laborantDen perfekte storm har længe været under opsejling. Kombinationen af den private sektors profitmageri, hensynsløse produktionsmetoder, ødelæggelsen af miljøet og en mangel på investering i medicinsk forskning har gjort globale pandemier mere almindelige, samtidig med det har undermineret vores evne til at håndtere dem. Ikke nok med at kapitalismen gav anledning til denne usynlige og dødelige fjende - det er den største hindring i vores kamp mod den.

Mens COVID-19 på globalt plan har overrasket verdens ledere, var det en ulykke, der blot ventede på at indtræffe. Ligesom at det økonomiske og sociale kaos som pandemien har bragt med sig var noget der havde været under opsejling forinden, så har kapitalismen også for længst redt op til en offentlig sundhedskatastrofe af det omfang som vi i disse dage er vidne til.

“Vil du have en vaccine, så vis mig pengene!”

Kapitalismens apologeter prædiker om det frie markeds overlegenhed over økonomisk planlægning. Men lægemiddelproduktion samt forskning og udvikling (research and development) er fuldstændig hæmmet af markedskræfterne. I de sidste to årtier har der været en række globale virusudbrud, som har kostet tusinder af mennesker livet (Sars-CoV-1, Mers, Zika, Ebola etc.) I skrivende stund er der kun en vaccine på markedet - den mod Ebola.[1]

Coronavirussen er ikke en ukendt trussel. SARS er en del af coronavirus-familien. Den amerikanske regering har brugt mere end 600 millioner dollars på at forske i coronavirus i de sidste 20 år [2]. Imidlertid slæber forskere dog efter fra start. Jason Schwartz, professor ved Yale School of Public Health, fortalte til The Atlantic tidligere på måneden: “Havde vi ikke afviklet forskningsprogrammet, der beskæftigede sig med SARS-vaccinen [i 2004], ville vi have haft et langt mere udviklet grundarbejde nu, som vi kunne anvende mod denne nye, nært beslægtede virus. ”[3]. Den forretningsmodel, der er grundlaget for profitsøgende medicinal forskning og udvikling, er en model med høje udgifter og høje indtjeninger, og kan ikke så let anvendes til aktive pandemier, fordi markedet ophører med at eksistere, så snart krisen løjer af, hvilket betyder, at finansieringen trækkes tilbage og forskningen lægges på hylden.

Det blev dog for nylig annonceret, at det amerikanske nationale institut for allergi og infektionssygdomme (NIAID) havde fundet den første kandidat til en vaccine mod COVID-19. [5] Vaccinen er produceret af NIAID i partnerskab med firmaet Moderna og er baseret på forskning fra diverse universiteter i USA, Storbritannien og Australien. [6] Godkendelsesprocessen er blevet hastebehandlet, så forsøg kan starte op allerede i næste måned. Alligevel kan vi forvente, at masseproduktionen af en sådan vaccine først kan ske om et års tid, hvilket betyder, at pandemien formentlig er ved at dø ud af sig selv og potentielt kan have taget millioner af liv med sig. Og selv da vil NIAID have brug for en anden stor medicinalvirksomhed til at fremstille vaccinen. Det skyldes, at store medicinalvirksomheder som Pfizer og Novartis holder en stor andel af råmaterialerne i deres jerngreb og har konsolideret patenter på fremstillingsprocessen af vacciner. Indtil videre har disse velhavende giganter vist minimal interesse for udviklingen af vaccinen.[8] Dette er til trods for at sekretæren for det amerikanske Helse- og omsorgsdepartement, Alex Azar, har udtalt, at enhver privat virksomhed kan få lov til at sætte en “rimelig” pris for deres produkt. “Vi har brug for, at den private sektor investerer”, lyder det. “Priskontrol kan ikke få os derhen”. [9] For millioner af mennesker ville en vaccine være en livline, men kapitalisterne vil ikke investere, med mindre der er profit at hente. Det fri marked overlader menneskeheden til sin skæbne.

Størstedelen af finansieringen til medicinal forskning og udvikling kommer fra den private sektor, som udgjorde 67% af de samlede 194.2 milliarder dollars, der blev investeret i den amerikanske sundhedssektor i 2018, sammenlignet med at 22% som blev finansieret af de føderale myndigheder og 8% af universitets- og forskningsinstitutioner.[10] Medicinalvirksomheder bruger de høje omkostninger, der er ved forskning og udvikling til at retfærdiggøre en at priserne på gamle og generiske medikamenter hæves i en sådan grad, at essentiel medicin, som f.eks. insulin, i USA kan koste 25 til 100 dollars pr. flaske.[11] I 2015 fremkaldte den administrerende direktør for Turing Pharmaceuticals, Martin Shkreli, en skandale ved at hæve prisen fra 13.50 til 750 dollars pr. pille på Daraprim (et præparat som bruges i behandlingen af AIDS-relaterede sygdomme).[12] Trods undskyldninger om at sådanne gevinster geninvesteres i medicinudvikling, er faktum, at størstedelen af nye lægemidler er produceret med statslige midler og tilskudsberettiget forskning, herunder udviklingen af den nye kandidatvaccine mod CoVid-19.[13] I stedet for at fremme af medicinal forskning og innovation bruger private medicinalvirksomheder for det meste deres økonomiske magt til at tilrane sig patenter på medicin udviklet med offentlige penge, sælge derivater af eksisterende lægemidler til oppustede priser og masseproducere livsstilslægemidler som Viagra. Ved at bruge denne praksis (og ved at drage fordel af liberaliseringer af de anti-monopollovgivninger der gennemførtes i 1990'erne) blev medicinalprodukter den hurtigst voksende og højst profiterende lovlige industri i verden ved årtusindskiftet med en indtjening på 1,2 billioner dollars alene i 2018.[15]

Når nemme penge så let strømmer ind har de private medicinalvirksomheder begrænset interesse i at udvikle nye vacciner på eget initiativ - især vacciner mod aktive epidemier. Måden vira lever og forplanter sig på er stadig et relativt ukendt område for videnskaben. En virus som Covid-19 kan hurtigt mutere og blive til nye arter. Det gør udviklingen af vacciner både svær, dyr og tidskrævende, samtidig med at et afkast aldrig kan garanteres. Trevor Jones, direktør for Foreningen for Britisk Farmaceutisk Industri (ABPI), påstår, at det koster 500 millioner dollars at forske i og udvikle et nyt lægemiddel, og at medicinalvirksomheder forventer, at denne investering er tjent ind indenfor de første tre til fem år på markedet.[16] Den sidste “blockbuster”-vaccine, som blev produceret i den private sektor, var Merck’s Gardasil, brugt mod HPV, som blev markedsført i 2006 efter en 20 år lang udviklingsproces.[17] For nylig kunne man i Forbes læse om industriens “innovationskrise”, hvor hovedmodsætningen blev skitseret: Sektorens profitrate er steget, men udviklingen i antallet af nye lægemidler og vacciner er faldende:

“Faldende produktivitet virker til at være et underligt problem i en industri, som genererer flere penge, end den kan bruge, som nyder godt af uendelig efterspørgsel og som har en monopolistisk magt over prissætning. Men pharma er ikke en ‘normal’ form for virksomhed. Hvert nyt lægemiddel, hvert nyt klinisk forsøg er et eksperiment. Udviklingen er i sagens natur uforudsigelig, hvilket reflekteres i succesraten som kun er 2%... [En] gennemgang af data, vedrørende svingninger i værdien af lægemidler og industriens indtægter mellem 1995 og 2014, viste ikke det forventede fald. Produktivitetsproblemet stammer ikke fra begrænsninger af muligheder, [men] fra stigende omkostninger” [18].

