For 100 år siden blev Dansk Vestindien (US Virgin Island) solgt til USA for 25 millioner dollars. De tre øer Skt. Jan, Skt. Thomas og Skt. Croix’ rolle i danmarkshistorien var afsluttet, men de havde spillet en vigtig rolle. De havde været dansk kapitalismes blodige begyndelse.
Her 100 år efter salget er der er rejseselskaber og politikere i Danmark, der taler med længsel i stemmen om Vestindien som det tabte ”tropeparadis”. Profil-rejser lover: ”Historiens vingesus fra kolonitiden”, hvis der købes en rejse hos dem. Politikeren Søren Espersen (DF) mener, at Danmark indirekte har gjort efterkommerne af slaverne en tjeneste: ”Var deres forfædre ikke slæbt med ombord på slaveskibene, er det uomtvisteligt, at de og deres efterkommere her i 2017 jo så var blevet i Ghana. Deres situation blev altså helt anderledes: De var blevet født og voksede op som ghanesere – i stedet for som statsborgere i USA.”
Sandheden er, at ”tropeparadiset” var danmarkshistoriens største folkedrab. Det var et folkedrab på uskyldige, der blevet kidnappet med vold fra deres hjem. Det var mennesker, der så deres ”uproduktive” familiemedlemmer blive dræbt, hvorefter de blev tvunget ombord på et slaveskib, hvor flere måneders overfart medførte døden for utallige mennesker indtil ankomst til ”tropeparadiset”. Her blev slaverne voldtaget, tortureret og arbejdet til døde inden for deres første år i Dansk Vestindien. Alt sammen blev dette udført for et tjene profit, hvilket i sandhed foregik i et ”tropeparadis”! Drabet på hundredtusinder i Vestindien satte sit aftryk på danmarkshistorien, da slavehandelen i Afrika og sukkerplantagerne i Vestindien lagde grundlaget for dansk kapitalisme.
Dansk kolonialisme og slavehandel i Caribien og Afrika er meget typisk for den tidlige kapitalismes udvikling, som den fandt sted i slutning af 1600-tallet. Handelsfolk fra Portugal, Spanien, Holland og England sejlede til Afrika, Asien og Amerika, og gennem handel og rå vold vendte de hjem til Europa med store rigdomme. Mere tilbagestående lande såsom Danmark-Norge ønskede også deres del af kagen og kom snart med på vognen. Især sukker var en eftertragtet vare i Europa. I Caribien fandtes en række ubeboede øer, hvor den oprindelige befolkning var blevet dræbt af spanierne små 100 år før. Grundet områdets klima var sukkerproduktion oplagt. I 1672 besatte Det Vestindiske Handelskompagni St. Thomas. Kolonieventyret var i gang.
Det Danske Vestindiske Handelskompagni var et typisk tidligt kapitalistisk firma fra perioden. Det var et aktieselskab, hvor ejerne repræsenterede typiske eksempler på datidens dansk-norske overklasse: Adelige, storkøbmænd og kongelige embedsmænd. Ofte havde den enkelte aktieejer flere kasketter på. I de første år var Det Vestindiske Handelskompagni en dårlig forretning grundet de lange afstande, usikker skibsfart og tropesygdomme; men potentialet var stort, og fra starten af 1700-tallet gjorde Vestindien og forterne på Guldkysten deres ejere utroligt rige. Denne rigdom, som blev opbygget på slaveri, kan ses den dag i dag i København. Palæerne på Kongens Nytorv, Frederiksstaden og ikke mindst Amalienborg er alle bygget for blodpenge fra Afrika og Vestindien.
I begyndelsen var arbejdskraften på St. Thomas danske fængselsfanger, der blev tvunget til øen. De døde dog som fluer, så man begyndte snart at kigge sig om efter en ny kilde til arbejdskraft. Blikket faldt på Afrika. Afrikanerne var naturligt resistente over for tropesygdomme og europæerne havde behov for arbejdskraft i den nye verden og var ikke bange for at genopfinde slaveriet. Fra 1674 blev der grundlagt en række danske forter på Guldkysten i Afrika og slavetransporterne kom i gang til Vestindien.
