Deprecated: Methods with the same name as their class will not be constructors in a future version of PHP; plgSystemOfflajnJoomla3compat has a deprecated constructor in /home/marxdk/public_html/plugins/system/offlajnjoomla3compat/offlajnjoomla3compat.php on line 83

Deprecated: Methods with the same name as their class will not be constructors in a future version of PHP; plgSystemOfflajnParams has a deprecated constructor in /home/marxdk/public_html/plugins/system/offlajnparams/offlajnparams.php on line 30

Deprecated: Methods with the same name as their class will not be constructors in a future version of PHP; plgSystemDojoloader has a deprecated constructor in /home/marxdk/public_html/plugins/system/dojoloader/dojoloader.php on line 21

Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /home/marxdk/public_html/plugins/system/offlajnjoomla3compat/offlajnjoomla3compat.php:83) in /home/marxdk/public_html/plugins/system/responsivizer/responsivizer.php on line 247
Hvad er marxisme?

Artikelindeks

 

1. EN INTRODUKTION TIL DIALEKTISK MATERIALISME:

Hvad er en filosofi?

På alle trin i den menneskelige historie har der været folk, der har udarbejdet en eller anden form for billede af verden og menneskets plads i den. Det kalder man en filosofi. De dele, de bruger til at danne dette billede af verden, har de fået ved at betragte naturen omkring dem og generalisere deres erfaringer.

Visse mennesker mener, at de ikke har brug for en filosofi eller et særligt syn på verden. Men i praksis har alle en filosofi, selvom den måske ikke er bevidst udarbejdet. Folk, der lever efter "tommelfingerregler" eller "sund fonuft" og tror, de klarer sig uden teori, tænker i praksis bare på den traditionelle måde. Marx sagde engang, at de herskende idéer i et samfund er den herskende klasses idéer. For at opretholde og retfærdiggøre deres styre gør kapitalistklassen brug af alle de midler, de har, til at fordreje arbejdernes bevidsthed. Skolen, kirken, TV og pressen bruges til at fremme den herskende klasses ideologi og indoktrinere arbejderne, så de accepterer det kapitalistiske system som den mest naturlige, permanente form for samfund. Hvis man ikke har en bevidst socialistisk filosofi, accepterer man ubevidst den kapitalistiske.

På alle klassesamfundets forskellige udviklingstrin har den revolutionære klasse, der ønskede at ændre samfundet, måttet kæmpe for et nyt verdenssyn og imod den gamle filosofi, som retfærdiggjorde og forsvarede det gamle system.

Idealisme og materialisme

Gennem hele filosofiens historie har der været to lejre, den idealistiske og den materialistiske. De almindelige begreber "idealisme" (d.v.s. hengiven og oprigtig handlemåde for ens idealer) og "materialisme" (d.v.s. grådighed og pengegrisk egoisme) har intet at gøre med filosofisk idealisme og filosofisk materialisme.

Der var mange af fortidens store tænkere, der var idealister, f.eks. Platon og Hegel. Denne filosofiske retning opfatter naturen og historien som en afspejling af idéer eller ånd. Teorien om, at mennesker og alle andre materielle ting blev skabt af en guddommelig ånd, er et af idealismens basale begreber. Dette synspunkt bliver udtrykt på forskellige måder, men den grundlæggende mening er, at det er idéer, der styrer udviklingen af den materielle verden. Historien forklares som en tankens historie. Folks handlinger menes at stamme fra abstrakte tanker og ikke fra materielle behov. Hegel gik et skridt videre - han var en konsekvent idealist - og mente, at tanker var en uafhængig "Idé", der eksisterede uden for hjernen og uafhængigt af den materielle verden, som så bare var en afspejling af denne Idé. Religion er en integreret del af filosofisk idealisme.

De materialistiske tænkere derimod har ment, at den materielle verden er virkelig, og at det er naturen og det materielle, der er det primære. Sindet, idéerne og tankerne er et produkt af hjernen. Hjernen, og derfor idéerne, opstod på et vist tidspunkt i udviklingen af levende væsner. Det grundlæggende i materialismen er følgende:

(a) Den materielle verden, som vi oplever med vores sanser, og som videnskaberne udforsker, er virkelig. Udviklingen af verden finder sted p.g.a. verdens egne naturlove, ikke p.g.a. et eller andet overnaturligt.
(b) Der er kun én verden, den materielle. Tanke er et produkt af materie (hjernen), og uden materie kan der ikke være nogen idéer eller tanker. Derfor kan tanker og idéer ikke eksistere alene uden materie. Generelle idéer er kun afspejlinger af den virkelige verden. Marx skrev: "For mig er idéer ikke andet end den materielle verden, der afspejles i den menneskelige hjerne og udtrykkes i form af tanker." Og videre: "Det er den måde man lever på i samfundet, der bestemmer ens bevidsthed."

Idealisterne opfatter bevidsthed og tanker som noget ydre, der står i opposition til materien, naturen. Denne skelnen er fuldstændig forkert og kunstig. Der er en tæt forbindelse mellem tankens love og naturens love, eftersom de førstnævnte følger og afspejler sidstnævnte. Tanker kan ikke udledes af sig selv, men kun af den virkelige, ydre verden. Selv de tilsyneladende mest abstrakte tanker stammer faktisk fra en betragtning af den materielle verden.

Selv en tilsyneladende abstrakt videnskab som ren matematik er i sidste ende udledt af den materielle virkelighed, og er ikke bare hjernespind. En skoleelev tæller hemmeligt sine materielle fingre under sit materielle skolebord, når han skal løse et abstrakt regnestykke. Når han gør det, genskaber han selve matematikkens oprindelse. Vi har et decimalsystem (et titalssystem), fordi vi har ti fingre. Romertal (I, II, III, IV, V o.s.v.) var oprindeligt afbildninger af fingre ( V viser vinklen mellem tommel- og pegefinger på en hånd, hvor alle fem fingre er strakt ud).

Ifølge Lenin: "Dette er materialisme: materie, der påvirker sanserne, skaber de indtryk, vi får. Disse afhænger af hjernen, nerverne, nethinden o.s.v., d.v.s. det er materien, der er det primære. Følelser, tanker, bevidsthed o.s.v. er produkter af materien."

Mennesker er en del af naturen, og de udvikler deres idéer, idet de indgår forbindelser med resten af verden. Mentale processer er virkelige nok, men de er ikke noget absolut, der er uafhængigt af naturen. De skal studeres i de materielle og sociale omgivelser, de opstår i. Marx sagde: "Moral, religion, idéer og ideologier er altså ikke uafhængige. De har ingen selvstændig historie eller udvikling, men de mennesker, der udvikler deres materielle produktion og deres materielle forhold, udvikler og ændrer dermed samtidig deres tænkemåde og deres tanker. Livet bestemmes ikke af bevidstheden, - det er bevidstheden, der bestemmes af livet."

Materialismens oprindelse

"Al moderne materialismes oprindelsessted fra det syttende århundrede og frem er England," skrev Engels. På det tidspunkt (altså i det syttende århundrede) blev det gamle feudale aristokrati og monarki udfordret af de nysfremkomne middelklasser. Feudalismens bastion var den romersk-katolske kirke, som forsynede monarkiet og de feudale institutioner med guddommelig retfærdiggørelse. Denne kirke måtte altså undermineres, før feudalismen kunne blive styrtet. Den fremvoksende kapitalistklasse udfordrede de gamle idéer og guddommelige forestillinger, som den gamle orden var baseret på.

"Parallelt med middelklassernes vækst oplevede videnskaberne en stor genopblomstring: astronomi, mekanik, fysik, anatomi, fysiologi, o.s.v. blev nu dyrket igen. Og kapitalistklassen, som ville udvikle sin industrielle produktion, havde brug for en videnskab, der kunne finde ud af naturgenstandenes fysiske egenskaber og naturlovenes virkemåde. Ind til den tid havde videnskaben bare været kirkens tjener, og den havde ikke fået lov til at overskride de grænser, troen satte, og havde derfor slet ikke været nogen rigtig videnskab. [I det syttende århundrede efterviste Galileo Kopernikus' teori om, at Jorden og planeterne var i kredsløb om solen. Datidens professorer gjorde grin med disse idéer og brugte kirkens og inkvisitionens magt til at få Galileo til at trække sine synspunkter tilbage. RS] Videnskaben gjorde oprør mod kirken; kapitalistklassen kunne ikke undvære videnskaben, så de blev nødt til at følge med i oprøret." (F. Engels)

Det var på dette tidspunkt, at Francis Bacon (1561-1626) udviklede sine revolutionære materialistiske idéer. Ifølge ham var sanserne ufejlbarlige og kilden til al viden. Al videnskab var baseret på erfaring og bestod i at underkaste et datamateriale en rationel undersøgelse; induktion, analyse, sammenligning, observation og eksperimenter. Det var imidlertid først Thomas Hobbes (1588-1679), der fortsatte og udviklede Bacons materialisme til et system. Han indså, at idéer og opfattelser kun var afspejlinger af den materielle verden, og at "det er umuligt at skille tanken fra materie, der tænker." Senere kom den engelske tænker John Locke (1632-1704) med bevis på denne materialisme.

Den materialistiske filosofi bevægede sig fra England til Frankrig, hvor den blev taget op og udviklet yderligere af Rene Descartes (1596-1650) og hans tilhængere. Disse franske materialister begrænsede sig ikke til at kritisere religionen, men udvidede deres kritik til også at gælde alle institutioner og idéer. De udfordrede disse ting i Fornuftens navn og forsynede den fremvoksende kapitalistklasse med ammunition i dens kamp imod monarkiet. Den store borgerlige franske revolution 1789-93 bekendte sig til den materialistiske filosofi. Til forskel fra den engelske revolution i midten af det syttende århundrede ødelagde den franske revolution den gamle feudale orden fuldstændigt. Som Engels senere skrev: "Vi ved i dag, at dette fornuftens rige ikke var andet end kapitalistklassens idealiserede rige."

Det, der var i vejen med denne materialisme fra Bacon og fremover, var imidlertid dens rigide, mekaniske tolkning af naturen. Det er ikke noget tilfælde, at denne engelske retning inden for materialistisk filosofi blomstrede op netop i det attende århundrede, hvor Isaac Newtons opdagelser gjorde mekanik til den mest avancerede og vigtige videnskab. Med Engels's ord: "Denne materialismes specifikke begrænsning lå i dens manglende evne til at forstå universet som en proces, som materie, der uafbrudt undergår historisk udvikling."

Den franske revolution fik en enorm betydning for den civiliserede verden, lige som den russiske revolution i 1917. Den revolutionerede tænkningen inden for alle områder - politik, filosofi, videnskab og kunst. Den opblomstring af idéer, der udgik fra den borgerlige demokratiske revolution, indvarslede fremskridt i naturvidenskab, geologi, botanik, kemi og i politisk økonomi.

Det var i denne periode, at der fremkom kritik af materialisternes mekaniske tilgang til tingene. En tysk filosof ved navn Immanuel Kant (1724-1804) stod for de første gennembrud imod den gamle mekaniske opfattelse, da han opdagede, at Jorden og solsystemet var opstået på et tidspunkt og ikke altid havde eksisteret. Det samme gælder inden for geografi, geologi, planter og dyr - heller ikke dér er der noget, der har eksisteret evigt.

Denne revolutionerende idé blev omfattende udviklet af en anden genial tysk tænker, George Hegel (1770-1831). Hegel var filosofisk idealist og troede, at verden kunne forklares som en manifestation eller afspejling af en "universel ånd" eller "idé", d.v.s. en eller anden form for gud.

Hegel betragtede verden - ikke som aktiv deltager i samfundet og den menneskelige historie, men som filosof, der tænkte over tingene på afstand. Han målte verden og fortolkede historien efter sine egne fordomme - og mente, at det var tankens historie, at verden var idéernes verden, en idéverden. For Hegel var problemer og modsætninger altså ikke virkelige problemer, men tankeproblemer, som kun kunne løses i tankerne. Han mente ikke, at modsætningerne i samfundet kunne løses gennem menneskers aktive handlinger, gennem klassekamp, men at dette kunne ske i filosoffernes hoveder, ved hjælp af den "absolutte idé."

Ikke desto mindre var det Hegel, der erkendte den gamle mekaniske tænkemådes fejl og mangler. Han påpegede også den formelle logiks utilstrækkeligheder og begyndte at skabe et nyt verdenssyn, der kunne forklare modsætningerne ved forandring og bevægelse. (Se nedenfor)

Selvom Hegel genfandt og analyserede lovene for bevægelse og forandring, så gjorde hans idealisme, at det hele blev sat på hovedet. Det var de såkaldte Unghegelianere, under ledelse af Ludvig Feuerbach (1804-1872), der prøvede at rette denne fejl og få filosofien op at stå på benene igen. Men selv Feuerbach - "den ene halvdel af ham var materialist, den anden idealist" (Engels) - kunne ikke rense hegelianismen helt for de idealistiske synspunkter. Dette arbejde blev overladt til Marx og Engels, som var i stand til at redde den dialektiske metode fra den idealistiske skal. De blandede den hegelianske dialektik med moderne materialisme og skabte derved den dialektiske materialismes revolutionære forståelse.

Hvad er dialektik?

Vi har set, hvordan den moderne materialisme er den opfattelse, at det materielle er det primære, og at sindet og idéerne er et produkt af hjernen. Men hvad er dialektisk tænkning eller dialektik?

"Dialektik er ikke andet end videnskaben om de generelle love for naturens, det menneskelige samfunds og tænkningens bevægelse og udvikling." (Engels, "Anti-Dühring")

Den dialektiske metode havde allerede lang tid på bagen, før Marx og Engels udviklede den videnskabeligt som et middel til at forstå udviklingen af det menneskelige samfund.

Oldtidens grækere havde nogle store dialektiske tænkere, deriblandt Platon, Zenon og Aristoteles. Allerede i år 500 f.Kr. kom Heraklit frem med en idé om, at "alt er og er ikke, for alting flyder, ændrer sig konstant og opstår og forgår hele tiden." Og videre: "Alting flyder, alting forandres. Det er umuligt at træde ud i den samme flod to gange." Disse citater indeholder allerede dialektikkens grundlæggende opfattelse - at alt i naturen hele tiden forandrer sig, og at denne forandring sker gennem en række af modsætninger.

"?at verden ikke skal forstås som et kompleks af én gang færdiglavede ting, men som et kompleks af processer, hvor ting, der ellers ser stabile ud, konstant og uafbrudt udsættes for forandring og hele tiden opstår og forgår." (Engels, "Anti-Dühring")

"For den dialektiske filosofi er der ikke noget, der er endeligt, absolut, helligt. Den afslører altings midlertidige karakter: der er intet, der er evigt, bortset fra den uafbrudte proces med opståen og forgåen, med uendelig opstigen fra det lavere til det højere. Og dialektisk filosofi er ikke andet end afspejlingen af denne proces i den tænkende hjerne." (Samme sted)

Dialektik og metafysik

De græske filosoffer foregreb på brilliant vis den senere udvikling inden for dialektikken, ligesom de gjorde i andre videnskaber. Men de kunne ikke selv nå frem til den logiske konklusion af deres opdagelser p.g.a. den lave udvikling af produktionsmidlerne og manglen på tilstrækkelig information om, hvordan universet fungerer. Deres idéer gav et mere eller mindre korrekt, overordnet indtryk af tingene, men det drejede sig tit mere om inspireret gætteri end om videnskabeligt udarbejdede teorier. Hvis den menneskelige tænkning skulle gå fremad, måtte man forlade disse gamle metoder og nå frem til en generel forståelse af universet og koncentrere sig om de mindre, mere jordnære opgaver med at indsamle, sortere og kategorisere en hel række kendsgerninger, afprøve forskellige teorier v.h.a. eksperimenter o.s.v.

