Tyske flygtninge indkvarteret i dansk flygtningelejr bag pigtrådshegn. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv
De færreste kender til historien om de knap 250.000 tyske flygtninge, der kom til Danmark efter 2. verdenskrig, og levede under kummerlige forhold i danske flygtningelejre. 17.000 flygtninge døde i lejrene, halvdelen af dem børn, og langt størstedelen af dødsfaldene kunne være undgået. Det danske borgerskab havde ingen kvaler ved at tjene styrtende formuer på at hjælpe nazisternes krigsindsats, men efter krigens afslutning ville de ikke røre en finger for de mange flygtninge.
I slutningen af 2. verdenskrig blev millioner af tyskere drevet på flugt af de allierede styrker, der trængte ind i Tyskland. På få måneder forlod 12-14 millioner civile tyskere hus og hjem. I februar 1945 dukkede de første tyske flygtninge op i Sønderjylland, og i månederne frem mod befrielsen ankom omkring 250.000 flygtninge til Danmark.
Flygtningenes kummerlige forhold
Fra februar 1945, og frem til besættelsens ophør den 5. maj, lå ansvaret for de mange flygtninge hos den tyske besættelsesmagt. De mange flygtninge blev hastigt indkvarteret i beslaglagte skoler, forsamlingshuse og fabrikshaller i hele landet, men en stor andel blev sendt til København.
Da krigen var ovre, lå ansvaret i hænderne på de danske myndigheder og staten. Med ordre fra Briterne kunne man ikke sende flygtningene tilbage til Tyskland, som lå i ruiner. Man var derfor nødsaget til at tage sig af de mange flygtninge, der fra borgerskabets synspunkt kun skabte problemer.
De mange flygtninge blev hurtigt sendt til tidligere militæranlæg i Jylland, som nu blev anvendt som flygtningelejre. Den største flygtningelejr, Oksbøllejren, husede på sit højeste 36.000 flygtninge, hvilket gjorde den lille provinsby til landets sjettestørste by.
De tyske flygtninge blev strengt isoleret fra den danske befolkning og det blev forbudt for flygtningene at have kontakt med civile danskere. Flygtningelejrene var omringet af pigtrådshegn og svært bevogtet, og integration kom aldrig på tale.
I lejrene blev flygtningene indlogeret i hastigt opførte barakker eller tidligere mandskabs- og hestebarakker. Der blev afsat intet mindre end 2,5m2 per voksen og kun den halve plads til børn.
De kummerlige forhold i lejrene skabte ideelle forhold for epidemiske sygdomsudbrud som tyfus og tuberkulose, og manglen på medikamenter gjorde det kun sværere at forhindre udbrud i at opstå. Sygdom, sult og død var en del af hverdagen i de danske flygtningelejre.
Flygtningenes sovepladser bestod ofte af halm på betongulve. Foto: Sven Türck, Frihedsmuseet
Dødsfaldene kunne være undgået
Inden oktober 1945 døde 12.500 flygtninge og frem mod februar 1949, hvor de sidste flygtninge forlod Danmark, steg antallet til 17.000. Over halvdelen var børn. I dag er der fundet over 7.000 dødsattester på børn under fem år, og 3.000 var under et år. Dermed døde der færre danskere under besættelsen, end der døde tyske flygtninge i danske flygtningelejre.
Ifølge forskeren Kirsten Lylloff fik flygtningene ikke den lægehjælp, de havde brug for og mange dødsfald, især blandt børn, kunne derfor være undgået. Helbredsproblemer såsom underernæring, børneinfektioner og lungesygdomme kunne relativt let være behandlet.
Borgerlige historikere påstår, at de i forvejen sårede og syge flygtninge havde så dårlig en helbredstilstand da de kom til Danmark, at man ikke kunne have gjort meget for at sænke dødstallet. Dette er en decideret løgn, der tilslører borgerskabets ansvar, for bedre lægehjælp og leveforhold kunne uden tvivl have sænket dødeligheden gevaldigt.
Det så man i Sønderjylland, hvor dødeligheden blandt flygtningebørn var 2,3% sammenlignet med resten af landet, hvor niveauet var 3,3% i hele 1945. Havde dødeligheden blandt tyske flygtningebørn på landsplan været på samme niveau som i Sønderjylland, ville det have betydet, at 5635 børn havde mistet livet i stedet for 7746. Begge antal er ubehageligt høje, men de beskedne tiltag, der blev lavet i Sønderjylland med privat indkvartering og mulighed for lægehjælp, viser hvilken positiv effekt, det havde på børnedødeligheden.
Trods de overordnet set elendige forhold de tyske flygtninge i Sønderjylland levede under, er det tydeligt hvordan en beskeden forbedring i behandling af flygtningene, kunne have nedbragt dødstallet på landsplan gevaldigt.
