Den russiske revolution i 1917 forandrede ikke blot Rusland, men verdenshistorien. Heller ikke Danmark forblev uforandret. Revolutionen førte i Danmark til, at landets største bank gik bankerot, arbejderbevægelsen splittede i reformister og revolutionære, og så var det lige før, at Danmark blev en republik.
Denne første del om Danmark og den russiske revolution omhandler det danske borgerskab, regeringen og kongehus og deres kamp mod den russiske revolution.
For 100 år siden rystede den russiske revolution verden og den globale kapitalisme. For første gang havde arbejderklassen taget magten, formået at beholde den og påbegynde opbyggelsen af et socialistisk samfund. Den nye sovjetstat blev et symbol på et alternativ til det kapitalistiske samfund for arbejdere og undertrykte over hele verden.
Sovjetstatens blotte eksisten var en trussel mod den globale kapitalisme, og derfor gik samtlige af verdens imperialistiske magter sammen om at knuse Sovjetunionen i fødslen, hvilket førte til, at 21 udenlandske hære angreb Sovjetunionen. Her var det danske borgerskab ikke bange for at gå forrest i korstoget mod kommunismen.
Sovjetunionen gik dog sejrigt ud af kampen mod den globale kapitalisme, ikke mindst fordi arbejderklassen overalt i Europa faldt deres eget borgerskab i ryggen og tvang den ene nationale hær efter den anden til at opgive kampen mod Sovjetunionen. Det var det samme mønster, der gentog sig i Danmark. Men mere herom i næste del. I denne del handler det om de øverste luftlag i det danske samfund.
Kongelige forbindelser
Det danske borgerskab havde et varmt og tæt forhold til det brutale Zar-diktatur, der blev væltet af den russiske revolution. Moderen til den sidste russiske Zar, Nikolaj den 2, var dansker, kendt som enkedronning Dagmar i Danmark. Hun var desuden tante til den daværende danske konge Christian den 10, som igen er farfar til Dronning Magrethe.
Denne tætte forbindelse mellem de to kongehuse havde ført til, at det allerede fra midten af 1800-tallet havde været nemt for danske selskaber og banker at komme ind på det russiske marked. De kongelige forbindelser betød, at danske kapitalister altid vidste, hvem de skulle bestikke i zar-bureaukratiet enten i form af penge eller med Dannebrogskors, som kongehuset uddelte rundhåndet (ligesom i dag).
Ved revolutionens udbrud i starten af 1917 havde danske banker og kapitalister investeret 400 millioner kroner i datidens penge i en række selskaber og fabrikker i Rusland. Den danske stats samlede årsbudget for 1917 var ligeledes 400 millioner, så der var altså tale om et kæmpe beløb i samtiden. Derfor gik det danske borgerskab i panik, da Bolsjevikkerne i spidsen for sovjetterne tog magten og begyndte at nationalisere økonomien, en meget reel trussel mod de danske selskaber.
Terror under Dannebrog
Den danske ambassadør i Rusland, Harald Scavenius, lå ikke på den lade side efter Bolsjevikkernes magtovertagelse. Han udnyttede Danmarks status som en lille neutral nation under den stigende konflikt mellem Sovjetunionen og de imperialistiske magter (USA, Frankrig og England), og smuglede kolde kontanter fra danske selskaber ud af landet.
Snart gav han også en håndsrækning til franske og britiske selskaber, og han forvandlede den danske ambassade til hovedkvarter for terror mod Sovjetunionen. Ved Bolsjevikkernes magtovertagelse begyndte den franske og britiske efterretningstjeneste at udtænke terror-aktioner og mordplaner mod sovjetregeringen. Især dens centrale ledere som Lenin og Trotskij var hovedmål. Efterretningstjenesterne begyndte at betale og bevæbne forskellige kontrarevolutionære grupper i Petrograd og Moskva.