Kort sagt følger der med udviklingen af nye lægemidler for store risici og en for lille garanti for profit, hvilket betyder, at medicinalvirksomheder bruger deres ressourcer på mere lukrative felter - og det med succes. Ligeledes bruger den private medicinalindustri deres oligarkiske magt til at hæmme andres forsøg på at udvikle og fremstille ​​nye lægemidler, inklusiv statens. Resultatet er, at mens kapitalisterne skovler penge ind, har markedet efterladt os dårligt rustet til at tackle kriser som udbruddet af COVID-19.

Modsætninger og krise

Mens den private sektor slæber på fødderne, har der været en række forsøg på at opbygge den statsstyrede forskning og udvikling. Men selv om statslig forskning har oplevet øget finansiering i de avancerede kapitalistiske lande i de senere år, udgør det endnu kun omkring 5% af de samlede udgifter i USA. Derimod udgør militære udgifter 54%.[19] Og det farmaceutiske oligarkis enorme magt betyder, at det kan bøje statens styrelser til dets vilje, hvis de er i konflikt med den økonomiske bundlinje. Staten dikterer ikke kapital, men omvendt.

Sidste gang den amerikanske regering godkendte et nationalt vaccinationsprogram, var det imod svineinfluenza i 1976. Fire medicinalfirmaer (Merck’s Sharp & Dohme, Merrell, Wyeth og Parke-Davis) nægtede at sælge regeringen de 100 millioner vaccinedoser, som de havde fremstillet, med mindre de fik fuld hæftelse for økonomisk erstatning og en garanteret fortjeneste [20]. Og kort før COVID-19-udbruddet rejste Koalitionen for Udvikling af Epidemi-Forberedelser (CEPI) 750 milliarder dollars for at fremskynde udviklingen af ​​vacciner til behandling af nye epidemier med støtte fra lande som Japan, Tyskland, Canada osv. Men de private medicinalfirmaer i CEPI's videnskabelige rådgivende udvalg (herunder Johnson & Johnson, Pfizer og Takeda) tvang organisationen til at trække i land på princippet om, at “alle lande ville have lige og overkommelig adgang til CEPI-finansierede vacciner”. På den måde sikrede kapitalisterne, at de stadig ville være i stand til at skabe en solid fortjeneste på enhver vaccine, der blev udviklet gennem denne fond på alle udenlandske markeder.

To af de største forhindringer for fremskridt inden for medicinal forskning er også de to største forhindringer for udviklingen af ​​det kapitalistiske samfund generelt, nemlig nationalstaten og privat ejendom. Stigningen i protektionistiske tendenser på verdensplan påvirker også markedet for medicin, hvor nationer hemmeligholder resultaterne af deres seneste medicinalforskning - både den statsfinansierede og den private. Under COVID-19-krisen er disse tendenser accelereret. Verdens ledere slår sig ned bag egne grænser og nægter at dele vigtige ressourcer der kan være med til at bekæmpe pandemien. Den serbiske præsident misbilligende for nyligt det “eventyr”, der er europæisk solidaritet, efter en betragtning om at EU-lovgivningen forhindrer, at læger og vigtige medicinske forsyninger kan rejse over grænsen til lande uden for Schengen. Derefter annoncerede han, at Serbiens grænse var lukket for ”udlændinge”. [22] I sandhed er solidariteten mellem Schengen-landene også brudt sammen, da Tyskland til at begynde med forbød eksport af de ansigtsmasker, som der var desperat brug for i lande som Italien. [23] 21 af de 26 Schengen-lande har nu lukket deres grænser, og det udgør en eksistentiel trussel mod EU. Galskaben er et produkt af et senilt system, der er i indbyrdes strid i stedet for at samles som en enhed, i netop den tid, hvor der er allerstørst behov for det. Vira kender ingen grænser, og manglen på international koordination hæmmer vores evne til at reagere over for pandemier.

Studerende ved Sheffield Universitet sekventerede for nylig hele genomer af coronavirus fra britiske patienter og planlægger at gøre deres forskning offentligt tilgængelig. [24] Dette er en bemærkelsesværdig præstation, der udspringer af statsstøttet forskning. Imidlertid er der nu et kapløb om at udvikle en vaccine baseret på denne forskning, og forskellige regeringer prøver alle at at sikre eksklusivitet. Den første til at kaste sig som et rovdyr mod byttet var den amerikanske præsident Donald Trump, der fulgte hans 'America First' maxime ved at tilbyde det tyske biofarmaceutiske virksomhed CureVac “store summer penge” for at få eksklusive rettigheder til en COVID-19-vaccine og antivirale midler.[25] Den tyske regering har tilsyneladende svaret med et modtilbud. Noget som potentielt kan udløse en budkrig, der vil tvinge millioner af mennesker og statslige sundhedssystemer til at købe vacciner til priser, der fastsættes af vinderen.

Under en global planøkonomi kunne alle verdens ressourcer puljes sammen omkring udvikling af en effektiv behandling og vaccine mod COVID-19. Men dette forhindres af kapitalisternes modstridende interesser. Forsøgene på at overkomme antagonismen, indenfor kapitalismens rammer, har ikke haft megen succes. Eksempelvis driver WHO, Pandemic Influenza Preparedness (PIP) Framework, hvilket faciliterer en deling af medicinske forskningsresultater mellem verdens nationer. Men PIP gælder kun for influenza, mens andre smitsomme sygdomme med pandemisk potentiale ikke er inkluderet grundet det massive pres fra både medicinalindustrien og nationalstater.[26] WHO er i sandhed kun en skygge af organisationens ædle målsætninger. WHO’s bevilling har Trump-administrationen skåret ned til det halve, der er vedblivende rygter om korruption, og organisationen er blevet afløst af Verdensbankens som den største finansieringsgiver til offentlig sundhed på globalt plan. [27] Lignende organisationer som Center for Sygdomskontrol- og forebyggelse (CDC) har også set deres budgetter skåret markant i de seneste år. Begge er ofre for den protektionistiske tendens vi ser på verdensmarkederne[28].

Ydermere har den private medicinalindustri betragtet deres produkter som værende privat ejendom (uagtet om de selv har udviklet dem eller blot har opkøbt patenter). De har værdi kun i kraft af deres markedspotentiale, og ikke af deres evne til kurere mennesker. For nylig truede en privat virksomhed med at retsforfølge to frivillige som lavede 3D-printede ventiler, som kunne bruges i ventilatorer, og som solgte dem for én dollar, sammenlignet med den typiske markedspris på 11.000 dollars.[29] Denne form for påholdenhed er at finde overalt på det internationale pharma-marked. Et eksempel er den internationale patentaftale fra 1994 (TRIPS), der garanterer beskyttelse af intellektuel ejendom for alle virksomheder, inklusiv farmaceutiske virksomheder, når de sælger deres produkter i ethvert WTO-land. Det viser sig problematisk i fattige lande, hvor livsnødvendige lægemidler er de private virksomheders intellektuelle ejendom, hvis eksorbitante priser på disse markeder er alt for høje, og som blokerer ethvert forsøg på at producere billigere derivater indenrigs. Som respons på dette problem blev det, der kendes som Doha-erklæringen vedrørende TRIPS-aftalen og Folkesundheden underskrevet i 2001, efter initiativ fra WHO. Med enighed fra alle WTOs medlemsstater blev det hævdet, at offentlig sundhed altid skulle have forrang frem for håndhævelsen af ​​intellektuel ejendomsret. Men ifølge en rapport fra Oxfam i 2019 har “rige lande og medicinalvirksomheder ignoreret Doha-erklæringen og tilstræbt en aggressiv dagsorden, der udsætter udviklingslandene for endnu strengere beskyttelse af intellektuel ejendom gennem frihandelsaftaler og unilateralt pres”.[30] Kort sagt vil de mest magtfulde nationer altid knuse de svage, og den private ejendomsret vil altid trumfe menneskelige behov.