Denne empiriske, eksperimentelle, faktuelle tilgang udgjorde et kæmpe skub fremad for den menneskelige tænkning og videnskab. Undersøgelser af, hvordan naturen virker, kunne nu udføres videnskabeligt med analyser af hvert enkelt problem og efterprøvning af hver konklusion. Men samtidig med at man opnåede dette, "glemte" man den gamle evne til at behandle ting i deres sammenhæng med andre ting, ikke i isolation; i deres bevægelse, ikke statisk; i deres liv, ikke i døden. Den snævre, empiriske tænkemåde, som på denne måde opstod, kaldes den "metafysiske" tilgang til filosofien. Den dominerer stadig i dag den moderne kapitalistiske filosofi og videnskab. Inden for politik viser den sig f.eks. i Harold Wilsons berømte "pragmatisme" ("hvis det virker, så må det være rigtigt") og de konstante krav om, at man skal holde sig til "kendsgerningerne."

Men kendsgerninger vælger ikke sig selv. Det er mennesker, der vælger dem. Den måde og rækkefølge, de ordnes på, og de konklusioner, der drages af dem, afhænger af den opfattelse, dette menneske har på forhånd. Så sådanne krav om "kendsgerninger," som giver indtryk af videnskabelig upartiskhed, er gerne bare et røgslør, der skjuler talerens egne fordomme.

Dialektikken beskæftiger sig ikke bare med kendsgerninger, men med kendsgerninger i deres sammenhæng, d.v.s. med processer; ikke bare med isolerede idéer, men med lovmæssigheder; ikke bare med det enkeltstående, men med det generelle.

Dialektik står i samme forhold til metafysik, som en film gør til et fotografi. Det ene modsiger ikke det andet, men uddyber det. Men det der kommer nærmest på en realistisk fremstilling af virkeligheden er selvfølgelig filmen.

Til hverdagsbrug og simple udregninger er den metafysiske tankegang, "den sunde fornuft," nok. Men den har sine begrænsninger, og hvis man går ud over disse, så kan "den sunde fornuft" ikke følge med. Denne tænkemådes grundlæggende mangel er, at den er ude af stand til at opfatte bevægelse og udvikling, og at den afviser alle modsætninger. Men i virkeligheden forudsætter bevægelse og forandring modsætninger.

"For metafysikeren er tingene og deres mentale afspejlinger, idéerne, isolerede, og de bør anskues den ene efter den anden adskilt fra hinanden, de er undersøgelsesobjekter, faste, uforanderlige, givne én gang for alle. Metafysikeren tolererer ikke, at ting indeholder modsætninger. For ham eksisterer en ting, eller også eksisterer den ikke: en ting kan ikke samtidig være sig selv og noget andet. Positiv og negativ udelukker helt hinanden. Årsag og virkning står skarpt adskilt over for hinanden som stivnede modsætninger." (Anti-Dühring, s. 29-30)

Til dagligdags brug er det for eksempel muligt at sige med en vis sikkerhed, om et menneske, en plante eller et dyr er levende eller dødt. Men i virkligheden er det ikke helt så enkelt, som vi har set fra retssager om aborter og "fostrets rettigheder." Præcis hvornår begynder livet? Og hvornår slutter det? Døden er ikke en enkel og simpel hændelse, men en langstrakt proces, som allerede Heraklit forstod: "Det er den samme ting i os, som er levende og død, som sover og er vågen, ung og gammel; det ene skifter plads og bliver til det andet. Vi træder ud i den samme flod, og gør det dog ikke: vi er og er ikke."

Trotskij karakteriserede i sin bog "Den materialistiske dialektiks ABC" dialektik som "en videnskab om vores tænknings former, for så vidt at den ikke er begrænset til livets dagligdags problemer, men forsøger at nå til en forståelse af mere komplicerede og udstrakte processer."

Han sammenlignede dialektik og formel logik (metafysik) med højere og lavere matematik. Det var Aristoteles, der først udviklede den formelle logiks love, og hans logiske system har lige siden været accepteret af metafysikere som den eneste mulige metode til at tænke videnskabeligt.

"Aristoteles' idé om simple logiske følgeslutninger accepteres som en indlysende sandhed i forbindelse med masser af praktiske menneskelige aktiviteter og elementære generaliseringer. Den postulerer, at "A" er lig med "A." Men i virkeligheden er "A" ikke lig med "A." Det er meget let at bevise, hvis vi kigger på disse to bogstaver gennem en lup - så er de ganske forskellige fra hinanden. Men - kan man indvende - det drejer sig ikke om størrelsen eller formen på disse bogstaver. De er bare symboler for ens mængder, for eksempel et pund sukker. Men denne indvending er forfejlet - i virkeligheden er et pund sukker aldrig lig med et pund sukker. En finere vægt vil altid kunne påvise en forskel. Igen kan man indvende: et pund sukker er lig med sig selv. Men dette er heller ikke korrekt. Ting ændrer sig hele tiden m.h.t. størrelse, vægt, farve o.s.v. De er aldrig lig med sig selv. Dertil vil en sofist svare, at et pund sukker "på et givent tidspunkt" er lig med sig selv. Bortset fra denne indvendings meget tvivlsomme praktiske værdi, så holder den heller ikke til teoretisk kritik. Hvordan skal vi opfatte et "tidspunkt" - en rent matematisk abstraktion, et nulpunkt i tiden? Alt eksisterer i tid: og eksistensen selv er en uafbrudt proces af forandring - tiden er et fundamentalt element i eksistensen. D.v.s. at det reelle indhold i denne indvending er, at "A" er lig med sig selv, hvis det ikke forandrer sig, d.v.s. hvis det ikke eksisterer!

"Ved første blik ser det ud til, at sådanne "finesser" er ganske ubrugelige, men faktisk er de af stor betydning. Grundsætningen "A" er lig med "A" er på den ene side udgangspunkt for al viden, på den anden side er den også udgangspunkt for alle de fejl, der er i vores viden. At bruge denne grundsætning uden risiko er kun muligt inden for visse rammer. Når kvantitative forandringer i "A" er ubetydelige for den forhåndenværende opgave, så kan vi gå ud fra, at "A" er lig "A." Det er f.eks. sådan en køber og en sælger ser på et pund sukker. Vi opfatter solens temperatur på samme måde, og indtil for nylig gjorde vi det samme med dollarens købekraft. Men kvantitative forandringer ud over en vis grænse bliver til kvalitative forandringer. Et pund sukker, der udsættes for vand, er ikke længere et pund sukker. At bestemme det rigtige øjeblik, det kritiske punkt hvor kvantitet ændres til kvalitet, er en af de vigtigste og sværeste opgaver inden for alle områder af vores viden, inklusiv sociologi." (Trotskij, "Den materialistiske dialektiks ABC")

Hegel

Den gamle dialektiske tænkemåde, som var gået af brug fra middelalderen og frem, blev genoplivet i begyndelsen af det nittende århundrede af den store tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831). Hegel underkastede den formelle logik en detaljeret kritik og påviste dens begrænsninger og énsidethed. Det var Hegel, der lavede den første virkelig omfattende analyse af dialektikkens love, som tjente som grundlag for Marx og Engels, da de senere udviklede deres dialektiske materialisme. Lenin beskrev Hegels dialektik som "den mest omfattende og i indholdet korrekte teori om udvikling." Sammenlignet med den var alle andre teorier "énsidede og indholdsfattige, og de forvansker og ødelægger den virkelige udviklingsgang i naturen og samfundet (som ofte sker i spring, ved katastrofer og revolutioner)." (Lenin, "Karl Marx")

Hegel mente, at "en udvikling godt tilsyneladende kan gentage tidligere stadier, men den gør det på en ny måde, på et højere niveau (negationens negation); det er så at sige en spiralformet udvikling, ikke en lige linje; en udvikling, der finder sted i spring, katastrofer, revolutioner; brud i kontinuiteten; ændring af kvantitet til kvalitet; udviklingens indre impulser kommer fra de modsætninger og konflikter, der udspiller sig mellem de forskellige krafter og tendenser i en ting, et fænomen eller et samfund; den gensidige afhængighed og uopløselige forbindelse mellem alle sider af et fænomen, en forbindelse, der sikrer en ensartet, lovmæssig, universel bevægelsesproces - dette er nogle af de ting, der gør dialektikken til en rigere udviklingsteori end andre." (Lenin, "Karl Marx")

"Denne nye tyske filosofi kulminerede i Hegels system. I dette system - og det er det, der er dets store fortjeneste - bliver hele verden, naturen, historien, tænkningen, for første gang præsenteret som en proces, d.v.s. som noget, der er i konstant bevægelse, i forandring og udvikling. Og der gøres forsøg på at spore den indre forbindelse, der laver et kontinuerligt hele ud af al denne bevægelse og udvikling. Fra dette synspunkt var menneskehedens historie ikke længere bare en lang række af meningsløse voldshandlinger, der kunne fordømmes ud fra en moden filosofisk fornuft og helst skulle glemmes hurtigst muligt, men selve menneskets udviklingsproces. Nu var det forstandens opgave at følge denne gradvise proces ad alle dens omveje og finde frem til de indre love, der løber gennem alle de tilsyneladende tilfældige fænomener." (Engels, "Anti-Dühring")

Hegel stillede på strålende vis spørgsmålet, men hans idealistiske overbevisning forhindrede ham i at besvare det ordentligt. Men på trods af denne Hegels mystiske side kunne han altså forklare dialektikkens vigtigste love: kvantitet og kvalitet, modsætningerne der gennemtrænger hinanden, og negationens negation.

Kvantitet og kvalitet

"På trods af al tilsyneladende gradvished, så er overgangen fra en bevægelsesform til en anden altid et spring, en afgørende forandring." (Engels, "Anti-Dühring")

Idéen om forandring og udvikling bliver nu generelt accepteret, men de former, hvorunder forandringer finder sted i naturen og i samfundet, er kun blevet forklaret af den marxistiske dialektik. Den almindelige opfattelse af udvikling som en fredelig, jævn og uafbrudt proces er både énsidet og forkert. Inden for politik er det teorien om "gradvise" sociale forandringer - grundstenen i reformismen.

Hegel mente, at ved bestemte knudepunkter i udviklingen fører rent kvantitative ændringer til et kvalitativt spring: f.eks. hvis man opvarmer eller nedkøler vand, så er kogepunktet eller frysepunktet de punkter, hvor der under normale omstændigheder sker et spring til en tilstand, hvor kvantiteten skifter til kvalitet.

Vands forvandling til damp eller is sker ikke gradvist, men ganske pludseligt ved en bestemt temperatur (hhv. 100º C og 0º C). Den ophobede virkning af utallige små ændringer i molekylernes hastighed omdanner til sidst vandet til damp eller is - kvantitet bliver til kvalitet.

Man kan komme med utallige andre eksempler fra alle grene af videnskaben, fra samfundslivet og hverdagen (f.eks. det punkt, hvor tilførslen af salt ændrer suppen fra noget, der smager godt, til noget, der er uspiseligt).

Loven om kvantitetens omslag til kvalitet er af yderste vigtighed, ikke bare for videnskaben (hvor selv forskere, der ikke er dialektikere, alligevel bruger den og andre af dialektikkens love uden at vide af det), men først og fremmest for analysen af historien, samfundet og arbejderklassens bevægelse.

Modsætningernes indbyrdes gennemtrængen

Lige som "den sunde fornufts" metafysik ikke vil have modsætninger i tænkningen og revolution i udviklingen, så prøver den også at bevise, at modstridende idéer og krafter udelukker hinanden. Men "ved nøjere betragtning finder vi også, at en modsætnings to poler, den positive og den negative, er uadskillelige, samtidig med at de er modsatte, og at de trods deres modsatte position indbyrdes gennemtrænger hinanden. På samme måde er årsag og virkning forestillinger, der kun har gyldighed, når de anvendes på et enkelt givet tilfælde; men så snart det enkelte tilfælde betragtes i sin almene sammenhæng med hele den omgivende verden, opløser det sig i betragtningen af den universelle vekselvirkning, hvor årsag og virkning uafbrudt skifter plads, således at det, der i den ene sammenhæng var virkning, i en anden sammenhæng bliver årsag, og omvendt." (Engels, "Anti-Dühring",s.30)

Dialektik er videnskaben om forbindelserne mellem ting, i modsætning til metafysikken, der behandler fænomenerne som seperate og isolerede ting. Dialektikken søger at afdække de utallige tråde, overgange, årsager og virkninger, der binder universet sammen. En dialektisk analyses første opgave er altså at spore "den nødvendige forbindelse, den objektive forbindelse mellem alle det givne fænomenområdes aspekter, krafter, tendenser o.s.v." (Lenin, "Filosofisk notesbog")

Dialektikken ser på et givet fænomen udfra et udviklingssynspunkt, den ser på fænomenets udvikling, bevægelse og liv; hvordan det opstår og går bort; den ser også på tingens indre modstridende tendenser og de forskellige sider, der er i den.

Bevægelse er hele det materielle univers' eksistensform. Energi og materie er uadskillelige. Desuden tilføres bevægelse ikke "udefra," men er en manifestation af de indre spændinger, der ikke kan adskilles fra liv og alle andre former for materie. Udvikling og forandring finder sted gennem indre modsætninger. Så den dialektiske analyse må begynde med v.h.a. empirisk undersøgelse at blotlægge de indre modsætninger, der fører til udvikling og forandring.

Fra et dialektisk synspunkt er alle "polære modsætninger" énsidede og utilstrækkelige, inklusiv modsætningen mellem "sandt og falsk." Marxismen accepterer ikke, at der skulle eksistere nogen "absolut sandhed." Alt hvad der er "sandt" og "falsk" er relativt. Det der er sandt på ét tidspunkt i en bestemt kontekst, kan blive forkert i en anden. Sandt og falsk glider over i hinanden.

Fremskridt inden for viden og videnskab sker ikke bare ved afkræftelse af "ukorrekte teorier." Alle teorier er relative og har fat på én side af virkeligheden. Til at begynde med tror man, at de gælder universelt. De er "sande." Men på et vist tidspunkt bemærker man mangler ved teorien; den kan ikke bruges i alle tilfælde, man finder undtagelser til reglerne. Disse må forklares, og på et tidspunkt udvikles der nye teorier, der kan gøre rede for undtagelserne. Men de nye teorier "negerer" ikke bare de gamle, men optager dem i sig i en ny form.

Man kan kun udelukke modsætninger fra betragtningen, hvis man betragter ting som livløse, i hvile og stillet isoleret op ved siden af hinanden, d.v.s. metafysisk. Men så snart vi ser på ting i bevægelse og forandring, i levende live, i deres indbyrdes afhængighed og samspil, får vi øje på en hel række af modsætninger.

Selve bevægelsen er en modsætning mellem at være på ét sted og et andet på samme tid.

Livet er også en modsætning - "et levende væsen er i hvert øjeblik sig selv og dog noget andet." (Engels, Anti-Dühring)

Levende organismer optager hele tiden elementer fra omgivelserne i sig og assimilerer dem, og samtidig er der andre dele af kroppen, der forfalder og udstødes. Også i den organiske natur finder der konstante forandringer sted; f.eks. en sten der nedslides af vand, vind og vejr. Alt er altså hele tiden sig selv og noget andet på én og samme tid. Så ønsket om at eliminere modsætningerne fra ens beskrivelse af virkeligheden er altså det samme som at ville eliminere virkeligheden.

