Planøkonomi er et politisk-økonomisk system hvori produktion, beskæftigelse og fordeling af produktionsresultatet i et betydeligt omfang styres af centralt lagte planer. Forudsætningen for en planøkonomi er, at de vigtigste dele af økonomien er nationaliseret, dvs. at der er gjort op med den private ejendomsret til produktionsmidlerne, der eksisterer under kapitalismen.
Begrebet planøkonomi forbindes i særlig grad med Sovjetunionen, hvor økonomien fra 1928 blev styret efter planer; almindeligvis fem- eller syvårsplaner udarbejdet af Gosplan, en række ministerier for forskellige brancher og selve de sovjetiske virksomheder.
Problemet i Sovjetunionen var, at planøkonomien ikke blev styret demokratisk, men som en kommandoøkonomi, hvor al kritik og kreativitet blev holdt nede. Lederne af den russiske revolution havde advaret om denne fare allerede ved revolutionens start. Ifølge dem var det afgørende, at revolutionen spredte sig til de mere udviklede kapitalistiske lande, der kunne komme den håbløst tilbagestående russiske økonomi til undsætning. Desværre blev Sovjetunionen isoleret og måtte på egen base opbygge økonomien.
En planøkonomi kan i længden kun fungere, hvis den er international. Desuden må planøkonomien styres demokratisk, hvilket ikke var tilfældet i Sovjetunionen. I takt med at produktionens kompleksitet steg, blev den bureaukratiske styring et større og støtte problem. Til sidst stagnerede økonomien, og sovjetunionen kollapsede som bekendt.
Det ændrer dog ikke på, at planøkonomien i Sovjet viste det enorme potentiale. Fra at være en tilbagestående økonomi blev Sovjetunionen en af verdens supermagter. I de 50 år fra 1913 (højdepunktet før revolutionen) til 1963 steg den totale industriproduktion i Rusland mere end 52 gange. Det tilsvarende tal for USA var mindre end seks gange. Landet havde i 1970’erne flere videnskabsmænd end USA og Japan tilsammen. Den forventede levealder blev mere end fordoblet. Huslejen var fastsat til omkring seks procent af den månedlige indkomst.
Med planøkonomi er det muligt at dirigere uden om de tilbagevendende kriser i kapitalismen, der medfører angreb på arbejdernes levestandard. Planøkonomien har langt fra vist sit fulde potentiale, der ville kunne tilvejebringes igennem en international socialistisk revolution. Med et produktionsapparat, der er langt mere udviklet end i 1928, ville mange af de problemer, som planøkonomien stødte ind i under Sovjetstyret, kunne undgås. En planøkonomi på baggrund af det nuværende teknologiske niveau ville kunne ende sult, nød og elendighed og skabe et paradis på jord.