En nylig udtalelse fra den britiske regering afslører på utilsigtet vis det frie markeds fallit, når det kommer til at forbedre situationen under den nuværende pandemi. Den konservative regering har forbudt “paralleleksport” af 80 typer medicin (inklusiv Aluvia, adrenalin og morfin) på grund af private virksomheders spekulation, der forsøgte at købe lægemidlerne billigt i Storbritannien for derefter at hamstre dem og sælge dem til en oppustet pris i udlandet. Der er indført forbud imod dette, ikke fordi det er fuldstændig uetisk, men fordi regeringen var bange for, at den ville ”forværre forsyningsproblemerne”.[31] Det har også vist sig, at det amerikanske virksomhed Rising Pharmaceuticals hævede prisen på klorokin (et antimalaria præparat, der testes mod COVID-19) den 23. januar, da omfanget af virusudbruddet for alvor viste sig i Kina. Prisen på lægemidlet steg med 97,86 % til 7,66 dollars for en pille på 250 mg og 19,88 dollars per 500 mg pille. Selvom PR-tilbageslaget førte til, at de hurtigt trak prisstigningen delvist tilbage til den 'normale' markedspris, har Rising tidligere modtaget bøder for prisfiksering, og det er tydeligt, at de havde til hensigt at udnytte millioner af menneskers lidelse i et forsøg på at score kassen[32]. Det bliver ikke sidste gang, et selskab forsøger at lave hurtige penge på coronavirus-pandemien.

I kontrast ser vi, at Cuba har produceret og distribueret Interferon alfa 2b, som i 1986 blev udviklet af det statsejede BioCubaFarma i samarbejde med Kina. Dette lægemiddel, som kan standse nogle af symptomerne forårsaget af coronavirussen, er i Kina blevet testet på 1500 patienter med coronavirus og har haft positive resultater. Cuba har sendt store mængder Interferon til de værst ramte lande som Italien. Desuden er et hold af cubanske læger rejst til en række lande for at hjælpe med at bekæmpe udbruddene.[33] Det er et klart bevis på planøkonomiens overlegenhed, at en lille caribisk ø kan producere effektiv behandling mod en sygdom, der volder enorme problemer for nogle af verdens største kapitalistiske nationer og samtidig frit kan sende medicinske ressourcer til mennesker i nød. Ligeledes har profitdrevne medicinalvirksomheder droppet at forske i komplekse sygdomme såsom Alzheimers grundet manglende afkast, alt imens Cubas statslige medicinske forskning har fremlagt spændende gennembrud, når det kommer til behandling af både Alzheimers og HIV[34]. Det siger sig selv, at handelsembargoerne som USA har pålagt Cuba udgør en hindring for, at ​​disse potentielt livreddende lægemidler når ud til de mennesker, der har brug for dem, og at der vil være konsekvenser for de af USA’s handelspartnere, som alligevel skulle acceptere dem.

Begrænsningerne i det kapitalistiske system betyder, at medicinsk forskning og udvikling når det gælder vacciner mod alvorlige, livstruende sygdomme stort set har været stagneret siden 1960'erne. Menneskeheden bliver mere og mere sårbar over for globale epidemier (af grunde som jeg vil forklare), mens vores redskaber til at kæmpe imod dem går af brug. Medicinalindustrien privatiserer de profitter, der er at hente i den her essentielle sektor, mens de socialiserer risiciene, og de kapitalistiske regeringer faciliterer dem i at gøre det. En forsker i smitsomme sygdomme, der for nyligt blev interviewet af The New York Times, udtalte: “Hvad betyder mest for medicinalvirksomhederne? At beholde forretningshemmeligheder og at hæve bundlinjen eller at tage en ledende rolle i at stoppe COVID-19-udbruddet?”[35]. Svaret er soleklart. En krise, som den nuværende pandemi, er det bedste argument for demokratisk kontrol over disse uproduktive, parasitiske virksomheder, for derved at kunne gøre brug af deres enorme ressourcer til almen nytte.

De fattigste lider mest

Indtil nu har COVID-19 kun netop ramt de mindre udviklede lande. De første tilfælde er for nyligt blevet rapporteret i Somalia og Tanzania[36]. Et andet tilfælde er blevet rapporteret i Gazastriben[37]. Virussen vil uden tvivl sprede sig, og når den gør det, vil resultaterne være katastrofale. Hvordan kan et land som Somalia, som knapt har en fungerende regering og hvis bolig- og sanitære forhold er i en elendig tilstand, kunne overholde retningslinjer om social distancering eller kunne dække tabte lønindtægter? Hvordan vil sundhedssektorens infrastruktur håndtere tusinder af smittede patienter? Og foruden disse fattigste lande, hvad sker der når de tusinder af flygtninge fra mellemøsten, der i øjeblikket lever i telte i europæiske flygtningelejre, bliver smittet? Svaret er selvsagt. Der kommer ikke til at være nogen inddæmning af smitten og ej heller en samlet indsats til behandling og forebyggelse. Folk vil blive efterladt til at tage vare på sig selv. En sådan situationen er præcis den samme som hvad man normalt kan forvente, når det kommer til sygdomsforebyggelse i udviklingslande.

Mindre end 10% af den globale sundhedsforskning dedikeres til sygdomme, der rammer de 90% fattigste i verden[38]. Dødelige sygdomme som HIV/AIDS eller tuberkulose er udbredt i fattige lande. Negligerede tropiske sygdomme fører til 500.000 dødsfald i udviklingslandene hvert eneste år. Hvis private medicinalvirksomheder kun i ringe grad ser et økonomisk incitament til udvikling af lægemidler til brug i de avancerede kapitalistiske lande, så ser de slet ikke noget, når det kommer til de fattigste lande. Dr. Harvey Bale Jr., leder af Den Internationale Føderation af Farmaceutiske Producenter, hævdede, at der ikke var “noget nævneværdigt marked i den fattige verden”.[40] Dr. Bernard Pécoul fra Médecins Sans Frontières tilføjede, at bestræbelsen på profitskabelse "efterlader én med et fokus på 300-400 millioner mennesker i rige lande”.[41] Dette er et klart et eksempel på en industri, hvor produktion for profit er voldsomt skævvredet fra behov.

