Billede: Public domainKabuls fald og Talibans tilbageerobring af magten er et produkt af imperialismen; det samme var de islamiske fundamentalisters opståen i regionen til at starte med. Saur revolutionen i 1978 formåede næsten at ryste Afghanistan ud af sin tilbageståenhed, for kun at blive kastet tilbage af den fundamentalistiske kontrarevolution, støttet og bevæbnet af vesten. Denne artikel forklarer hvordan revolutionen opstod, hvad den opnåede og hvordan den blev besejret.
I de borgerlige medier bliver Afghanistan kun omtalt i forbindelse med islamisk fundamentalisme, jihad, krigsherrer og narkokarteller. Selv om disse ting er et trist faktum i dagens Afghanistan, har det ikke altid stået sådan til med dette uheldige land. For 40 år siden rystede en revolution næsten landet ud af dets tilbageståenhed, men det blev hurtigt kastet tilbage igen af den imperialistiskfinansierede fundamentalistiske kontrarevolution. For at forstå den nuværende situation i Mellemøsten, og ikke mindst fremvæksten af de reaktionære fundamentalistiske kræfter i regionen, er det nødvendigt at forstå 1978’s afghanske Saur-revolutions udbrud og fald.
Historisk baggrund
Afghanistan er et geografisk vigtigt land. Som Engels skrev: ”Afghanistans geografiske position, og dets folks særlige karakter, giver landet en politisk vigtighed, der ikke kan undervurderes i anliggender relateret til Centralasien.”
Landet forbinder Centralasien med Sydasien, og dets geografiske position har spillet en yderst vigtig rolle i begivenheder omkring landet, der har varet helt frem til i dag. I det 20. århundrede var landet en bufferzone mellem det britisk kontrollerede Indien og Zar-Rusland. Briterne prøvede at besætte landet, men det lykkedes dem aldrig at besætte det hele. Ikke desto mindre lykkedes det dem at overtage en del af Pashtun-regionen, og bringe den under deres dominans gennem Indien. Senere ville denne splittelse have alvorlige konsekvenser, og blev brugt af USA og Pakistan til at nedkæmpe revolutionen og tage kontrol over landet.
I starten af det 20. århundrede forsøgte Kong Amanullah – en anti-imperialist inspireret af den tyrkiske Mustafa Kamal Attaturk – at modernisere Afghanistan uden held. Som Trotskij påpegede i samtiden:
”Her har vi endnu en nation i Østen, der fortjener særlig omtale i dag […]. Denne er Afghanistan. Dramatiske begivenheder finder sted der, og den britiske imperialismes hånd er involveret i disse begivenheder. Afghanistan er et tilbagestående land. Afghanistan tager de første skridt i at europanisere sig selv, og garantere sin uafhængighed på et mere kultiveret grundlag. De progressive nationalistiske elementer i Afghanistan sidder på magten, og derfor mobiliserer og bevæbner britisk diplomati alt, der på en eller anden måde er reaktionært, både i selve landet og langs dets grænser med Indien, og kaster alle disse kræfter mod de progressive elementer i Kabul. Hvis vi starter med at se på de dekreter, som ikke blot borgerlige, men også socialdemokratiske autoriteter i Tyskland, brugte til at forbyde 1. maj-demonstrationer, og dernæst se på begivenheder i Kina og Afghanistan, kan vi overalt se partier fra den Anden Internationale, bakker op om undertrykkelse. For, som I ved, angrebet mod Kabul, der er organiseret med britiske ressourcer, sker under den pacifistiske MacDonalds regering [Ramsay MacDonald, britisk premierminister for Labour].” (Leon Trotskij: April 1923).
Ud over de imperialistiske aggressioner, slog Amanullahs planer om at modernisere Afghanistan fejl på grund af manglen på et nationalt borgerskab; den klasse der gennemførte industrialiseringens revolution i Europa og grundlagde de moderne nationalstater.