Den sovjetiske efterretningstjeneste, Tjekaen, fik nys om planerne, og lukkede den britiske og franske ambassade og sendte deres diplomater hjem. Men den britiske og franske efterretningstjeneste rykkede blot over på den danske ambassade, hvor Scavenius bød dem velkommen med åbne arme. Efterretningstjenesternes terrorplaner var lige ved at bære frugt, da der blev gennemført et attentatforsøg på Lenin den 30. august 1918. Den franske efterretningstjeneste havde spillet en afgørende rolle i at forsyne terroristen med penge og våben. Lenin overlevede dog til Scavenius’ store forbitrelse.
Scavenius handlede med accept og støtte fra den danske regering, der var ledet af det Radikale Venstre, men hvor også socialdemokraten Stauning indgik som minister uden portefølje. Den danske regering afbrød de diplomatiske forbindelser til Sovjetunionen i december 1918, hvorefter den danske ambassade lukkede, og Scavenius måtte rejse hjem. Han blev dog belønnet for indsatsen, da han blev udnævnt til udenrigsminister i den Venstreregering, der kom til i 1920.
Kontrarevolution på dansk
Kapitalisten Harald Plum var absolut den person i Danmark, der havde mest at miste ved den russiske revolution. Plums selskab, Transatlantisk kompagni, havde 127 datterselskaber under sig, hvorfra mange var baseret i Rusland. Plum havde noget at forsvare og blev drivkræften i Danmark i at knuse Sovjetunionen.
Plum oprettede organisationen International Russian Relief Commitee, hvis formål var: ”at drukne Lenin og hans jødiske kreaturer i deres eget blod,” som Jyllandsposten skrev i deres støtte til Plum. Plum havde massiv opbakning i det danske borgerskab, hvilket inkluderede alle medier; Berlingske, Politiken osv. Den Radikale regering støttede også Plums anstrengelser ved at stille udenrigsministeriets diplomati i de europæiske hovedstæder til hans rådighed.
Plum samlede penge ind til de hvide kontrarevolutionære generaler i Rusland og brugte Dansk Røde kors til at spionere i Rusland mod Bolsjevikkerne. Plum bakkede også, sammen med mange andre, op om Korps Westenholz, som bestod af 600 danske frivillige, der tog til Finland og Estland og kæmpede mod Bolsjevikkerne, med alt hvad det indebar af massakrer på civile.
Den danske kontrarevolution med Plum i spidsen havde mange planer, men de passede bare ikke med virkeligheden. Plum var en stor kanon i Danmark, men internationalt var han en lille fisk. Franskmænd, englændere og amerikanere endte stort set med at ignorere Plum og hans organisation, da de havde deres egen planer og strategier for at knuse Sovjetmagten. Uanset hvor kontrarevolutionært det danske borgerskab var, så var det begrænset, hvad de kunne udrette mod Sovjetunionen uden opbakning fra de imperialistiske stormagter.
Når revolutionen banker på døren
Den russiske revolution startede en revolutionær steppebrand i Europa, som også nåede Danmarks dørtærskel. I november 1918 udbrød der revolution i Tyskland. Revolutionen startede i Nordtyskland, lige syd for den danske grænse, og nu begyndte jorden at brænde under det borgerlige danske samfunds fødder. Hæren, som var mobiliseret grundet den Første Verdenskrig (1914-1918), blev øjeblikkeligt sendt til grænsen i Jylland for at forhindre, at den røde virus spredte sig til Skandinavien. Men så snart den var kommet på plads, udbrød der arbejderuroligheder i København. Dele af hæren blev omgående sendt tilbage. Officerskorpset og pressen krævede, at hæren øjeblikkeligt skulle slå arbejderurolighederne ned, men regeringen tøvede. Regeringen vidste udmærket, at den danske hær var et ubrugeligt redskab mod den danske arbejderklasse.
De danske værnepligtige var voldsomt utilfredse med deres ringe forhold, og kommunistiske idéer var begyndt at vinde udbredelse blandt dem. De kommunistiske idéer kom blandt andet fra over 2000 russiske krigsfanger, som befandt sig en fangelejr nord for København. De russiske fanger støttede Bolsjevikkerne og ville gerne hjem, så de kunne kæmpe i borgerkrigen på de Rødes side. Danske soldater fraterniserede med russerne, og inden regeringen fik set sig om, var statens største voldsapparat forvandlet til en trussel mod selvsamme stat.
