Jeremy Corbyns utrolige sejr i Labour-partiets formandsvalg repræsenterer et politisk jordskælv af kolossalt omfang. Det har vendt det politiske landkort i Storbritannien på hovedet. Hundredetusinder af arbejdere og unge, der desperate har ønsket forandring, fejrer sejren over hele landet. Michael Meacher har korrekt beskrevet Corbyn kampagnen som “den største ikke-revolutionære omvæltning af den sociale orden.”
VALGRESULTAT:
Jeremy Corbyn: 251,417 – 59.5%
Andy Burnham: 80,462 – 19%
Yvette Cooper: 71,928 – 17%
Liz Kendall: 18,857 – 4.5%
Desuden udgør det et massivt nederlag for etablissementet og deres højreorienterede kandidater. Dette er en overvældende stemme for grundlæggende forandringer. Ikke overraskende har det sat alarmklokkerne i gang i bankerne og City of Londons bestyrelseslokaler, der frygter for en skarp venstredrejning.
Jeremys sejr syntes at komme som et lyn fra en klar himmel. Men dem der har øjne at se med, kunne mærke at en omvæltning som denne var på vej. Det afspejler den sydende vrede og bitterhed i samfundet, især efter krisen i 2008-9. Socialist Appeal, den britiske del af IMT, har gentagne gange udtalt, at vi er i en periode med skarpe og pludselige skift. Corbyn-“fænomenet” afspejler blot dette. Selv Financial Times, der er et talerør for den herskende klasse, kunne mærke jorden ryste under sine fødder. I deres beskrivelse af dette “folkelige oprør”, udtrykte de overraskelse over, at reaktionen ”ikke havde været større.”
“I en anden tidsalder, havde krakket i 2008 måske udløst en revolution”, skrev de. “I stedet indfanger hr. Corbyn og hans følgere nu folkets sydende vrede. De [etablissementet] har ikke nogen svar. Mange prædiker simpelthen had til outsideren. Men de har dog forstået, at grænsen var ved at være nået.”
Man må sige grænsen så sandelig er nået. “Nok er nok”, siger alle dem, der alt for længe har fundet sig i det “frie markeds” dårligdomme, og dens Blairistiske [højresocialdemokratiske] forsvarere.
Igen i den samme artikel, busede storkapitalens avis ud med sandheden over for sine overklasselæsere: “Den uhæmmede kapitalisme, den slags der kanaliserer alle gevinsterne fra det frie marked og økonomisk integration til den øverste ene procent, mens den overlæsser resten med nedskæringer og usikkerhed, er politisk uholdbar. “(10/9/15)
Absolut! Hvilken indrømmelse. Sandheden er, at hele systemet er blevet “uholdbart”, og uudholdeligt for millioner af arbejdere.
Og nu er det hele vendt på hovedet! Den gamle “Revolutionens muldvarp”, som Karl Marx talte om, havde gravet og gravet, men er nu sprængt igennem til overfladen.
“Et spøgelse går gennem de liberale demokratier – populismens spøgelse – og denne politiske tid bærer den samme fornemmelse af oprør som i 1848, da Karl Marx skrev den sætning (med en væsentlig anden slutning)”, skriver Simon Schama i the Financial Times. “Fra den brusende opstemte og ivrige modtagelse af senator Bernie Sanders, der udfordrer Hilary Clintons til posten som det Demokratiske partis præsidentkandidat, til Jeremy Corbyns fremkomst blandt Labours syndere, som udrenser af Blairistisk ondskab, er politik blevet lidenskabelig og de hengivne har ild i deres hjerter og stjerner i deres øjne.” (29/8/15)
Denne henvisning til Marx er ganske passende. Den blindgyde kapitalismen befinder sig i har kreeret et nyt og truende “spøgelse”. De kalder det “populisme”. Men hvad det virkelig betyder, er et voksende revolutionært oprør mod det nuværende system. Selv Donald Tusk, lederen af Det Europæiske Råd, har advaret om et nyt 1968 i Europa.