Efter en længere periode med underskud begyndte kolonien at give overskud i 1714, og derfra gik det over stok og sten. I 1718 blev St. Jan inddraget og i 1733 købte danskerne St. Croix af Frankrig. I 1755 overtog den danske stat officielt øerne i Vestindien og forterne i Afrika. Slavehandelen og sukkerproduktionen var en god forretning, og de rigdomme de fremskaffede havde brug for bedre beskyttelse over for udenlandske konkurrenter og ikke mindst pirater. Så staten trådte ind for at understøtte forretningen. Selvom staten nu fik en del af profitten, vedblev plantageejere, skibskaptajner og aktionærer at få deres del af profitten. De store profitter lagde det blodige grundlag for dansk kapitalisme.
Guldkysten: at omdanne mennesker til dyr
Danmark-Norge var langt fra de eneste slavehandlere på Guldkysten. Deres europæiske naboer var lige så store forbrydere. Portugal, Holland og England lagde på ingen måde fingrene imellem. De havde dog alle sammen et fælles problem: sygdomme. Den hvide mand kunne ikke forlade kystområderne, da de ellers pådrog sig mange af de tropesygdomme, som de lokale var immune overfor. For at være rigeligt forsynede med slaver havde europæerne brug for lokale handelspartnere, som kunne drage ind i landet og igennem krig og overfald fremskaffe de ønskede slaver.
De afrikanske stammer, som europæerne kom i kontakt med på Guldkysten, skulle igennem deres kontakt med europæerne udvikle sig fra landbrugssamfund til krigerstammer. Det absolut bedste eksempel på, hvordan den europæiske slavehandel fuldstændigt omdannede en stammes kultur og materielle grundlag, var Ashanti-stammen.
Ashantierne levede i starten af 1600-tallet langt inde i landet, hvor de dyrkede landbrug og levede fredeligt med deres naboer. Men i takt med at flere europæere dukkede op ude ved kysten, hvor de gav de kystnære stammer alkohol og skydevåben for slaver, kom ashantierne under stigende pres. Kyststammerne gjorde de fredelige ashantier til deres hovedmål i deres slavejagt, hvilket førte til, at ashantierne måtte opruste for at forsvare sig selv.
I midten af 1700-tallet var Ashanti-stammen totalt forandret. Den var blevet den største krigerstamme i området og var blevet meget aktiv i slavehandelen for at fremskaffe skydevåben til dens krige. Ashantierne rykkede i 1742 ud til kysten, hvor de massakrerede deres tidligere plageånder, kyststammerne. De blev nu europæernes handelspartnere, hvor de udviklede en ny religion, som passede til deres led i den transatlantiske slavehandel. De begyndte at ofre mennesker til deres nye guder og europæerne efter en massiv skala. Højdepunktet var den årlige jams-fest i september, hvor den danske, hollandske og britiske guvernør var æresgæster. Festen gik i al sin enkelthed ud på at dræbe alle medlemmer fra tilfangetagne stammer, som europæerne ikke kunne bruge i slavehandelen. Det var gamle, syge, småbørn og højgravide kvinder.
England fik efterhånden presset danskerne og hollænderne væk fra Guldkysten i midten af 1800-tallet. I stedet for slaveforter ønskede englænderne at erobre hele det afrikanske kontinent, hvilket førte til konflikt med ashantierne. De havde dog ikke mange chancer over for moderne europæiske våben. I starten af 1900-tallet var Guldkysten blevet den koloni, der senere skulle blive til Ghana, og ashantierne var blevet totalt udryddet som folk.
Vestindien: folkedrab
De tre tropeøer var et helvede på jord for slaverne, der fremskaffede de værdier, som den hvide overklasse på øerne og i København nød frugterne af. Mange slaver blev arbejdet til døde på sukkerplantagerne inden for deres første år. Meget sigende blev afrikanere, der begik selvmord, maltrakteret til ukendelighed og ophængt på offentlige pladser til skræk og advarsel; men det stoppede nu ikke selvmordene.
Vestindien var et fuldstændig raceopdelt samfund mellem de hvide slaveejere og de sorte slaver. Mellemgruppen var mulatterne, som ofte var børn af voldtagne slavinder, men som var brugbare som soldater og slaveopsynsmænd. Så slap den hvide mand for at få blod på hænderne.
Det er meget svært at gisne om, hvor mange mennesker der døde i dette folkedrab. Ifølge skibslisterne blev omkring 100.000 slaver transporteret på danske skibe i perioden 1674-1803. Men vi ved også, at Vestindien var en central handelsplads for slaver længe efter 1803. Højst sandsynligt foregik det helt frem til 1848, hvor sortbørsslavehandlen forsatte uden meget indgriben fra statsmagten.