I revolutionens tid, 1978, var Afghanistan omringet af vigtige lande som Sovjetunionen, Iran, Kina og Pakistan. Senere deltog alle disse lande aktivt i revolutionen og kontrarevolutionen i Afghanistan.
Afghanistan og den koloniale revolution
I mange dele af verden, også nabolandet Pakistan, var 1968 året for masse- og protestbevægelser. Afghanistan var ikke en undtagelse. I Afghanistan i 1968 opstod en bølge af studenter- og arbejderstrejker. Studenterne forlangte uddannelses- og pensumreformer, protester mod adgangspolitikker, osv. Arbejderne forlangte lønforhøjelser, bedre arbejdsforhold, ferier, kortere arbejdsdage og sygeforsikring. Den anerkendte afghanske historiker Louise Dupree beskriver situationen med disse ord:
”Den lejlighedsvise opbakning fra studenter – endda i nogle tilfælde, opbakningen fra grammatikskolens studenter – til arbejdernes strejke, overraskede mange i Kabul.”
Bevidsthedsniveauet blandt de studerende var højt:
”I nogle klasseværelser, nægtede de studerende ofte at lytte til anti-marxistiske synspunkter, og der er blevet skabt en atmosfære, hvori få akademikere kan diskutere noget som helst relateret til Vesten på en positiv måde.”
Revolution er smittende, og Dupree indrømmer også dette:
”Den eksisterende udvikling af kommunikation i dag, fordrer, mener jeg, oprejsningen af studenter-arbejder-demonstrationer. Nyheder om politiets lukning af bevægelser i Berkeley, om opstande i Columbia eller om studerende og arbejdere sammen på barrikaderne i Paris, tager kun timer at nå rundt om hele jorden – og enhver by og mange landsbyer i Afghanistan har deres andel af transistorradioer. Studenteroptøjerne i Afghanistan kan ses som en forlængelse af og del af det generelle studenteroprør over hele verden.”
Det er sandt, at det var effekten af arbejdernes oprejsning overalt i verden, men bag alt dette var også det organiserede arbejde lavet af PDPA (Folkets Demokratiske Parti Afghanistan), da det var partiets strategi at udføre det politiske arbejde blandt arbejdere.
Marx overvejede ikke problemerne med revolution i kolonilandene, siden han forudså, at den ville starte i de industrielle lande. Dette var ikke tilfældigt, men fordi Europa var centret for en verdensrevolution i Marx’ tid.
I de koloniale og tidligere koloniale lande, er det umuligt at gå fremad på en base bygget på de gamle sociale relationer. I alle disse lande kunne problemerne med den national-demokratiske revolution, den agrariske revolution og likvideringen af feudale og præfeudale overleveringer ikke løses på samme måde som de blev i de klassiske borgerlige revolutioner i Frankrig i 1789. Borgerskabet i de koloniale lande var opstået for sent og ankom til en verden, der allerede var globalt domineret af kapitalistiske relationer. På grund af dette, kan det nationale borgerskab i de koloniale lande, ikke spille en progressiv rolle, som den det vestlige borgerskab spillede i udviklingen af det kapitalistiske samfund i deres respektive lande hundrede år tidligere.
Borgerskabet udviklede sig for sent i Afghanistan og var for svagt til at kunne spille en progressiv rolle. Billede: public domain
Borgerskabet i kolonilandene er for svagt, deres ressourcer er for begrænsede til at borgerskabet overhovedet kan håbe at konkurrere med de industrielle økonomier i det kapitalistiske vesten. Kort sagt, er de koloniale borgerskab hænder båndet af tusind tråde, trådene til den ene hånd fører tilbage til det gamle samfund, og imperialismen til den anden, og derfor er de tvunget til et forsvar af status quo. Derfor ligger historien pligten, til at gennemføre en national-demokratisk revolution mod de feudale levn og en socialistisk revolution mod borgerskabet samtidig, på skuldrene af proletariatet.