For bare et par måneder siden, blev Jeremy afskrevet som en “håbløs”, en der blev tilladt på stemmesedlen for “at udvide diskussionen”, og intet andet. Han havde ingen chance for rent faktisk at vinde! Eller det troede de, mens de gnæggede for sig selv. De troede han ville blive droppet i første valgrunde, ligesom Diane Abbott i 2010. På den baggrund, var højreorienterede parlamentsmedlemmer allernådigst parat til at “låne” ham deres nominering for at tillade ham at stille op, hvilket i sandhed gav valget troværdighed. Hvor må de virkelig fortryde, hvad de har gjort. De ler ikke længere. Margaret Beckett beskriver sig selv som en “idiot” for at hjælpe “den håbløse” med at stille op.
Højrefløjen begik den bommert ikke bare at lade ham komme på stemmesedlen. Det var slemt nok. De udvidede også stemmeretten til at lade Labour “tilhængere” stemme “for at holde venstrefløjen ude”, som de så det. De troede på deres egen propaganda om, at “socialismen” var død og at venstreorienterede ideer var upopulære. “Dette udvidede demokrati er en garanti for at holde partiet mere i kontakt med almindelige mennesker”, skrev Lord Mandelson, da den nye ordning blev vedtaget.
Det eneste problem var, at “almindelige mennesker” var blevet langt mere radikale end partiet, som var drevet langt til højre. Denne åbning af Labour for arbejderklassen ændrede hele den politiske dynamik.
Da først han var på stemmesedlen blev Jeremy katalysator for hundredtusinder, der var enormt utilfredse med det højreorienterede etablissement, der kontrollerede Labour. Blairisterne havde gjort partiet næsten umulig at skelne politisk fra de Konservative. Tony Blair havde skabt “New Labour”, som blev forbundet med Irak-krigen, studieafgifter, konservative anti-fagforeningslove, og snigende privatiseringer. Ikke underligt at Margaret Thatcher betragtede New Labour og Blair som en del af hendes arv … og hun havde ret. Toppen i New Labour ses nu korrekt som Thatchers direkte efterkommere.
Fem millioner mennesker forlod Labour i disse år, især unge, men også de solide arbejderområder. Som mange har sagt, forlod de ikke Labour; Labour forlod dem.
Et helt lag af karrieremagere strømmede ind i Labour, især fra vraget af SDP (Social Democratic Party, højreudsplit fra Labour i 1981, dannet fordi Labour var blevet for venstreorienteret, bl.a. under indflydelse af The Militant Tendency) og blev budt velkommen tilbage med åbne arme, på trods af at de havde stukket partiet i ryggen. Demokratiet i partiet var stort set lukket ned og arbejdere blev skubbet til side af smarte velklædte middelklasse “entrister”. Disse mennesker blev derefter systematisk sat direkte ind på sikre Labour pladser af partiapparatet. Blairs “projekt” om at gøre Labour “sikkert for kapitalismen” blev ledsaget af en udrensning af socialister og en skrotning af venstreorienteret politik, herunder § 4 i partiprogrammet (omhandlende behovet for kollektivt ejerskab af produktionsmidler, distribution og udveksling).
Corbyn og hans tilhængere udgør en trussel mod dette “kontrarevolutionære” projekt. Det forklarer, hvorfor Tony Blair, Gordon Brown, Peter Mandelson, Jack Straw, Blunkett, Kinnock (Helle Thronings svigerfar), osv. alle rejste sig fra de politisk døde for at lancere ondskabsfulde angreb Jeremy, da valkampen først var i gang. Blair anklagede Corbyns tilhængere for at behøve en “hjertetransplantation”. Kinnock lagde skylden for den kraftigt stigende opbakning til Jeremy på “ondsindede trotskister”. ABC – ”Anyone But Corbyn” [“Alle Andre end Corbyn”] blev deres kampråb. I dette fik de følgeskab af de kapitalistiske medier, inklusiv det “uafhængige” BBC, hvis Panorama-program væltede sig i rendestenen. Med i dette angreb gik de unge håbefulde blairister, såsom Tristram Hunt, Chuka Umanna og selvfølgelig Liz Kendall.
Tristram Hunt, akademikeren fra Cambridge der blev parlamentsmedlem for Labour, hævdede, at Jeremy Corbyn var “u-vælgelig”. Hvilken joke! Denne anklage er morsom når den kommer fra en person, der blev sat direkte ind på en sikker plads for Labour, men kun var i stand til at “inspirere” latterlige 19% af vælgerne til at stemme på ham i maj. Han har den fantastiske titel som det mest upopulære valgte parlamentsmedlem i Storbritannien. Hans Blairistiske politik er ansvarlig for den apati og desillusionering, som har opfyldt mange af Labours arbejderkernevælgere.
