke nok. Det er nødvendigt, at arbejderklassen udvikler sine egne revolutionære magtorganer ikke bare for at overvinde kontrarevolutionens modstand, men også for at påbegynde omdannelsen af samfundet i socialistisk retning.

Erobringen af demokratiske rettigheder kan kun føre til varige forbedringer, hvis den går videre til ekspropriering af jordejerne, bankerne og kapitalisterne og til skabelsen af et styre med ægte arbejderdemokrati. Problemet er, at under en revolution, hvor styrkeforholdet kan ændre sig fra time til time, er der ikke meget tid til, at masserne spontant kan drage alle de nødvendige konklusioner. Kontrarevolutionens styrker – inklusiv imperialismen – har enorme styrker til rådighed til at bekæmpe revolutionen. Længe før masserne bliver i stand til at lære gennem deres erfaringer, vil den modsatte side være kommet sig fra sin nuværende forvirrede choktilstand og sætte de mekanismer i bevægelse, der er beregnet til at ødelægge revolutionen. Den albanske revolutions spontane karakter har derfor både en positiv og en negativ side. I sådan en situation kommer man til at betale meget dyrt for fejltagelser. Alt afhænger nu af, om de avancerede elementer i arbejderklassen og ungdommen evner at drage de nødvendige konklusioner og føre kampen videre frem til et nyt niveau, før det er for sent.

Revolutionære komitéer

Medierne fremstiller situationen i Albanien som “kaos”. Naturligvis gør de det. For den herskende klasse er revolution per definition lig med “kaos”. Masserne søger at gøre en ende på en eksisterende “orden”, som ikke længere er til at bære. I kampen om magten er et element af kaos uundgåeligt. Men i løbet af kampen opdager masserne nødvendigheden af at organisere sig. Sovjetterne – brede, valgte komitéer med det formål at dirigere kampen – var den måde, denne nødvendighed blev udtrykt på. I Albanien er der allerede begyndt at dukke komitéer op i oprørernes områder for at koordinere og dirigere kampen, for at organisere forsyninger og oprette en eller anden form for orden.

Daily Telegraph (5/3/97) rapporterede:

“I Sarande sagde beboerne, at de var ved at oprette deres egen lokalregering som modstykke til Berishastyret. “Vi vil organisere byernes opbygning selv og blive et eksempel for hele Albanien,” sagde en oprørertaler til en 3000 mand stor folkeforsamling.”

En af de specielle ting ved den albanske revolution er, at det i de relativt små bysamfund er muligt at sammenkalde hele befolkningen på byens hovedtorv, så de kan deltage i et direkte demokrati, i slående lighed med de oldgræske bystater. Dette er langt fra det “kaos” og “anarki,” som revolutionen skildres som i de vestlige medier. Det stemmer heller ikke så godt overens med beskyldningerne om “en bevægelse bestående af narkobaroner og mafiaen”. Siden hvornår er mafiaen begyndt at lede folkelige opstande og organisere massemøder til at bestemme, hvordan tingene skal gøres?!

I en anden notits har vi læst følgende: “I de tre oprørern-kontrollerede byer har de organiseret rigtige “folke”-arméer med et hierarki. Der er tale om tusindvis af mænd. Speedbåde kontrollerer kystlinien.”

Artiklen rapporterer, at oprørerne i Vlore har organiseret sig selv i en forsvarskomité – en komité ved navn “Komitéen for Vlores Frelse”. Dens leder “Berti” forklarer, at komitéen består af 31 personer, der repræsenterer 17 politiske formationer, blandt hvilke selv “afvigerne” i Berishas Demokratiske Parti befinder sig. Berti sagde: “Dette er det ærlige folks komité, som strejkekomitéen, der har koordineret protesterne i de sidste par uger, er gået med i.” (Il Sole-24 Ore, 8/3/97.)

Med dannelsen af forsvarskomitéer i syden ser vi de første forsøg på at give opstanden en organiseret form. Disse komitéers præcise natur er ikke klar ud fra de begrænsede oplysninger. Hvis man skal dømme ud fra ovenstående uddrag, synes de i hvert fald i nogle områder at være sammensat af repræsentanter fra de politiske partier, endda med nogle afvigermedlemmer af det Demokratiske Parti. Dette bør ikke overraske os. Den demokratiske ånd, der er herskende i enhver revolution, ville støtte den idé, at alle skulle have lov til at have noget at sige, med undtagelse af de mest reaktionære elementer, der er knyttet til den herskende klike. Man må huske på, at det borgerlige Kadetparti i 1917 var repræsenteret i sovjetterne og endda fik et rimeligt antal stemmer til at begynde med.