Råddenskaben i de sociale relationer, imperialismens relative svaghed og Kinas fremvoksende industri og stabilitet i efterkrigstiden, førte til store sociale rystelser og revolutioner i kolonilandene. Men den stalinistiske degenerering af Den Russiske Revolution, den bonapartistiske karakter af den Kinesiske Revolution, på trods af hvad den opnåede, betød, at revolutionerne i kolonilandene begyndte med et nationalistisk indskrænket perspektiv og med fundamentale deformiteter helt fra begyndelsen. Dette var også baggrunden for revolutionen i Afghanistan og derfor også basen for dens nederlag og for kontrarevolutionens sejr, som jeg vil forklare følgende.
PDPA
Folkets Demokratiske Parti Afghanistan blev grundlagt den 1. januar 1965 i partilederen Nur Muhammed Tarakais hus. Partiets mål blev beskrevet med disse ord:
”Vi ved, at vi kæmper for nogle klasser mod andre klasser, og at vi vil bygge sådan et samfund på base af sociale principper, der er i de arbejdendes interesser, og hvori der ikke findes individuel udbytning.” (Tale ved den første kongres for PDPA).
Men kort efter dets oprettelse, stod partiet overfor et split i 1967, hovedsageligt på spørgsmålet om modstand mod kongen.
De to hovedgrupper, der opstod efter splittet, navngivet efter deres respektive aviser, selvom de begge fulgte Sovjetunionens teoretiske linjer, var Parcham (Det Røde Flag), der var mere orienteret mod nationalisme og hvis base hovedsageligt kom fra den urbane middelklasse. Deres arbejde var mere koncentreret mod de væbnede styrker, hvor de også havde en stærk base.
På den anden side havde vi Khaliq (Folket) som var mere baseret på klasseperspektivet. Deres sociale base kom fra byernes arbejderklasse og landets fattige.
Der eksisterer en udbredt myte, selv blandt nogle venstreorienterede, at PDPA ikke havde nogen massebase overhovedet. Men store afghanske historikere er uenige i dette udsagn og flere mener derimod, at PDPA havde stor støtte selv på landet i Afghanistan. Ud over dette, er der beviser på at det lykkedes PDPA at etablere en studiekreds i Pashtun-regionen over grænsen i Pakistan.
Revolutionen
I 1973 kom Daud – som var en af kongens fætre og Pashtunorienteret politiker, til magten gennem et kup med aktiv støtte fra Parcham og hæren og afskaffede officielt monarkiet. Daud havde nære forbindelser til Sovjetunionen. I starten af Dauds regime, nød kommunisterne frihed til at udføre de aktiviteter, de ønskede, men efter PDPA blev samlet igen i 1977 og deres indflydelse på det civile og militære bureaukrati voksede, blev disse kommunister en trussel mod regimet.
Den 18. april 1978 blev fagforeningsmanden og lederen af Parcham, Mir Akbar Khyber myrdet på mystisk vis. Tusindvis af mennesker samlede sig til hans begravelse i Kabul. Mir Akbar Khybers død og begravelse var en advarsel til regimet og dette intensiverede til en kamp på liv og død mellem regimet og PDPA. Ti dage senere, den 28. april, tog PDPA statsmagten gennem et proletarisk bonapartistisk kup, som Khaliq-fraktionen stod i spidsen for.
Saur-revolutionen (Der tager sit navn fra den måned i den afghanske kalender, hvor revolutionen fandt sted) var ikke som Ruslands bolsjevikiske revolution i oktober 1917, hvor magten blev taget af arbejder- og bondemasserne ledt af Lenin og Trotskij. For at karakterisere et sådant fænomen som det vi så i Afghanistan, udviklede den britiske marxist Ted Grant, begrebet ”proletarisk bonapartisme”. Dette beskriver en situation hvor kapitalisme og privatejendom er blevet afskaffet og de vigtigste dele af økonomien er blevet nationaliseret, men hvor magten ikke ligger i folkets hænder og i stedet bliver holdt af et et-parti diktatur, der styres via militæret og politiet.
