Siden denne artikel blev skrevet er Silvio Berlusconi formelt gået af, og siden genindsat som Italiens premierminister, men der er stadig mange ting man kan lære af artiklen, der også forklarer den politiske situation i landet generelt.
Alle verdens medier retter for tiden deres fulde opmærksomhed mod pavens død og begravelse, som finder sted i dag. Men en vittighed cirkulerer for tiden i Italien, om at paven nåede at gøre et sidste mirakel, da Berlusconi led et massivt nederlag i regionalvalgene i sidste weekend. Men selvfølgelig var det ikke et mirakel, det havde rod i den virkelige situation, der udvikler sig i Italien.
Alt imens mediernes opmærksomhed omkring paven tog til, brugte millioner af italienere den 3. og 4. april på at stemme, og forvoldte dermed en alvorlig svækkelse af Berlusconi. Italien er delt i 20 regioner. I 13 af dem stillede regionalråd op til genvalg. Forud for valget kontrollerede Berlusconis ”Frihedens hus” koalition 8 af dem. Han har nu mistet 6 af disse, og selv i de to han holdt fast i, Lombardiet og Veneto, blev hans flertal kraftigt reduceret. Berlusconis koalition led store nederlag i Lazio og Puglia i syden, der ellers begge blev betragtet som bastioner for den yderste højrefløj.
Berlusconis højrefløjsregering er nu inde i en krise, og den kunne ende med, at ministerpræsidenten bliver nødt til at trække sig ud af italiensk politik. Han har erklæret, at han ingen intentioner har om at træde tilbage. Men næste år vil han være nødt til at se et parlamentsvalg i øjnene, der formegentlig vil medføre endnu et voldsomt nederlag. Han vil yderligere forværre dette med hans klare intentioner om at trumfe igennem med mange af hans planer, som for eksempel ændringer af grundloven, og vil derved komme endnu mere i konflikt med alle. Han vil opføre sig som én, der ved, at han ikke har lang tid tilbage ved magten. I fortiden har Berlusconi overlevet andre nederlag, men som avisen Corriere della Sera forklarer, var dette nederlag ”så knusende at det ikke kan man ikke kan undskylde eller tale sig ud af det”.
Berlusconi har forsøgt sig med nogle demagogiske udspil i sidste øjeblik, såsom to nylige nedskæringsrunder i indkomstskatten. Han har også foreslået muligheden for at trække italienske tropper ud af Irak, siden et stort flertal af Italiens indbyggere – 70 pct. ifølge helt nye meningsmålinger – er imod krigen i Irak. Men dette virkede ikke.
Som et tydeligt paradoks har Berlusconi været den længst siddende italienske ministerpræsident siden fascismens fald. Men det er ikke et ægte paradoks. Det er præcis fordi han har været ved magten så længe, og har været i stand til at angribe Italiens arbejdere, at han har lidt et sådant nederlag.
Hvad dette viser, er, at millioner af arbejdere, pensionerede, studerende og arbejdsløse kunne se lige igennem Berlusconi. De har fået nok af de konstante angreb på deres levestandard og deres hårdt tilkæmpede rettigheder. De vil have noget andet. Dette var allerede klart i en række mobiliseringer, der har fundet sted igennem de sidste par år, med massive generalstrejker, mange militante lokaliserede strejker og også de 3 millioner mennesker, der demonstrerede imod krigen i Irak.
Den italienske kapitals strateger har forberedt sig på denne begivenhed i nogen tid. De har forberedt deres ”alternativ” i form af Prodi og ”Centrum-venstre” koalitionen. Det ser nu ud til at være sandsynligt, at Prodi vil vinde valget næste år og blive den næste ministerpræsident. Koalitionen omkring Prodi repræsenterer en ”alliance” mellem vigtige dele af den italienske middelklasse og spidser fra arbejderbevægelsen.
Den italienske middelklasse vil dog snyde sig selv, hvis de tror at de nu har et stabilt “to-parti system”, ved hjælp af hvilket, den ene af de to store fronter/fløje (centrum-venstre og centrum-højre) kan overtage magten efter den anden, når denne er blevet afsløret af at have siddet som regering i noget tid.