Eksempelvis, lykkedes det i slut 90’erne at sekventere tuberkuloses genom. TB forårsager udpræget lidelse i den fattigste del af verden. På trods af at WHO i 1998 organiserede et konference med det formål at skaffe opbakning fra de største medicinalvirksomheder til udvikling af en vaccine og behandlingsmetoder, var ingen af disse virksomheder villige til at indgå i projektet, der realistisk set ville give et afkast på mindre end 350 millioner dollars om året over en periode på fem år. Det ville have krævet en pris på 11 dollars pr. tablet pr. patient i de afrikanske lande syd for Sahara, der på det tidspunkt brugte mindre end 10 dollars pr. indbygger årligt på sundhed og sygdomsforebyggelse. Kort sagt nægtede de private medicinalvirksomheder at forpligte sig til at anvende deres ressourcer til at bekæmpe sygdom i nogle af verdens fattigste nationer, fordi det ikke var profitabelt. Projektet blev opgivet. Ud over manglende investeringer i forskning og udvikling har mange private firmaer afskrevet udviklingen af allerede eksisterende og livsnødvendige lægemidler til udviklingslandene, herunder fem behandlinger mod afrikansk sovesyge, aminosidin til behandling af den parasitiske sygdom leishmaniasis og endda poliovacciner.[42] I stedet for at avancere det menneskelige samfund i kampen mod disse sygdomme, trækker kapitalismen os bagud.

Internationale organisationer som WHO og G8 har forsøgt at skabe incitamenter for den private sektor til investering i den fattigste del af verden ved at oprettelse subsidier som benævnes “Advanced Market Commitments” (AMC), hvorigennem avancerede kapitalistiske lande når til enighed om at dække nogle af omkostningerne, til anskaffelse af vacciner til overkommelig priser, de steder hvor de er mest nødvendige.[43] Derudover, tilbyder det amerikanske Food and Drug Administration (FDA) garantier, der kan udveksles til “fast track”-undersøgelser af ethvert fremtidig produkt, til dem der udvikler lægemidler til behandling af forsømte sygdomme.[44] Men alle disse tiltag har fejlet i deres intentioner, enten fordi de ikke giver tilstrækkeligt incitament, eller fordi medicinalvirksomhederne har fundet måder at omgå systemet på og berige sig selv yderligere. For eksempel skete dette da Novartis, ved at anvende den førnævnte garanti fra FDA til produktion af anti-malaria medicinen Coartem, indkasserede en ekstra fortjeneste på 321 millioner dollars, blot ved at registrere deres produkt hos det amerikanske FDA, selvom medicinen allerede er bredt anvendt andre steder.[45]

Den eneste værdi private medicinalvirksomheder ser i udviklingslandene, er et forsøgsområde for deres kliniske studier, der udgør den absolut største udgift i udviklingen af medicin.[46] Denne omkostning kan mindskes ved at udnytte testpersoner i lande som Indien, hvor kliniske forsøg har skabt et marked, der stortrives. Og bedre endnu kan disse virksomheder ofte undgå bureaukratiske problemstillinger som etiske standarder og informeret samtykke ved at udføre forsøgene i lande, hvor reglerne er mindre skrappe, og desperate mennesker let kan forvandles til virksomheders forsøgsdyr.[47]

Nogle fattige lande har forsøgt at udligne stigende lægemiddelomkostninger ved at investere i egen medicinfremstilling og udvikle distributionskanaler på bekostning af en øget udlandsgæld. Dog er disse bestræbelser blevet forhindret af de Farmaceutiske Producenters Association (medicinalbranchens ledende arbejdsgiverorganisation), som mener, at disse tiltag repræsenterer en “krænkelse af deres rettigheder på det fri marked”.[48] Fra 2008 til 2018 har den Mellemstatslige Arbejdsgruppe for Offentlig Sundhed, Innovation og Intellektuel Ejendomsret (IGWG) forsøgt at imødekomme udviklingslandenes behov for et globalt system for forskning og udvikling, der bedre afspejler deres behov, men deres forslag er blevet fuldstændig ignoreret af både de imperialistiske lande og den private medicinalindustri. Situationen blev opsummeret i en fordømmende rapport fra Oxfam:

”Manglen på medicinsk innovation er et globalt problem, der kræver en betydelig forøgelse af ressourcer, der anvendes på en effektiv og koordineret måde. Det nuværende system, hvad angår forskning og udvikling, udnytter ikke den tilgængelige kapacitet eller de færdigheder og ressourcer, der er tilgængelige i alle lande. Bestræbelser på at forbedre forskning og udvikling i udviklingslandene er fragmenterede og uholdbare og vil med al sandsynlighed ikke føre ændringer i større skala med sig”.

Til trods for kritikken fra Oxfam og IGWG kan man ikke ændre kapitalismens regler ved at appellere til kapitalisternes bedre jeg. Hvis der ikke er et profitabelt marked, så investerer de ikke. De reformer, som er blevet foreslået, ville kræve et fundamentalt brud med det nuværende system. Naturligvis ville forskning i livsnødvendige behandlinger for de sygdomme der rammer udviklingslandene også have en positiv effekt på udviklingen af vacciner og behandlinger i de mere udviklede kapitalistiske lande. Men det markedsorienterede system har kun umiddelbar afkast for øje. Menneskeliv er håndører.

Sygdomme tjener også til at fastholde den fattige verden i fattigdom. HIV/AIDS krisen (hvis kilde var sygdomsoverførsel fra primater til mennesker på de illegale markeder for vildt kød, som en desperat befolkning tyede til på baggrund af massiv hungersnød) skar som en le gennem udviklingslandene i 80’erne og 90'erne. Op imod 121 millioner færre mennesker er i live i dag som konsekvens af denne pandemi.[49] I 1991 skønnede Verdensbanken at HIV/AIDS udgjorde mere end 4% af Tanzanias sundhedsbudget, 7% af Malawis, 9% af Rwandas, 10% af Burundis og hele 55% af Ugandas.[50] Ydermere er epidemier i de fattigste afrikanske og amerikanske nationer forværret på grund af påvirkningen fra krige og imperialistiske kup, hvilket har lammer disse nationers i forvejen sårbare infrastruktur i sundhedssektoren.[51] Verdensbankens nedgørende forsøg i 1970’erne på at “presse” fattige lande til at bruge flere penge på sygdomsforebyggelse og sundhed er nu afskåret, der nu presses til at betale massiv gæld af til institutioner som IMF.[52] Imperialismen har ruineret disse lande, ikke blot gennem kolonialisme, krig og udbytning, men også gennem sygdom. Og nu står de tilbage, mere eller mindre forsvarsløse mod katastrofer, såsom COVID-19-pandemien.

Miljødestruktion, intensivt landbrug og kilden til sygdom

Mens kilden til COVID-19 stadig er delvist ukendt, menes det at virussen er blevet overført fra dyr til menneske i slutningen af 2019 i Wuhan, hovedstaden i den kinesiske provins Hubei, og herfra har den spredt sig nationalt og internationalt hen over det kinesiske nytår.[53] Samme spredningsmønster sås ved SARS-udbruddet i 2003, der var resultatet af en smitte fra en muteret streng af coronavirussen på et dyremarked i Guangdong provinsen.[54] Begge udbrud var ikke ‘naturlige’ fænomener. Snarere var de en uundgåelig konsekvens af en grisk kapitalistisk produktionsmåde, der har gødet jorden for, at potentielt dødelige sygdomme kan trives blandt dyrebestande og spredes til mennesker.