Negationens negation

Engels karakteriserer loven om negationens negation som "en ekstremt generel og derfor ekstremt vidtrækkende og vigtig lov om naturens, historiens og tankens udvikling; en lov som gælder i dyre- og planteriget, i geologien, matematikken, i historie og filosofi." (Engels, "Anti-Dühring," s. 158)

Denne lov, hvis virkninger blev observeret i naturen længe før den blev formuleret, blev først klart udarbejdet af Hegel, som kommer med en lang række konkrete eksempler, som gentages af Engels i "Anti-Dühring." (s. 152 og frem)

Loven om negationens negation beskæftiger sig med udviklingens natur gennem en række modsætninger, som ser ud til at annullere eller negere en tidligere kendsgerning, teori eller eksistensform, blot for senere selv at blive negeret. Bevægelse, forandring og udvikling bevæger sig altså gennem en uafbrudt række af modsætninger.

Negation er i den dialektiske betydning imidlertid ikke bare en annullering eller udslettelse, men den overvinder og bevarer det tidligere stadie på samme tid. Negation er både en positiv og negativ hændelse.

Hegel giver et simpelt eksempel i bogen "Åndens fænomenologi": "Knoppen forsvinder, når blomsten bryder frem, og vi kan sige, at den førstnævnte bliver modbevist af den anden; ligeledes kan blomsten, når frugten kommer, forklares som en falsk form af plantens eksistens, for frugten fremstår som dens sande natur i stedet for blomsten. Disse stadier er ikke bare differentierede, de supplerer hinanden og kan ikke sammenlignes med hinanden. Men deres egne indbyggede naturs uafbrudte aktivitet gør dem på samme tid til dele af et organisk hele, hvor de ikke bare modsiger hinanden, men hvor den ene er lige så nødvendig som den anden; og denne lige nødvendighed af alle stadierne udgør alene og derved helets liv."

I denne proces med uendelig selv-annullering, hvor visse former forsvinder og andre opstår, fremkommer der jævnligt et mønster, der ser ud til at være en gentagelse af former, hændelser og teorier, der allerede har været der før. "Historien gentager sig selv," som man siger. Reaktionære borgerlige historikere har prøvet at påvise, at historien bare er en meningsløs gentagelse, der kører rundt i ring for evigt.

Dialektikken, derimod, ser i disse tilsyneladende gentagelser en faktisk udvikling fra det lavere til det højere, en udvikling, hvor de samme former godt kan gentages, men på et højere niveau - beriget af tidligere udviklinger.

Dette kan tydeligst ses i idéernes udviklingsproces. Hegel viste, hvordan filosofien udviklede sig gennem en række af modsætninger; én retning negerede en anden, men optog samtidig de ældre teorier i sit eget system.

Lige sådan med videnskabens udvikling. Alkymisterne i middelalderen var på jagt efter "de Vises Sten," som kunne forvandle almindeligt metal til guld. På grund af produktivkræfternes lave niveau og manglen på videnskabelig teknik var disse tidlige forsøg på at ændre på grundstofferne en utopisk fantasi. Men under deres forgæves forsøg lykkedes det faktisk alkymisterne at opdage en hel mængde af værdifuld viden om kemikalier og eksperimentelt udstyr, som senere kunne danne grundlag for den moderne kemi.

Da kapitalismen udviklede sig med industri og teknik, blev kemi en videnskab, der afviste/negerede de tidligere "skøre" idéer om forvandling af grundstofferne. Men alt, hvad der var værdifuldt og videnskabeligt i alkymiens opdagelser, blev bevaret i den nye kemi, som holdt på, at grundstofferne var "uforanderlige," og at det ene ikke kunne laves om til et andet.

I det tyvende århundrede er videnskab og teknik blevet revolutioneret gennem opdagelsen af kernefysik, ved hjælp af hvilket et grundstof rent faktisk kan ændres til et andet. Faktisk er det teoretisk muligt at forvandle bly til guld nu, men processen ville være alt for dyr til at kunne betale sig økonomisk. Det ser altså ud som om, vi er tilbage, hvor vi startede: 1. Ændring af grundstofferne, 2. Ingen ændring af grundstofferne, 3. Ændring af grundstofferne.

Men gentagelsen er kun tilsyneladende. I virkeligheden har den moderne videnskab, som på sin vis er vendt tilbage til de gamle alkymisters idéer, optaget alle de enorme opdagelser fra det 18. og 19. århundredes videnskab i sig. På den måde står en generation på skuldrene af de tidligere generationer. Idéer, som tilsyneladende er blevet "modbevist" eller "negeret," kommer frem igen, men på et højere niveau - beriget med de tidligere erfaringer og opdagelser.

Dialektikken baserer sig på den antagelse, at intet i naturen, samfundet eller tankens verden sker tilfældigt. Tilsyneladende tilfældigheder opstår som følge af en dybereliggende nødvendighed.

Overfladiske historikere har skrevet, at første verdenskrigs "årsag" var snigmordet på kronprinsen i Sarajevo. For marxister er denne hændelse bare en historisk tilfældighed, i den forstand at det bare tjente som påskud eller katalysator for den verdensomspændende konflikt, som allerede var blevet gjort uundgåelig af de økonomiske, politiske og militære modsætninger i imperialismen. Hvis snigmorderen havde ramt ved siden af, eller hvis kronprinsen aldrig var blevet født, ville krigen alligevel være brudt ud - med et eller andet andet diplomatisk påskud. Nødvendigheden ville være kommet til udtryk gennem en anden "tilfældighed."

Alt, hvad der eksisterer, eksisterer af nødvendighed. Og alt, hvad der eksisterer, er dømt til at forgå, til at blive omdannet til noget andet. Så det, der er "nødvendigt" på ét tidspunkt og sted, bliver "unødvendigt" andetsteds. Alt avler sin egen modsætning, som vil overvinde det og negere det. Det gælder for levende væsner såvel som for samfund.

Alle typer menneskeligt samfund eksisterer, fordi det er nødvendigt på det tidspunkt, hvor det opstår: "Der er ikke noget samfundssystem, der forsvinder, før alle de produktivkræfter, der er plads til i det, er blevet udviklet: og nye højere produktionsforhold opstår aldrig, før de materielle betingelser for deres eksistens er blevet udviklet i det gamle samfund. Derfor tager menneskeheden altid kun de problemer op, som den kan løse, eftersom vi vil se, at problemet selv først opstår, når de materielle betingelser for dets løsning allerede er til stede eller i det mindste er ved at opstå." (Marx, "Kritik af den politiske økonomi")

Slaveriet var i sin tid et enormt spring fremad fra barbariet. Det var et nødvendigt trin i udviklingen af produktivkræfterne, kulturen og det menneskelige samfund. Hegel skrev: "Mennesket bliver ikke frigjort fra slaveriet, men snarere gennem slaveriet."

På samme måde var kapitalismen oprindeligt et nødvendigt og progressivt trin i udviklingen af det menneskelige samfund. Men ligesom slaveriet, den primitive kommunisme og feudalismen (se andet afsnit) er kapitalismen også for længst holdt op med at være et nødvendigt og progressivt samfundssystem. Den er gået mere eller mindre i stå p.g.a. de dybe modsætninger, der er i den, og den er dømt til at blive overvundet af socialismens voksende kræfter, repræsenteret af den moderne arbejderklasse. Privat ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten, som er de to grundtræk ved kapitalismen, og som oprindeligt var et stort skridt fremad, er nu ikke andet end lænker om fødderne på fremskridtet og det underminerer produktivkræfterne og truer alt det, er er opnået gennem århundreder af menneskelig udvikling.

Kapitalismen er nu et fuldstændig affældigt og degenereret samfundssystem, som må væltes og erstattes af sin modsætning, socialismen, hvis den menneskelige kultur skal overleve. Marxister tror på altings dybere nødvendighed, men vi er ikke fatalister (folk, der tror på skæbnen og viljeløst lader den råde), for løsningen af konflikter i samfundet kan kun opnås af mænd og kvinder, der bevidst stræber efter at ændre samfundet. Klassekampen er ikke forudbestemt - hvem der vinder, afhænger af mange faktorer. En ny, voksende, progressiv klasse har mange fordele over for den gamle, affældige reaktionære kraft. Men i sidste ende må resultatet afhænge af, hvilken side der har den stærkeste vilje, den bedste organisering og den dygtigste og mest stålsatte ledelse.

Den marxistiske filosofi er derfor dybest set en håndbog i handling: "Hidtil har filosofferne kun fortolket verden på forskellige måder; men det, det gælder om, er at forandre den." (Marx, "Teser om Feuerbach")

Socialismens sejr vil betyde et nyt og kvalitativt anderledes trin i den menneskelige historie. For at være mere præcis, vil det betyde enden på den menneskelige races forhistorie og starten på den rigtige historie.

Men samtidig vil socialismen også være en form for tilbagevenden til samfundets tidligste form - stammekommunismen - men på et meget, meget højere niveau, som bygger på alle de enorme fremskridt, som tusinder af år med klassesamfund har skabt. En overflodsøkonomi vil blive gjort mulig ved på verdensplan at tilføre socialistisk planlægning til den industri, videnskab og teknik, som kapitalismen har skabt. Dette vil på sigt én gang for alle overflødiggøre arbejdsdelingen, opsplitningen mellem "hjernearbejde" og fysisk arbejde, mellem by og land, og sætte en stopper for den nytteløse og barbariske klassekamp og sætte den menneskelige race i stand til at bruge alle sine kræfter på at beherske naturen: med Engels' berømte ord vil det være "menneskehedens spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige."


 

2. EN INTRODUKTION TIL HISTORISK MATERIALISME:

Når man ser på historien, ser den ud til at være én stor bunke modsætninger. Et sammensurium af revolutioner, krige, perioder med fremgang og perioder med nedgang, konflikter mellem klasser og nationer. Hvordan er det muligt at forstå og forklare sådanne hændelser, når de ser ud til ikke at have noget rationelt grundlag?

Helt fra begyndelsen af har menneskene forsøgt at få rede på de love, der styrer deres liv. Forskellige teorier - lige fra overnaturlig indgriben til "Store Mænds" førende rolle - har forsøgt at komme med forklaringer på den ene eller anden måde på forskellige tidspunkter. Der er også nogle, der mener, at eftersom folk handler uafhængigt af hinanden, så er teorier om menneskelig udvikling fuldstændig værdiløse!

I næsten 2.000 år var det idéerne fra Skabelsesberetningen, der dominerede tankegangen i Vesteuropa. Dem, der prøvede at underminere denne opfattelse, blev stemplet som Fandens udsendte. Det er kun for ganske nyligt, at det "kætterske" syn på historien, d.v.s. evolutionen, er blevet generelt accepteret - og så endda kun på en énsidet måde.

Efter hvad kapitalisterne og deres støtter på universiteterne, skolerne m.m. mener, så skal der undervises i historie på en akademisk og partisk måde, der absolut ikke har nogen relevans for nutiden. De bliver ved med at udbrede myten om, at klasser og privatejendom altid har eksisteret, i et forsøg på overbevise folk om at den kapitalistiske udbytning er retfærdig og evig, og at det økonomiske anarki, der er indbygget i kapitalismen, også vil vare ved for altid. Ledende akademikere og professorer har skrevet tonsvis af tykke bøger for at modbevise marxismen og især dens materialistiske opfattelse af historien.

Marxister tillægger studiet af historie enorm betydning - ikke for historiens egen skyld, men for at man kan uddrage læren af tidligere tiders begivenheder. Uden en sådan forståelse for, hvordan ting har udviklet sig, er det ikke muligt at forudse, hvordan perspektiverne for fremtiden vil se ud. Lenin forberedte f.eks. Bolsjevikpartiet til Oktoberrevolutionen i 1917 ved meget nøje at analysere erfaringerne fra Pariserkommunen og begivenhederne i Rusland 1905 og februar 1917.

Det er på netop dén måde, at vi studerer og lærer af historien. Marxismen er perspektivernes videnskab - den bruger den dialektiske materialisme til at kaste lys over den historiske udviklings komplekse processer.

Den marxistiske filosofi undersøger ikke ting som statiske enheder, men i deres udvikling, bevægelse og liv. Historiske begivenheder ses som processer. Evolution er imidlertid ikke bare en udvikling fra noget lavere til noget højere. Livet og samfundet udvikler sig på modsætningsfyldt vis, gennem "spiraler, ikke i en lige linje; det er en udvikling i spring, med katastrofer og revolutioner; brud i kontinuiteten; omdannelse af kvantitet til kvalitet; indre impulser til udvikling, der skyldes modsætningen og konflikten mellem forskellige kræfter og tendenser." (Lenin)

Engels forklarede dialektik som "den store grundtanke, at verden ikke skal opfattes som en samling af én-gang-for alle-færdiglavede ting, men som et kompleks af processer, hvor ting, der tilsyneladende er stabile, gennemgår en uafbrudt forandring; de opstår og forgår." ("Anti-Dühring")

Denne metode er også materialistisk. Idéer, teorier, partiprogrammer o.s.v. kommer ikke bare dumpende ned fra himlen, men afspejler altid den materielle verden og materielle interesser. Som Marx forklarede: "Den måde det materielle liv bliver produceret på, betinger de sociale, politiske og intelektuelle processer. Det er ikke menneskers bevidsthed, der bestemmer deres eksistens, men derimod deres sociale eksistens, der bestemmer deres bevidsthed."

Ved at bruge denne metode kunne Marx vise vejen til "en altomfattende og alsidig udforskning af de socialøkonomiske formationers opståelses-, udviklings- og forfaldsproces, idet den undersøgte totaliteten af alle modstridende tendenser, førte dem tilbage til nøjagtigt bestemmelige livs- og produktionsforhold for samfundets forskellige klasser, fjernede subjektivisme og vilkårlighed ved udvælgelsen eller udlægningen af de enkelte "fremherskende" idéer og påviste, at rødderne til alle idéer og forskellige tendenser ligger i de materielle produktivkræfters tilstand. Menneskene skaber selv deres historie, men hvad der bestemmer menneskenes og navnlig de menneskelige massers bevæggrunde, hvad der forårsager sammenstødene mellem modstridende idéer og bestræbelser, hvad totaliteten af alle disse sammenstød i alle menneskelige samfund udgør, hvad det materielle livs objektive produktionsbetingelser, der danner basis for menneskenes hele historiske handlen, består af og hvordan disse betingelsers udviklingslov er, - alt dette hæftede Marx opmærksomheden ved, og han viste vejen til en videnskabelig udforskning af historien som en sammenhængende, i hele sin vældige mangesidethed og modsætningsfyldthed lovbunden proces." (Lenin, "Karl Marx" s. 17-18)

Primitiv kommunisme

De tidligste mennesker udviklede sig for ca. tre millioner siden ud fra en højt udviklet abeart. Langsomt bevægede de primitive "mennesker" sig væk fra skovene og ud på sletterne. Man begyndte at gå mere oprejst. Det var en udvikling, der fulgtes af en forbedring af håndens fleksibilitet og behændighed, eftersom den nu var fri til anden brug end at gå på. Mens andre dyr havde forskellige former for forsvarsmekanismer, havde mennesket ikke nogen. For at overleve måtte det udvikle de eneste ressourcer, det havde, nemlig hænderne og hjernen. Ved at prøve sig frem lærte mennesket forskellige færdigheder, og disse færdigheder skulle bringes videre til de næste generationer. Det blev nødvendigt med sprog og tale. Som Engels forklarede, så "begyndte herredømmet over naturen med udviklingen af hånden, med arbejdet, og det udvidede menneskets horisont mere og mere for hvert skridt fremad." Menneskerne var sociale dyr, der var nødt til at slutte sig sammen og samarbejde for at overleve. Til forskel fra resten af dyreriget, udviklede de evnen til at generalisere og tænke abstrakt. Arbejde begynder med værktøjsfremstilling. Med dette værktøj forandrer menneskene deres omgivelser for at opfylde deres behov. "Dyret bruger kun sine omgivelser," siger Engels, "og forårsager ændringer alene ved sin tilstedeværelse. Men mennesket ændrer omgivelserne, så de opfylder hans behov, han kontrollerer dem. Dette er den essentielle forskel mellem menneske og andre dyr, og endnu engang er det arbejdet, der gør forskellen."