Vi må regne med ikke bare fraværet af den subjektive faktor, men også med en række objektive elementer. Den massive ødelæggelse af industrien gennem de sidste seks år må have reduceret proletariatets specifikke vægt. I hvert fald har Albanien altid overvejende været et landbrugsland. Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at arbejderne i byerne sydpå har spillet den ledende rolle i bevægelsen sammen med de mest energiske lag af ungdommen. Pressen har rapporteret om eksistensen af strejkekomitéer, som – efter ovenstående at dømme – tilsyneladende er blevet opløst i den almene forsvarskomité. Hvis dette er tilfældet (vi mangler førstehåndsinformation), ville det være et tilbageskridt. Det er bedre at have valgte delegerede fra arbejdspladserne og kasernerne end at have komitéer baseret på partitilknytning alene, som er restriktiv i selve sin natur og ikke repræsentativ for de brede masser – især i en revolutionær situation.

Hvad vil disse komitéers fremtidige rolle blive? Det er velkendt, at naturen afskyr tomrum. Når der mangler et ægte revolutionært parti, vil andre elementer uundgåeligt træde frem – gamle stalinistledere, der er blevet udrenset i de sidst par år, officerer fra hæren, nogle med oprigtige revolutionære hensigter, andre med diktatoriske ambitioner, alle slags eventyrere og lokale karrieremagere og endda endnu mere uønskede elementer. En revolution roder ifølge selve sin natur op i samfundet helt ned til bunden. Sammen med arbejderne og bønderne er der også pjalteproletarer og endda de “mørke magter,” der findes i udkanten af ethvert samfund: kriminelle elementer, der uundgåeligt vil søge at profitere på situationen i egen interesse. Revolutionen må holde disse elementer under streng kontrol, hvis den skal lykkes. Men at forestille sig, at de ikke vil dukke op på bevægelsens første trin, er utopisk og meget dumt. De vestlige medier overdriver præcis dette element for at sværte billedet af revolutionen til. Men så længe masserne deltager aktivt, vil de kriminelle elementer blive holdt fast på plads. Allerede forsvarskomitéerne i syden er – på korrekt vis – i gang med at tage forholdsregler, som skal indføre orden, idet de tager våbnene fra børn og så videre. Financial Times (12/3/97) rapporterer:

“Oprørere i Sydalbanien dannede i mellemtiden en komité, der for første gang samlede alle oprørsstyrkerne. De afviste de bestræbelser, man gjorde i Tirana for at danne en koalitionsregering, og krævede istedet, at præsidenten skulle gå af, og at oprørerrepræsentanter skulle tages med i forhandlingerne om at danne en ny regering… Oprørere i Sydalbanien, som har taget kontrol over en tredjedel af landet, har afvist tilbud om amnesti og har nægtet at nedlægge våbnene. De splittede oppositionspartier i Tirana indrømmer, at de ikke har meget kontrol over oprørerne… Genc Pollo, præsidentens rådgiver, anklagede deserterende officerer fra hæren for at være mere tro over for det gamle Kommunistparti, der regerede Albanien i 47 år. Nogle diplomater pointerede, at de værnepligtige blev dårligt betalt, og at mange også havde tabt deres opsparinger, da de bedrageriske pyramidespil kollapsede i januar, hvilket udløste masseopstanden i syd. Oprørslederen i Gjirokaster er en forhenværende general, Agim Gozhita, som har organiseret en forsvarskomité, der skal tage våbnene fra alle under 18 år og stoppe plyndringen af butikker og hospitaler.”

Denne Agim Gozhita er en ex-general fra hæren, udrenset af Berisha for kun seks måneder siden. Han er i ledelsen for en “Frelsekomité”, der består af militær, civile og ledere af de lokale myndigheder. Hans stedfortræder er byens borgmester, som også er medlem af Berishas Demokratiske Parti! Generalen har beordret, at der ikke må foretages angreb på kaserner. Ud fra denne rapport er det tydeligt, at der er “forvirring” i bevægelsen. Der er grund til at tro, at de udrensede ex-stalinister er ved at gøre comeback sydpå pga. manglen på et alternativ. Borgerskabet foretrækker indlysende nok disse elementer frem for arbejderne! At strejkekomitéen var blevet opløst i en bredere “Frelsekomité”, ville bevise, at arbejderne er uden ledere, og at der langsomt er nogen, der er ved at træde til.

Blandt oprørerne er der uden tvivl elementer fra det gamle bureaukrati. Mange tidligere officerer fra hæren er involverede. Berisha havde tidligere udrenset de “upålidelige elementer”; disse tager nu aktiv del i opstanden. Det ville imidlertid være forkert at tro, at ex-stalinisterne fra Socialistpartiet leder oprøret. Socialistpartiets ledelse spiller en skammelig rolle. Rexhtep Mejdani, sekretær for Socialistpartiet, anser sig selv for socialdemokrat og kræver en “ekspert”-regering, åben for alle politiske kræfter. Faktisk repræsenterer han det lag af det tidligere stalinistbureaukrati, der ønsker en mere kontrolleret overgang til kapitalisme med et element af social velfærd, som de (fejlagtigt) håber, vil forhindre social uro. Faktisk ville dette kun forberede nye katastrofer for det albanske folk. Det er et tegn på de ex-stalinistiske lederes bankerot, at de ikke engang er i stand til at tage magten, når den bliver serveret for dem på et sølvfad.