De glemte oprør
Dansk Vestindien har været scene for både oprør, revolution og generalstrejke. Dette bliver dog skubbet til siden i historiefortællingen, der i stedet fremhæver, at Danmark forbød den transatlantiske slavehandel i 1792. Forbuddet havde dog intet med humanisme at gøre. Transporterne med slaver fra Afrika var blevet dyrere og mere politisk upopulære, så det blev besluttet, at i stedet for at arbejde slaverne til døde, skulle de have lov til at reproducere sig selv. Altså føde nye slaver, hvilket på længere sigt var bedre økonomisk. Fra 1792 fik slaverejerne 10 år til at fremskaffe en levedygtige slavebefolkning, hvilket var på plads i 1803. Dog forsatte Vestindiens betydning som slavehandelsplads mange år efter. Slaverne blev ikke blot brugt på øerne, men solgt videre til spanierne på Cuba og andre steder.
Slavebefolkningen i Dansk Vestindien accepterede dog ikke deres skæbne i slaveejernes hænder, men kæmpede helt frem til de opnåede deres befrielse fra Danmark. Mange danske slaveskibe oplevede oprør, og det var også tilfældet på de tre tropeøer. Et af de mest omfattende var i 1733, da det lykkes slaverne at dræbe hele den hvide befolkning på St. Jan. Danskerne tilkaldte dog forstærkninger fra det franske militær, og efter lang tids kamp valgte oprørerne at begå kollektivt selvmord hellere end at falde i danskernes hænder.
Slaveriets ophør i 1848 havde intet at gøre med demokratiets indførelse i Danmark samme år, men var slavernes eget værk. Igennem en revolution på øerne tvang 8000 slaver de danske magthavere til at frigive dem. Militæret blev sat ind og 17 oprørere henrettet; men oprørerne kunne skifte titlen slave ud med landarbejder. Det ændrede dog ikke på, at de fortsat måtte slide for deres tidligere ejere. Dette førte til endnu en revolution i 1878; men den blev også denne gang slået ned af militæret med omkring 250 dræbte landarbejdere.
Fra 1916 organiserede landarbejderne sig i fagforeninger, og i 1917 gennemførte de en generalstrejke for at forbedre deres umenneskelig vilkår. Det danske militær forberedte sig endnu engang på at slå oprøret voldeligt ned; men i stedet indgik Danmark en aftale med USA.
Revolutionen i 1848 betød, at magthaverne i København begyndte at kigge sig om efter en måde at skille sig af med de tre øer og dens oprørske befolkning. Yderligere havde Vestindien mistet sin økonomiske betydning, da sukkerproduktionen nu var flyttet til Lolland og Falster baseret på sukkerroer.
USA var den oplagte køber, men var ikke villig til at betale den høje pris, som danskerne mente, at de Vestindiske øer var værd. Først under Første Verdenskrig (1914-1918) begyndte parterne at nærme sig hinanden. USA ønskede at styrke sin militære tilstedeværelse i Caribien, mens nye uroligheder på øerne betød, at danskerne ønskede et hurtigt salg. Amerikanerne tilbød 25 millioner dollars. Den danske regering slog til, og amerikanerne rykkede ind og omdøbte øerne til US Virgin Islands.
Storm over Caribien
Øerne blev solgt for 100 år siden, og intet offer eller nogen gerningsmand er i live. Er der overhovedet noget at diskutere her 100 år efter? Absolut! Det system og de institutioner, der stod bag slaveriet i Dansk Vestindien og på Guldkysten eksisterer stadig i bedste velgående Mennesker verden over lider stadig nød og elendighed i jagten på profit.
Det var ikke en human dansk stat, der gav slaverne deres frihed. Det var slaverne og senere landarbejdernes egen kamp og oprør, der førte til indrømmelser fra den kapitalistiske dansk stat. Intet er blevet givet i humanismens navn. Alt er blevet tilkæmpet.
Så lad os bruge 100-året for salget af Dansk Vestindien til at diskutere, hvordan vi afskaffer det socioøkonomiske system og den stat, der medbragte så meget menneskelig lidelse i Caribien og Afrika.
Kilder:
Fjernt fra Danmark. Per Eilstrup & Nils Eric Boesgaard (1974). København: Lademanns Forlagaktieselskab.
Søren Espersen: http://www.altinget.dk/artikel/soeren-espersen-mens-vestinderne-festede-svaelgede-danmark-i-selvhad
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 31, august 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
