Oktoberrevolutionen ændrede radikalt på situationen for homoseksuelle i Rusland, på samme måde som den gjorde det for kvinderne. I 1922 blev den første straffelov for den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik (SFSR) vedtaget som lov. I 1918 blev alle de gamle tsaristiske love ophævet, og endeligt, efter et par års debat, blev den nye grundlov vedtaget og homoseksualitet – eller ”sodomi”, som det blev kaldt – blev afkriminaliseret. Det var et enormt fremskridt for homoseksuelle, der under tsaren kunne blive arresteret og dømt til årevis i fængsel, eller blive sendt til arbejdslejre.
Reaktionære historikere har påstået, at det var et uheld og ikke et bevidst valg, med det klare formål at nægte Bolsjevikkerne anerkendelse for sådan progressiv lovgivning. Denne påstand holder ikke vand, når man ser nærmere på, hvordan straffeloven fra 1922 blev udarbejdet. En sådan nærlæsning afslører nemlig diskussioner og debatter af spørgsmålet og en bevidst beslutning om at afkriminalisere homoseksualitet. Det gjaldt indtil 1933-34, hvor det stalinistiske regime valgte at genkriminalisere homoseksualitet og pålægge homoseksuelle hårde straffe.
Det er dog også sandt, at der på venstrefløjen er blevet introduceret en del mystifikation og mytologi, der afbilder Rusland efter revolutionen som et paradis for homoseksuelle. Denne omskrivning af begivenhederne, gennem en moderne linse, formår ikke at sætte spørgsmålet i sin historiske kontekst. Vi vil her forsøge at skitsere den virkelige kontekst, hvori Bolsjevikkerne afkriminaliserede homoseksualitet.
[Note: Begrebet ”homoseksuel” bliver her brugt frem for LGBTQ, da dette begreb ikke eksisterede i perioden. Desuden handler artiklen hovedsageligt om den specifikke afkriminalisering af mandlig homoseksuel aktivitet. Kvindelige homoseksuelle relationer var aldrig blevet kriminaliseret og blev derfor heller ikke afkriminaliseret.]
Homoseksualitet under tsarerne:
Under tsar-regimet havde homoseksualitet været en forbrydelse i næsten et århundrede. Det første forbud mod homoseksualitet mellem mænd i hæren blev introduceret af Peter den Store i 1716. I 1835 under Nikolaj den Første blev dette forbud udvidet, så det også omfattede civile. Konsensusbaseret homoseksuel omgang kunne straffes med eksil til Sibirien, og denne lov forblev i effekt indtil Oktoberrevolutionen i 1917.
Trods Nikolaj den Førstes ønsker, kunne man selvfølgelig ikke lovgive homoseksualitet ud af eksistens. Som en naturlig variation af menneskelig seksualitet kunne homoseksualitet ikke fjernes fra samfundet, men blot undertrykkes. Det forblev således et halvskjult fænomen med flere områder, hvor det kunne komme til udtryk. Blandt disse var offentlige badehuse, hvor mandlig prostitution var normalt. Ironien i denne situation var, at mange mænd, der tilhørte over- eller middelklassen, var homo- eller biseksuelle. Nogle af disse mænd giftede sig og levede et tilsyneladende ”normalt” familieliv, men opsøgte homoseksuel kærlighed på steder som de offentlige badehuse.
I takt med at kapitalismen begyndte at udvikle sig i Rusland imod slutningen af det 19. århundrede, begyndte de større byer at vokse, og med dem en ny homoseksuel subkultur. Mens homoseksualitet fortsatte med at være ulovligt, begyndte psykiatere, influeret af studier i Europa, at se på fænomenet fra et medicinsk, frem for et moralsk, perspektiv. Nogle dele af det videnskabelige miljø mente, at homoseksualitet skulle behandles som en psykisk eller biologisk sygdom frem for en forbrydelse. Homoseksualitet blev altså ikke set som en naturlig variation af menneskelig seksualitet, men ikke desto mindre var dette stadig et skift væk fra kriminalisering.
Psykiatere begyndte at udvikle en teori, der kunne forklare homoseksualitet som en ”perversion”, der kom fra en deform seksuel udvikling, som var blevet fremprovokeret af utilstrækkelig opdragelse. Fra denne teori udsprang ideen om, at homoseksualitet kunne ”kureres” gennem psykoterapi og endda hypnose. En naturlig følge af denne teori var også, at ved at holde nøje øje med børns udvikling, kunne man undgå fremkomsten af homoseksuelle ”afvigelser”.