Hvis der eksisterede en ægte revolutionær ledelse, kunne Forsvarskomitéerne tjene som begyndelsen til oprettelsen af rigtige sovjetter. Men der eksisterer ikke en sådan ledelse. Det er tydeligvis ude med Berishas styre. Men hvad vil komme til at tage dets plads? Revolutionen vil sejre – og den vil have gjort det uden et parti. Men historien er rig på eksempler på situationer, hvor arbejderne har taget magten kun for at se den forsvinde igen, sådan som det skete i Tyskland i 1918 og i Barcelona i 1936-37. Hvis der ikke er et revolutionært parti, er det mest sandsynligt, at Socialistpartiets ledere vil komme til magten, selvom de ikke stod bag opstanden og i praksis faktisk gjorde alt, hvad de kunne, for at stoppe den. Men det samme gjorde sig gældende for de socialdemokratiske ledere i Tyskland i 1918. Selv eksistensen af arbejder- og soldaterkomitéer forhindrede ikke, at revolutionen blev undermineret af ledelsen. Noget lignende kan ske i Albanien. De ex-stalinistiske ledere har gjort det klart, at de accepterer kapitalismen. Det betyder, at de vil være rede til at udføre det beskidte arbejde, som Berisha er startet på, hvilket vil forberede et nyt mareridt for det albanske folk. Dette vil imidlertid kun gøre, at der vil komme nye opstande i fremtiden. De albanske arbejdere og ungdommen vil komme til at forstå nødvendigheden af en ny revolution, denne gang med et klart socialistisk program baseret på arbejderdemokrati og internationalisme.

Den imperialistiske trussel

Kraften i opstanden er så stor, at den allerede kunne være lykkedes, hvis der havde været en ordentlig ledelse. Men de tidligere stalinistiske ledere i Socialistpartiet spiller en forfærdelig rolle. Da de har kapituleret over for det “frie marked”, opfordrer de nu til fred og ro. Efter at de har tilbudt sig selv som mæglere mellem Berisha og revolutionen – det vil sige mellem ild og vand – viser de nu, at de er villige til at kaste sig i imperialismens arme, idet de rent faktisk opfordrer de europæiske kapitalistiske magter til at intervenere! Det er helt klart, at de er lige så bange for revolutionen, som de er for selve regimet. En seriøs ledelse ville ikke komme med pacifistiske prædikener for masserne, men ville stille sig selv i spidsen for bevægelsen for at overvinde Berisha, den ville give bevægelsen en mere organiseret karakter og tale for oprettelsen af valgte arbejder-, bonde- og soldaterkomitéer, som kunne tage magten og begynde den socialistiske omdannelse af samfundet. Men som følge af situationen i Albanien ville dette ikke være nok. Uden en internationalistisk politik ville den albanske revolution hurtigt blive kvalt af fremmede magters intervention, især Grækenland, som altid har haft territoriale ambitioner i forhold til den sydlige del af Albanien.

Alle de imperialistiske lande, først og fremmest USA, ser med frygt på situationen i Albanien. De ved, at situationen på resten af Balkan er meget ustabil. Dayton-aftalen har ikke løst noget som helst. I Serbien, Kroatien og Bosnien gærer utilfredsheden. På den anden side er det nationale spørgsmål i Albanien hverken mindre vigtigt eller mindre farligt, end det er i Serbien, Kroatien, Makedonien, Bosnien eller Slovenien. Men i løbet af de sidste syv års demokratiske bevægelser og krige i den problemfyldte balkanregion, er det ofte blevet glemt.

“Ethvert tegn på stigende spændinger og radikalisering i Kosovo er ekstremt farligt. Kædereaktionen ville betyde, at albanerne i Makedonien, der stadig er en meget ustabil og skrøbelig stat, automatisk ville kræve flere rettigheder. Følelserne for den nationale sag i selve Albanien ville også vokse. Efter at de længe har ligget lukket, er de første sider i de albanske sagsakter nu blevet vendt. Det, det gælder om, er at holde hele arkivet ude af flammerne.” (War Report, nummer 41, maj 1996.)