De økonomiske forhold blandt de tidlige mennesker var meget primitive. Mennesket var et ret sjældent dyr dengang, og de strejfede omkring og ledte efter mad. Denne nomadetilværelse var helt domineret af søgen efter mad. Arkæologerne kalder denne periode den ældre stenalder. Henry Morgan, der var en tidlig antropolog, kaldte det for den vilde tilstand. Dengang og mange tusinder af år fremover fandtes der ikke nogen privat ejendom. Alt hvad der blev lavet, samlet eller produceret blev betragtet som fælleseje.

For mellem 10.000 og 12.000 år siden startede en ny og højere periode - den er kendt som den yngre stenalder eller barbariet (med Henry Morgans ord). I stedet for at strejfe rundt efter mad fandt man mere ud af at dyrke afgrøder og tæmme dyr. Nu kunne man slå sig ned på et bestemt sted og blive der i længere tid. Der blev lavet nye redskaber til den nye type arbejde, og der blev skabt en fødevareproducerende økonomi. Stabile stammer og samfund opstod på dette tidspunkt. Selv i dag er der stammer i Afrika, det sydlige Stillehav og Sydamerika, der lever på dette trin i udviklingen.

Men da den permanente bosættelse opstod, betød det ikke, at det var private boliger. Tværtimod så var de store huse, der blev bygget, til fælles afbenyttelse. På dette trin fandtes der ikke nogen privat familie, og børnene var hele stammens.

Hele denne første periode i menneskehedens historie kaldes også primitiv kommunisme (med to trin, den vilde tilstand og barbariet - der er hhv. lavere og højere trin), og dengang fandtes der altså hverken privat ejendom, klasser, priviligerede eliter, politi eller særlige tvangsapparater (stater). Stammerne var delt ind i sociale enheder, der blev kaldt klaner eller slægtsgrupper (gens'er) Der var tale om meget store familiegrupper, der regnede deres slægtskab gennem kvinderne. Det kaldes et matriarkalsk samfund. Hvordan kunne det være anderledes, når det ikke var muligt at påvise faren, da der ikke eksisterede private enkeltfamilier endnu? Det var kun moren, man altid kunne være sikker på. Det var forbudt for en mand at være sammen med en kvinde fra hans egen klan, så på den måde kom stammerne til at bestå af en koalition af klaner. I visse perioder har der været former for gruppeægteskaber mellem klanerne (så alle mænd i en klan var "gift" med kvinderne i en anden klan og omvendt).

Dette klasseløse samfund var meget demokratisk. Alle kunne deltage i rådsforsamlinger og være med til at afgøre vigtige spørgsmål, når de opstod, og ledere m.m. blev valgt til bestemte formål, når der var brug for det. Som Engels påpegede i sin bog "Familiens, privatejendommens og statens oprindelse":

"Og den er i al sin enkelhed en vidunderlig forfatning, denne gensforfatning! Uden soldater, gendarmer og politifolk, uden adel, konger, statholdere, præfekter eller dommere, uden fængsler, uden processer går alt sin ordnede gang. Al kiv og strid afgøres af den samlede masse af dem, som berøres deraf, gensen eller stammen eller de enkelte genser indbyrdes - kun som det yderste, sjældent anvendte middel truede blodhævnen, som vor dødsstraf jo kun er den civiliserede form for, behæftet med alle civilisationens fortrin og mangler. Selvom langt flere anliggender er fælles, end tilfældet er nu - husholdningen er kommunistisk og fælles for en hel række familier, jorden er stammens eje, kun de små haver har husholdningerne foreløbig fået anvist - så behøvede man dog intet som helst af vores vidtløftige og indviklede forvaltningsapparat. Beslutningerne træffes af dem, sagerne angår, og i de fleste tilfælde har århundredgammel skik og brug allerede ordnet alt. Fattige og trængende kan der ikke findes - den kommunistiske husholdning og gensen kender sine forpligtelser mod gamle, syge og krigsinvalider. Alle er lige og frie - også kvinderne. For slaver er der endnu ikke plads og heller ikke undertvingelse af fremmede stammer." (Engels, Marx og Engels Udvalgte skrifter bind 2, s. 251)

Dem, der ser privatejendommen som en hellig gud, opfatter sådanne samfund som noget foragteligt. Men for stammefolkene er privat ejendom noget helt fremmed. Produktionsmidlerne var endnu ikke udviklet nok til at skabe grundlag for udbytning og ejendom. Historikeren Heckewelder forklarer, at "indianerne tror, at den store ånd har skabt jorden og alt, hvad der er på den, til menneskehedens fælles bedste. Da han fyldte landet op med gode ting og gav dem rigeligt med vildt, så var det ikke til glæde for nogle få, men for alle. Alt er givet i fællesskab for alle mennesker. Alt hvad der lever på jorden, alt hvad der vokser op af den eller er i vandet og floderne, er blevet givet til alle, og alle har ret til at nyde godt af det."

Denne fælles stammeejendom kom efterhånden under pres. Der opstod private enkeltfamilier med private huse, der voksede frem ved siden af de fælles boliger. Som tiden gik, blev den fælles jord delt op og blev de enkelte familiers ejendom. Den matriarkalske familie blev afløst af den patriarkalske (mandsdominerede). Denne familie var dog ikke som vore dages familie, men bestod af mange flere end far, mor og børn. Der var manden, familiens overhoved. Hans kone, hans andre koner, der boede under samme tag. Børnene, mandens yngre brødre med deres koner og børn, og mandens ugifte søstre.

Denne fremkomst af den private ejendom på de sidste trin af den primitive kommunisme var elementer af det nye samfund i det gamle. Til sidst førte den kvantitative ophobning af disse nye elementer til en kvalitativ ændring i form af det gamle samfunds sammenbrud. Men hvorfor fandt denne udvikling sted?

Klassesamfundets og statens opståen

Efterhånden som der opstod nye produktionsmidler især inden for landbruget, opstod spørgsmålet: hvem skal eje dem? Det at eje redskaberne, våbnene, de nye metaller, men frem for alt midlerne til at lave det hele, satte en familie i stand til at hæve sig over den forfærdelige kamp på liv og død med naturkræfterne.

Det var altså først med den yderligere udvikling af produktivkræfterne, at uligheden kom ind i samfundet. Det fik stor betydning for det gamle samfund. For første gang var man nu i stand til at producere et overskud ud over det hver enkelt skulle bruge for at overleve, og det var et stort spring frem for menneskeheden.

Før hen når der havde været stridigheder mellem stammer, kunne det slet ikke betale sig at tage fanger som slaver. For en slave ville kun kunne have produceret lige nok til at han selv kunne overleve. Der var ikke noget overskud. Det eneste man kunne bruge en fange til var som mad, hvis der var mangel på det. Det var det økonomiske grundlag for kannibalisme.

Men da det først var muligt at lave et overskud, kunne det også betale sig at holde slaver, der kunne tvinges til at arbejde for herren. Det overskud, der belv presset ud af det stigende antal slaver, gik så til den nye klasse af slaveejere. Men hvordan skulle slaverne holdes under kontrol og hvordan skulle man sørge for at de blev ved med at arbejde? De gamle stammer havde hverken haft politi eller andre tvangsmidler. Alle var frie og deltog som krigere, når der var brug for det.

Produktionen af et overskud smadrede den gamle samfundsform og tillod klasserne at opstå. Og når der eksisterede klasser, var der brug for et magtapparat, som den ene klasse kunne bruge til at kontrollere den anden med. Det var begyndelsen til staten. Rig og fattig, slaveejer og slave, ulighed dukkede op i samfundet. Klanerne, som var sociale enheder på grundlag af slægtskab, begyndte at gå i opløsning. De rige fra forskellige klaner havde mere tilfælles med hinanden end med de fattige fra deres egne klaner.

Slavesamfundet

På trods af alle de rædsler, der var forbundet med det, så var klassesamfundet enormt progressivt m.h.t. at udvikle samfundet. For første gang var der en del af samfundet, der kunne slippe for at arbejde for at overleve. Disse mennesker kunne nu bruge deres tid på videnskab, filosofi og kultur. Klassesamfundet bragte præster, embedsmænd og alle mulige specialister med sig. Det, der historisk kunne retfærdiggøre den nye herskende klasse, og det der var dens funktion, var, at den skulle udvikle produktivkræfterne og føre samfundet fremad. Det var på dette trin, at civilisationen først opstod.

Der blev nu skabt særlige institutioner til at beskytte den herskende klasses interesser. Særlige grupper af bevæbnede mænd, med fængsler, retssale, bødler o.s.v. sammen med nye love, det var der alt sammen brug for til at beskytte slaveejernes private ejendom. Staten og dens tilbehør opstod, og friheden og ligheden i det gamle klansystem blev fortrængt. Nye idéer og ny moral blev udviklet for at retfærdiggøre den nye sociale og økonomiske orden.

I det 7. århundrede f. Kr. var det græske stammearistokrati blevet til en overklasse af rige slaveejende godsejere. Ifølge den græske filosof Aristoteles var flertallet af befolkningen i Attika (området omkring Athen) slaver på det tidspunkt.

Efterhånden som bystaterne voksede, voksede arbejdsdelingen også meget. Ikke bare mellem land og by, men mellem forskellige brancher: nye håndværk opstod og et voksende antal kunstnere tog sig af overklassens behov i den henseende.

Bystaternes slaveejere skulle hele tiden have flere og flere slaver, og det førte til nærmest evig krig. Da Rom f.eks.var i krig med makedonerne i 169 f. Kr., blev 70 byer i Epirus-området alene smadret og 150.000 af indbyggerne blev solgt som slaver. Slaveøkonomien medførte enormt meget spild, og den havde brug for en stadig strøm af nye slaver til at erstatte dem, der var blevet såret eller var døde af det hårde arbejde og den dårlige behandling. Og den naturlige reproduktion blandt slaver var meget lav p.g.a. deres ringe forhold, så den eneste effektive måde at få forsyninger på var krig.

Selvom en slave var meget mindre produktiv end en fri bonde, gjorde de lave omkostninger det alligevel profitabelt at holde slaver. De frie bønder kunne ikke klare sig og blev ruinerede, og store skarer af dem flygtede ind til byerne og kom der til at udgøre slavesamfundenes pjalteproletariat. De måtte leve af overklassens velgørenhed, og glæde sig over de cirkusser og gladiatorkampe, som herskerne underholdt dem med for at holde dem i ro.

Det var også i denne periode, at den revolutionære kristne bevægelse opstod. Til at begynde med var de kristne en primitiv kommunistisk sekt med et dybt had til de romerske erobrere og deres rige lakajer, og de fik hurtigt meget støtte fra fattige og undertrykte. Disse tidlige kristne revolutionære var beredte på at bruge voldelige midler til at styrte overklassen og skabe "himlen på jorden". Derfor blev de forfulgt af myndighederne og blev nådesløst henrettet for forrædderi mod kejseren. Senere blev kristendommen hævet op til statsreligion efter, at den var blevet grundigt renset for al klassehadet. Den herskende klasse brugte den som et våben til at kue og pacificere underklasserne, så disse accepterede deres jordiske skæbne i håb om et bedre liv efter døden.

Jo større overskud slaveejerne pressede ud af deres slaver, jo større blev deres ekstravagante udskejelser, arrogance og dovenskab. Der var samtidig brug for flere og flere krige for at øge slavebestanden, og på den måde kom romerriget til at gabe over alt for meget. Krige kan ikke udkæmpes uden soldater, og de bedste soldater var bønderne. De var hastigt ved at forsvinde og måtte så erstattes af dyre udenlandske lejesvende. Tiden med billige slaver stoppede, og det førte de store slaverigers nedgang med sig.

På trods af forskellige slaveoprør i tidens løb - hvoraf det mest berømte var det, der blev ledt af Spartacus - så kunne slaverne ikke udgøre nogen revolutionær klasse, der kunne føre samfundet fremad. Som Marx sagde, ville klassekampen ende enten med en revoltuionær omdannelse af hele samfundet, eller med begge de kæmpende klassers undergang. Karl Kautsky, der var en tysk marxist, forklarede, at "de store folkevandringer, hvor romerriget blev oversvømmet af horder af vilde germanere, var ikke en utidig ødelæggelse af en blomstrende højkultur, men blot konklusionen på en allerede døende civilisation og grundlaget for en ny civilisation."

De mægtige slavecivilisationer havde produceret enorme fremskridt for samfundet. Man forundres over de kulturelle præstationer, der blev gjort i det gamle Ægypten og Babylon. Grækerne og romerne udviklede videnskaben til store højder. Hero, en oldtidsfilosof, havde endda opdaget grundprincipperne for dampmaskinen! Archimedes', Pythagoras' og Euklids bidrag til matematikken var enorme. Men ikke desto mindre havde slavesamfundet nået sin grænse, og internt forfald og eksterne faktorer førte til dets ødelæggelse.

Feudalismens fremkomst

"I de sidste århundreder af romerrigets forfald og under barbarernes erobring af riget blev der ødelagt en del produktivkræfter: landbruget var gået tilbage, industrien var forfaldet af mangel på markeder, handelen var døet ud eller var blevet bragt voldeligt til ophør, befolkningstallet på land og i by var faldet." (Karl Marx "Den tyske ideologi")

I løbet af nogle århundreder løb barbarerne Europa over ende. Østpå var det goter, tyskere og hunner. Nord- og vestpå var det skandinaver. Sydpå var det araberne. Når de erobrede områder, plyndrede de byerne og slog sig ned på landet, hvor de levede af primitivt landbrug.

I disse barbarsamfund valgte man landsbyoverhovederne, men efterhånden som tiden gik, blev lederne altid valgt fra den samme slægt. Overhovedet i den priviligerede familie blev den naturlige leder. Landsbyerne var i konstant krig med naboerne. De erobrede landområder blev delt ud, og størsteparten gik til lederen. På den måde blev han den mest magtfulde og rige mand i lokalsamfundet. I krig kunne han garantere sine undersåtters sikkerhed mod at de gik i militærtjeneste hos ham. Disse bønder kunne senere undgå militærtjenesten ved at gøre ham en eller anden form for ydelse.

Disse landsbyherrers autoritet strakte sig ud i det omgivende område. Herremanden "skyldte retfærdighed, hjælp og beskyttelse til sine undersåtter, og disse skyldte til gengæld ham troskab og hyldest." (Lafargue "Evolution of property") Krige og erobringer tjente til at danne disse feudale forbindelser. Herremændene og baronerne sammen med deres bevæbnede ryttere dannede et nyt socialt hierarki, der levede af undersåtternes arbejde. Lafargue skriver: "Så snart feudaladelens autoritet var skabt, blev den selv en kilde til problemer for det landområde, den skulle beskytte. Alle baronerne ville udvide deres territorier og derved deres magt, og derfor førte de hele tiden krig indbyrdes, kun afbrudt af og til, når der skulle høstes på markerne. Hvis de besejrede ikke ligefrem blev dræbt eller fuldstændigt udplyndret, så blev de gjort til vasaller for sejrherren, som tog en del af deres land og deres vasaller (en vasal er en fyrste, der står under en anden større fyrstes overhøjhed). De små baroner forsvandt til fordel for de store, der blev til mægtige feudalherrer med hof omkring sig, hvor deres vasaller skulle deltage."