En lille minoritet gik meget længere, og begyndte faktisk at se homoseksualitet som en naturlig variation. Ushakovsky – åbenbart et pseudonym – skrev i en tekst fra 1908, People of the Intermediate Sex:
”Loven burde beskytte børn og de sindssyge, og forbyde enhver form for angreb. Men hvad to voksne mennesker foretager sig med deres kroppe i deres eget værelse, under konsensus og uden at gøre nogen skade, er ikke noget, der angår staten.”
Denne idé, der på det tidspunkt kun var udbredt blandt et lille mindretal (som også afspejles i forfatterens anonymitet, i betragtning af homoseksualitetens ulovlige status i landet) blev udbredt efter Oktoberrevolutionen i Bolsjevikkernes politik vedrørende homoseksualitet.
I tsarregimets sidste tid var der en bemærkelsesværdig stigning i antallet af homoseksuelle, der blev dømt af domstolene. Der var også meget hykleri i domsfældelserne, hvor overklassen fik en langt mildere behandling. Folk i toppen med de rigtige forbindelser, kunne trække i nogle tråde og få deres retssager ignoreret. Adskillige homoseksuelle medlemmer af kongefamilien fik for eksempel deres retssager stoppet.
Effekten af revolution
Revolutionen i 1905 havde en effekt på den måde homoseksualitet blev behandlet. På trods af det stigende antal domme mod homoseksuelle, var der samtidig en vis opblødning på spørgsmålet. Der var mindre censur efter 1905, og under disse omstændigheder kunne personer som Michail Kuzmin (en åben homoseksuel forfatter og digter) komme frem. Kuzmin er anset for at være den første forfatter, der skriver om en mand, der springer ud som homoseksuel i Kryl’ia (Vinger), udgivet i 1906. Desuden kan man læse Kuzmins dagbøger, der blandt andet beskriver dagligdagen i en homoseksuel husstand under både tsarregimet og senere Sovjetstyret. Der var faktisk en opblomstring af litteratur med et seksuelt tema efter 1905-revolutionen. I samme periode udgav Lidiya Zinnovyeva-Annibal sin Treogtredive monstre, der er en historie om lesbisk kærlighed.
Kuzmin så på Oktoberrevolutionen med sympati, ligesom mange andre forfattere og kunstnere. Han blev medlem af Præsidiet for Forenede Kunstnere i Petrograd sammen med forfattere som Aleksandr Blok og Vladimir Majakovskij. Han arbejdede også som oversætter under Maksim Gorkij og var med til at grundlægge dagbladet Kunstens Liv i 1918, som han arbejdede for som en af redaktørerne. Det er ikke uvæsentlige detaljer. Her var en person, der levede åbent som homoseksuel, som var højt respekteret i Sovjetunionens tidlige periode – det vil sige før den stalinistiske kontrarevolution havde fastlåst sit greb om samfundet.
Borgerlige historikere – løgne og forvrængninger
Mange historikere, der beskæftiger sig med feminisme og homoseksualitet har forsøgt at neddysse de friheder som sovjetisk lovgivning gav homoseksuelle og kvinder i 1920’erne. Årsagen er ret åbenlys. De kan ikke få sig selv til at indrømme, at den kommunistiske Russiske Revolution i 1917 kunne være så progressiv vedrørende kvinders og homoseksuelles rettigheder. Det er fordi, at deres formål er at skildre revolutionen som en monstrøs historisk afvigelse. På denne måde tjener de loyalt deres sponsorer: Den kapitalistiske klasse, der ønsker at begrave sandheden om revolutionen.
Et sådan eksempel finder vi i “Sexual minorities: the status of gays and lesbians in Russian-Soviet-Russian Society” af James Riordan, der findes i bogen Women in Russia and the Ukraine, redigeret af Rosalind Marsh, (Cambridge University Press, 1996). Hele sytten sider er dedikeret til dette spørgsmål, men på blot to korte afsnit, behandler Riordan en næsten tyve år lang periode, der omfatter den Russiske Revolution, borgerkrigen, der fulgte, udarbejdelsen af forfatningerne fra 1922 og 1926, hele den bureaukratiske degenerering, kampen mellem det stalinistiske bureaukrati og Venstreoppositionen, bureaukratiets gradvise konsolidering af grebet om magten samt den deraf følgende ødelæggelse af det ægte sovjetdemokrati, der blev etableret af revolutionen, og endelig, destruktionen af mange af revolutionens fremskridt. En proces, der fik sit udtryk i de reaktionære love, der blev vedtaget i 1930’erne.