Eksemplet på en væbnet opstand lige på den anden side af grænsen i Albanien må have en kraftig virkning på befolkningernes bevidsthed i Kosovo og Makedonien, især blandt Kosovos desperate ungdom. Dette er en ekstremt alarmerende udvikling for imperialisterne , som i de sidste fem år har forsøgt at holde Balkan under kontrol – dog kun med en relativ grad af succes. Imperialisterne er forfærdede, fordi de ved, at revolutioner ikke respekterer grænser. Erfaringen fra de sidste par år i Bosnien viser imidlertid, at de største imperialistiske magter ikke er særlig vilde med at intervenere med landstyrker. Det er et spørgsmål om “Efter Dem! Nej, efter Dem!” Washington ville foretrække at sende Sorteper videre til Frankrig og England, som så igen ville foretrække at lade den gå videre til italienerne og grækerne, som har direkte interesse i området. Men sidstnævnte er næppe mere vilde med dette perspektiv end de andre. Dem, der har lidt historisk viden, er klar over, at det kun er i det sidste halve århundrede eller deromkring, at det er lykkedes centralregeringen i Tirana at etablere sin kontrol over alle landsbyerne. Nu hvor befolkningen er bevæbnet, hvem skal så afvæbne den?

Det italienske borgerskab, som tidligere havde Albanien som koloni og stadig har ambitioner om at bruge det til at få fodfæste på Balkan, har leget med idéen om intervention (af “humanitære” grunde, selvfølgelig), men de er bange for konsekvenserne. Revolutionen i Albanien er for tæt på til, at de kan føle sig sikre. Som følge af den dybe sociale krise i Syditalien er det ret sandsynligt, at det albanske eksempel vil give arbejderne i Syden idéer. Den italienske herskende klasse er bange for at komme til at stå over for en lignende situation i fremtiden, som den følgende rapport, som vi for nyligt har fået fra Italien, viser:

“Der er en grundlæggende sympati blandt arbejderne over for “oprørerne” på trods af den borgerlige propaganda, som forsøger at fremstille dem som “kriminelle bander” osv. Vi har hørt bemærkninger som “Noget lignende vil ske her, hvis ikke situationen ændrer sig, især nede sydpå”. For nyligt var der en fagforeningsdemonstration mod arbejdsløshed i Napoli, hvor politiet angreb demonstranterne.”

Ethvert forsøg på at få en militær intervention i stand vil blive mødt med modstand fra den italienske arbejderklasse. Dette er ikke 1939! Hele situationen i Albanien betyder, at intervention ville føre til en langstrakt guerillakrig i et land, der passer godt til det både pga. terrænet og befolkningens traditioner og temperament. Der ville blive mange tab. Dette ville i sig selv kunne fremkalde en revolutionær situation i Italien. Det samme gælder for Grækenland. Der har været vedholdende rapporter i den vestlige presse om, at dele af den græske herskende klasse forbereder sig på en væbnet intervention i Albanien:

“I følge en kilde i går er regeringen i Athen ved at lægge planer om en intervention, hvis det græske mindretal i det oprørerbeherskede Sydalbanien bliver alvorligt truet.” (Daily Telegraph, 5/3/97.)

Det vil imidlertid heller ikke blive let for Athen at intervenere. Den græske arbejderklasse er velvilligt indstillet over for den albanske revolution, på trods af den massive anti-albanske propaganda. For første gang nogensinde har der været fællesdemonstrationer med både græske og albanske arbejdere i Athen. Det vil ikke blive let for den græske herskende klasse at invadere Albanien, selvom en del af den klart gerne ville. Deres propaganda om det græske mindretal i Sydalbanien vil de ikke komme nogen vegne med, for de græske albanere har været i opstandens fortrop, noget Berisha (uden succes) har prøvet at udnytte.

“Oprøret har spredt sig sydpå, i det område, hvor befolkningen hovedsageligt består af etniske grækere. I en telefonsamtale skjulte formanden for det græske mindretals organisation “Omonia”, Giorgos Lampavitiadis, ikke sin bekymring. “Vi står over for en borgerkrig. Der er ikke nogen regering her. Der er intet politi, ingen hær. Det hemmelige politis agenter er flygtet nordpå”. I mellemtiden er hele landsbyer og større byer, den ene efter den anden, faldet i de bevæbnede demonstranters hænder… Folk lader sig ikke engang skræmme af den albanske præsidents ultimatummer og erklærer, at de rede til at marchere mod Tirana… I byen Gjirokaster har demonstranterne indtaget en flådebase. Om aftenen sejlede to krigsskibe rundt i havnen og skød op i luften med maskingeværer.” (Il Manifesto, 4/3/97.)

Times (3/3/97) udtrykte sig endnu mere klart om den rolle, de albanske grækere spiller i opstanden:

“Sydpå er folk fra Albaniens græske mindretal, som er betydeligt i Vlore, med i fortroppen for den militante opposition, og nogle regeringsembedsmænd tror, at etniske grækere er involverede i en politisk undergrund, der har skaffet stjålne våben til demonstranter.”