Efterhånden som feudalismen udviklede sig, blev det meste af jorden i Europa opdelt i godser, der hver havde en herremand og forskellige embedsmænd, der skulle drive foretagendet. Agerlandet blev delt i to dele - omkring en tredjedel af det tilhørte herremanden, mens resten var delt ud mellem undersåtterne. Græsgange, skove og enge var fælles område - et levn fra den primitive kommunismes tid.

Den sociale struktur, der udviklede sig under feudalismen, indeholdt nye klasser og grupper. Samfundssystemet havde nærmest form som en pyramide med kongen og adelen, de høje kirkefolk og biskopperne i toppen. Under dem var de priviligerede baroner, hertuger, grever og riddere. I bunden var de frie bønder,de livegne bønder og slaver.

I modsætning til i dag, hvor størstedelen af al rigdom bliver produceret i fabrikkerne, så var det dengang landet, der skulle opfylde samfundets behov. Så det var jorden, der var den vigtigste ejendom i det feudale system. Jo mere jord man havde, jo mere magtfuld blev man. Den herskende klasse herskede i kraft af deres næsten-monopol på jord, som de livegne var stavnsbundet til. Teoretisk set var det kongen, der ejede al jorden, men områder af den blev delt ud til hertuger, som igen forpagtede områder ud til grever, som igen kunne forpagte jord ud til sine vasaller. Alle skulle yde til gengæld til deres overordnede i form af soldater til militærtjeneste, skat o.s.v.

Til forskel fra slaven, som ikke ejede noget, så forpagtede den livegne bonde/fæstebonden jord af sin herremand. Han havde en interesse i sit jordstykke. Han havde flere rettigheder end slaven: hverken ham eller hans familie kunne sælges, hvilket gav en vis sikkerhed, selvom graden af stavnsbundethed og forpligtelser varierede. Til gengæld for sit jordstykke og sine "rettigheder" skulle fæstebonden arbejde for herremanden i visse dele af ugen uden betaling. Andre ydelser blev krævet af ham ved høsttid, og nårsomhelst herremanden havde brug for assistance. Herrens behov kom altid først. Fæstebonden kunne ikke forlade godset, og han skulle have herremandens tilladelse, hvis hans børn skulle giftes med nogen udefra. Der var skat på en fæstebondes arv, og kvinder, der arvede jord, skulle have tilladelse af herremanden.

Den nye organisering af samfundet på grundlag af jordejendom førte til en yderligere udvikling af produktivkræfterne. Denne gang blev overskuddet, som bønderne producerede, snuppet af den adelige og kirkelige herskende klasse.

Med historikeren Meillys ord: "Det er sådan i økonomien, at produktiviteten stiger proportionalt med, at et friere samfund sikrer arbejderen en større og mere sikker del af arbejdsproduktet. Med andre ord, friere sociale former stimulerer produktionen."

Efterhånden som de nye klasser udviklede sig, kom der også nye former for statsapparater, der skulle sikre det feudale samfunds beståen. Den nye moral og ideologi, der opstod af disse forhold, cementerede samfundets indretning. Kirken, der blev mere og mere mægtig, udgjorde den nye ordens åndelige grundlag, og i kraft af det blev paven mere magtfuld end konger og kejsere, og kirkens jorde udgjorde mellem en tredjedel og halvdelen af al jord i den kristne verden. Tiendet, som kirken inddrev, var en 10%-skat på al indkomst, varer o.s.v.

Generelt set var de feudale stater uden nogen særlig stærk centralmagt ind til enevældernes fremkomst i det 16. århundrede. Derfor var der tit baroner, der førte krig i de ydre provinser, og røverbaroner der opbyggede deres egen magt og prestige og truede kongen. Kongens (eller andre tilsvarende centrale monarkers) kamp for at undertvinge regionerne er et karakteristisk træk ved denne periode. Da provinsherrerne til sidst blev slået, kunne handlen udvikles til et højere niveau.

Handlen havde ellers befundet sig på et lavt niveau. Ude på landet lavede man stort set alt, hvad man havde brug for. Det var en såkaldt naturaløkonomi, der var baseret på selvforsyning. Men f.eks. da korstogene begyndte med ekspeditioner til det hellige land, så opstod der nye behov, og købmændene, der skulle dække disse behov, afholdt store markeder i Frankrig, Belgien, England, Tyskland og Italien. Disse periodiske markeder spillede en stor rolle i den europæiske handels opblomstring, og hjalp med til at etablere en stærk klasse af rige købmænd. Pengene begyndte at underminere det feudale samfunds strukturer.

Sideløbende med handlens udvikling kom byernes vækst. Købmandsklassen, der udviklede sig i byerne, kom i konflikt med feudalismens traditionelle standarder og restriktioner.

Kirken anså f.eks. pengeudlån mod renter for en synd, og truede dem, der bedrev det med udstødelse af kirken.

Leo Huberinan har forklaret denne konflikt i sin meget gode bog "Man's worldly goods": "Hele feudalismens atmosfære var indelukkethed og begrænsning, mens byernes handelsaktivitet har brug for frihed. Byerne tilhørte feudalherrer, biskopper, adelsmænd og konger. Disse feudalherrer så først på deres byområder lige som på deres landområder og pålagde dem de samme forpligtelser, skatter, tjenesteydelser, som de havde krav på ifølge deres ejerskab af jorden. De feudale regler og den feudale ret var fastsat efter gammel skik, og det var svært at ændre på. Men handel er af natur aktivt, skiftende og tåler ikke barrierer. Handlen kunne ikke passe ind i de stive feudale rammer."

Derfor måtte de gamle forhold udfordres og ændres. Byerne begyndte at kræve frihed og uafhængighed, og gradvist opnåede mange byer det, nogle gennem aftaler, andre med magt.

Handlen førte i sig selv til nye former for rigdom. Jord var ikke længere den eneste kilde til magt og privilegier, efterhånden som penge tjent ved handel fik mere og mere betydning. I byerne opstod det rige købmandsoligarki (oligarki=fåmandsvælde), som kontrollerede og regulerede den individuelle småproduktion gennem lavssystemet. Efterhånden som arbejdsdelingen skred frem og der opstod nye erhverv, blev der dannet nye håndværkerlav, bestående af lavsmesteren, lærlinge og håndværkssvende. Da der blev produceret mere og mere rigdom, kom lavsmestrene i større og større modsætning til svendene og lærlingene, og i det 15. århundrede blev der dannet svendeforeninger, der skulle forsvare deres interesser (forløbere for fagforeninger).

Indførslen af pengeøkonomi (som i tidligere samfund kun havde spillet en begrænset rolle) underminerede langsomt det feudale systems grundlag. Lovene m.m. måtte ændres, så de svarede til den nye udvikling. Når fæstebønder stak af til byerne for at tjene penge, begyndte pengeforhold at overskygge de gamle forbindelser mellem folk. Forpligtelsen til at arbejde for en herremand kunne erstattes af betaling for leje af ejendom. Den Sorte Død, der udryddede mellem 30 og 50% af befolkningen i lande som England, Tyskland, Holland og Frankrig i midten af det 14. Århundrede, havde også accelereret denne udvikling. Den førte til mangel på arbejdskraft, og det fik mange godsejere til at indføre lønarbejde for overhovedet at skaffe arbejdere nok.

De enevældige kongers fremkomst

Nationalstaten, som vi kender den i dag, har ikke eksisteret altid. På dette tidspuntk i historien følte folk ikke særlig tilknytning til en bestemt nation, men mere til en bestemt herre, by, lokalområdet eller lavet. Folk så ikke sig selv som franskmænd, danskere eller englændere, men som indbyggere i en bestemt landsby eller by. Alle kristne var en del af den romersk-katolske kirke, som herskede over hele den kristne verden og på den måde var den største af alle magter.

Efterhånden som rigdommen i byerne voksede, begyndte der at opstå en kapitalistklasse, og den krævede forhold, der kunne sikre handlens uhindrede udvikling. De ville have orden og sikkerhed. Kampen for byernes uafhængighed af feudalherrerne, de vedvarende kampe mellem lokale baroner og de efterfølgende plyndringer, førte alt sammen til et behov for en central myndighed, en nationalstat.

Konflikten mellem den centrale regent og de store baroner (to forskellige dele af den herskende klasse) endte med kongens sejr. Han blev støttet af handelsfolkene og middelklassen, der stod for at skaffe penge til de hære, kongen havde brug for. Nationalstatens fremkomst og den centrale kongemagt indledte store økonomiske fremskridt. Til gengæld for støtte gav den enevældige konge forskellige monopolrettigheder og privilegier til dele af middelklassen. Det næste, der måtte ske, var et sammenstød mellem den nationale regent og den internationale kirkes interesser.

I slutningen af det 15. Århundrede begyndte de store opdagelsesrejser. Mænd som Columbus og Vasco da Gama blev finansieret af rige handelsmænd for at finde nye udbytningsområder og "sprede Guds ord". Der blev oprettet aktieselskaber for at fremme financieringen af større opdagelsesrejser, med henblik på plyndring og profit.

Med den kæmpe indtægt, der kom ud af rejserne, blev mange købmænd og finansfolk til reelle magt- og rigdomscentre. Adelige, aristokrater og konger kom til at stå i gæld til de rige købmænd. En enkelt bankørfamilie, Fuggor'erne, kunne endda bestemme, hvem der skulle blive kejser i det hellige romerske imperie!

Den nye økonomiske udvikling førte til dannelsen af kapitalistiske træk i økonomien. Grundlaget for den feudale økonomi var begyndt at gå i opløsning med det nye borgerskabs øgede magt og rigdom. De nye forhold udviklede nye værdier, idéer, filosofier og moral. Den gamle herskende klasse bekæmpede stædigt disse ændringer.

Som Marx forklarede: "På et bestemt tidspunkt i udviklingen kommer samfundets materielle produktivkræfter i konflikt med de eksisterende produktionsforhold eller - med et juridisk udtryk - med ejendomsforholdene under de rammer, som de hidtil har opereret under. Fra at være måder til udvikling af produktivkræfterne ender de som deres lænke. Derpå begynder en periode med social revolution". Senere tilføjer Marx: "Ingen social orden er nogensinde blevet ødelagt, før alle de produktivkræfter, som den kan have i sig, er blevet udviklet, og nye overlegne produktionsforhold erstatter aldrig de gamle, før de materielle betingelser for deres eksistens er modnet indenfor rammerne af det gamle samfund."

Det gamle samfund var blevet nedbrudt gennem den forudgående periode. En af de største udfordringer for den gamle orden var sandsynligvis angrebet på katolicismen. I denne periode var kirken ikke bare en religiøs institution, men det vigtigste værn for den gamle orden. Udover at være en magtfuld jordbesidder, indsamlede den tiende fra alle, den havde sine specielle privilegier, kontrollerede uddannelsen og formede folkets politiske og moralske livssyn. Kirken censurerede bøger og brugte truslen om bandlysning af folk med anderledes holdninger. Det er blevet sagt, at det var en meget religiøs periode, men dette er meget overdrevet af historikerne. Frem for at folk levede efter Biblens forskrifter, blev religionen snarere brugt til at retfærdiggøre den gamle orden. Alting, også politiske tanker, blev udtrykt i religiøse vendinger. De, der ønskede at underminere systemet, måtte først udfordrer den katolske kirkes monopol.

I det tidlige 16. århundrede kom de enevældige monarkier selv i konflikt med den katolske kirke. Den protestantiske reformation indledt af Luther var et våben i kampen mod Pavens magt. I England brød Henry VIII med katolicismen og plyndrede klostrenes rigdomme, som derpå blev ødslet bort i omkostningsfulde krige i Europa og Irland.

Den kapitalistiske revolution

Calvinismens puritanisme passede til det livssyn og den moral, som den voksende middelklasse i by og land havde med vægten lagt på at klare sig selv og få personlig succes. Middelklassen begyndte nu at vokse hurtigt, da den først havde tilpasset sig den stigende inflation mellem 1540-1640, hvor priserne steg med mere end det firedobbelte, og de kom i stigende grad i konflikt med den gamle herskende klasse.

I England tog kampen mellem det nye borgerskab og den gamle orden form af en borgerkrig. Oliver Cromwells New Model Army førte middelklassen i væbnet kamp mod kongen og den gamle orden. I 1649 blev kongen halshugget og en kapitalistisk republik indført. Cromwell, som havde støtte fra hæren, indsatte sig selv som leder af et bonapartistisk militærdiktatur. De venstreorienterede demokratiske elementer og deres fortalere ("the levellers" og "the diggers"), som truede den kapitalistiske ejendomsret, måtte knuses uden nåde. Derefter hvilede regimet på et svagt socialt fundament - nemlig de væbnede styrker. Under disse kritiske omstændigheder reducerede det kapitalistiske regime på bonapartistisk vis sig selv til én mands styre.

De feudale strukturer blev ophævet sammen med Overhuset (House of Lords) og monarkiet. Den gamle herskende klasse var blevet besejret, og de lavere klasser blev holdt på deres plads. Parlamentarikernes kamp mod kongen er af historikere og endda af nogle af dem, der levede på den tid, blevet set som en kamp mod tyranni og for religiøs frihed, men som Marx kommenterede: "Ligesom at man ikke dømmer et individ efter hvad han tænker om sig selv, så kan man heller ikke dømme en sådan omdannelsesperiode ved dens bevidsthed, men tværtimod så må denne bevidsthed forklares ud fra det materielle livs modsætninger, ud fra den eksisterende konflikt mellem produktionens sociale kræfter og produktionsforholdene".

Leon Trotskij, en af lederne af den russiske revolution, sagde engang: "Revolutioner er altid i historien blevet fulgt af kontrarevolutioner. Kontrarevolutioner har altid kastet samfundet tilbage, men aldrig længere tilbage end startpunktet for revolutionen". Sådan var det i 1660 og 1689, hvor storborgerskabet hurtigt indgik et kompromis med aristokratiets "borgerlige" elementer. Monarkiet og Overhuset blev genskabt, selvom de fra da af aldrig kom til at spille den samme rolle som deres forgængere, tværtimod blev de en integreret del af den kapitalistiske stat. De borgerlige ejendomsbesiddere bekymrede sig om deres fremtid og om at holde de lavere klasser på plads, samtidig med at de omhyggeligt kontrollerede deres magt.

Hundrede år senere blev den franske kapitalistiske revolution fuldført uden, at der blev indgået nogen kompromiser. Den franske revolution begyndte ligesom den engelske med en splittelse i den herskende klasse. Kongen og hans ministre kom i konflikt med Parlamentet (som repræsenterede adelstanden, den højere gejstlighed, hofkliken, o.s.v.). Sidstnævntes appel mod styrets tyranni vandt genklang, og optøjer brød ud i byernes gader. Dette udløste den utilfredshed, der havde været i middelklassen og i de lavere lag imod regimet. På trods af forsøg på reformer fra oven, var de ikke i stand til at undgå en revolution fra neden.

Som alle folkelige revolutioner sprang masserne ind på historiens scene. De mest selvopofrende kom i forgrunden og skubbede revolutionen langt mod venstre. Mellem 1789 og 1793 var det gamle feudale regime og aristokratiet fuldstændigt blevet fejet væk. Det nye regime blev ledt af den revolutionære middelklasse, Jakobinerne, som blev støttet og ført frem af de plebejiske masser som bestod af lønarbejdere og små håndværkere. I 1794 fandt en højredrejning sted da den regering, der kaldtes Direktoriet, kom til. Efter dette kom der så igen en ny politisk kontrarevolution, som bragte Napoleon Bonapartes lov-og-orden-regime til magten. Ikke desto mindre var den gamle orden blevet brudt, og det nye borgerskabs ejendomsrettigheder forblev intakte. Skiftet i den politiske magt blev ikke fulgt af en social ændring tilbage til før, det vil sige det bragte ikke den gamle feudale orden tilbage, men var et politisk skifte, som var et resultat af politiske kampe mellem forskellige sektioner i kapitalistklassen.

