Dem og os: Hvilken alderdom?

gangstativ

Emilie Bruun



2 minutter

DEM:

Samfundets top presser på for, at folkepensionsalderen hele tiden bliver sat op. Men de kan jo være ligeglade. De har nemlig selv store private pensionsopsparinger. Med lommerne fulde af ubetalt arbejde kan eliten trække sig tilbage, når de ønsker det – pensionsalder eller ej.

Femten millioner kroner har den rigeste 1% af danske seniorer i gennemsnit, når de trækker sig tilbage. Af de heldige vindere kommer de fleste fra forsikrings- og bankbranchen. De 100 rigeste danskere kan med en samlet formue på 647 milliarder kr. leve livet. Derfor er det også kun passende, at direktørerne og topcheferne skal kunne gå på pension med fede bonusordninger oveni deres private opsparinger.

Når politikerne er færdige med at forhandle forværrede vilkår for arbejderne, tager de sig også også godt betalt for besværet. Ministerpensionen ligger på lige over 276 tusind om året… oven i alle de andre overførsler og indtægter. Det skal åbenlyst kunne betale sig at tage slæbet med at smadre samfundets fattigste.

OS:

De rigeste i samfundet har skrabet fede opsparinger sammen gennem et helt livs udbytning af arbejderklassen. Til forskel har over halvdelen af danskerne en pensionsformue, der kun giver 4.200 kroner eller mindre om måneden oven i den miserabelt lave folkepension, som man hverken kan leve eller dø af. 37 procent vil kun få 2.000 kroner om måneden eller mindre oven i folkepensionen.

Ifølge velfærdsforliget kan unge arbejdere under de 22 år forvente, at skulle arbejde til de er knap 75 år gamle. Pensionsalderen er baseret på forventningen om højere levealder blandt danskerne. Det er på trods af, at danskernes levealder på nuværende tidspunkt stagnerer. Fremtidens arbejderpensionister kan altså ikke forvente meget mere end fem års pension, før det er tid til at stille træskoene.

Det koster dig livet at være arbejder. Levealderen er langt lavere for arbejdere end for samfundets elite. Risikoen for sygdom, arbejdsulykker og selvmord er tårnhøj blandt fiskere, kokke og tjenere. En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser sågar, at arbejdsrelaterede dødsfald blandt mænd uden en erhvervsuddannelse er dobbelt så høj, som arbejdsrelaterede dødsfald for mænd der har en lang videregående uddannelse. Derudover lever den rigeste fjerdedel af danske mænd i gennemsnit knap 10 år længere end den fattigste fjerdedel. For 25 år siden var den forskel blot 5,5 år.

Retten til alderdom tilkommer tilsyneladende kun samfundets top. Men vi bør glæde os. For som nogen engang sagde: Arbejde gør fri.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]