Dette er en belejlig måde at se på den historiske proces, da den tillader forfatteren at sammenblande det undertrykkende stalinistiske regime, som Sovjet var blevet til i løbet af 1930’erne, med den tidligere opblomstring af arbejderdemokrati, der fulgte 1917 og fortsatte ind i starten af 1920’erne. Riordan maler et billede af en præ-1917-situation, hvor den fascist-agtige højrefløj og de revolutionære socialister havde samme opfattelse, med følgende afsnit:
”Logikken hos venstre- og højrefløjen var derfor den samme: sex og homoseksualitet var farlige instrumenter, som klassefjenden/den nationale fjende brugte til at underminere ‘vores sides’ spirituelle og fysiske helbred. Det nye regime efter 1917 arvede begge dybt iboende indstillinger.”
Det er sandt, at nogle på venstrefløjen på dette tidspunkt så homoseksualitet som en ”perversion” eller ”moralsk fordærv”. Når man tager perioden i betragtning, var det ikke unormalt. Men hvad der mangler her er, at uagtet hvilket syn de enkelte socialister har haft, valgte sovjetregimet bevidst at legalisere homoseksualitet, og uanset hvor meget man forsøger at omskrive historien, kan dette faktum benægtes.
Under underoverskriften ”Seksuelle minoriteter efter 1917”, hvor Riordan nedtoner den rolle, som Bolsjevikkerne spillede i at afkriminalisere homoseksualitet, skriver han:
”Initiativet til at fjerne de anti-homoseksuelle tsaristiske love lå, efter Februarrevolutionen i 1917, ikke hos Bolsjevikkerne, men hos de konstitutionelle demokrater [kadetterne] – vi har allerede set hvordan en af Kadetternes ledere, Vladimir Nabokov, havde foreslået præcist dette – og anarkisterne.”
Så, ifølge Riordan, ligger fortjenesten for at legalisere homoseksualitet efter revolutionen hos en Kadet – som på dette tidspunkt var i eksil – og hos anarkisterne, der ikke havde magten! Nabokov var et fremtrædende medlem af det Konstitutionelle Demokratiske Parti (eller ”Kadetterne”, som de var kendt som): Et parti, der spillede en åben kontrarevolutionær rolle i 1917. Han tjente også som justitsminister i den første krimske regionale regering, der blev etableret i juni 1918 under tysk beskyttelse; han samarbejdede altså åbenlyst med den reaktionære hvide hær.
At præsentere dette reaktionære individ som den sande fortaler for afkriminaliseringen af homoseksualitet i Rusland, er en helt utrolig påstand. Uden et gran af forlegenhed fortsætter han:
”Da den gamle straffelov var blevet ophævet efter Oktoberrevolutionen, ophævede man også paragraf 516.”
Hvad der hentydes til her, er at da Bolsjevikkerne, der nu sad på magten, afskaffede den gamle tsaristiske straffelov, afskaffede de også utilsigtet den paragraf, der ulovliggjorde homoseksualitet. Men hvordan kunne Kadetterne have noget at gøre med bolsjevikisk lovgivning, efter at Sovjetmagten var blevet oprettet? Det er et meget ringe forsøg på at fremstille bolsjevikkerne som værende imod afkriminaliseringen af homoseksuelle, på trods af deres reelle afkriminalisering.
Det er sandt, at Nabokov var liberal, når det kom til spørgsmålet om homoseksualitet, men han var en borgerlig liberalist. Det betød, at han forsvarede de ejendomsforhold, som undertrykkelsen af kvinder og homoseksuelle var baseret på. Han kæmpede mod den socialistiske revolution, hvilket hans position i Krim i 1918 viser. Han sad også i en kommission, der var opsat af den Provisoriske Regering efter februar 1917, hvis formål var at gennemgå tsarens straffelov fra 1903. Kommissionen opnåede intet substantielt. Så, mens reaktionære historikere nedtoner Bolsjevikkernes intentioner om at afkriminalisere homoseksualitet (hvilket var præcis, hvad de gjorde i 1922), får borgerlige liberale, der ikke gjorde andet end at tale, æren for at have befriet Ruslands homoseksuelle!
På trods af Riordans forsøg på at forvrænge virkeligheden, må han dog indrømme følgende:
”I 1920’erne, var situationen for sovjetiske homoseksuelle relativ tålelig, og mange homoseksuelle mænd og kvinder (som Kuzmin, Kliuev og Pamok) spillede en større rolle i sovjetisk kultur…”
Men efter en kort indrømmelse over for den historiske sandhed, spoler han lynhurtigt frem til 1934:
”Regeringen [under Stalin] fremkom med et lovforslag, som blev vedtaget den 7. marts 1934. Som resultat heraf blev enhver ‘seksuel afvigelse’ gjort ulovlig, og denne lov blev en del af straffeloven i alle sovjetrepublikker.”