Den stigende forekomst af pandemier i de senere år kan delvist forklares ved at se på kapitalismens smadring af miljøet. Siden 1940 har flere hundrede mikrobielle patogener, vist sig i nye territorier, herunder HIV og Ebola i Afrika, Zika i det amerikanske kontinent osv. Mere end to tredjedele af disse stammer fra vilde dyr og ikke fra husdyr.[55] Skovrydning gennem tømmerhugst, byudvidelse, vejkonstruktion og minedrift ødelægger de vilde arters levesteder og øger deres kontakt med menneskelige bosættelser, som skaber større risiko for at mikrober, som ikke er farlige for dyrene selv, overføres til mennesker. Sygdoms- og miljøforsker Thomas Gillespie udtalte til Scientific American: ”Jeg er på ingen måde overrasket over udbruddet af coronavirus. Størstedelen af ​​patogener [i vilde dyr] er endnu uopdagede. Vi er kun på toppen af isbjerget.”[56]

Eksempelvis stammede udbruddet af Ebola i 2017 fra en flagermusart, der var blevet tvunget til at slå sig ned i træer omkring gårde og i baghaver på grund af skovrydning. Disse dyr bliver bærere af dyr-til-menneske virusstrenge, der opstår på ved gentagen kontakt, og smitter derefter gennem bid, fæces eller fordi deres kød sælges som fødevarer på uofficielle “vådmarkeder”, hvor dyrearter som ellers aldrig ville møde hinanden er buret inde side om side. Markederne er en essentiel fødevarekilde for fattige i Asien og Afrika, men de er også, ifølge Gillespie, “den perfekte storm når det kommer til krydskontaminering af patogener mellem forskellige arter. Når ny kontakt mellem en række arter sker på et og samme sted, hvad enten det er i et naturligt miljø som f.eks en skov eller i et menneskeskabt miljø såsom vådmarkederne, vil der naturligvis være en hændelse, hvor spredning forekommer”.[58] Netop dette resulterede i den muterede coronavirus, som skabte SARS-epidemien og muligvis også COVID-19.[59] En hypotese er, at virussen blev overført fra en flagermus eller et skældyr på et marked med levende dyr til dets første offer - en 55-årig mand.[60]

Imidlertid er dette kun et af scenarierne, hvor farlige patogener kan udspringe fra dyr. I den industrielle fødevareproduktion står hundredetusinder dyr side om side under trange forhold, hvilket skaber et ideelt miljø for, at mikrober kan udvikle sig til dødelige patogener. Fugleinfluenza kom eksempelvis fra vilde vandfugle. Men da influenzaen nåede det industrielle landbrug, hærgede det bestanden af kyllinger, alt imens den muterede hurtigt og blev mere virulent. Det resulterede i fremkomsten af den frygtede H5N1-streng af fugleinfluenzaen, som kan smitte og dræbe mennesker.[61] Dertil har forsøg på at maksimere produktionen af specifikke animalske produkter resulteret i en voldsom fremvækst af monokulturelt dyrebrug, hvor kun en type dyr opdrættes. Det skaber ideelle livsbetingelser for udvikling af farlige vira.[62] Svineinfluenzaen stammer fra monokulturelt dyrebrug og det på trods af svineindustriens forsøg på lobbyarbejde mod WHO for at få omdøbt influenzaen til dens videnskabelige navn, H1N1, med en intention om at få fokus væk fra virussens oprindelse.[63] Nogle forskere har fremsat hypoteser om, at monokulturel svineproduktion endda kan være kilden til den nye coronavirus.[64]

Disse problematikker har påvirket det industrielle dyre- og landbrug i alle avancerede kapitalistiske lande, og den animalske fødevareproduktion i Europa og USA har fungeret som yngleplads for både H5N2- og H4Nx-influenzaerne, der i begge tilfælde blev neddysset af de amerikanske sundhedsmyndigheder.[65] Imidlertid er det ikke et tilfælde at en række af de alvorlige epidemier, vi har set de sidste år, stammer fra Kina. Også her skyldes det den kapitalistiske produktionsmåde.

Den hurtige udvikling af Kinas økonomi på et kapitalistisk grundlag har lagt fundamentet for et epidemiologisk korthus i landet. Rob Wallace's bog, Big Farms Make Big Flu: Dispatches on Influenza, undersøger forekomsten af fugleinfluenza i Kina. Han forklarer, hvordan landet i 1980'erne og 90'erne moderniserede og konsoliderede landbruget i provinser som Guangdong, hvor det første H5N1-tilfælde blev opdaget i 1997. Udenlandske virksomheder som Charoen Pokphand (CP) blev opfordret til at oprette virksomhed i Guangdong, hvorved man påbegyndte lodret integrerede operationer, hvor dyrene, deres foder- og forarbejdningsanlæg alle blev leveret af det samme firma. Det resulterede i en eksplosion i den årlige produktion af ænder og kyllinger. Intensive landbrugsteknikker, a la de amerikanske, blev introduceret (med endnu mindre regulering) for at imødekomme markedets efterspørgsel og maksimere overskuddet, og den den massive konkurrence knuste produktionen i landdistrikter og bondesamfund, hvilket førte til en massiv migration fra landet til de nye produktionsprovinser.[66] Det skabte tæt forbindelse mellem enorme monokulturer af fjerkræ og en tætpakket befolkning. Hubei er den provins i Kina med den sjette største fjerkræproduktion og har en befolkning på 58,5 millioner mennesker.[67] Uanset hvor COVID-19 stammer fra, har Hubei altid været en tikkende bombe for fremkomsten af en ny sygdom.

Industrielle dyrebrugsgiganter som CP (der nu producerer 600 millioner af de 2,2 milliarder kyllinger, der årligt sælges i Kina) omsætter deres enorme økonomiske magt til politisk magt i Asien, som viser sig at være brugbar, når deres handlinger forårsager pandemier. Eksempelvis var CP en af hovedstøtterne til telekommunikations-magnaten Thaksin Shinawatra, Thailands premierminister, da fugleinfluenzaen for første gang brød ud i landet - en mand, hvis løfte om at at drive landet “som en virksomhed”, udmøntede sig i massive angreb på arbejderrettigheder og en aggressiv liberalisering af den thailandske økonomi.[68] Da udbruddet ramte Thailand, spillede Shinawatra en aktiv rolle i at blokere de tiltag, der skulle inddæmme spredningen af fugleinfluenza. Ovenikøbet intensiverede fjerkræindustrien deres produktion i perioden, og en fagforeningsrepræsentant kunne meddele, at der på en enkelt fabrik blev produceret mellem 90.000 og 130.000 fjerkræ, på trods af at dyrene tydeligvis var syge.[69] Shinawatra og hans ministre gik endda på TV og spiste kylling for at vise deres tillid til industrien, selvom de bag kulisserne samarbejdede med CP og andre store dyrebrugsvirksomheder, og faciliterede at industrien betalte deres kontraktarbejdere for at holde nyheden om de smitsomme fjerkræ skjult for offentligheden. Til gengæld sikrede regeringen i al hemmelighed, at industriens baroner fik vacciner, mens de fattige landmænd blev ført bag lyset og derved risikerede både deres eget og dyrenes helbred.[70] Da Japan forbød import af fjerkræ fra Kina under krisen, overtog CP’s thailandske fabrikker hurtigt denne produktion, hvilket resulterede i, at virksomheden blot profiterede yderligere på en epidemi, som de i høj grad selv havde forårsaget.[71]