Som altid skærer en revolution igennem nationalismens og det nationale hads gift. Dette er den måde, man én gang for alle kan udrydde den etniske konflikts mareridt på Balkan: på et revolutionært og internationalistisk klassegrundlag. En internationalistisk opfordring til arbejderne og bønderne i Serbien, Kroatien, Bulgarien og først og fremmest Grækenland, ville have en kraftig virkning, der ville ryste hele det kapitalistiske system i regionen. Washington er især bekymret for den virkning, den albanske revolution kan få på naboregionerne Kosovo og Makedonien, som begge har vigtige albanske befolkninger.

Mens vi skriver disse linier, kommer der rapporter om, at Berisha er flygtet fra landet, og at lederne for Socialistpartiet afholder diskussioner på et italiensk krigsskib og opfordrer til, at “venligtsindede europæiske magter” intervenerer for at genoprette ro og orden. Hvad enten disse rapporter er sande eller ej, er det klart, at det er ude med Berisha. Hvis ikke han forlader landet, kommer han måske til at ende sine dage som Mussolini – for enden af et reb. Hvad imperialisterne angår, så håber de på, at “socialistlederne” vil rage de varme kastanjer ud af ilden for dem. Disse sidstnævnte ville uden tvivl være villige til at gøre dette, men det er absolut ikke klart, om de er i stand til det. Lad os huske på, at i Ungarn i 1956 blev Imre Nagys “reform”-regering faktisk sat ud af funktion. Den havde kun magt af navn, men den virkelige magt var på gaderne.

Kan de ex-stalinistiske ledere kontrollere bevægelsen? Der var en interessant artikel i Corriere della Sera (6/3/97) under overskriften “Den liberale professor, der leder ex-kommunisterne: der er brug for regering med alle partierne.” I den står der:

“Sali Berisha havde været kommunist hele sit liv. Lederen af ex-kommunisternes opposition har aldrig haft et partimedlemsskabskort fra regimets tid i sin lomme og er først gået med i partiet for et år siden… Den socialistiske leder er en respekteret mand på Vestens ambassader og betragtes som en seriøs person, med hvem dialog er mulig. Og inden i partiet er der nu mange, der støtter hans moderate og socialdemokratiske holdninger, selvom disse må leve sammen med lag, der er mere knyttet til fortiden – det er et vanskeligt kompromis. Mejdani indrømmer, at han ikke har nogen direkte indflydelse på oprørerne, og han indrømmer, at situationen hverken er under regeringens eller oppositionens kontrol… Vores partis organisationsstruktur blev ødelagt sydpå, og i ugerne lige før opstanden blev næsten alle de lokale sekretærer arresteret. Vi er ikke længere i stand til at koordinere vores kræfter…”

For nyligt gjorde en rapport i Financial Times (12/3/97) den samme pointe endnu mere klar ved at citere en oppositionsleders ord:

“Vi politiske partier sidder bare og siger bla, bla, bla, men vi repræsenterer ikke rigtigt oprørerne, sagde hr. Perikly Teta, en tidligere forsvarsminister og ledende medlem af oppositionen Demokratisk Alliance…”

Konfronteret med truslen om at blive styrtet overlod den regerende klike til sidst regeringsmagten til “socialistlederne”. Det første, den nye foreløbige regering gjorde, var imidlertid at opfordre til udenlandsk militær intervention og bede om et hastemøde i FNs Sikkerhedsråd. Independent (14/3/97) kommenterede ironisk: “Den kan endnu nå at gå ned som en af de mest kortlivede regeringer i historien. I går middag blev Bashkim Fino taget i ed som Albaniens nye premierminister i spidsen for en nødadministration bestående af alle partier; men allerede før ham og hans ministre officielt havde overtaget deres embeder, var deres autoritet smuldret ind til det rene ingenting.”

På trods af de “socialistiske” lederes kujonagtige politik ligger den rigtige magt stadig hos det bevæbnede folk, der ligesom de franske kommunarder har “stormet himlen”. Det er ikke udelukket, at de kunne tage magten endda uden en ledelse. Men problemet ville være, hvad der ville ske bagefter. Hovedpunktet i al den vestlige propaganda er billedet af “kaos,” som forstærkes af TV-billederne af panikslagne tyske og italienske borgere, der klatrer ombord i militærhelikoptere, i scener, som selv borgerlige kommentatorer sammenligner med evakueringen fra Saigon i slutningen af Vietnamkrigen (en skæbnesvanger sammenligning!). Tilsyneladende blev de tyske helikoptere beskudt af uidentificerede skytter. Hvem var de? Hvilke kræfter ville have interesse i at fremprovokere noget, der kunne tjene som undskyldning for en udenlandsk intervention? Indenfor jura kan det være et vigtigt element i sagen for anklageren, hvis han kan finde et motiv for forbrydelsen. Svaret er klart. Kun repræsentanterne for et døende regime, som føler løkken stramme om deres hals, kan have en sådan interesse.