Kapitalismens triumf

De store borgerlige revolutioner banede vejen for kapitalismen. Ændringerne i landbruget sikrede det kapitalistiske landbrug vækst, hvor de gamle feudale ejendomme var blevet splittet op og uddelt til bønderne. I stedet for at være en bremse for handel og industri som før, så støttede regeringerne nu dette.

Gennem røveri, omdannelse af fællesjord til privateje og plyndringer koncentrerede man produktionsmidlerne i hænderne på færre og færre. Ruineringen af bondestanden skabte en samling af arbejdskraft i byerne. Klassestrukturen blev mere simpel. På den ene side var kapitalisterne og på den anden side de besiddelsesløse proletarer. Alt hvad disse arbejdere havde, var deres evne til at arbejde. Den eneste måde de kunne overleve på, var ved at sælge deres arbejdskraft til kapitalisterne til gengæld for løn. I produktionsprocessen producerer proletaren flere værdier, end han får udbetalt i løn, og kapitalisterne tilegner sig denne merværdi. Enhver kapitalist er omgivet af konkurrenter, og det tvinger dem alle til at introducere nye produktionsmetoder, på den måde har kapitalismen historisk set spillet en progressiv rolle og konstant revolutioneret produktivkræfterne.

Kapitalistklassen eksporterer varer og senere hen kapital, og på den måde skaber den "en verden i sit eget billede". Produktivkræfterne, teknikken og videnskaben voksede gradvist ud over nationalstaten, som beskyttede den.

Imperialisme

I perioden fra 1870 til 1900 blev verden delt op mellem de største magter. I 1870 var en tiendedel af Afrika blevet delt op; i 1900 var ni tiendedele af det "mørke kontinent" i hænderne på England, Frankrig eller en af de andre europæiske imperialistmagter. I 1914 var denne proces med opdeling af verden fuldendt, og kapitalismen gik ind i sit højeste stadie, imperialismen. Kæmpe truster (sammenslutninger af flere foretagender under én ledelse) og monopoler var vokset ud af den tidligere periodes konkurrence. "Staten var smeltet mere og mere sammen med monopolerne og de finansielle institutioner, og handlede i stigende grad i deres interesser. Produktion følges i denne periode med eksport af kapitalen selv." (Lenin)

Det imperialistiske stadie medbragte truslen om verdenskrig i kampen for nye markeder. På grund af opdelingen af verden og den enorme vækst i produktionen kan man kun finde nye markeder ved at genopdele verden, hvilket uundgåeligt medfører nye verdensomspændende konflikter. Verdenskrigene har vist de modsætninger, den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten medfører. Men modsat de tidligere samfundstyper, så har kapitalismen opbygget betingelserne for den nye socialistiske orden, der kan garantere overflod til alle.

Arbejderklassen er den eneste klasse, der er konsekvent revolutionær, og som er i stand til at fuldføre den socialistiske revolution. Dette skyldes denne klasses særlige stilling i den samfundsmæssige produktion. Arbejderklassen er disciplineret i fabrikkerne og tvunget til at samarbejde i produktionsprocessen. Den organiserer sig selv i store fagforbund og siden i dens eget uafhængige parti. Marxismen forsyner den, i modsætning til alle andre teorier, med en klar ideologi og klare mål i dens mission for at omstyrte kapitalismen. Bolsjevikpartiet, under ledelse af Lenin og Trotskij, gav et strålende eksempel til verdens arbejdere.

Bønderne og middelklassen er ikke i stand til at spille en ledende rolle på grund af deres stilling i samfundet. Bønderne er spredt ude på landet og har ikke noget klart begreb om enhed eller internationalisme. Disse middellag i samfundet følger enten kapitalistklassen eller arbejderklassen.

Bønderne har faktisk været det klassiske redskab for bonapartismen - et regime, der er baseret på de væbnede styrker, og som balancerer mellem klasserne. I imperialismen epoke med monopolkapitalismens forfald vil samfundets middellag blive drevet i reaktionens arme, hvis ikke arbejderklassen vinder dem for socialismens sag.

Loven om ujævn og kombineret udvikling

Fra at være et progressivt socialt system er kapitalismen nu blevet en lænke om fødderne på produktionen og den videre udvikling af menneskeheden. Marx mente, at arbejderklassen først ville komme til magten i de avancerede kapitalistiske lande som England, Tyskland og Frankrig. Men med fremkomsten af imperialismen brød kapitalismen sammen ved "det svageste led", i det tilbagestående Rusland.

Samfundet udvikler sig ikke i en lige linje, men følger loven om ujævn og kombineret udvikling. Den ujævne vækst i verden bliver konstant brudt af indførelsen af nye produkter og idéer fra forskellige sociale systemer. Det tilbagestående halvfeudale Rusland blev udstyret med den mest moderne produktionsteknik i byerne på grund af den enorme mængde fremmed kapital fra Frankrig og England. Den nye industriarbejderklasse, som lige var blevet dannet, tog arbejderklassens mest avancerede idéer til sig: marxismen.

I mange af de underudviklede lande har manglende landreformer, enevælde, national undertrykkelse og økonomisk stagnation medført enorm utilfredshed. Den borgerlige demokratiske revolution, der ville have lagt grunden for en kapitalistisk udvikling, er kun blevet delvist gennemført eller slet ikke.

I disse lande er den kapitalistiske klasse kommet på banen for sent til at spille den rolle som dens revolutionære sidestykke gjorde i det 17. og 18. århundrede. De er, som i Rusland før 1917, for svage og bundet af tusinde tråde - gennem ægteskab og gæld - til jordejere og imperialister. Både kapitalister og jord- og godsejere har et fælles had til arbejderklassen. Den nationale kapitalistklasse foretrækker at holde sig til den gamle orden i stedet for at appellere til de laveste klasser om at gennemføre den anti-feudale revolution.

Den eneste klasse, der er i stand til at gennemføre revolutionen er arbejderklassen, ved at samle de fattigste bønder omkring sig. Når arbejderklassen kommer til magten som i oktober 1917 er den i stand til at give jord til bønderne, smide imperialisterne ud og samle landet. Imidlertid vil arbejderklassen ikke stoppe ved dette, men vil fortsætte til den socialistiske opgave: nationalisering af den vigtigste industri, jorden og de finansielle institutioner. (Ovenstående kaldes teorien om den permanente revolution).

Den russiske revolution var den største begivenhed i hele menneskehedens historie. For første gang tog arbejderklassen magten, smed kapitalisterne, godsejerne og gangsterne ud, og organiserede en demokratisk arbejderstat. Det var begyndelsen til den internationale socialistiske revolution, og det bekræftede fuldstændig teorien om den permanente revolution.

Uheldigvis blev revolutionen i Tyskland og andre lande forrådt, og det førte til isolation af revolutionen i et tilbagestående, hærget land. Krigens ødelæggelse, den udbredte analfabetisme, borgerkrig og udmattelse lagde forfærdeligt pres på den svage arbejderklasse, og medvirkede til degenereringen af revolutionen. Det var disse objektive forhold, der fremmede væksten af bureaukratismen i staten, fagforeningerne og partiet. Stalin kom til magten på baggrund af denne nye bureaukratiske kaste. Individet i historien repræsenterer ikke sig selv, men en gruppes, kastes eller klasses interesser i samfundet.

Stalinismen og dets uhyrlige diktatur voksede ikke frem fra Bolsjevikpartiet eller den socialistiske revolution, men fra isolationen og den materielle tilbageståenhed i Rusland. Det ødelagde arbejderdemokratiet for at opretholde sine egne privilegier og magt.

Det stalinistiske regime støttede sig imidlertid til de nye ejendomsforhold med nationaliseret industri og produktionsplanen. Sovjetterne (arbejderrådene) og arbejderdemokratiet blev ødelagt i den stalinistiske politiske kontra-revolution. Kun ved en ny politisk revolution kunne den russiske arbejderklasse have genoprettet arbejderdemokratiet, der eksisterede under Lenin og Trotskij. Dette ville ikke betyde en tilbagevenden til kapitalisme, men en ende på den priviligerede bureaukratiske elite, samtidig med at masserne selv ville blive involveret i at styre samfundet og staten.

Den socialistiske omdannelse af samfundet

Den socialistiske omdannelse af samfundet indleder en ny og højere samfundsform idet den fjerner forhindringerne for udviklingen af produktivkræfterne. Forhindringer som privat ejendomsret og nationalstaten fjernes, og giver plads til at den socialiserede ejendom kan planlægges efter flertallets interesser.

Den socialistiske revolution kan ikke begrænses til ét land, men sætter verdensrevolutionen på dagsordenen. Verdensøkonomien og den internationale arbejdsdeling, der er skabt af kapitalismen, forlanger en international løsning. Et forenet socialistisk Europa vil forberede grundlaget for en verdenssammenslutning af socialistiske stater, og en international planlægning af produktionen. Dette ville igen skabe grundlaget for en "planlagt og harmonisk produktion af goder til tilfredsstillelse af de menneskelige behov".

En af den sejrende arbejderklasses første opgaver vil være ødelæggelsen af den gamle statsmaskine. I alle klassesamfund har der været en stat som et "organ for klassestyre, et redskab for en kalsses undertrykkelse af en anden". Dette rejser spørgsmålet, har arbejderklassen brug for en stat? Anarkisterne svarer nej. Men de forstår ikke, at nogle former for magt er nødvendig for at holde jordejere, finansfyrster og kapitalister på plads. Arbejderklassen bliver derfor nødt til at konstruere en ny form for stat til at repræsentere sine interesser. I en arbejderstat er det flertallet, der holder et lille mindretal af ex-kapitalister i skak, og der er derfor ikke brug for fortidens enorme bureaukratiske stat. Proletariatets diktatur eller arbejderdemokrati, som Trotskij foretrak at kalde det, var en enorm udvidelse af de demokratiske rettigheder.

Marx definerede det borgerlige demokrati som, at arbejderne hvert fjerde eller femte år kan bestemme hvilken del af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke deres interesser i parlamentet. Alle kane sige hvad de vil, forudsat at monopolernes bestyrelser kan bestemme hvad der skal gøres.

Den nye arbejderstat vil udvide demokratiet fra den politiske til den økonomiske sfære med en nationalisering af de store monopoler. Nye magtorganer, som sovjetterne i Rusland, baseret på det bevæbnede folk, udgør "arbejdende organer, udøvende og lovgivende på samme tid". Bureaukratiet vil blive erstattet af massernes involvering i ledelsen af staten og samfundet. For at forhindre at embedsmandsvældet tog over, introducerede arbejderklassen følgende forholdsregler under Pariserkommunen i 1871 og i Rusland i 1917:

(1) Valg af alle embedsmænd, med retten til at kunne tilbagekalde dem igen.
(2) Ingen stående hær, men et bevæbnet folk.
(3) Ingen embedsmænd skal have mere i løn end en faglært arbejder og ingen privilegier.
(4) Statslige stillinger skal gå på tur blandt befolkningen.

Ved at sænke arbejdstiden, får maserne mulighed for at involvere sig i staten og adgang til kultur, videnskab og kunst. For, som Engels engang sagde, hvis kunst, videnskab og ledelse er et mindretals privilegie, så vil dette mindretal bruge og misbruge denne position i egen interesse, som det var tilfældet i de stalinistiske lande.

Historisk kom staten frem, da klassesamfundet opstod. Så straks da arbejderstaten opstod, ville den begynde at dø bort, efterhånden som klasserne forsvandt. Det er derfor Engels karakteriserede arbejderstaten som en halvstat.

"Under socialismen vil en stor del af det "primitive" demokrati blive genoplivet, da folkets masser for første gang i det civiliserede samfunds historie, vil hæve sig op og spille en selvstændig rolle, ikke kun ved afstemninger og valg, men også i den daglige administration af staten. Under socialismen vil alle regere på skift, og man vil hurtigt blive vant til, at ingen regerer". (Lenin, "Staten og revolutionen").

I dette lavere stadie af socialismen, som Marx kaldte det, ser man samfundet, "netop som det er opstået fra det kapitalistiske samfund; det er derfor stadig i enhver henseende, økonomisk, moralsk og intellektuelt, mærket af det gamle samfund, som det er kommet fra". (Marx, "Kritik af Gotha-programmet.") Selvom menneskets udbytning af andre mennesker er stoppet, har produktionen endnu ikke nået et højt nok niveau til fuldstændig at kunne udrydde ulighed og klasseforskelle. Folk vil stadig være nødt til at følge princippet "den der ikke arbejder, skal ikke spise" (samtidig med at arbejderstaten selvfølgelig i langt højere grad end vores nuværende "velfærdsstat" vil tage hånd om dem, der ikke kan arbejde). Staten forbliver en ulighedens vogter, selvom den altså kun er midlertidig.

Socialisme, det klasseløse samfund.

På denne måde, med store skridt fremad i produktionen baseret på den mest udviklede videnskab og bevidst planlægning, vil menneskeheden nå længere og længere fremad. Klasserne og staten vil fuldstændig visne væk, og samfundet vil begydne at fungere efter princippet "Enhver yder efter evne og nyder efter behov". Modsætningerne mellem land og by, og "håndens" og "åndens" arbejde vil forsvinde med den yderligere udvikling af de produktivkræfterne. Med Lenins ord, så vil "den borgerlige lovs indskrænkede horisont", som tvinger en til at beregne, om man nu har arbejdet en halv time mere end en anden, om man har fået mindre i løn end en anden - denne indskrænkede horisont vil blive forladt. Der vil på det tidspunkt ikke være brug for nogen kontrollerende stat, der distribuerer produkterne og regulerer den mængde, hver skal have; enhver vil frit kunne tage alt efter hans behov.

Klassesamfundets barbari vil være stoppet én gang for alle. Menneskehedens forhistorie vil være fuldendt. Produktivkræfterne, der er bygget op gennem tusinder af års klassestyre, vil nu lægge grundlaget for et klasseløst samfund, hvor staten og arbejdsdelingen vil være overflødigt. Med Engels' ord, "regeren over personer bliver erstattet af administration af ting".

Og Trotskij gjorde det klart at, "når først mennesket har fået bugt med sit eget samfunds anarkistiske kræfter, vil mennesket tage sig selv under behandling. Mennesket vil for første gang betragte sig selv som råmateriale, eller i bedste fald som et fysisk og psykisk halvfabrikat. Socialisme vil betyde et spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige, også i den forstand, at det nuværende modsætningsfyldte og uharmoniske menneske vil bane vejen for en ny og lykkeligere race". (Leon Trotskij, "Til Forsvar For Oktober".)


 

3. INTRODUKTION TIL MARXISTISK ØKONOMI

Introduktion

I dag har mange arbejdere, under indflydelse af den kapitalistiske krise, udviklet en tørst efter at studere økonomi. De forsøger at forstå de kræfter, der dominerer deres liv. Denne kortfattede introduktion til marxistisk økonomi vil ikke forsyne den klassebevidste arbejder med en komplet redegørelse for økonomi, men med en guide til de love, som styrer det kapitalistiske samfund, der dominerer hans liv.

De kapitalistiske økonomers overfladiskhed bliver tydelig, når man ser, at de ikke evner at forstå den krise, der rammer deres system. Det er deres rolle at tilsløre udnyttelsen af den arbejdende klasse og at bevise det kapitalistiske systems "overlegenhed". Deres "teorier" og "løsninger" er ikke i stand til at skjule kapitalismens rådne og syge natur. Kun omdannelsen af samfundet på et socialistisk grundlag og indførelsen af en demokratisk planlagt økonomi, vil kunne sætte en stopper for kapitalismens mareridt med arbejdsløshed, krise og kaos.