Saur revolutionen tog magen igennem et statskup, ikke et folkeligt oprør. Billede: Cleric77
Det er interessant, at ingen af fraktionerne i PDPA havde noget perspektiv på, eller forventede, en revolution i Afghanistan i den nærmeste fremtid. Det samme gjaldt i Sovjetunionen. Revolutionen i Afghanistan var en overraskelse for sovjetbureaukratiet. Revolutionen blev tvunget frem af Daud-regimet ved at undertrykke PDPA. Det var et simpelt spørgsmål om overlevelse for PDPA. Efter mordet på Mir Akbar Khyber tog udrensningen af kommunister fart. Regimet arresterede partimedlemmer, heriblandt partilederen Nur Muhammed Tarakey ved midnat den 26. april. Dette var et fatalt træk fra Daud-regimet.
Den næste morgen startede PDPA et i forvejen planlagt plot, der var designet specifikt, hvis en situation som den, der fandt sted den 26. april, skulle opstå. Omkring 250 kampvogne og pansrede køretøjer deltog i kuppet, og officerer der var medlemmer af partiet, overtog kommandoen over både land- og luftstyrkerne. Den arresterede partileder blev løsladt fra fængsel som den sejrende. Radio Kabul samt Bigram og Kabul lufthavn var under oprørernes kontrol. Samme aften annoncerede de revolutionens sejr over Radio Kabul.
Kampen for et befriet Afghanistan
PDPA overtog et land i ringe forfatning. De sociale problemer var dybe og brede. Afghanistan var et af verdens fattigste lande. Omkring revolutionens tid, var befolkningstallet omkring 15,1 millioner, hvoraf kun 14 % levede i byer. De resterende 13 millioner levede på landet og 1,5 millioner af de 13 på landet var nomader.
Analfabetisme var utroligt udbredt og lå på omkring 95% af befolkningen. Derudover var Afghanistan en indlandsstat med et areal på omkring 650.000 kvadratkilometer hvoraf kun 12% var dyrkbart og 60% af det dyrkbare land var braklagt hvert år, dels på grund af vandmangel, dels på grund af det tilbagestående feudale system, der dominerede i landdistrikterne. PDPA antog at 45% af det dyrkbare land var i hænderne på 5% af landejerne. Bønderne levede i miserable forhold og under en massiv gældsbyrde, som de primært skyldte til individuelle jordbesiddere eller storbønder.
Landdistrikterne var socialt tilbagestående med stammeadfærdskodeks og en forvrænget form for islamisme. Både socialt og økonomisk var præsteskabet svagt og kom fra de lavere lag i samfundet. Fysisk infrastruktur fandtes nærmest ikke. Det faktum at ikke en eneste landsby havde elektricitet i år 1978, afslører den forfærdelige tilstand, som den fysiske infrastruktur befandt sig i. I forbindelse med sundhed, uddannelse, kommunikation og andre former for social og fysisk infrastruktur, var Afghanistan også et af de mest tilbagestående lande.
Den industrielle base var svag og industriel produktion svarede til kun 17% af BNP, og kunne kun tilfredsstille cirka 10-15% af forbrugerbehovet for sukker, tekstil, fodtøj osv. Det industrielle proletariat svarede til blot 40.000-50.000 og var koncentrerede i 4-5 urbane centre. Det største urbane og industrielle center var hovedstaden Kabul.
50% af arbejdskraften var ansat i fabrikker med over 1.000 ansatte. Selvom fagforeninger var ulovlige, gik omkring 70 af de største fabrikker i strejke, hvilket viser bevægelsens militante karakter.
Trods disse utroligt hårde forhold som PDPA-regimet stod overfor efter det tog magten, var det fast besluttet på at ændre Afghanistans skæbne. Kort efter magtovertagelsen startede PDPA en række radikale reformer.
Den første store reform var nationaliseringen af industrien. Efter blot få år viste denne reform dens resultater i ren industriel produktion. For eksempel svarede mineindustrien i 1978 blot til 3,3% af den nationale indkomst. I 1983 var den oppe på 10.
Dekret nummer 6 ophævede den gæld, som mange bønder skyldte til rige jordbesiddere og storbønder. Dette løftede en enorm byrde fra de fattige bønders skuldre, som havde tynget dem i århundreder.