I modsætning hertil har Jeremy Corbyns anti-nedskærings politik givet genlyd overalt. En YouGov meningsmåling for Evening Standard, der blev offentliggjort den 14. august, afslørede, at han var almindelige londoneres førstevalg. Hele 46% mente at han ville blive den bedste leder. 52% af Labour vælgerne mente, han ville blive den bedste leder. Mere overraskende mente 62% af UKIP’s (højrepopulister, a la DF) vælgere det samme. Igen beviser dette, at mange af dem, der stemte UKIP, gjorde det, fordi de så det som et anti-etablissements parti.
Corbyn, venstrefløjskandidaten, repræsenterer anti-etablissement flertallet. Dette står i kontrast til den manglende støtte til resten af formandskandidaterne, der talte om “ambitioner”, og behovet for at appellere til den politiske midte. Andy Burnham, som oprindeligt var udråbt som “fagforenings”kandidaten, gik så langt som til at sige, “I mit Labour, vil iværksætteren være lige så meget en helt som sygeplejersken.” Der var meget lidt forskel på disse kandidater og de konservative.
Tom Watson sagde, at “Liz Kendall er ikke Konservativ og Jeremy Corbyn er ikke trotskist.” Mens det er sandt Jeremy Corbyn ikke er trotskist, ses Blairite Liz Kendall tydeligvis af alle som konservative i alt andet end af navn.
Den massive sejr til Corbyn betyder at partiet klart afviser højrefløjens dagsorden. Folk ønsker en fundamental forandring i samfundet. Som den seneste YouGov meningsmåling rapporterede, “Corbyns tilhængere repræsenterer en længsel efter et alternativ, der har en appel langt ud over Labours vens
Men Labours parlamentsmedlemmer er helt ude af trit med dette skift. De afspejler fortiden. Tilsyneladende støtter bare 10% af dem Jeremy Corbyn. Først forsøgte de at nedgøre valgprocessen, hvor Simon Danezuk, der forklarede at enhver kunne “underminere partiet for prisen på et Tesco meal-deal” (reference til, at man kunne registrere sig som Labour-sympatisør med stemmeret for 3 pund) og forudsagde et kup på “dag ét”, hvis Corbyn vandt. Der har været meget snak om komplotter for at vælte Jeremy eller underminere ham. Mange nuværende Shadow Cabinet medlemmer nægter at tjene under hans formandskab. Det er en god ting.
Tristram Hunt og Chuka Umunna og andre højrefløjsfolk har organiseret “modstandsgruppen”, en gruppe til at udfordre Corbyns ledelse. Taktisk har de besluttet ikke at fjerne ham øjeblikkeligt, men at se tiden an. De er meget åbne omkring dette. De handler som en trojansk hest, parat til at vælte Jeremy på et passende tidspunkt.
Som en Blairist beklagede bittert, “Resultatet er, at partiet blevet overtaget. Det vil tage to år med nederlag ved valgene og en masse grundig overvejelse og organisation, før det kan begynde at blive vendt om. “(The Guardian, 31/8/15)
Men at fjerne Jeremy ville udløse et nyt formandsvalg med sandsynlighed for, at Corbyn ville stille op igen og vinde med et endnu større flertal. Så højrefløjen har pludselig ændret deres melodi og Chuka Umanna udsendte en erklæring, om at “vi må alle arbejde med Jeremy Corbyn.” De vil dræbe ham med venlighed i stedet.
Hvad må der gøres som svar på denne trussel fra Blairisterne? Til at begynde med må Jeremy organisere alle dem, der stemte på ham for at modarbejde denne sabotage indefra. Eftersom mange af hans tilhængere er unge, bør han straks reorganisere Labour Youth som en demokratisk og socialistisk ungdomsorganisation.
Med Jeremy omringet af en højrefløjsklike i partiets parlamentsgruppe, må tingene ændres for at bringe partiets offentlige repræsentanter i overensstemmelse med partiets flertal. Ideen om ændring har skræmt højrefløjsparlamentsmedlemmerne, der troede, de havde en sikker plads for livet. Nogle er blevet hysteriske. For eksempel udtalte parlamentsmedlem fra Labour i Dagenham, Jon Cruddas, der var ansvarlig for valgprogrammet: “Jeg er bekymret for, at [et Corbyn-ledet parti] bliver til en hyldest af de tidlige 80’ere, en trotskist-hyldest, som har en kultur omkring sig, som er meget fjendtlig over for enhver, der er uenig.”