En anden langsigtet trussel, der skyldes intensivt landbrug, er kultiveringen af antibiotikaresistente mikrober. Kort efter at opdagelsen af ​​antibiotika revolutionerede den medicinske videnskab, kunne det også konstateres, at landbrugsdyr, der næppe er billige at opretholde, levede længere, når de fik antibiotika. Desværre kan det også konstateres, at landbrugsdyr, der får behandling med antibiotika, skaber et dobbelt så stort globalt selektivt pres på bestande af bakterier i deres udvikling mod at blive resistente. Dette forværrer et allerede eksisterende og ekstremt seriøst problem for folkesundheden.[72]

Kort sagt har det enorme pres, som kapitalistisk produktion har pålagt dyr og miljø, bidraget til et enormt farligt scenarie, hvor menneskelige overførbare patogener udvikler sig og spreder sig i et accelereret tempo. Det minder om Friedrich Engels betragtninger om økonomisk vækst og miljøkriser. Han skrev i Naturens Dialektik:

“Lad os imidlertid ikke smigre os for meget med vore menneskelige sejre over naturen. Den hævner sig på os for hver sådan sejr. Enhver af dem har ganske vist i første omgang de følger, vi har regnet med, men i anden og tredje omgang har den ganske andre, uforudsete virkninger, som kun alt for ofte igen ophæver de første følger”. [73]

Denne anskuelse kan næppe blive mere sand, end når vi ser på de patogener, der stammer fra industrielt dyrebrug. Når det så er sagt, er ingen af de problemer, som her er blevet skitseret endemisk for en effektiv fødevareproduktion. Alle stammer de fra intensive landbrugsteknikker, som frem for alt er designet til at maksimere profit, og som er grusomme over for de dyr, vi spiser, samt potentielt katastrofale for folkesundheden. Der er ingen grund til, at generiske monokulturer af dyr, proppet med antibiotika, skal være stuvet sammen i grusomme fabrikker, der skaber grobund for sygdomme. Under en rationel planlagt økonomi kunne alle disse processer gøres så effektive, humane og så sikre som muligt, uden at skulle tilfredsstille kapitalisternes bæger efter profit.

Udbrud er uundgåelige, men pandemier kan forhindres

I 1994 skrev den Pulitzer-vindende journalist Laurie Garrett The Coming Plague: Newly Emerging Diseases in a World Out of Balance. Den blev efterfulgt af Betrayal of Trust: The Collapse of Global Public Health i 2001. I bøgerne forklarede hun at ”menneskelige forstyrrelser af det globale miljø, kombineret med adfærd, hvor mikrober let spredes mellem mennesker og fra dyr til mennesker, med garanti ville udmønte sig i en stigning i epidemier globalt, og endda i en enorm pandemi. [Disse] udbrud ville blive hjulpet på vej af de mangelfulde og uegnede sundhedssystemer, af menneskelig adfærd og af den fuldstændige mangel på konsekvent politisk og økonomisk støtte til sygdomsforberedelse- og bekæmpelse overalt i verden”.[74] Garretts bøger er et rungende anklageskrift mod kapitalismen og dens tærende følger for folkesundheden, selvom forfatteren ikke selv udtrykker det med disse ord. I 2018 blev Garretts advarsler bekræftet i en rapport fra WHO’s Kommissionen for Global Forberedelse og Monitorering (GPMB), der advarede om, at “der er en meget reel trussel om en højest dødbringende pandemi med hurtig vækst fra et respiratorisk patogen, som kan dræbe 50 til 80 millioner mennesker og udradere næsten 5% af verdens økonomi”.[75]

Rapporten fortsætter:

“Mellem 2011 og 2018 har WHO sporet 1483 epidemiske tilfælde i 172 lande. Sygdomme med epidemiske tendenser som influenza, svært akut luftvejssyndrom (SARS), mellemøstligt luftvejssyndrom (MERS), ebola, zika, pest, gul feber og andre, er forløbere for en ny æra med potentielt hurtigt spredende og intensive udbrud , som bliver hyppigere og i tiltagende grad sværere at håndtere. [...] Ethvert land uden et basal, primær sundhedspleje (PHC), offentlige sundhedsydelser, ordentlig infrastruktur i sundhedssektoren, samt effektive mekanismer til at kontrollere smitte, står overfor de største tab, inklusiv død, fordrivelse og økonomisk ruin.” [76]

Med andre ord er den nuværende COVID-19-krise en del af en ny æra, hvor pandemier bliver mere almindelige, baseret på de grunde jeg har beskrevet. Verden er ikke tilstrækkelig forberedt på dem, og de fattigste lande vil lide mest. Udover fremkomsten af ​​nye patogener er der andre trusler forude, herunder antibiotikaresistente mikrobe-stammer som streptokokker og stafylokokker, dyrket på hospitaler i de avancerede kapitalistiske lande på grund af en for stor afhængighed af de typer antibiotika, der blev udviklet i efterkrigsperioden.[77] Sygdomme fra det nittende og tyvende århundrede, som tuberkulose, vender nu tilbage i stort omfang og rammer fattige områder såsom Harlem i New York, hvor de udvikler antibiotikaresistens.[78] I 1990’erne forudsagde en prognose fra The University of California, at verden i 2070 ville have udtømt alle antimikrobielle lægemidler, da vira, bakterier, parasitter og svampe ville have udviklet fuldstændig resistens over for det menneskelige farmaceutiske arsenal.[79] Dette apokalyptiske scenarie ville kunne undgås, hvis der blev investeret mere i forskning og udvikling af vacciner og alternative behandlingsmetoder. Men som beskrevet, er det ikke en profitabel vej for de store medicinalvirksomheder.

Den førnævnte GPMB-rapport (hvis løsninger begrænsede sig til at forsøge at påvirke regeringer og private virksomheder i håb om et mere effektivt samarbejde med hensyn til finansiering og forskning) blev mødt med skepsis fra Garrett, som tvivlede på om nogle, af disse forslag ville have en effekt. Hun skrev: “Uden at ville negligere GPMB's indsats, må jeg desværre sige, at hovedbudskabet er blevet italesat med store bogstaver mange gange før, uden at have haft mærkbar indflydelse på hverken tonedøve politiske ledere, firmaer i finansverdenen eller multinationale institutioner. Der er ingen grund til at tro, at det vil være anderledes denne gang”.[80]

Sandeligt er det usandsynligt, at situationen vil blive bedre indenfor kapitalismens rammer. Disse sygdomme er et produkt af systemet selv, og livsmønstrene i det moderne kapitalistiske samfund skaber ideelle betingelser for spredningen af dem. Urbaniseringen har koncentreret størstedelen af klodens otte milliarder mennesker i tætpakkede befolkninger, hvor sygdomme kan få frit spil. Den enorme stigning i mennesker og varers rejse på tværs af kloden (faciliteret af moderne transport, men forværret af krig og klimaændringer) skaber levedygtige kanaler for mikrobers raseren, verden over. Det tog kun et par dage, før COVID-19 havde spredt sig fra den ene ende af jorden til den anden. Et sådant globalt problem kræver en international løsning, men som beskrevet, forhindrer antagonismer mellem forskellige kapitalistiske nationer, de store medicinalvirksomheder, den private ejendomsret og en profitdrevet produktionsmåde netop den koordinerede handling, der er nødvendig for at bekæmpe pandemier.

