Regeringen fremlagde sin 2025-plan og som forventet indeholdt den massive angreb på SU’en. Regeringens konkrete forslag går ud på at sænke den udeboende SU fra 5100 til 4300 kr. efter skat, og så sætte beløbet for SU-lånet op fra 3000 kr. i dag til 4300 kr. gældende for dem, der starter på en uddannelse i 2019. derudover vil de fjerne SU på det 6. studieår, hvilket vil sige, at SU løber ud for dem, der bliver blot det mindste forsinket eller skifter studie.
Regeringen har en målsætning om, at færre skal have en uddannelse, og det skal de nok opnå, hvis de får deres spareplaner igennem. Gennemføres angrebet vil det utvivlsomt få en social slagside og øge uligheden indenfor uddannelse endnu mere, end den allerede er. Det ligger godt i tråd med regeringens 2025-plan, som SU-angrebet er en del af. Studerende, arbejdsløse og de fattigste skal betale for skattelettelser til erhvervslivet, på aktieformuer og topskattelettelser samt øgede udgifter til politi og militær, som også skal betales af højere pensionsalder.
Besparelsen på SU’en skal frigive 3,3 mia. kr. hvoraf en del ifølge regeringen skal bruges på bedre kvalitet i uddannelserne. Det kunne da lyde meget godt – jo, jo, hvis ikke det var fordi regeringen sidste år bebudede besparelser på over 8 mia. kr. på de i forvejen udsultede uddannelser. De tager med den ene hånd og giver krummer tilbage med den anden, betalt af de studerende selv.
Regeringens plan er et voldsomt skridt væk fra gratis uddannelse som en mulighed for alle. Danmark er på vej i samme retning som Storbritannien, hvor uddannelse for ikke så mange år siden var gratis, og hvor de studerende fik en form for uddannelsesstøtte. I dag er støtten fjernet og loftet for brugerbetaling er netop hævet til 9000 pund (ca. 80.000 kr.) om året!
Regeringen bruger endnu engang udlændinge som syndebukke og begrunder besparelsen med, at det skal dæmme op for udenlandske studerende. Det, siger de, sker ved at indføre et beskæftigelsesfradrag, der skal lette tilbagebetalingen af SU-lånet, for studerende, der bliver og arbejder i Danmark. For det første stavnsbinder det unge til at blive i Danmark, men endnu værre plejer et beskæftigelsesfradrag sjovt nok kun at gælde beskæftigede. Hvad med de studerende der efter endte studier ender i arbejdsløshed? Dem nævnes der intet om, man må derfor gå ud fra, at de skal betale det fulde beløb. Regeringen har blæst til angreb på de studerende – der må blæses til modangreb. Besparelserne på SU’en må bekæmpes!
Angrebene på SU’en er blot ét led i den nedskæringspolitik, der er blevet ført af skiftende regeringer de sidste mange år. Det er den samme politik, der føres i hele Europa, ja hele verden. Det er en politik, der dikteres af det kapitalistiske system, som befinder sig i en blindgyde ude af stand til at sikre en fremtid for de unge generationer. Efter krisen i 2008 har det været endnu sværere at presse politikerne til indrømmelser gennem kamp, da de forsvarer et system i dødskramper. Så længe kapitalismen består, vil nedskæringspolitikken bestå. Kampen handler ikke om kamp mod en enkelt nedskæring, det er en kamp mod et system i krise, en kamp for en socialistisk revolution.