Men demokrati er demokrati. Hvis partiet har valgt en venstreorienteret leder, så har partimedlemmerne ret til at vælge parlamentsmedlemmer, der er mere i tråd med deres tænkning. Hvad er der galt med det?
Den politiske beslutningsproces bør også bringes tilbage i hænderne på partimedlemmerne gennem en demokratisk-valgt årlig konference, som er et beslutningstagende organ, ikke en glorificeret handelsmesse.
Resultatet af formandsvalget har sat socialismen tilbage på dagsordenen. Kapitalismen har tydeligvis fejlet. Vi er midt i den største krise i kapitalismen i hvert fald siden 1930’erne. Gennemførelsen af nedskæringer overalt afspejler dette faktum. Kapitalismen har ikke længere råd til reformerne fra tidligere. I stedet for reformer, har vi på kapitalistisk basis kontrareformer. Nye radikale bevægelser er derfor på vej op overalt, især i Grækenland og Spanien. Dette er en afspejling af det raseri, der er opstået, som følge af den kapitalistiske krise i 2008 og som stadig fortsætter. Dette forklarer, hvad der er sket.
Vi støtter helhjertet de virkelige reformer som Jeremy har lovet. Vi går alle ind for at sætte en stopper for nedskæringsregimet. Vi ønsker at bygge flere boliger, skoler og hospitaler, samt øge lønningerne og de sociale ydelser. Vi må kunne give vores unge mennesker en reel fremtid.
Men med systemet i krise og en ny nedtur i horisonten, kan disse ting ikke garanteres på grundlag af kapitalismen. Selv hvis overklassen giver indrømmelser med den ene hånd, vi de tage det tilbage med den anden.
Vi må også lære af tidligere Labour regeringer. Ethvert forsøg på at få kapitalismen til at fungere er endt i katastrofe og de Konservatives tilbagevenden. Selv under Blair, som nød godt af et globalt opsving, mistede Labour fem millioner stemmer, i takt med at arbejdersamfund blev mere og mere fremmedgjorte.
Du kan ikke planlægge, hvad du ikke kontrollerer, og du ikke kontrollere, hvad du ikke ejer. Ethvert forsøg på at kontrollere økonomien er mislykkedes. Kapitalismen fungerer kun på grundlag af profit. Kun ved at overtage de vigtigste dele af økonomien, de 150 monopoler, banker og finanshuse kan vi køre økonomien til gavn for arbejderklassen. Til dem, der siger, at vi ikke har råd, må vi sige, at de rige har tjent nok penge på os. Vi siger nationalisering uden kompensation. Yderligere ønsker vi ikke vores industrier styret af bureaukrater, men under arbejdernes kontrol og ledelse.
Når vi ejer og kontrollerer de vigtigste dele af økonomien, vil vi være i stand til at udarbejde en national plan for produktionen. Denne socialistiske planlægning vil give os mulighed for at give alle et job og øge levestandarden. Ved at udnytte disse ressourcer vil vi kunne øge vores økonomiske produktion med mere end 20% om året, hvilket giver os mulighed for at løse de problemer, vi står over for.
Det var formålet skitseret i paragraf Fire i partiets forfatning, som blev afskaffet af Tony Blair, “for at sikre for håndens eller åndens arbejdere den fulde frugt af deres arbejde”. Det er på tide at dette socialistiske mål bliver genindført og kæmpet for, ved at knytte det til øget velstand for alle. Kun på den måde kan vi skabe fundamental forandring. Labour blev grundlagt for at kæmpe for det arbejdende folk – nu hvor det er under ny ledelse, må det gøre det med en klar socialistisk politik, der bryder med kapitalismen. Dette er det virkelige socialistiske alternativ folk skriger efter.
Jeremy Corbyns sejr er første skridt i denne retning. Vi er nødt til at føre denne kamp til sin konklusion og smide det kapitalistiske system hen hvor den hører hjemme – på historiens mødding. Den marxistiske tendens i Storbritannien vil spille sin rolle fuldt ud i disse afgørende begivenheder.
Forsvar Corbyn. Kæmp for socialisme!
