Klokken lidt i syv på en mandag aften er der normalt lidt tomt på de samfundsvidenskabsstuderendes cafe på Øster Farimagsgade i København. Men denne mandag, den 13. september, siver der langsomt flere og flere ind i cafeen. Der bliver spillet noget bordfodbold men da klokken nærmer sig de syv bliver der gjort klar til et oplæg ved journalist og forfatter Andreas Bülow. Og de tyve samlede sætter sig i en løs cirkel om oplægsholderen.
På Københavns universitet havde Hands Off Venezuela kampagnen allieret sig med studiekredsen Marxistiske studerende og inviteret forfatteren ud for at holde foredrag om sin nye bog. Dette som en del af en større turné med forfatteren i Danmark.
Opstand druknet i blod
Andreas startede ud med at holde et godt oplæg om situationen i Venezuela, både historisk men også hvorledes det står til i dag. Han lagde meget vægt på Caracazo opstanden i 1989, hvor de venezuelanske fattige gik på gaden i protest mod pludselige fordoblinger på benzin prisen. Det betød for tusinder af fattige at de ikke kunne betale bussen fra forstæderne til Caracas, og derfor ikke kunne komme på arbejde.
I tre dage var der gennem hele landet oprør, bål i gaderne og kampe med ordensmagten. Før regeringen valgte at drukne bevægelsen i blod og sætte militæret ind.
Andreas forklarede med en anekdote fra Venezuela, hvordan militæret i landet er sammensat af mange fattige lag, og mange rekrutteres fra arbejder- og bondefamilier. Disse lag begyndte at sætte spørgsmålstegn ved de ordrer, de fik, og ved systemet som helhed.
Hugo Chávez
Nogle år efter blev dette udtrykt ved et fejlslagent militærkup anført af den dengang endnu ukendte Hugo Rafael Chávez Frias. Den samme Chávez der i 1998 skulle komme til at vinde et demokratisk valg med 56 procent af stemmerne. Fra dengang af har Chávez vundet ikke mindre end 12 valg, der er blevet fulgt af internationale valgobservatører.
Dette lagde selvfølgeligt op til diskussion og uddybende spørgsmål om demokratiets natur i Venezuela. Men for at forklare det Venezuelanske styres demokrati forestillinger, berettede Andreas, hvorledes de venezuelanske medier, der støtter oppositionen, åbenlyst lyver og bruger billedmanipulation til at tilsmudse revolutionen og den bolivariske bevægelse. I Danmark er der straf for den form for bagvaskelse.
Økonomisk demokrati
Andreas fremhævede mange gange, at den Venezuelanske opposition ejer over 80 procent af alle medier og bruger dem aktivt imod Chávez og den revolution, han står for. Men også på økonomisk plan bruger de deres magt over samfundet til at blokere for landets udvikling. Blandt andet ved en stor arbejdsgiver lockout i 2002. Men også siden hen ved at tilbageholde basisvarer for forbrugerne, så det i perioder er næsten umuligt at få varer som kaffe eller mælk, fordi de bliver tilbageholdt eller destrueret. Det leder til spørgsmål om arbejder demokrati ude på arbejdspladser og nationalisering af besatte fabrikker.
Andreas berettede levende om de kampe der havde været på nogle af landets fabrikker for arbejderkontrol og nationalisering. Hvorledes arbejdere, der tidligere havde været bange for deres chef, nu kunne sætte sig i hans stol som demokratisk valgte ledere af fabrikskomiteen. En del af disse fabrikker har Andreas selv besøgt og set resultaterne med egne øjne. Han understregede dog, at revolutionen må tages videre og føres til sin afslutning, hvis denne arbejderkontrol skal kunne overleve. Det er i længden umuligt at have enkelte fabrikker, der er socialistiske i et kapitalistisk hav.
Efter mødet blev oplægsholderen takket, og mødets deltagere opfordret til at drikke en øl og fortsætte diskussionen. Desuden blev deltagerne inviteret til næste møde, som Marxistiske studerende afholder om to uger. Her vil diskussionen bevæge sig fra det konkrete til det abstrakte da man forlader Venezuelas hede for at kaste sig over Marxistisk videnskabsteori.