De højreorienterede arbejderledere har afvist deres gode gamle Keynes (en økonom, der bl.a. troede, at man kunne løse kapitalismens problemer ved at det offentlige øgede sine udgifter og finansierede underskud), og nu sætter de deres lid til "ortodokse" økonomiske løsninger som: nedskæringer, løntilbageholdenhed og deflation. Venstrereformisterne klamrer sig stadig til gårsdagens kapitalistiske politik (reflation, importkontrol, o.s.v.), som har vist sig slet ikke at virke under kapitalisme.

Den eneste måde den bevidste arbejder kan skære igennem de kapitalistiske økonomers løgne og fordrejninger og bekæmpe deres indflydelse i arbejderbevægelsen er med en marxistisk forståelse af det kapitalistiske samfund.

Betingelser for kapitalisme

I dag er produktionen koncentreret i hænderne på kæmpe virksomheder. Unilever, ICI, Fords, British Petroleum er nogle eksempler på firmaer, der kontrollerer vores liv. Selvom det er sandt at små virksomheder stadig eksisterer, repræsenterer de i virkeligheden fortiden i stedet for nutiden. Moderne produktion er grundlæggende storindustri i stor målestok.

I øjeblikket kontrollerer de 200 største firmaer sammen med 35 banker og finanshuse den britiske økonomi, og de tegner sig for 85 procent af produktionen. Denne udvikling er sket gennem skånselsløs konkurrence, kriser og krige, over de sidste 100 år. Da de klassiske økonomer forudså frihandel i fremtiden, forklarede Marx, at konkurrencen ville udvikle monopoler, og at de svagere firmaer ville gå til grunde. Monopolkapitalismen voksede frem og afløste den frie handel.

Ved første øjekast ser det ud som om at varer og ting hovedsagelig bliver produceret for at tilfredsstille folks behov. Logisk nok er ethvert samfund nød til at gøre dette. Men under kapitalisme bliver varer ikke kun produceret for at tilfredsstille et behov, men først og fremmest for at blive solgt. Det er den kapitalistiske industris altoverskyggende funktion.

Som Henry Ford sagde: "Jeg har en virksomhed for at tjene penge, ikke for at lave biler!" Dette er et perfekt udtryk for hele den kapitalistiske klasses hovedmål.

Den kapitalistiske produktionsproces er afhængig af nogle betingelser. For det første eksistensen af en stor klasse af besiddelsesløse arbejdere, som er tvunget til at sælge dem selv stykvis for at overleve. Derfor er de engelske borgerliges forestilling om et "ejendomsbesiddende demokrati" en absurditet under kapitalisme. Hvis flertallet af befolkningen ejede nok ejendom til at kunne være selvforsynende, ville kapitalisterne ikke kunne finde nogle arbejdere til at producere deres profit.

Den anden betingelse er, at produktionsmidlerne skal være koncentreret i kapitalisternes hænder. I gennem årtierne er bønderne og dem, som ejede midler til at forsørge sig selv, blevet knust skånselsløst, og kapitalisterne og godsejerne har taget deres midler til at overleve. Når disse betingelser er opfyldt, kan kapitalisterne så ansætte arbejdere til at drive produktionsmidlerne og producere merværdi.

Værdi og varer

Hvordan virker kapitalismen? Hvordan bliver arbejdere udnyttet? Hvor kommer profit fra? Hvad er grunden til at der kommer kriser?

For at kunne få svar på disse spørgsmål må vi først kende nøglen til mysteriet: Hvad er værdi? Har man først løst dette problem vil man finde svarene på de andre spørgsmål. Det er nødvendigt med en forståelse for værdi for at kunne forstå det kapitalistiske samfunds økonomi.

Til at begynde med: alle de kapitalistiske firmaer producerer ting eller tjenester, eller for at være mere korrekt de producerer vare. Det er en ting eller tjeneste produceret med salg for øje. Selvfølgelig kan nogle jo lave noget til hans eller hendes eget brug. Før kapitalismen eksisterede, var mange nød til det. Men dette er ikke en vare. Kapitalistisk produktion er først og fremmest skabelse og umådelig ophobning af varer. Det er derfor at Marx selv startede sin undersøgelser af kapitalismen med en analyse af varens karakter.

Alle varer har en brugsværdi for folk. Det betyder, at de er brugbare for nogle, ellers ville de ikke kunne blive solgt. De indeholder også en bytteværdi, også bare kaldet værdi. Hvad er den og hvordan kan den blive vist?

Hvis vi udelader brugen af penge for et øjeblik, vil varer når de bliver byttet, stå i forskellige forhold til hinanden.

For eksempel:

1 par sko
1 ur = 10 meter stof
3 flasker whisky
1 bildæk

Alle tingene til venstre kan blive byttet med 10 meter stof. De kan også blive byttet med hinanden i dette måleforhold.

Dette simple eksempel viser, at bytteværdien for disse forskellige varer må indeholde et eller andet. Men hvad er det der gør, at et par sko har den samme værdi som 10 meter stof? Eller at 1 ur har samme værdi som 3 flasker whisky? Og så videre.

Det er åbenlyst, at der må være noget der går igen i dem alle sammen. Det er tydeligt, at det ikke er vægt, farve eller hårdhed. Og igen er det ikke fordi, at de er brugbare. Brød er trods alt mindre værd end en Rolls Royce, selvom det ene er en nødvendighed og det andet en luksus. Så hvad er den fælles kvalitet? Den eneste ting, der går igen, er, at de alle er produkter af menneskeligt arbejde.

Mængden af menneskelig arbejdskraft, der er lagt i en vare, udtrykkes i tid: uger, dage, timer og minutter.

For at gå tilbage til eksemplet: alle disse varer kan udtrykkes gennem deres fælles faktor, arbejdstid.

Sko - til en værdi af 5 timer (´s arbejde)

Dæk - til en værdi af 5 timer (´s arbejde)

Ure - til en værdi af 5 timer (´s arbejde)

Whisky - til en værdi af 5 timer (´s arbejde)

Stof - til en værdi af 5 timer (´s arbejde)

Gennemsnitlig arbejdskraft

Hvis vi ser på varer som brugsværdier (deres anvendelighed), ser vi dem som "en sko", "et ur", og så videre, altså som produkter af en bestemt slags arbejde fra en skomager, urmager o.s.v., men varer bliver betragtet anderledes, når de bliver byttet. De mister deres specielle karakter og ender som en mængde enheder af gennemsnitligt arbejde. Når vi bytter varer sammenligner vi nu alle sammen den mængde menneskelig arbejdskraft, der er lagt i vores varer. Alt arbejde bliver, når det bliver byttet, reduceret til gennemsnitlige enheder af arbejde.

Det er rigtigt, at den vare der er blevet produceret af faglært arbejdskraft, indeholder mere værdi end den vare, der er produceret af ufaglært arbejdskraft. Derfor bliver et vist antal enheder produceret af faglært arbejdskraft reduceret til et vist antal enheder produceret af ufaglært arbejdskraft, når det bliver byttet. For eksempel kunne mængden af 1 faglært enhed være lig med 3 ufaglærte enheder. Eller mere simpelt faglært arbejdskraft er 3 gange så meget værd som ufaglært.

Forklaret simpelt betyder det, at værdien af en vare er afhængig af den mængde gennemsnitlig arbejdskraft, der er brugt til at producere den. (Eller hvor lang tid det tager at producere den). Men på denne måde ser det ud som om, at den dovne arbejder producere mere værdi end den mest effektive arbejder, eftersom han jo er længere tid om det!

Lad os tage eksemplet med skomageren, som beslutter sig for at bruge nogle gammeldags metoder fra middelalderen til at producere sko. Ved at bruge denne metode tager det en hel dag at producere et par sko. Men når han prøver at sælge dem igen på markedet, vil han finde ud af, at hans sko kun vil indbringe det samme som en sko produceret på de bedre udstyrede og mere moderne fabrikker.

Hvis disse fabrikker producerer et par sko på måske en halv time vil de indeholde mindre arbejdskraft (og derfor mindre værdi) og vil kunne blive solgt billigere. Dette vil tvinge skomageren, der bruger middelalderlige metoder, til at lukke sin forretning. Al den arbejdskraft, han bruger ud over den halve time, er spildt arbejdskraft og unødvendig under moderne forhold. Med truslen om tilintetgørelse vil han blive tvunget til at bruge moderne teknikker og producere skoene på en tid, der bedst muligt svare til den nødvendige tid samfundet har udviklet.

På ethvert givent tidspunkt, ved brug af den gennemsnitlige arbejdskraft, maskiner, metoder o.s.v., vil alle vare tage en bestemt tid at producere. Dette er styret af det teknologiske niveau i samfundet. Med Marx' ord, må alle varer blive produceret på den gennemsnitlige samfundsmæssigt nødvendige tid. Skal der bruges mere arbejdstid end det, vil det være spild, som vil få omkostningerne til at stige og stille firmaet dårligt i konkurrencen. Så bare fordi man er fem dage om at lave noget, der burde tage en time, bliver det altså ikke fem dages arbejde værd.

Så for at være mere præcis kan man sige, at en vares værdi er afhængig af mængden af samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, der er lagt i varen. Naturligvis ændres arbejdstiden hele tiden, i takt med at nye teknikker og metoder bliver opfundet.

På den måde kan vi også forstå, hvorfor værdifulde ædelstene er mere værd end dagligdags varer. For at finde og udvinde ædelstenene er der brug for mere samfundsmæssigt nødvendigt arbejde end i produktionen af almindelige varer. Deres værdi er derfor anselig højere.

Samtidig kan en ting have brugsværdi uden at have nogen værdi, nemlig ting som (indtil videre) ikke kræver noget arbejde for at eksistere: luft, floder, uopdyrket jord, naturlige græsmarker o.s.v. Derfor er arbejde ikke den eneste form for rigdom, altså brugsværdier, - naturen er også en kilde.

Af ovenstående kan vi se, at en forøgelse af produktiviteten vil give en forøgelse i mængden af varer, der bliver produceret, men det vil samtidig reducere værdien af den ting,det drejer sig om, fordi mængden af arbejde i varen er blevet mindre. En øget produktivitet betyder derfor en øget velstand. Med to jakker kan to folk få tøj, med én jakke kun én person. Men alligevel kan forøgelsen i den materielle velstandsmængde svare til et fald i dens værdi.

Penge

Som et resultat af, at det er svært at bytte varer til andre varer, begyndte man oftere og oftere at bruge en eller anden fælles ting som en slags penge. Nogle steder var det bestemte typer af muslingeskaller eller sneglehuse el. lign., men i tidens løb endte guld med at være den vare, som skulle spille rollen som "universalt byttemiddel".

I stedet for at sige, at en vare er så og så meget værd i smør, kød, stof, o.s.v., blev det nu udtrykt i guld. Pengeudtrykket for værdi er prisen. Guld blev brugt på grund af dets kvaliteter. Det koncentrerede meget værdi i en lille mængde, det kunne let deles i mønter og det havde en hård slidflade.

Som med enhver anden vare er værdien af guld bestemt af den mængde arbejdstid, der er til at producere det. Lad os for eksempel sige, at det tager 40 timers arbejde at producere en ounce (28,35 gram) guld. Så vil alle andre varer, der tager den samme tid at fremstille, være det samme værd. Dem, som det tager halvt så lang tid at fremstille, vil være halvt så meget værd o.s.v.

En ounce guld (28,35 gram) = 40 timers arbejde
1/2 ounce guld = 20 timers arbejde
1/4 ounce guld = 10 timers arbejde

Derfor er:

En bil (40 timers arbejde) = 1 ounce guld
Et bord (10 timers arbejde) = 1/4 ounce guld

På grund af forandringer i produktionsteknikken og forøgelse af arbejdsproduktiviteten ændrer varernes værdier sig hele tiden, ligesom en masse tog på en station, der hele tiden kommer og tager afsted på forskellige tidspunkter. Hvis man tager med et tilfældigt tog, der kører afsted, og bruger det til at finde ud af de andre toges bevægelser, så vil det føre til forvirring. Kun hvis man står på den faste perron kan man præcist dømme, hvad det er, der sker. I relation til udvekslingen af varer fungerer guld som en målestok. Men selv den mest stabile værdi er i konstant bevægelse, da ingen vare har en fuldstændig fastlåst værdi.

Varens pris

Værdiloven styrer prisen på varen. Som forklaret tidligere er varens værdi lig med den arbejdskraft, der er lagt i varen. I teorien er værdien det samme som prisen. Men i virkeligheden plejer prisen at være enten over eller under varens værdi. Denne stigen og falden skyldes forskellige påvirkninger som for eksempel fremvæksten af monopoler. Forskellen i udbud og efterspørgsel har også en stor virkning. Hvis der for eksempel er et overskud af en bestemt vare på markedet, så vil dens pris den dag ligge under dens virkelige værdi, eller hvis der er mangel, vil prisen være højere end varens virkelige værdi. Borgerlige økonomer mener, at det er udbud og efterspørgsel, der er den eneste lov, der afgør prisen. Men de kan ikke forklare, hvorfor priserne altid svinger om et bestemt niveau. Hvad det niveau er, bliver ikke afgjort af udbud og efterspørgsel, men af den mængde arbejdskraft, der er brugt i varens produktion. En lastbil vil f.eks. altid være dyrere end en plastikspand.

Profit

Nogle "kloge" folk har opfundet den teori, at profitter kommer ved, at kapitalisten køber billigt og sælger dyrt. I "Lønarbejde og kapital" forklarer Marx, hvorfor det er noget sludder:

"Hvad en person kan vinde som sælger, ville han tabe som køber. Det dur ikke at sige, at der er nogle, der er købere uden at være sælgere eller forbrugere uden at være producenter?. Hvis en mand først tager dine penge og så giver dig dem igen, når han køber dine varer, så bliver du aldrig rig af at sælge varerne dyrt til den mand. Den slags handel kan måske mindske et tab, men det kan ikke være grundlag for en generel profit."

Arbejdskraft

Når kapitalisten skal sætte gang i sin produktion, så kigger han på "arbejdsmarkedet" som enhver anden gren af det overordnede marked for vare. Arbejderens evner og energi bliver anset som enhver anden vare.

Vi må være klar på, hvad det er, at kapitalisten har købt. Arbejderen har ikke solgt sit arbejde, men sin evne til at arbejde. Dette kalder Marx for hans arbejdskraft.

Arbejdskraft er en vare, der styres af de samme regler, som styrer andre varers værdi. Dens værdi er afhængig af den arbejdskraft som er nødvendig for at producere den. Arbejdskraft er arbejderens evne til at arbejde. Den bliver "forbrugt" af kapitalisten i den arbejdsprocessen. Men dette forudsætter, at arbejderen lever, er sund og rask og er stærk o.s.v.. Produktionen af arbejdskraft betyder derfor arbejderens selvopretholdelse og videreførelsen af hans art, for at kunne forsyne kapitalisten med nye generationer af "hænder".

Den nødvendige arbejdstid, der skal til for arbejdernes opretholdelse, er den arbejdstid, det tager at producere midlerne til ham og hans families eksistens: Mad, tøj, hus osv. Mængden af dette varierer i de forskellige lande, klimaer og historiske perioder. Hvad der er et tilstrækkeligt levegrundlag for en arbejder i Calcutta vil ikke være tilstrækkeligt for en walisisk minearbejder. Hvad der var tilstrækkeligt for en walisisk minearbejder for 50 år siden, vil ikke være tilstrækkeligt for en bilarbejder i dag. I modsætning til værdier på andre varer kommer der i dette spørgsmål også et historisk og moralsk element ind i billedet. Under alle omstændigheder vil der i ethvert land, på ethvert stadie i den historiske udvikling, være en kendt levestandard. (I øvrigt er det præcist dannelsen af nye behov som er starten på alle slags menneskelige fremskridt).