Metoden her er tydelig: En meget kort gennemgang af hvad der blev opnået, da Bolsjevikkerne havde magten, og så en lige så hurtig fremrykning til Stalins undertrykkende regime, og en præsentation af dette som reel bolsjevikisk politik.
I History of Homosexuality in Europe and America redigeret af Wayne R. Dynes og Stephen Donaldson, (Garland Publishing Inc., 1992) er der endnu et åbenlyst forsøg på at forfalske historien. Vi får at vide, at, ja, Bolsjevikkerne afskaffede den gamle tsaristiske straffelov, efter de tog magten i 1917, og ophævede dermed alle de gamle love, men de afskaffede ikke bevidst kriminaliseringen af homoseksualitet. Vi skal altså tro på, at Bolsjevikkerne bare var lidt glemsomme, når det kom til dette emne. Med denne lille finte, påstås det altså, at Bolsjevikkerne ikke var ansvarlige for afkriminaliseringen af homoseksualitet. Men på trods af alt dette, bliver denne forfatter, ligesom Riordan, nødt til at vise en vis respekt for den historiske sandhed:
”Da borgerkrigen sluttede, blev en ny sovjetisk straffelov udfærdiget i 1922 og ændret i 1926. Indenfor den seksuelle sfære, forbød denne lovsamling sex med mindreårige under seksten år, mandlig og kvindelig prostitution og rufferi. Den nævnte intet om seksuelt samkvem mellem samtykkende voksne, hvilket betød at voksen, mandlig homoseksualitet var lovligt.” [min fremhævning – FW]
Altså, efter at have besudlet Bolsjevikkerne, bliver han nødt til at indrømme, at da de kom til magten, blev homoseksualitet lovliggjort.
Simon Karlinsky, professor fra Berkeley University, der døde i 2009, påstår også i sit værk fra 1976, Russia’s Gay Literature and Culture: The Impact of the October Revolution, at Bolsjevikkerne simpelthen glemte at inkludere homoseksualitet som en forbrydelse i 1922-konstitutionen. Karlinsky var åben anti-kommunist, hvilket forklarer hans manglende evne til at fortælle sandheden om, hvad der virkeligt skete. Han nedtoner de homoseksuelles undertrykkelse under tsarregimet, for at få det til at se ud som om, at tingene blev værre, da Bolsjevikkerne kom til magten. Dette bliver endnu en gang gjort ved at fremhæve den senere stalinistiske politik omkring homoseksualitet, og springe over hvad revolutionen opnåede i sine første år.
Afkriminalisering – en bevidst handling:
Et nyere værk af Dan Healey, Homosexual Desire in Revolutionary Russia (2001) er baseret på materiale, der allerede er tilgængeligt i vesten, og senere adgang til arkivmateriale, der blev frigivet efter Sovjetunionens fald i 1991. Vedrørende spørgsmålet om hvorvidt afkriminaliseringen af homoseksualitet i 1922 var en bevidst beslutning eller ej, udtaler Healy:
”Selvom disse dokumenter ikke diskuterer loven om sodomi i detaljer, demonstrerer de en principiel intention om at afkriminalisere samkvemmet mellem to samtykkende voksne, udtrykt allerede fra de tidligste forsøg på at skrive en socialistisk straffelov i 1918 og frem til den endelige vedtagelse i 1922.” [Min fremhævning – FW]
I det første forsøg på at udarbejde en straffelov i 1918, blev meget taget fra loven fra 1903. Men, der var en bevidst beslutning i dette udkast om at afkriminalisere homoseksualitet mellem voksne af samme køn, der havde udvist samtykke, mens man samtidig kriminaliserede sex med mindreårige af samme køn, eller når der var involveret vold eller tvang. Dette blev grundlaget for udarbejdelsen af straffeloven fra 1922. Kozlovsky, justitskommisær i 1920, kom med en række kommentarer til de forskellige udkast, der viser, at det var hans politik, at fjerne konsensusbaseret sex mellem voksne af samme køn fra loven.
Den nye straffelov trådte endelig i kraft den 1. juni 1922. I 1926, da loven blev revideret, fortsatte homoseksualitet med at være lovligt, hvilket må være et udtryk for, at der ikke kan være tale om forglemmelse.
Det betyder, at Rusland blev det andet af de større lande i verden, der lovliggjorde homoseksualitet – Frankrig var det første, efter 1789-revolutionen. Vi vil se nærmere på, hvilken effekt loven havde, og hvordan man så på homoseksualitet i 1920’ernes Rusland i en senere artikel.