Men faktum er, at tusinder af tyske flygtninge ikke fik den nødvendige hjælp. De danske myndigheder efterlod dem i stedet til en grusom skæbne. Det danske borgerskab havde aktivt hjulpet nazisternes krigsindsats, eftersom det i lang tid så ud til, at de ville gå sejrrig ud af krigen. Men nu, hvor magtforholdet i verden var skiftet, ændrede borgerskabet også deres tilgang til tyskerne. Fra at være en respekteret alliancepartner, blev de en ubelejlig byrde, der kunne behandles så dårligt man ville.
Borgerskabet var de virkelige forbrydere
Efter krigens afslutning startede en voldsom anti-tysk hetz, og borgerskabet forsøgte at udnytte den anti-tyske stemning til at aflede opmærksomheden væk fra deres lukrative samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt. Men vreden i den danske befolkning var efter krigens afslutning oprindeligt rettet mod toppen af samfundet.
Modstandsbevægelsen, som også indgik i den første regering efter krigen, krævede et vidtgående retsopgør med alle dem, der havde tjent på besættelsen af Danmark. Hvis borgerskabet skulle stilles til ansvar for deres handlinger under krigen, ville det få store konsekvenser for deres magtposition i samfundet.
I stedet blev befolkningens vrede kanaliseret over imod tidligere danske SS-soldater og “tyskerpiger”. Borgerskabet afledte således opmærksomheden væk fra deres lukrative udnyttelse af besættelsen, og udnyttede den anti-tyske stemning til at “samle nationen” bag sig.
De danske SS-soldater var uden tvivl forbrydere og massemordere men de virkelige forbrydere var det danske borgerskab, der havde tjent på besættelsen og hjulpet den tyske krigsindsats gevaldigt. De små fisk blev brugt som syndebukke, mens de store fisk gik fri.
Kapitalisterne tjener deres profitter på bekostning af arbejderklassens liv og helbred. Billede: Viktor Nikolaevich Deni
Tjente milliarder på besættelsen
De danske kapitalister tjente milliarder på at eksportere fødevarer til Tyskland under krigen. Borgerskabet udnyttede på lukrativ vis besættelsen, og dansk produktion steg hvert år under krigen som et af de eneste europæiske lande.
Dansk landbrug stod for 20% af den tyske hærs kødforbrug, 14% af arbejdsstyrkens kødforbrug i krigsindustrien, og smør, flæsk og oksekød udgjorde en væsentlig del af den tyske civilbefolknings forbrug.
Millioner af mennesker blev slået ihjel af tyske soldater med dansk svin i maven. Ser man på Danmarks størrelse, var bidraget til den tyske krigsmaskine kolossalt, og leveringen af fødevarer har været afgørende for at undgå fødevaremangel blandt civilbefolkningen.
Det var dog ikke Tyskland, der betalte for de danske fødevarer. Med en clearingkonto i Nationalbanken lod staten nemlig de danske skatteydere betale for alle fødevarer eksporteret til Tyskland. Det samlede beløb for hele krigen blev 8 milliarder kr., hvilket i nutidskroner svarer til 212 milliarder kr. De danske kapitalister stak pengene i lommen, og efterlod regningen hos arbejderklassen i form af et gabende hul i statskassen.
Men det var ikke kun fødevarer, som borgerskabet bidrog med. Cement giganten FLSmidth tjente formuer på at bygge bunkere i Danmark og Norge efter aftale med besættelsesmagten. Samme firma brugte endda arbejdskraft fra KZ-lejre i Litauen på deres cementfabrikker, som de først har betalt erstatning til i år 2000. Mærsk ejede også våbenfabrikken Dansk Industri Syndikat, som solgte våben til Tyskland før og under besættelsen.
Under besættelsen sendte de danske myndigheder og dele af fagtoppen desuden 50.000-60.000 danske arbejdere til at arbejde i tysk industri, så man kunne erstatte tyske arbejdere, der blev indkaldt til krigstjeneste.
Skeletterne vælter ud af skabet, når man graver sandhederne om borgerskabets forbrydelser under krigen frem, men borgerskabet slap billigt for deres forbrydelser, som hurtigt blev glemt. De som trak det korte strå, slap kun med bøder som blandt andre Mærsk.
Borgerskabets skiftende prioriteter
I alt kostede opholdet af de knap 250.000 flygtninge fra 1945 til 1949 staten 430 millioner kr., svarende til 9 milliarder nutidskroner, hvilket er krummer i forhold til den formue, borgerskabet tjente på besættelsen.
For borgerskabet havde besættelsen været en særdeles lukrativ mulighed for at forøge deres formuer, hvis de altså var villige til at hjælpe den nazistiske krigsindsats, hvilket de tilsyneladende ikke havde indvendinger imod.
Da magtforholdet i verden havde skiftet, og Tyskland var besejret, ville de ikke røre en finger for de tyske flygtninge. Borgerskabet havde travlt med at redde dansk kapitalisme og “samle nationen” bag sig, så de kunne sikre deres magtposition. Deres forbrydelser fortsatte dog efter krigen, ved at lade 17.000 flygtninge dø i de danske flygtningelejre.