Ikke snyd!

Foruden den daglige reproduktion af hans arbejdskraft, og reproduktionen af arten, så vil det på et bestemt tidspunkt i udviklingen af kapitalistisk teknik blive nødvendigt at uddanne arbejdere til at kunne følge med i den moderne industri og øge deres produktivitet.

I modsætning til de fleste varer bliver arbejdskraft først betalt, når det er blevet forbrugt. Arbejderne giver på denne måde kredit til deres arbejdsgivere - og risikerer til stadighed småsnyderier og fejl ved lønudbetalinger, tab af løn ved bankerotter m.m.

Til trods for dette er arbejderne ikke blevet snydt. Han har godkendt en aftale af egen fri vilje. Som med alle andre varer bliver lige værdier byttet: arbejderens vare, arbejdskraften bliver solgt til kapitalisten for den gældende pris. Alle er tilfredse. Og hvis arbejderen ikke er, kan han jo bare tage arbejde et andet sted, hvis han kan finde noget.

Salget af arbejdskraft skaber et problem. Hvis "ingen bliver snydt", hvis arbejderen får den fulde værdi af sin vare, hvor kommer udbytningen så fra? Hvor får kapitalisten sin profit fra? Svaret er at arbejderen ikke sælger sit arbejde men sin arbejdskraft - hans evne til at arbejde.

Når kapitalisten har erhvervet sig denne som en vare, kan han nu gøre med den, hvad han vil. Som Marx forklarede: "Fra det øjeblik arbejderen træder ind i fabrikken vil brugsværdien af hans arbejdskraft, og derfor også brugen af den, hvilket vil sige arbejde, tilhøre kapitalisten".

Merværdi

Vi vil se fra det følgende eksempel, at kapitalisten køber arbejderens arbejdskraft, fordi det er den eneste vare, der kan producere nye værdier ud over dens egen værdi.

Lad os tage en arbejder, der er ansat til at spinde bomuld til garn. Han bliver betalt 100 kr. pr. time og arbejder 8 timer om dagen.

Efter 4 timer har han produceret 50 kilo garn til en værdi af 2000 kr. Denne værdi på 2000 kr. udgøres af;

Råmaterialer ---- 1100 kr. (bomuld, ten, elektricitet)
Afskrivning ---- 100 kr. (slitage)
Ny værdi ---- 800 kr.

Den nye værdi der er blevet skabt er nok til at betale arbejderens løn for alle 8 timer. På dette tidspunkt har kapitalisten fået dækket alle sine omkostninger (inklusiv hans totale lønudgift). Men indtil videre er der endnu ikke produceret merværdi.

I løbet af de næste 4 timer bliver der produceret endnu 50 kilo garn til den samme værdi, 2000 kr. Og igen bliver der skabt for 800 kr. ny værdi, men denne gang er lønnen allerede betalt. Derfor er den nye værdi (800 kr.) merværdi. Fra dette skal der betales leje (til udlåneren af lokalerne), renter (til pengeudlåneren), og resten er så profit (til kapitalisten). Deraf kan man se, at merværdien og profitten, med Marx' ord, er arbejderklassens ubetalte arbejde.

Arbejdsdagen

Hemmeligheden bag produktionen af merværdi er den, at arbejderen fortsætter med at arbejde, efter at han har produceret den værdi, der er nødvendig for at reproducere værdien af hans arbejdskraft (lønnen). "At det kun kræver en halv dags arbejde at holde arbejderen i live, forhindrer ham på ingen måde i at arbejde en hel dag." (Marx)

Arbejderen har solgt sin vare og kan ikke klage over den måde, den bliver brugt på, lige så lidt som en skrædder kan sælge et jakkesæt og forlange, at køberen ikke må bruge den så meget, som køberen har lyst til. Arbejdsdagen er derfor organiseret på en sådan måde, at kapitalisten kan få mest muligt udbytte ud af den arbejdskraft, han har købt.

Konstant kapital

I selve produktionen mister maskiner og råmaterialer deres brugsværdi, de bliver brændt op og absorberet ind i det nye produkt. De overfører deres værdi over i den nye vare.

Dette er tydeligt i relation til råmaterialer (træ, metal, farvestoffer, brændstof o.s.v.), som fuldstændigt bliver forbrugt i produktionsprocessen, men som går igen i den vare, der er blevet produceret.

Maskiner derimod forsvinder ikke på den samme måde. Men de forringes under produktionen, og dør på den måde en langsom død. Det præcise tidspunkt, hvor en maskine bliver erklæret for overflødig, er lige så umuligt at forudse med nøjagtighed som det præcise tidspunkt for en persons død. Men ligesom at forsikringsselskaber kan lave meget præcise (og indbringende) udregninger om folks levetid ved hjælp af teorier om gennemsnit og sandsynlighed, så kan kapitalisterne også gennem erfaring og udregninger nogenlunde vide, hvor lang tid en maskine vil holde.

Nedskrivningen af maskiner, deres daglige tab af værdi, udregnes på den basis og overføres til den producerede vares omkostninger. På denne måde overfører produktionsmidlerne deres egen værdi til varerne, samtidig med at de selv nedslides. Produktionsmidlerne kan derfor ikke overføre mere værdi til varerne end den, de selv mister under produktionen. De bliver derfor kaldt for konstant kapital.

Variabel kapital

Mens produktionsmidlerne forringes og ikke overfører nogen ny værdi til varen, så ikke bare bevarer arbejderens arbejde værdien, men tilføjer ny værdi til hans produkt, bare ved at arbejde. Hvis arbejdsprocessen skulle stoppe det øjeblik, hvor arbejderen havde produceret varer, der svarede til værdien af hans egen arbejdskraft, dvs. 4 timer (800 kr.), så ville dette være den eneste nye værdi der er skabt.

Men arbejdsprocessen stopper ikke her. Dette ville kun dække kapitalistens udgifter til at ansætte en arbejder. Kapitalisten ansætter ikke arbejdere af godgørenhed, men for at få profit. Ved "frit" at have indgået en kontrakt med kapitalisten, må arbejderen arbejde videre og producere mere værdi end den sum, der er blevet aftalt som hans løn .

Produktionsmidlerne på den ene side og arbejdskraften på den anden er de forskellige former, som den oprindelige kapital antager i den anden del af følgende cyklus:

PENGE > VARE > PENGE
(indkøb) > (produktion) > (salg)

De kapitalistiske økonomer behandler disse faktorer som lige. Marxismen skelner imellem den del af kapitalen, som ikke gennemgår nogen forandringer m.h.t. værdi under produktionsprocessen (maskiner, værktøj, råmaterialer) og den del, som skaber ny værdi, arbejdskraften. Den første del af kapitalen bliver kaldt konstant kapital, og den anden for variabel kapital. En vares totale værdi er sammensat af konstant kapital, variabel kapital og merværdi, K+V+M.

Nødvendigt arbejde og merarbejde

Arbejderklassens arbejde kan deles op i to dele:

(1) Nødvendigt arbejde: Dette er den del af arbejdsprocessen, som er nødvendig for at dække lønomkostningerne.

(2) Merarbejde: Dette er det ekstra arbejde, der bliver udført ud over hvad der skla til for at betale lønningerne, og som danner merværdien og dermed profitten.

For at øge profitterne prøver kapitalisten hele tiden på at reducere lønudgifterne i forhold til merværdien. Han gør dette ved at forsøge at (1) forlænge arbejdsdagen, ved nye skiftehold og lignende, (2) øge produktiviteten, for at dække lønomkostningerne hurtigere, (3) afvise lønstigninger eller forsøge at skære dem ned.

Merværdiraten

Da hele meningen med kapitalistisk produktion er at få merværdi ud af arbejderklassens arbejde, så er forholdet mellem variabel kapital (lønninger) og merværdi (profitten) af allerstørste betydning. Den ene stiger altid på bekostning af den anden. Kampen om overskuddet udgør klassekampen. Kapitalisten er ikke så meget interesseret i mængden af den producerede merværdi, men raten af merværdi. For hver en krone han lægger ud som kapital forventer han en stor gevinst. Merværdiraten er raten for kapitalens udnyttelse af arbejde. Det kan defineres som M divideret med V eller merarbejde divideret med nødvendigt arbejde, (det er det samme forklaret på en forskellig måde), hvor M = Merværdi og V = Variabel kapital. For eksempel en lille virksomhed hvor den totale kapital på 50.000 kr. er delt mellem konstant kapital(41.000 kr.) og variabel kapital (9.000 kr.). Gennem produktionsprocessen er værdien af varerne steget med 9.000 kroner: (K+V) + M eller (41.000 + 9.000 kr.) + 9.000 kr. overskud. Den nye totale værdi er 59.000 kr.

I dette tilfælde er merværdiraten M/V = 9.000 kr./ 9.000 kr. = 100 % merværdirate. Hvis overskuddet steg til 18.000, og lønudgifterne V blev ved at være det samme, ville merværdiraten blive 18.000 / 9.000 = 200%.

Profitraten

Under pres fra konkurrence hjemme og i udlandet er kapitalisten tvunget til konstant at revolutionere produktionsmidlerne og at øge produktiviteten. Behovet for at udvide tvinger ham til at bruge en større og større del af sin kapital på maskiner og råmaterialer og mindre på arbejdskraft og dermed formindske mængden af variabel kapital i forhold til den konstante kapital. Side om side med automatiseringen kommer koncentrationen af kapital, afviklingen af mindre koncerner og de kæmpe monopolers dominerende rolle i økonomien. Dette udgør en forandring i kapitalens tekniske sammensætning.

Men da variabel kapital (arbejdskraft) er den eneste kilde til merværdi og profit, vil større og større beløb investeret i konstant kapital resultere i en tendens til at profitraten falder, selvom selve profitmængden med nye investeringer vil øges enormt, vil de ikke stiger proportionelt med det meget større kapitaludlæg.

Tag for eksempel en lille kapitalist med en total kapital på 15.000 kr. udgjort af konstant kapital (5.000 kr.) og variabel kapital (10.000 kr.). Han beskæftiger 10 arbejdere der får 1.000 kr. om dagen for at lave borde og stole. Efter en dags arbejde har de produceret 25.000 kr. i total værdi:

Total Kapital : Lønningerne = 10.000 kr.

Konstant kapital = 5.000 kr.

Merværdi = 10.000 kr.

Merværdien udregnes: M/V = 10.000 kr/10.000 kr = 100%.

Profitraten udregnes som forholdet mellem total kapital og merværdi: Merværdi divideret med konstant og variabel kapital, M/K+V eller 10.000 kr/15.000 kr = 66,66 % profitrate. Når den konstante kapital forøges, falder profit raten.
I det samme eksempel med den samme merværdirate øger vi den konstante kapital fra 5.000 kr. til 10.000 kr. Profitraten = Merværdi divideret med konstant og variabel kapital = 10.000 kr/20.000 kr = 50 %. Hvis vi igen øger den konstante kapital til 20.000 kr. og lader de andre beløb være det samme, M/K+V = 10.000 kr/30.000 kr. = 33,33 % profitrate. Og til sidst en forøgelse af den konstante kapital til 30.000 kr., hvilket gør at profitraten bliver 10.000 kr/40.000 kr = 25%.

Denne forøgelse af konstant kapital udtrykker i marxistiske vendinger en "højere organisk sammensætning af kapitalen", og er en progressiv udvikling af produktivkræfterne. Tendensen til profitratefald er derfor indbygget i den kapitalistiske produktionsmådes natur, og har været en af de større problemer for den kapitalistiske klasse i efterkrigstiden. Mængden af merværdi forøges, men i forhold til den øgede størrelse af konstant kapital resulterer det i en faldende profitrate. Kapitalisterne har uophørligt prøvet at komme ud over denne modsigelse gennem øget udnyttelse af arbejderklassen, for at forøge mængden af merværdi og dermed profitraten, med andre midler end investeringer.

De gør dette ved at øge intensiteten i udnyttelsen, øge maskinernes hastighed og forlænge arbejdsdagen. En anden metode er at skære arbejdernes lønninger ned under deres virkelige værdi. Kapitalismens love fører til enorme modsætninger. Kapitalisternes konstante stræben efter profitter sætter fart i investeringer, men den nye teknologi tvinger flere og flere arbejdere på lossepladsen, mens dem der stadig arbejder, må knokle endnu hårdere. Og den eneste kilde til profit er og bliver arbejderklassens arbejde.

Eksport af kapital

Den højeste form for kapitalisme - imperialisme - er kendetegnet ved en enorm eksport af kapital. I deres søgen efter stigende profitrater er kapitalisterne tvunget til at investere store summer penge i lande med en lav sammensætning af kapital. Til sidst, forklarede Marx og Engels i det kommunistiske manifest, bliver hele verden domineret af den kapitalistiske produktionsmåde.

En af kapitalismens største modsætninger er det problem, at arbejderklassen som forbrugere skal købe det tilbage, som de har produceret. Men da de ikke modtager den fulde værdi af deres arbejde, har de ikke ressourcerne til at kunne dette. Kapitalisterne løser modsætningen ved at tage overskuddet og geninvestere det i at udvikle produktionen endnu mere. De forsøger også at sælge det tilbageblevne overskud på verdensmarkedet i konkurrence med kapitalisterne fra alle de andre forskellige lande. Men dette har også sine begrænsninger, da alle kapitalister spiller det samme spil. Desuden søger kapitalisterne tilflugt i kredit gennem banksystemet, for at få de nødvendige kontanter, så befolkningen kan købe varerne. Men også dette har sine begrænsninger, da kredit på et tidspunkt skal betales tilbage, med renter.

Dette forklarer, hvorfor opsving regelmæssigt og periodisk følges af perioder med krise. Den febrilske kamp for markeder ender i en overproduktionskrise. Ødelæggelserne under en krise, hvor masser af ophobet kapital bliver smadret, firmaer går neden om og hjem, og fabrikker lukker o.s.v., er tilstrækkelig bevis på den blindgyde, det kapitalistiske samfund udgør.

Alle de faktorer, som ledte til det store opsving efter anden verdenskrig, har forberedt vejen for lavkonjunktur og krise. Det karakteristiske ved denne nye epoke er den organiske krise, som kapitalismen står over for. På et tidspunkt vil arbejderklassen stå ansigt til ansigt med en 1929-agtig krise igen, hvis ikke kapitalismen bliver rykket op med rode. Kun ved at styrte den kapitalistiske produktions anarki kan menneskeheden undgå kapitalismens kaos, spild og barbari. Kun ved at fjerne den private ejendomsret til produktionsmidlerne kan samfundet undgå kapitalismens sindssyge logik og udvikles og blomstre i en planlagt og rationel retning. De enorme produktivkræfter, som er bygget af klassesamfundet, kan en gang for alle afskaffe kapitalismens galskab, hvor vi har "overproduktion" i en verden med mangel og sult. Når man først er kommet ud over modsætningen mellem den private ejendomsret og nationalstaten på den ene side og den videre udvikling af produktivkræfterne på den anden, vil man kunne udvikle menneskeheden gennem en international produktionsplan.

Ved at bruge videnskab og teknologi på en rationel og demokratisk planlagt måde vil hele planeten kunne blive omdannet i løbet af et årti. Den socialistiske omdannelse af samfundet er og bliver den mest påtrængende og brændende opgave for verdens arbejderklasse. Marxismen er det redskab og den forståelse, der skal til for at svejse den mægtige arbejderhær sammen, der skal danne det socialistiske Danmark, i et socialistisk Europa og grundlaget for Verdens Føderation af Socialistiske Stater.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.