Kapitalismens opsving i efterkrigstiden skabte et grundlag for en enorm optimisme for fremskridt i offentlig sundhed. Forbedringer af boliger og hygiejne og opdagelsen af antibiotika betød at levealderen steg voldsomt. [81] I Storbritannien vendte arbejderklassen sejrende hjem fra krig med krav om reformer, heriblandt det nationale sundhedsvæsen, NHS, der gratis tilbyder fri og højtudviklet sundhedssikring. Poliovaccinen, opfundet af Dr. Jonas Salk, reducerede antallet af sygdomstilfælde i Vesteuropa og USA kraftigt fra 76.000 smittede i 1955 til 1000 i 1967.[82] I 1978 afholdte WHO et møde for sundhedsministre fra over 130 lande i Alma-Ata i Sovjetunionen, hvor de udgav Alma-Ata-erklæringen, der forlangte “at alle mennesker på jorden inden år 2000 skulle have et sundhedsniveau der gjorde dem i stand til at leve et socialt og økonomisk produktivt liv”, hvor sundhed blev defineret som “en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og social trivsel, ikke blot fraværet af sygdomme og svagelighed” og som “en fundamental menneskeret”.[83] Men i dag er dette langt fra en menneskeret og tilgængelige og ordentlige sundhedsydelser, der er økonomisk overkommelige, er udelukket for millioner af mennesker. I mellemtiden har mange års underinvestering og privatiseringer medført et næsten fuldstændigt ophør i medicinske forsknings fremgang og har begrænset efterkrigstidens demokratiske vindinger markant. Den herskende klasse har reageret på den nuværende krise med en malthusiansk kynisme, som er den britiske kolonisator Charles Trevelyan værdig, idet man åbent overvejer de ”positive økonomiske effekter” ved at COVID-19 dræber de ”ikke-produktive” lag i samfundet.[84]

De offentlige sundhedssystemer har betalt en dyr pris i perioden siden krisen i 2008 og konsekvenserne ved de massive nedskæringer afsløres nu for alvor ved udbruddet af COVID-19.[85] Overalt gør mangel på (privatfremstillede) testkits det umuligt at indsamle nøjagtige data omkring omfanget af pandemien. Basale ting som senge er en mangelvare, og pensionerede sygehusansatte bliver kaldt tilbage på arbejdet. Lande som Storbritannien nedtonede risikoen ved virussen, inden de foretog en gigantisk u-vending i slutningen af marts. Den tidligere snak om blot at “afhjælpe” og at “flade kurven ud”, i stedet for omfattende indelukning og karantæne, var dels for at undgå at forstyrre virksomheders drift, men også fordi sundhedsvæsenet ikke kan overkomme den byrde, som udbruddet vil føre med sig, når udsigterne viser, at det kan vare indtil 2021 og betyde at 8 millioner mennesker i Storbritannien må indlægges.[86] I Italien, som er et af de værst ramte lande, har vi nu set hvad decentralisering og 30 år med massive nedskæringer har betydet, idet sundhedssystemet mangler alt fra respiratorer til senge og endda masker og desinfektionsudstyr.[87] De overfyldte italienske hospitaler har ikke andet valg end at udvælge, hvem der skal leve, og hvem der skal dø, baseret på alder. Sygehusansatte er massivt overbelastede, og der har været billeder at italienske sygeplejersker, der besvimer af udmattelse, hvilket vidner om alvorligheden af denne frygtelige situation.[88] Ydermere har forretningsledere i det ene land efter det andet nægtet at iværksætte de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger eller sænke produktionen, indtil de blev tvunget til det af strejkende arbejdere. Selv når de borgerlige regeringer har accepteret at give store tilskud til lønninger og overtage driften af visse sektorer i et forsøg på at redde det kapitalistiske system, vil arbejderklassen nødvendigvis være dem, som kommer til at betale regningen i sidste ende. Kapitalismen har ikke kun gjort nye udbrud af pandemier mere sandsynlige, men har også udsultet offentlige sygehusvæsener til et punkt, hvor det er umuligt for dem at håndtere dem.

Som epidemiolog Larry Brilliant, som var i frontlinjen i kampen mod kopper, sagde: “Udbrud er uundgåelige, men pandemier kan forhindres”.[89] Intet af det er nødt til at ske. Med en planøkonomi ville al menneskehedens opfindsomhed være rettet mod at udvikle vacciner mod de største dødelige sygdomme. Programmer, der kunne sikre masseimmunitet, ville derefter kunne gennemføres i alle lande - og herved udrydde sygdomme som Ebola, på samme måde som vi udryddede kopper. Klimakrisen og de intensive landbrugsteknikker, der i øjeblikket fungerer som en af kilderne til patogener, kunne erstattes af en produktion, der er planlagt i harmoni med naturen, og som prioriterer menneskers og dyrs velfærd frem for profit. Ethvert nyt viralt udbrud kunne mødes med et forenet, globalt svar, der forhindrer, at det når til pandemiske niveauer. Al forskning og alle ressourcer til behandling af smittede kunne deles og udnyttes efter behov. I stedet for at betale de private medicinalvirksomheder, ville disse virksomheder eksproprieres og styres på demokratisk basis for at producere de nødvendige vacciner og antigener. I stedet for at spilde millioner af offentlige midler på at leje hospitalssenge fra det private hospitalsvæsen, kunne disse rekvireres. Test- og karantænefaciliteter kunne bygges som et led i at håndtere katastrofen, og i stedet for at rivaliserende kapitalistiske lande skulle kæmpe for at hamstre ressourcer - samtidig med at skulle sikre virksomheders rentabilitet på bekostning af de offentlige sundhedssystemer - kunne forenede socialistiske lande i samlet front bekæmpe epidemier. Ikke-essentiel produktion kunne lukkes ned og social afstand kunne implementeres efter behov,uden at det skulle have en indflydelse på arbejderes løn. Logistisktiske foranstaltinger kunne implemeteres så basale nødvendigheder var tilgængelige, og ingen følte behovet for at hamstre.

Moderne medicin er et billede på menneskehedens fænomenale sejr over naturen. I de avancerede kapitalistiske lande har det betydet en fordobling i levealderen og en tydelig forbedring af livskvalitet. Ethvert moderne samfund, som ikke kan garantere dets befolkning et godt helbred og beskyttelse mod pandemier, der kan forebygges, kan ikke betragtes som civiliserede. Mens kapitalisterne og deres politiske håndlangere møder en offentlig sundhedskrise med skuldertræk og informerer befolkningen om at “jeres elskede vil dø”,[90] vil et socialistisk samfund udruste menneskeheden med de nødvendige våben til at kunne bekæmpe sygdomme. De kapitalistiske regeringers følelseskolde og amatøragtige reaktioner på COVID-19-pandemien og de efterfølgende negative sociale konsekvenser, vil fremprovokere en enorm udvikling i almindelige menneskers bevidsthed. Der har allerede været spontane strejker i Italien, Spanien, Portugal, Frankrig, USA, Canada og andetsteds imod overordnedes forsøg på at tvinge arbejdere til at vælge mellem smitterisiko på arbejdspladsen eller at miste deres løn. Det er en varsel om, hvad der er i vente. Vi går ind i en ny epoke med dramatiske kampe mod et dødeligt sygt system.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Bliv en del af RS' facebook gruppe! klik her


[1]https://www.theguardian.com/commentisfree/2020/mar/04/market-coronavirus-vaccine-us-health-virus-pharmaceutical-business

[2]Ibid

[3]https://www.theatlantic.com/health/archive/2020/02/covid-vaccine/607000/

[4]https://www.researchgate.net/publication/321462556_Pharma's_broken_business_model_An_industry_on_the_brink_of_terminal_decline_Comment

