Søndagsavisen skriver på forsiden i udgaven fra 7-8. december, at det i disse krisetider er "fede tider for kunstnere". Overskriften i Søndagsavisen hentyder til en ordning, som kulturminister Brian Mikkelsen står bag, som blev gennemført i maj måned i år. Ordningen går ud på, at dansk "erhvervsliv" kan få et skattefradrag, hvis det køber kunst. Hvis en virksomhed køber kunst til en pris af 10.000 kr., kan beløbet fradrages i skat på et år. Beløb over 10.000 kr. kan fradrages over 4 år. Men det er ikke kun Søndagsavisen, som har store forventninger til denne ordning. På kulturministeriets hjemmeside kan man læse, at ifølge "skatteministeriets beregninger vil den udvidede afskrivningsret udgøre en omsætningsfremgang på ca. 125 mio. kroner i 2002 og ca. 100 mio. kroner i de kommende år. Det svarer til en fremgang på ca. 50% af den samlede billedkunstneriske omsætning".

Søndagsavisen prøver som sædvanlig at reklamere for den borgerlige regerings politik. Søndagsavisen har for at underbygge sin påstand interviewet galleriejeren Henrik Kampmann, der siger, at hans "salg af kunst til virksomheder er omtrent fordoblet". Endvidere har Søndagsavisen interviewet billedkunsteren Per Adolfsen. Han mener, at Brian Mikkelsens ordning giver den enkelte kunstner mere "værdighed", fordi denne ordning giver kunstneren bedre muligheder for at sælge sine værker i stedet for at få "stukket penge i hånden som støtte".

Knap så godt alligevel

Men det sjove er, at på side 3 i Søndagsavisen bliver den optimistiske tone fra forsiden dæmpet temmelig kraftigt. Her kan man læse, at flere gallerier "ikke har mærket noget øget salg" som følge af ordningen. Virkningen af den er nemlig "ikke slået igennem endnu". Borgerskabet har ikke været så glade for at investere i kunst, som Søndagsavisen reklamerer med.

En anden galleriejer, Søndagsavisen har talt med, Jacob Asbæk, skyder nok ikke helt ved siden af, når han udtaler, at det manglende salg skyldes den "almindelige krise", som han siger. Hvis en virksomhed skal til at fyre medarbejdere, "går den jo ikke ud og investerer i kunst, som er meget synligt" som Jacob Asbæk siger. Det var så de fede tider for kunstnerne...

Ikke kulturpolitik, men erhvervsstøtte

Brian Mikkelsen har med dette forslag reduceret kulturpolitik til at være støtte til kapitalister. De kan således betale endnu mindre skat, end de gør i forvejen. Den borgerlige regering har således kommet endnu et hul i statskassen, hvor pengene som bekendt i forvejen fosser lige ned i kapitalisternes lommer. Og når de borgerlige er så glade for skattelettelser, kunne denne ordning ikke gælde for alle, og ikke kun "erhvervslivet"? Det ville nok øge kunstsalget langt højere end den nuværende ordning.

Kunststøtten

Som nævnt så mente en kunstner, at statens støtte til kunstnere er uværdig. Som om kunststøtten er en slags kontanthjælp. Men det er ikke tilfældet. Kunststøtten skal ses som en løn, staten betaler kunstneren for at producere noget kunst til glæde eller provokation for os andre. Kunststøtten er således med til at gøre kunstneren mindre afhængig af hvor meget han sælger, altså af markedskræfterne. De følger, den nye ordning hidtil har haft, viser – som Søndagsavisen var så venlig at skrive – at dette skattefradrag til kapitalisterne ikke fører til større salg af kunst, når kapitalismen er i krise.

Fremmer skattefradraget kunsten?

Følgerne af dette skattefradrag er, at kunstnerne i høj grad bliver nødt til at tilpasse deres kunst, for at en direktør skal gide at købe deres kunst. Dette vil klart begrænse muligheder for kunstneriske eksperimenter. Kapitalister køber hovedsageligt kunst for at få skattefradrag. Ikke fordi de har interesse for kunst. Endvidere er meget af den moderne kunst, f.eks. installationskunst, ikke rigtig salgbar, da den meget tit er skabt og bundet til et bestemt rum og tit fylder meget. Og kunstnere med en progressiv holdning får det ikke nemmere, da kapitalister nok ikke har en større interesse for deres værker. Markedskræfterne skaber således ensretning inden for kunsten. Man kan ikke, som Kulturministeriet gør, benytte øget salg af værker til at måle, om det er en god kulturpolitik, man fører.

En af kunstens formål er at gøre folks liv rigere. Og det gøres ikke særlig godt ved at fremme en lille gruppe kapitalisters muligheder for at hverve sig kunsten. En mulighed som alle andre ikke får del i. Og når der er krise, gider kapitalisterne ikke rigtig at købe kunst alligevel. Dette viser, at markedskræfterne ikke er egnet til at føre kulturpolitik efter for almindelige mennesker. Skal der føres en kulturpolitik for almindelige mennesker, må man bryde med markedskræfterne og opbygge socialisme.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.