Højrefløjens nylige nederlag kunne føre til en situation, hvor den vil være ude af stand til at spille denne rolle for en tid fremover. Derfor vil middelklassen kun have centrum-venstre-fløjen.
Den nuværende højrefløjskoalition har to vigtige bestanddele, Berlusconis “Forza Italia” og Finis “Nationale Alliance”. Fini er i en position, hvor han er klar til at træde frem som den egentlige leder af højrefløjen, men dette vil ske i sammenhæng med en overordnet tilbagegang for højrefløjen. Han vil også betale en høj pris for hans koalition med Berlusconi. Den Nationale Alliance har altid forsøgt at fremstille sig selv som et parti, der er lydhør overfor almindelige arbejderes, pensioneredes, mindre virksomheders, etc. behov. Dette er et levn fra tiden, hvor Den Nationale Alliance ikke havde nogen betænkeligheder ved at bibeholde dets historiske bånd med det gamle fascistiske regime, og den populistiske demagogi, der fulgte med det.
På internationalt plan må Bush og Blair spekulere over det faktum, at endnu en “allieret” i deres såkaldte krig mod terror ser ud til at gå et nederlag i møde, præcis som Aznar i Spanien gjorde sidste år.
Situationen, der er i gang med at udvikle sig i Italien, er meget mere ustabil end de fleste måske tror. Det næste år vil en højrefløjs regering styre masserne, som de egentlig ikke har nogen autoritet over. Desuden må de se en arbejderklasse i øjnene, der har set, at Berlusconi ikke er almægtig, men let kan overvindes. Vi kan forvente flere militante fagforeningskampe som dem, vi har set i det sidste stykke tid.
Således vil den næste Centrum-venstre koalition ledet af Prodi ikke blive som den forrige. Arbejderne forbereder sig på at fremvise deres krav. De har en lang liste med krav, der kræver at blive taget alvorligt. Lederne af venstrefløjen i Italien fremstiller Prodi som arbejderklassens redning, manden der kan besejre Berlusconi. Men denne mand har været ved magten før. Hans generalieblad er ikke rent. Han er en agent for dem, der bestemmer og vil indføre deres program. Faktisk var den sidste Centrum-venstre koalition ansvarlig for flere privatiseringer end nogen tidligere regering!
Det tragiske ved denne situation er den rolle, som Bertinotti, leder af Rifondazione Comunista (det Italienske kommunistparti, red), spiller. Han bygger billedet af Prodi op. Han styrker hovedsageligt det billede af Prodi, som masserne ser. Men hans parti får ikke noget ud af dette. Derimod svækker han båndene med de højere lag af de militante unge og arbejdere. Hans handlinger har gjort en del forskel, når man ser på det antal stemmer, partiet har fået. Sammenlignet med sidste års europæiske valg, mistede partiet 1 %, og fik dermed det samme antal stemmer som i de foregående 2000 regionale valg, som (sammen med de europæiske valg i 1999), var det laveste antal stemmer partiet nogensinde havde fået.
Det vil blive endnu værre, når partiet faktisk indgår i en fremtidig Prodi regering. Den regering vil angribe arbejderklassen. Ingen kan have nogen illusioner om, at det vil blive anderledes. Prodi bliver bakket op af vigtige dele af den italienske middelklasse, og dette gør de, fordi de kender hans program, og ved, hvad han vil gøre. Han vil således komme i konflikt med den italienske arbejderbevægelse. Mens dette sker, vil Bertinotti udfylde sin ministerielle position, og vil betale en pris for det.
Disse anliggender blev for nylig diskuteret på partiets kongres, hvor Bertinotti præsenterede Prodi som en af arbejdernes venner. Men over 40 pct. af partiet stemte imod Bertinottis forslag til hvem de skulle gå i regering med, og mange af de, der stemte for hans forslag, bibeholdt et kritisk syn på ham. Debatten der fandt sted på den kongres vil ikke være spildt. Marxisterne fremlagde et klart perspektiv af hvordan tingene vil udvikle sig i den kommende periode. Man vil lære af erfaringerne, og marxisterne er i en position, hvor de kan opnå meget i den kommende tid.