I løbet af de sidste par dage er det blevet klart, at regimet er smuldret sammen. Tirana flyder med våben. Lastvogne fulde af soldater har brudt udgangsforbuddet og kørt rundt i gaderne med våben i hænderne under sloganet “Vlore! Vlore!” Nordalbanien, som ellers skulle forestille at være loyal over for Berisha, har også rejst sig og bevæbnet sig. Men stadig nægter regimet at lægge sig ned og dø. Uhyret er dødeligt såret, men ånder stadig. De hundredvis af hemmelige politifolk med blod på hænderne forstår, at hvis revolutionen sejrer, vil der sandsynligvis blive summariske rettergange og henrettelser. Blodfejdetraditionen er meget gammel i Albanien. Men vigtigere end traditionen er det brændende ønske om retfærdighed – og hævn – i folkets hjerte. Hævn for de døde, for tævene og udplyndringen, for nedværdigelsen og slaveriet, og ikke kun i den nære fortid. Forbryderne ryster af angst, men hidser også sig selv op til et sidste desperat forsøg på selvforsvar, som nødvendigvis indebærer at gå i offensiven, at stoppe revolutionen på dens vej, at sabotere den med alle til rådighed stående midler.

Med ét er Tirana i anarkiets vold. Fængslerne åbnes og tømmes for fanger. Hvem har åbnet dem? Oprørerne? Det er en mulighed. Folket antager, at de fleste – hvis ikke alle – af dem, der sidder i fængsel, er ofrer for et uretfærdigt regime, ligesom de selv er. Bryd dørene op! Giv os frihed! Ja, det er en mulighed. Men ikke den eneste. Konfronteret med truslen om øjeblikkelig udryddelse har lederne af Shik stadig et par kort i ærmet. Nå, så Vesten frygter anarki? Så lad dem få en ordentlig omgang af det! Det vil også gøre en masse albanske borgere bange og overbevise dem om behovet for “Lov og Orden”. Det er en smal sag for et par civilklædte politifolk at ophidse en fattigdomshærget menneskemængde til at plyndre butikker, sætte ild til ting og skabe kaos. At noget af dette skulle ske alligevel, er ikke overraskende. Men det omfang, det sker i, antyder, at der er andre skjulte kræfter på spil. På samme måde opmuntrede zaristen Okhrana i oktober 1917 de tilbagestående befolkningslag til at plyndre spritbutikkerne og aristokratiets vinkældre, så revolutionen kunne drukne i vodka og kaos.

Angrebene på flygtninge i lufthavnen er helt tydeligt provokatørers værk, ligesom også en stor del af volden inde i Tirana er. På samme tid har civilklædte Shik-agenter (de tør ikke længere bære uniform) indtaget Tiranas centrum med tanks og pansrede mandskabsvogne. Berisha er forsvundet, og ingen ved rigtigt, om han har forladt landet eller ej. Regeringen tilbyder tilsyneladende tre gange den gennemsnitlige månedsløn til enhver, der vil hjælpe med at afvæbne oprørerne. Men når man tager i betragtning, at man risikerer liv og lemmer, er dette næppe god valuta for pengene. De prøver at samle, hvad der er tilbage af deres støtter, og forsøger endda at organisere pro-regeringsdemonstrationer. Men alt dette er i virkeligheden bare for syns skyld. Deres eneste rigtige håb er udenlandsk intervention, som de søger at fremprovokere ved at iscenesætte forskellige episoder, som alle troligt rapporteres af den vestlige presse som beviser på “anarki”.

Berisha har også advaret imod en deling af Albanien og prøver bevidst at spille på skellet mellem nord og syd. Hans antydninger om “udenlandsk indblanding” er tydeligvis rettet mod det græske mindretal i syden, som har spillet en aktiv rolle i opstanden. Berisha ønsker at give indtryk af, at Athens usynlige hånd er bag opstanden, og spiller således på albanernes ældgamle mistænksomhed over for deres mægtige sydlige nabo. Dette er selvfølgelig noget vrøvl. Det græske borgerskab har ikke noget imod at fiske i rørte vande for at øge sin status som stormagt på Balkan, men det er dødsens ræd for revolution og et væbnet folk. Medmindre den albanske revolution får et bevidst klasseprogram, er der imidlertid fare for, at der kan opstå en kløft mellem nord og syd, bevidst opmuntret af Berishas reaktionære klike. Shiks blodige provokationer vil blive brugt til at fremkalde alle slags skillelinjer, som kan komme til at føre til et rent mareridt, hvis ikke de kontrolleres. Selvom imperialisterne ikke ligefrem ville byde dette velkommen, så ville det dog fra deres standpunkt være uendeligt meget mere at foretrække frem for arbejderrevolutionens sejr. Det kaos og den blodsudgydelse, der ville blive resultatet, og som bevidst er tilskyndet af de kontrarevolutionære, ville så blive brugt i Vestens medier for at forberede den offentlige mening på en militær intervention – kun af “humanitære” grunde, selvfølgelig.