[5]https://www.theguardian.com/commentisfree/2020/mar/04/market-coronavirus-vaccine-us-health-virus-pharmaceutical-business

[6]http://www.virology.ws/2020/03/11/sars-cov-2-the-vaccine-landscape/

[7]https://www.theguardian.com/commentisfree/2020/mar/04/market-coronavirus-vaccine-us-health-virus-pharmaceutical-business

[8]Ibid

[9]Ibid

[10]https://www.healthcarefinancenews.com/news/investment-medical-and-health-rd-not-keeping-needs-nation-report-finds

[11]Betrayal of Trust: The Collapse of Global Public Health, Laurie Garrett, 420

[12]https://www.washingtonpost.com/business/economy/turing-reneges-on-drug-price-cut-rivals-version-sells-well/2015/11/25/d2c22bd8-93cd-11e5-b5e4-279b4501e8a6_story.html

[13]https://foreignpolicy.com/2019/09/20/the-world-knows-an-apocalyptic-pandemic-is-coming/

[14]Ibid

[15]https://pharmaceuticalcommerce.com/business-and-finance/global-pharma-spending-will-hit-1-5-trillion-in-2023-says-iqvia/

[16]Garrett, 409.

[17]https://www.theguardian.com/commentisfree/2020/mar/04/market-coronavirus-vaccine-us-health-virus-pharmaceutical-business

[18]https://www.forbes.com/sites/stanfleming/2018/09/06/why-experts-cant-fix-pharmas-innovation-crisis-part-1-and-what-to-do-about-it-part-2/#7a34f86116fe

[19]https://www.researchamerica.org/sites/default/files/Policy_Advocacy/2013-2017InvestmentReportFall2018.pdf

[20]https://www.nytimes.com/2020/03/02/opinion/contributors/pharma-vaccines.html

[21]Ibid

[22]https://www.nationalreview.com/news/coronavirus-outbreak-serbian-president-aleksandar-vucic-labels-european-solidarity-fairy-tale-says-only-china-can-assist-in-coronavirus-response/

[23]https://www.politico.eu/article/health-ministers-squabble-over-face-masks-at-coronavirus-talks/

[24]https://www.sheffield.ac.uk/news/nr/coronavirus-genomes-sequenced-sheffield-1.883916

[25]https://www.theguardian.com/us-news/2020/mar/15/trump-offers-large-sums-for-exclusive-access-to-coronavirus-vaccine

[26]https://apps.who.int/gpmb/assets/annual_report/GPMB_annualreport_2019.pdf

[27]Garrett, 8

[28]https://fortune.com/2020/02/26/coronavirus-covid-19-cdc-budget-cuts-us-trump/

[29]https://www.theverge.com/2020/3/17/21184308/coronavirus-italy-medical-company-threatens-sue-3d-print-valves-treatments

[30]https://www.oxfam.org/en/research/ending-rd-crisis-public-health

[31]https://www.pharmaceutical-technology.com/comment/parallel-export-covid-19/

[32]https://www.ft.com/content/b7a21a16-6a1f-11ea-800d-da70cff6e4d3?fbclid=IwAR17QAt70-dLt67GrwJ5l2YPOiyqHUDJbpHurevbyCPrybgc8atfnXtimqY

[33]https://morningstaronline.co.uk/article/cuban-drug-could-save-thousands-lives-coronavirus-pandemic

[34]https://www.theguardian.com/society/2015/jun/30/cuba-first-eliminate-mother-baby-hiv-transmission

[35]https://www.oxfam.org/en/research/ending-rd-crisis-public-health

[36]https://www.aljazeera.com/news/2020/03/toll-rises-coronavirus-tightens-global-grip-live-updates-200315231500487.html

[37]https://www.reuters.com/article/us-health-coronavirus-palestinians-gaza/first-coronavirus-cases-confirmed-in-the-palestinian-gaza-strip-idUSKBN2190FA?il=0&utm_source=reddit.com&fbclid=IwAR0wWapPfpr_mdM08OBBiWhbiBB-dTE_d173dZ4JbMCulyJreWUfaDAfpRM

[38]Ibid

[39]Ibid

[40]Garrett, 422.

[41]Ibid, 423

[42]Ibid, 423.

[43]https://www.oxfam.org/en/research/ending-rd-crisis-public-health

[44]Ibid

[45]Ibid

[46]Ibid

[47]Ibid

[48]The Coming Plague: Newly Emerging Diseases in a World out of Balance, Garrett, 232

[49]Ibid, 661.

[50]Ibid, 659.

[51]Ibid, 86.

[52]https://www.oxfam.org/en/research/ending-rd-crisis-public-health

[53]https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(20)30374-3/fulltext

[54]Ibid

[55]https://www.thenation.com/article/environment/coronavirus-habitat-loss/

[56]https://www.scientificamerican.com/article/destroyed-habitat-creates-the-perfect-conditions-for-coronavirus-to-emerge/?

[57]Ibid

[58]https://www.scientificamerican.com/article/destroyed-habitat-creates-the-perfect-conditions-for-coronavirus-to-emerge/?

[59]Ibid

[60]https://www.nytimes.com/2020/03/05/opinion/coronavirus-china-pangolins.html

[61]Big Farms Make Big Flu: Dispatches on Influenza, Agribusiness, and the Nature of Science, Rob Wallace, 32

[62]Ibid, 56

[63]Ibid, 38

[64]https://climateandcapitalism.com/2020/01/29/coronavirus-a-deadly-result/

[65]Ibid

[66]Rob Wallace, 66

[67]https://www.cnbc.com/2020/02/06/millions-of-chickens-at-risk-amid-china-lockdowns-due-to-coronavirus.html

[68]Wallace, 64

[69]Ibid, 64

[70]Ibid, 64

[71]Ibid, 34

[72]Garrett, The Coming Plague, 594.

[73]Friedrich Engels, Dialectics of Nature, Chapter IX http://www.marxist.com/classics-dialectics-of-nature.htm

[74]https://foreignpolicy.com/2019/09/20/the-world-knows-an-apocalyptic-pandemic-is-coming/

[75]https://apps.who.int/gpmb/assets/annual_report/GPMB_annualreport_2019.pdf

[76]Ibid

[77]Garrett, The Coming Plague, 566

[78]Ibid, 382

[79]Garrett, Betrayal of Trust, 412

[80]https://foreignpolicy.com/2019/09/20/the-world-knows-an-apocalyptic-pandemic-is-coming/

[81]Garrett, The Coming Plague, 429

[82]Ibid, 46

[83]Ibid, 290

[84]https://metro.co.uk/2020/03/11/telegraph-journalist-says-coronavirus-cull-elderly-benefit-economy-12383907/

[85]https://www.marxist.com/coronavirus-pandemic-opens-a-new-stage-in-world-history.htm

[86]https://www.theguardian.com/world/2020/mar/15/uk-coronavirus-crisis-to-last-until-spring-2021-and-could-see-79m-hospitalised

[87]http://www.cidrap.umn.edu/news-perspective/2020/03/doctors-covid-19-pushing-italian-icus-toward-collapse

[88]https://news.sky.com/story/coronavirus-bruised-by-face-masks-nurses-show-the-impact-of-fighting-the-pandemic-11955457

[89]https://news.harvard.edu/gazette/story/2014/12/epidemics-are-optional/

[90]https://www.thetimes.co.uk/article/10-000-already-infected-with-coronavirus-ministers-believe-2h578fkf9

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.