Den 23. maj blev en gruppe demonstranter overfaldet og tæsket af politiet. Hvis ikke det var for uniformerne, ville man have troet, at det man så var en gruppe hooligans, der i en blodrus tæskede deres ærkerivaler.

Overfaldet var blevet filmet af en journalist fra mediet Arbejderen og spredte sig som en løbeild på Instagram og andre sociale medier. Efter at have set videoen sad jeg tilbage med  en maveonde, der hurtigt blev til en enorm vrede. Jeg gjorde derfor ligesom mange andre og delte videoen på min story.

Det rullede ind med beskeder: “Er det ægte?”, “Er du sikker på, at det ikke er i Tyskland?”. Det er en forståelig reaktion på en meget voldsom video. Jeg måtte svare: “Ja, det er ægte, og nej, det er lige her foran Mærsks hovedkvarter i København.” Min ven svarede tilbage: “Fuck, hvor er det klamt.”

Nøjagtig det samme tænkte mange tusinder den dag.

Hvad skete der foran Mærsk?

I videoen kan man se, hvordan politiet tæsker demonstranterne, der sidder fredeligt og blokerer indgangen til Mærsks hovedkvarter. En aktivist, der ligger i fosterstilling og er ude af stand til at forsvare sig, bliver slået igen og igen med en politistav. En kvindelig aktivist råber gentagne gange: “Vi er fredelige!”, men knippelregnen fortsætter. I alt blev 20 demonstranter anholdt, flere måtte på skadestuen, én brækkede hånden og én brækkede armen.

Hvad havde aktivisterne gjort for at fremkalde den reaktion?

De vovede at protestere mod Mærsks direkte involvering i folkemordet på det palæstinensiske folk. Mærsk har leveret tusindvis af tons våben og militært isenkram til Israel, hvilket flere gange er blevet afdækket af blandt andet Danwatch.

I snart tre år har vi live på de sociale medier set den død og ødelæggelse, som den israelske stat med støtte fra USA og resten af Vesten har spredt i Palæstina. Næsten 80.000 af Gazas indbyggere er blevet dræbt, hvoraf langt størstedelen er civile, kvinder og børn, og hele Gaza er lagt i ruiner.

I desperation over den umenneskelige virkelighed, som palæstinenserne lever i, og de danske magthaveres medansvar valgte en gruppe aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse derfor at blokere indgangen til Mærsk i protest over virksomhedens ulovlige involvering i folkemordet. I stedet for at straffe de virkelige kriminelle – Mærsks ejere og bestyrelse og de politikere, der holder hånden under dem – tæskede politiet en gruppe unge aktivister.

Politiets råddenskab afsløret

Blot få dage inden overfaldet på demonstranterne landede Rigsrevisionens undersøgelse af politiets “vask” af sager; sager som politiet lukker uden at have efterforsket dem. Der er tale om hundredtusindvis af sager, der på den ene eller anden måde lukkes uden tilstrækkelig efterforskning. Det kan gøres ved bevidst at undlade at indhente bevismateriale, som for eksempel at vente med at rekvirere videoovervågning, indtil optagelsen automatisk er slettet efter 14 dage. Det kan også gøres ved at oprette sagen under en mildere paragraf for at gøre den nemmere at lukke. 

Blandt de vaskede sager finder vi 5.900 sager om personfarlig kriminalitet – grov vold, menneskesmuling, voldtægt og besiddelse af børneporno – hvor der ikke er foretaget et eneste efterforskningsskridt. Politiet har forsøgt at bortforklare det med undskyldningen om, at der opklares rigtig mange andre sager, men det ændrer ikke på, at de ser gennem fingrerne med sager om menneskesmuling, pædofili og voldtægt.

Det samme gælder 7.100 sager om økonomisk kriminalitet, hvor almindelige mennesker er blevet svindlet for hundredtusindvis af kroner. I begge tilfælde har politiet fortalt ofrene, at de har efterforsket så godt, som de kunne. 

Vi bliver fortalt, at politiet er sat i verden for at beskytte dig og mig, og at uden dem ville det hele være ragnarok. Men det viser sig at være løgn. Politiet er tydeligvis ligeglade med almindelige menneskers sager. De vaskes og lukkes i tusindvis. Det er med det in mente, at man skal se politiets angreb på demonstranterne foran Mærsk. 

Politiet er tydeligvis ikke til for at beskytte almindelige mennesker. Når arbejdere og unge anmelder sager om vold, voldtægt og økonomisk svindel, vaskes sagerne, men politiet møder derimod talstærkt og voldsparate op, når kapitalisternes private ejendom og profitter skal forsvares. Som min ven skrev til mig: “Fuck, hvor er det klamt.”

Hvem er staten til for?

Fra barnsben bliver vi fortalt, at Danmark er et helt særligt land, hvor der hersker demokrati, ytringsfrihed og lighed for loven. Et land, der er bygget på tillid, helt uden korruption. Vi bliver fortalt, at staten er neutral, at den er til for os alle og at politiet beskytter os.

Men den sidste tids skandaler og begivenheder har knust den fortælling. Fortællingen om dansk exceptionalisme har altid været løgn, men det signifikante lige nu er, at løgnen i flere og flere danskeres øjne bliver afsløret. Den danske stat er en kapitalistisk stat, og ligesom alle andre kapitalistiske stater er dens formål at forsvare kapitalistklassens interesser og deres private ejendom. Det vi ser lige nu – politiets vask af almindelige menneskers sager efterfulgt af voldsomt overfald på demonstranter i forsvar for Mærsks profitter – er statens sande natur stillet nøgent til skue.

Politiet har længe været en af de sidste institutioner, som danskerne har haft tillid til. Men der er ingen tvivl om, at disse skandaler vil undergrave politiets legitimitet, og at tilliden til hele samfundet derfor vil smuldre yderligere. Flere og flere konkluderer, at staten ikke er til for os, for arbejdere og unge, men for en lille elite, der holder sig på magten på bekostning af det store flertal. Det vil lede flere og flere til at drage revolutionære konklusioner. Lenin plejede at sige, at “livet er den bedste lærer”, og det må man sige er sandt. 

Statens klassekarakter er blevet udstillet i øjnene på flere tusinde danskere, og det er op til os revolutionære kommunister at hjælpe dem med at drage konklusionen om at for at bekæmpe Mærsk, der har palæstinensernes blod dryppende fra sine hænder, er det nødvendigt at vælte den herskende klasse og deres modbydelige stat, der kun eksisterer for at forsvare deres system.