Mens Shik fremprovokerer mest muligt kaos i Tirana, har oprørsstyrkerne i syd sammensat en forenet National Komité for Frelse og Demokrati, bestående af repræsentanter fra Vlore, Sarande, Tepelene, Delvine, Berat og Kucove, det vil sige alle de største byer i de oprører-kontrollerede områder. Den kræver Berishas øjeblikkelige og betingelsesløse tilbagetræden, en koalitionsregering og valg i den nærmeste fremtid. Dette er krav, der kan støttes af enhver demokrat. Men de er langt fra at være et sammenhængende program, der kan løse det albanske folks brændende problemer. Kun et demokratisk, socialistisk program kan gøre det. Det vil sige den radikale ombygning af samfundet, ekspropriering af de uhæderlige mafiakapitalister og bankerne og dannelsen af ægte arbejderdemokrati baseret på Lenins fire punkter for arbejderdemokrati:

1) Frie og demokratiske valg.

2) Retten til at tilbagekalde alle embedsmænd i staten.

3) Ikke flere privilegier! Ingen embedsmand må få højere løn end en faglært arbejder.

4) Opløsning af Shik og alle undertrykkende organer. Ingen stående hær, men et bevæbnet folk!

Med sådan et program kan man starte på at genopbygge Albanien under det arbejdende folks demokratiske kontrol og administration. Til dette må føjes et internationalistisk program, så man kan appellere til de andre undertrykte folk på Balkan om støtte, idet man rejser det centrale krav om en Socialistisk Føderation på Balkan. Dette er den eneste måde, man kan overvinde truslen om intervention og vinde de græske, serbiske, kroatiske, bosniske, makedonske og bulgarske arbejderes militante støtte og solidaritet på. Når først magten er i arbejdernes og bøndernes hænder, vil det være muligt at udarbejde en fredelig løsning på alle de gamle problemer, der så længe har sået had blandt folkene og forhindret dem i at leve lykkeligt sammen.

Dette er det eneste anvendelige program, hvis den albanske revolution skal lykkes. Alt andet er indbildning. Er man bevæbnet med et sådant program, er sejren sikker til sidst. Men her må vi komme med en advarsel. På grund af manglen på et klart revolutionært og internationalistisk klasseprogram kan der opstå et mareridt. Masserne har givet alt, hvad de har. De har vist hele verden, at intet er umuligt, når først arbejderklassen og de andre udbyttede lag forener sig og kæmper for deres frigørelse. Ligegyldigt hvad der sker, var dette et strålende eksempel, der aldrig vil blive glemt. Men heltemod og vilje til at slås for frihed er i sig selv ikke nok til at sikre sejren. Uden et klart program kan alt, hvad der er blevet vundet, let mistes igen. Folkets fjender vil, når de er blevet besejret ved våbenkraft, søge tilflugt til list og bedrageri for at genvinde magten. De vil gøre, hvad de altid gør. De vil føre reformistiske politikere frem, der nyder folkets tillid. De vil åbne fængslets døre og frigive Fatos Nanos, et offer for det gamle regime, i håb om, at det vil tilfredsstille masserne. På samme måde som de i 1956 gjorde Imre Nagy til premierminister i Ungarn, da masserne allerede havde taget magten.

Hvis socialistlederne var rigtige socialister, ville der selvfølgelig ikke være noget problem. Et eneste ord ville være nok til at bringe den fredelige omdannelse af samfundet i stand. Men alle socialistledernes erklæringer viser, at de har kapituleret over for kapitalismen. Ad denne vej kommer der intet andet end katastrofer for folket. Inden for et vist tidsrum ville der komme nye kriser og ny uro, endnu større end, hvad vi hidtil har set. Desuden vil der, hvis socialisterne ikke sætter en omhyggelig udrensning i statsapparatet i gang, opstå fortsatte sammensværgelser og provokationer organiseret af det gamle regimes støtter og demokratiets fjender. Ægte demokrati kan kun opnås på én måde – ved at det arbejdende folk tager magten i sine egne hænder. Medmindre dette sker, kan det kaos, som den borgerlige presse konstant råber op om, blive til virkelighed. Albanien trues virkelig af forfærdeligt kaos – som et resultat af kapitalismens og imperialismens forbrydelser. For at forhindre dette er det nødvendigt at føre revolutionen helt ud i livet. Det nytter ikke noget med halve løsninger.