Dekret nummer 7 introducerede ægteskabsreformer. Her var især ophævelsen af ”brudepris”, en århundredgammel praksis, bemærkelsesværdig. Dekretet indførte også en seksuel lavalder.
Land blev omfordelt og bondekollektiver introduceret. Der blev sat begrænsninger for ejerskabet af land. Disse reformer var enormt betydningsfulde for social og økonomisk retfærdighed, men også for at kunne forbedre landbrugsproduktionen. Efter regimets første år ved magten, antages det at over 3.300 kvadratkilometer af land var blevet givet ud til 132.000 familier. Vandfordeling, der før havde været individuelle mænds eller familiers ansvar, overtog staten under Landbrugsministeriet.
Lignende reformer blev indført for at udrydde analfabetisme. En vigtig af disse reformer var nationaliseringen af trykpressen, der var et vigtigt instrument i at øge tilgængeligheden af læringsmateriale, men det gjorde det også muligt at forberede læringsmateriale til regionale sprog.
Ligestilling mellem mænd og kvinder blev også implementeret, ligeledes gjorde en barselsorlov. Denne slags reformer var fuldstændigt uhørte i hele regionen. Introduktionen af en planøkonomi viste snart sine enorme resultater i de forskellige sfærer af økonomien. For eksempel blev over et hundrede nye fabrikker bygget på fem år frem mod 1983. I forhold til infrastruktur, var der en stigning på 84% i antal hospitalssenge, og 45% stigning på tilgængelige læger. De besiddende klassers magt og privilegier var blevet hårdt skadet og imperialismen var truet.
Kontrarevolution
Kapitalismen er en økonomisk enhed, der er forbundet over hele verden. Derfor var en trussel mod kapitalismen, selv i et lille og økonomisk tilbagestående land, uacceptabelt for kapitalismens strateger. Revolutionens første år gik relativt godt. En udbredt misforståelse er, at USA først invaderede Afghanistan efter Sovjetunionen. I realiteten startede den amerikanske imperialisme med at bekæmpe revolutionen længe før Sovjetunionen blandede sig. Da USA begyndte at blande sig, mente de fleste af kapitalismens strateger, at Sovjetunionen ikke ville blande sig. I foråret 1979 begyndte den amerikanske imperialisme at mobilisere sit reaktionære maskineri. CIA sendte deres første mørklagte forslag til daværende præsident Jimmy Carter i marts 1979, hvor de bad præsidenten om at støtte kontrarevolutionen i Afghanistan. Amerikanerne snakkede sammen med Saudi-Arabien og Pakistan, for at planlægge en strategi for kontrarevolutionen. Resultatet skulle blive en blanding af dollars og liberalisme fra vesten, kombineret med Saudi-Arabiens wahhabisme, der blev støttet militært af Pakistans diktator General Zia ul Haq. Det var denne treenighed af reaktion, der skulle bekæmpe revolutionen.
Samme sommer autoriserede Carter-administrationen CIA at bruge 500.000 dollars på kampagnen. Som tiden gik, hjalp hvert nævneværdigt kapitalistisk land med til at skabe et Frankensteins monster af islamisk fundamentalisme til at bekæmpe revolutionen. Et monster, der meget passende, hjemsøger sine skabere den dag i dag.
Selv i lille Danmark bragte kontrarevolutionen en imam fra en moske i København, den velkendte Mujahedinske leder Sabghitullah Mujadadi og den liberale studenterleder (og senere statsminister) Lars Løkke Rasmussen sammen. I dag portrætterer de vestlige medier islamisk fundamentalisme, som havde de intet at gøre med den. Men i virkeligheden er vores dags fundamentalister et direkte resultat af imperialistiske politikker.
Lars Løkke Rasmussen med mujahedinere i Afghanisten 1988. Den daværende VU-formand startede en støttekampagne for skoler (SPA 88) via tvivlsomme organisationer. Veteraner blandt mujahedinerne dannede i løbet af 90’erne Taliban.