Derudover var en lille, men meget militant, militærnægter-bevægelse opstået omkring den socialdemokratiske ungdomsorganisation SUF (Socialistisk Ungdoms Forbund). Militærnægternes arbejde havde udover lange fængselsstraffe til dem selv og et enkelt selvmord ført til at stigende antal af deserteringer fra hæren. Dem, der deserterede hængte deres uniformer op i lygtepæle, hvilket snart betød, at Nørrebro og Vesterbro var prydet af uniformer.
Regeringen måtte handle hurtigt. Alle soldater i Københavnsområdet blev afvæbnet, upopulære (højreorienterede) officerer blev sendt til Jylland, lønnen blev sat op, og til sidst blev soldaterne sendt hjem så hurtigt som muligt.
Heldigvis for det borgerlige Danmark kunne de stole på det danske politi, der fik bugt med arbejderurolighederne i København. Det hjalp politiet gevaldigt, at alle de danske revolutionære ledere blev fængslet i to år, men mere herom i anden del.
Bundrådden kapitalisme
Krisen i Danmark blev afværget, og den tyske revolution led nederlag, men Sovjet viste sig, at være mere levedygtigt end forventet. Sovjetregeringen endte med at beslaglægge alle danske værdier i Rusland. Det førte i sidste ende til, at Plum og hans økonomiske samarbejdspartner i Landmandsbanken i 1923 gik bankerot.
Landmandsbanken havde et underskud på 17 milliarder kroner i nutidige penge. De fleste var gået tabt med Plum og hans projekter i Rusland. Banken var med et moderne udtryk ”to big to fail”, og blev naturligvis reddet af staten. Der blev nedsat en kommission, der skulle gennemgå bankens forretninger. Men jo mere kommissionen gravede, jo mere blev det tydeligt, at hele det danske borgerskab, kongehus og politiske system var bundråddent.
Én ting var, at Landmandsanken havde tabt penge i Rusland, men værre blev det, da kommissionen fandt de konti, hvorfra der var blevet udbetalt ”gaver” og andre bestikkelsespenge fra finansmænd til pressen, politikere og medlemmer af kongefamilien. Det blev en kæmpe skandale, og det endte med, at Folketinget lukkede kommission ned, før den var færdig med sit arbejde, hvorfor mange ting stadig ikke er kommet for dagens lys.
Landmandsbankens bankerot betød, at kontrarevolutionen i Danmark blev sat på pause på ubestemt tid, og var medvirkende til, at Socialdemokratiet kunne danne deres første regering året efter i 1924.
Scavenius måtte trække sig som udenrigsminister i 1922, da han røg uklar med rederiet ØK, der havde gode forbindelse til den daværende Venstreregering. Han forsatte dog sin karriere i diplomatiet. Plum forsatte sit forretningsliv, men én dårlig forretning for meget førte til, at han tog sit eget liv i 1929. Landmandsbanken blev genoprettet for skattekroner, dog under nyt navn: Danske Bank.
Det danske borgerskab var lige så kontrarevolutionært og bankerot som resten af verdenens. Men med hjælp fra toppen i den reformistiske arbejderbevægelse formåede de i disse stormfulde år at ride stormen af og sikre dansk kapitalisme. Herom i næste del af artikelserien.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 26, februar 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
[Gå med i kampen – gå med i Revolutionære Socialister]
Litteratur:
Christiansen, Niels Finn, 1990: Gyldendal og Politikkens Danmarkshistorie Bind 12. Gyldendal.
Lange, Ole, 1978: Finansmænd, stråmænd og mandariner. Gyldendal.
Jensen, Bent, 1979: Danmark og det russiske spørgsmål 1917-1924. Universitetsforlaget i Aarhus.
Mørch, Søren, 1986: Det store bankkrak. Gyldendal.
Petersen, Carl Heinrich, 1973: Fra klassekampens slagmark i Norden. Modtryk.