Geopolitiske hensyn gør det umuligt for imperialismen at blive ved med ikke at gøre noget. På nuværende tidspunkt er de rædselsslagne for at intervenere imod et helt bevæbnet folk. De har intet andet alternativ end simpelthen at vente og se, hvad der sker. Man det kan ikke vare ved. Frygten for den genklang, revolutionen vil vinde i Kosovo og Makedonien, og revolutionens generelle virkning vil tvinge dem til at gøre noget. De ville sandsynligvis bruge den græske og måske også den italienske hær til at knuse revolutionen ( for at “genoprette lov og orden”, og selvfølgelig som “humanitær hjælp”). Den massive propaganda, der anklager oprørerne for at være forbrydere og mafiosier, og den græske propaganda om behovet for at forsvare det græske mindretal i Sydalbanien (Epiros) er alt sammen del af et forsøg på at forberede den offentlige mening på en mulig militær intervention. Men hvordan dette vil blive gjort, er absolut ikke klart.

NATOs og alle de imperialistiske regeringers erklæringer gør det tydeligt, at perspektivet om intervention i Albanien gør dem dødsens ræd. Forvirringen i deres rækker skaber nogle morsomme situationer. NATO-talsmænd har udtalt, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen mening i at intervenere. På et tydeligvis nervøst og forvirret møde mellem udenrigsministrene i EU blev idéen om at sende en “lille politistyrke” (!!) luftet. Oprørerne, der lige har ordnet den albanske hær, flåde og luftværn, og som er i besiddelse af rigelige mængder kalashnikover, bazookaer og antiluftskyts, vil helt sikkert ryste i bukserne over dét! Den engelske udenrigsminister Malcolm Rifkind mente imidlertid, at selv dette forslag var for meget. Han foreslog, at interventionen skulle begrænses til, at man sender “militære rådgivere” for at instruere regeringen i Tirana i, hvordan man skal afvæbne befolkningen. Men englænderne har jo også altid været kendt for deres humoristiske sans.

I praksis er de ganske afmægtige, og de ved det. Men denne situation kan ændre sig. De vil sandsynligvis vente et stykke tid i håb om, at socialistlederne vil kunne klare situationen. Men til sidst vil de blive tvunget til at gribe ind. Men selv militær intervention ville ikke være enden på historien. Albanien er et klassisk guerrillakrigsland. Det albanske folk har i århundreder kæmpet mod udenlandske besættelser og vil ikke acceptere underkastelse uden hård kamp. En guerillakrig i Albanien ville være blodig og vare længe. Den ville have enorme konsekvenser for hele området, især Grækenland og Italien.

Det er nødvendigt for enhver tænkende arbejder at tænke over betydningen af begivenhederne i Albanien. Vi må skære igennem den tåge, der er blavet skabt af løgnagtig propaganda og misinformation, og skelne mellem situationens vigtige og sekundære træk. Vi er vidner til en dybtgående forandring i verdenssituationen. Samtidig med at revolutionen gik i gang i Albanien, var en anden oprørshær tusinder af kilometer væk på vej for at styrte Mobotus forhadte regering i Zaire. Hverken udenlandske lejesoldater eller den franske imperialismes intriger kan stoppe dem. I Latinamerika har vi set revolutionære bevægelser i Ecuador og Colombia i løbet af den sidste måned eller deromkring. Også i Rusland er de ubærlige forhold, som bevægelsen i retning af kapitalisme har skabt, ved at fremkalde en eksplosiv situation. Det er disse ting, der skræmmer imperialisterne mere end noget andet.

De albanske begivenheder viser, hvilke uudtømmelig energireserver og revolutionære potentialer der eksisterer i masserne. Men de afslører også en rent spontan bevægelses begrænsninger, når den ikke har en bevidst ledelse. Opgaven at opbygge sådan en ledelse kan ikke udskydes, til masserne allerede er ved at gå i aktion. Det må forberedes tålmodigt gennem år og endda årtier inden da. Når først revolutionen begynder, er enhver mulighed, der går tabt, væk for altid, og situationen ændrer sig med lynets hast fra dag til dag, eller måske endda fra time til time. Det er den albanske revolutions tragedie, at der på det afgørende tidspunkt ikke eksisterer en sådan ledelse. Bevægelsen kan komme til at betale en frygtelig pris for denne manglende faktor. Men i det mindste på nuværende tidspunkt bærer revolutionens kraft alt foran sig. Det er en fantastisk bekræftelse af de marxistiske idéer!

I tidligere dokumenter har vi pointeret, at der som følge af de uudholdelige forhold, som bevægelsen i retning af kapitalisme har skabt, kan opstå en Pariserkommuneagtig situation i Rusland. Mange tvivlede på, at dette var muligt. Nu har det vist sig at være korrekt. Det, der sker i Albanien i dag, kan ske i Rusland i morgen. Vi må være forberedt på nye skarpe sving og pludselige ændringer i situationen. Det, der står klart, er, at alle arbejdere og unge på internationalt plan må forsvare den albanske revolution. Den er tegn på, at Europa er ved at vågne op igen til ny revolutionær dåd. De albanske arbejdere og bønder har skrevet det første kapital. Hvem kommer til at skrive det næste?