Udfordringer
Saur-revolutionen havde sine egne svagheder. En helt objektiv: Landets dybe økonomiske og sociale tilbageståenhed, der betød at den lille arbejderklasse ikke spillede nogen uafhængig rolle i revolutionen – hvilket er en forudsætning for en socialistisk revolution. Manglen på en international revolution betød at Saur-revolutionen var isoleret, og eksistensen af den rådne og stalinistiske teori om muligheden for at bygge socialisme i et land for at overvinde dets økonomiske problemer, gjorde situationen værre.
Den anden svaghed var PDPAs organisering. PDPA udviklede sig aldrig til en sammenhængende leninistisk organisation og kort efter magtovertagelsen, startede en fraktionskamp om intern magt. Men splittelsen blev også forværret af Sovjetunionens indblanding. Faktisk spillede Sovjetunionens bureaukrati en yderst reaktionær rolle ved aktivt at tage del i fraktioneringen af PDPA. De støttede op om Parcham-delen mod Khaliq. Khaliq-fraktionen var stærke modstandere af sovjetisk indblanding, og advarede dem om at det ville have alvorlige konsekvenser. Men i december 1979 intervenerede Sovjetunionen militært. Parcham-fraktionen overtog magten, og en udrensning af Khaliq-fraktionen blev sat i gang og det svækkede kun partiets greb om magten. Denne interne konfrontation havde allerede været under opsejling hele sommeren.
Khaliq-fraktionen gjorde sig den illusion, at ved at holde sig udenfor alliancerne i forhold til udenrigspolitik, kunne de skabe et venligt indstillet miljø til det nye regime. Men med Sovjetunionens indblanding blev Afghanistan til en slagmark for to supermagter. Og situationen i Afghanistan blev hurtigt til en hængedynd for Sovjetunionen.
Kontrarevolutionens sejr
Imperialismen finansierede den mujahedinske kontrarevolution. Nogle af disse “frihedskæmpere” blev senere til Taliban. Billede: public domainRegimet rullede lidt efter lidt alle reformer tilbage i et forsøg på at konsolidere med oppositionen og i 1988 trak Sovjetunionen sig ud af Afghanistan. På dette tidspunkt stod regimet utroligt svagt og i 1992 overtog Mujahedinerne magten. Senere veteraner blandt Mujahedinerne dannede en pakistansk-finansieret rebelgruppe, der i dag er kendt som Taliban. Taliban overtog magten og myrdede brutalt overhovedet af Parcham-regimet Najibullah. Den følgende 40 års lange kontrarevolution skubbede Afghanistan tilbage til et stadie af barbarisme. Kontrarevolutionen havde ikke kun effekt på Afghanistan, men hele regionen og især Pakistan. Heroin blev brugt til at finansiere kontrarevolutionen og Mujahedinerne. I dag har denne strategi skabt den første narkotikastat i verden. Man antager, at i dag er over 2.000 kvadratkilometer i Afghanistan dedikeret til produktionen af opiumsvalmuer. I 2017 var opiumshøsten på 9.000 tons.
Den afghanske Saur-revolution var håbet om befrielse fra elendighed og undertrykkelse af jordbesiddere og kapitalisme, ikke blot det afghanske folk, men for hele regionen. Dette håb blev druknet i blod af imperialisterne. I dag er det eneste håb for at besejre disse reaktionære, at reorganisere omkring klasselinjer. Den eneste hævn for den forfærdelighed, der ramte det afghanske folk, er at vække en socialistisk revolution til live mod den årtier gamle kontrarevolution. Dette er den eneste måde hvorpå man kan trække ikke blot Afghanistan, men også Pakistan ud af kløerne på barbarismen, der er skabt af imperialisme og kapitalisme. Den historiske opgave ligger på skuldrene af regionens arbejderklasse og hele den avancerede kapitalistiske verdens arbejderklasse. For at gøre dette, er det nødvendigt at bygge organiseringen af arbejderklassen på et internationalt niveau.
