Det 20. århundredes største danske forfatter. Sådan kan man uden tvivl benævne Hans Scherfig. Bevares, der har også været Martin Andersen Nexø, H.C. Branner, Hans Kirk og andre. Men ingen med Scherfigs format, hans humor, vid og bidske pen. Hans Scherfig er en af Danmarks mest læste forfattere og populære malere. Det er ganske enkelt vanvittigt, at der ikke før nu er blevet skrevet en biografi over mandens liv og værk.

Arne Hardis har gjort et forsøg. Arne Hardis er politisk redaktør på Weekendavisen. Han er højreorienteret. Han var i sin ungdom medlem af partiet Venstresocialisterne (VS). Men ligesom andre fremtrædende VS’ere fra dengang – folk som Karen Jespersen, Ralf Pittelkow og Søren Espersen – angrer han nu sine synspunkter fra dengang. Det borgerlige Danmark belønner folk som Arne Hardis med redaktørposter, strandvejsvillaer og et liv i magelig, tryg velstand.

Som socialist er det svært ikke at være forudindtaget over for en biografi om den kommunistiske maler og forfatter Hans Scherfig. Derfor er det en overraskende god biografi, Arne Hardis har begået. Den er ganske enkelt en fornøjelse at læse, og den indeholder en vigtig og velskrevet skildring af Scherfigs udvikling som kunstner og politisk væsen.

Jovist, der er ting at indvende mod biografien. Arne Hardis forsøger at splitte Hans Scherfig ad. Kunstneren Hans Scherfig og den politiske Hans Scherfig. Arne Hardis forsøger at finde den psykologiske grund til, at Hans Scherfig blev revolutionær socialist. Grunden er ikke svær at finde – men den skal findes i samfundet. Det er biografiens største svaghed, at Arne Hardis som et gennemgående tema jager vindmøller på den måde.

Som sagt: biografien er absolut værd at læse. Hans Scherfig er uden tvivl en af de mest interessante kulurelle personligheder i den nyere danmarkshistorie. Han er i hvert fald en af de vigtigste. Bøger som ”Den forsvundne fuldmægtig”, ”Det forsømte forår”, ”Skorpionen”, ”Idealister” og ”Frydenholm” er mesterværker, der fortjener at blive læst af alle.

Biografiens titel, Idealisten, henviser naturligvis til bogen ”idealister”, men også til, at Hans Scherfig viede sit liv og værk til ideen om et bedre samfund – et socialistisk samfund. Det er en oplagt titel, men alt efter temperament kan man mene, at den er mere eller mindre søgt.

Arne Hardis arbejder ud fra paradokset om Scherfig som stalinistisk humanist. Han fortæller os, at det er en ”himmelråbende contradictio in adjecto”. Det er i og for sig rigtigt nok. Dette er ikke stedet til at beskæftige sig med DKP’s fejltagelser, stalinismens forbrydelser eller rødder. Det må være tilstrækkeligt at sige, at Hans Scherfigs stærke sider i overmål overgår hans svage sider og hans loyalitet over for stalinismen, som i og for sig er forståelig nok ud fra en række betragtninger (Sovjetunionens store fremgang i 1930’erne da kapitalismens krise kastede verden ud i barbari og elendighed, kampen mod nazismen og DKP’s rolle i modstandsbevægelsen, den socialdemokratiske ledelses gentagne forræderier mod arbejderklassens kampe i 1920’erne og frem, samt stalinismen som den eneste alternative kraft inden for arbejderbevægelsen, for blot at nævne nogle vigtige faktorer).

Arne Hardis ridser Hans Scherfigs baggrund i den højere middelklasse op. Vi får et indblik i den plagede skoletid. Vi hører om kærlighed og store rejser. Vi stifter bekendtskab med det politiske engagement og opgøret med det studentikose boheme-miljø omkring Københavns kunstnercafeer. Ikke uinteressant. Særligt er den politiske udvikling skildret indgående og med loyalitet over for personen Scherfig, dog samtidig med at Arne Hardis er åbenlys fjendtlig over for kommunisme og socialisme. Men det kommer man let over som læser.

Hans Scherfig blev optaget i DKP i 1928 og forblev i partiet til sin død i 1979. Hans mesterlige murstensroman ”Frydenholm” er en prisværdig skildring af kommunisternes rolle under besættelsen og samarbejdspolitikernes ubetingede kapitulation over for nazisterne. Sammen med Carl Madsens ”Vi skrev loven” er romanen en af de bedste fortællinger om besættelsestiden. Bogen er tillige en fordømmelse af kapitalismen som det system, der skabte nazismen. Og så er den selvfølgelig en fornøjelse at læse. En lise for lattermusklerne.

Hans bøger blev udgivet på mange sprog. Alene ”Skorpionen” udkom på mere end 20 sprog. Det er få danske forfattere, der har opnået en tilsvarende international succes. Hans Scherfig kan i denne henseende måle sig med H.C. Andersen og Ludvig Holberg.

Hans Scherfig var en af kæmperne i åndslivet i Danmark i det 20. århundrede.
Hans Kirk sagde en gang, at det aldrig har været kampmod, der har kendetegnet danske intellektuelle, men upålidelighed og fejhed. Hans Scherfig havde kampmod som få. Og han brugte det så smukt, at han vil blive husket og savnet i århundreder. Biografien er et kærkomment og udmærket bidrag til Scherfigs minde. Men – som man bør sige – det eneste virkelige monument over Hans Scherfig kan ikke være biografier, men kamp for et samfund uden klasser, udbytning, elendighed og kriser. Et socialistisk samfund.

Bogen er i øvrigt fint og rigt illustreret med Scherfigs tegninger og malerier samt fotos fra familiealbummet.

Arne Hardis: IDEALISTEN – En biografi om Hans Scherfig. Forlaget Gyldendal. 352 sider. 349 kr.