algerietEn enorm revolutionær bevægelse er startet i Algeriet. Den blev antændt, da præsident Abdelaziz Bouteflika annoncerede, at han ville stille op til valget i april. Formelt set har Bouteflika siddet på magten siden 1999, få år inden borgerkrigen sluttede. Men præsidenten har nærmest ikke været set offentligt, siden han blev ramt af et slagtilfælde i 2013.

De, der virkelig styrer landet, er et skyggekabinet af generaler fra hæren, officerer fra efterretningstjenesten og kapitalister, som bruger statsmagten til at berige dem selv. Samtidig lider de brede masser under enorm fattigdom, arbejdsløshed og diktatorisk undertrykkelse.

Algeriet bliver ofte beskrevet som det land, der på magisk vis undgik Den Arabiske Revolution i 2011. I virkeligheden gik tusinder af unge på gaden allerede i slutningen af 2010, hvilket blev efterfulgt af en strejkebevægelse i foråret i 2011. Regimet fastholdt dog magten, for det første fordi det stadig havde rester af legitimitet tilbage på grund af sin historie som leder i den revolutionære befrielseskrig mod Frankrig. For det andet truede regimet med, at det ville blive en gentagelse af borgerkrigen fra 1990’erne, som slog flere hundrede tusinder ihjel og lagde store dele af landet i ruiner. For det tredje kunne regimet bruge de daværende høje oliepriser til at købe social fred, og de øgede det offentlige forbrug med 25 %.

Alt dette har dog kun virket i et stykke tid. Siden 2014 er olieprisen faldet markant, nedskæringer kom tilbage på dagsordenen, og over 90 % af husholdningerne i landet har siden da rapporteret, at deres levestandard er faldet. Det har resulteret i en række strejker og protester de seneste to år.

Demonstrationerne startede med at mobilisere titusinder i februar, men accelererede hurtigt i marts, og det udviklede sig til en bevægelse med millioner på gaden. Det borgerlige medie France24 estimerede, at der fredag den 8. marts var mellem 10 og 15 millioner på gaden ud af en befolkningen på 40 millioner. Protesterne fredagen efter skulle være endnu større. Bevægelsens slogans avancerede fra at handle om, at Bouteflika skulle fra magten, til at hele regimet skulle gå af.

Omkring den 10. til 11. marts begyndte arbejderklassen for alvor at træde ind på scenen, og en strejkebevægelse begyndte at udvikle sig. Strejken fandt sted blandt brede lag af arbejderklassen og spredte sig til olie- og gasarbejdere, som er en sektor, der står for 35 % af Algeriets BNP.

Regimet så sig nødsaget til at give indrømmelser. Flere topministre blev udskiftet med yngre personer. Bouteflika opgav at stille op til valget. Men indrømmelserne er en joke. Det er stadig det samme regime, som er ved magten. Der skal afholdes en national konference, som skal lave en ny grundlov, der skal til folkeafstemning i slutningen af året. Først derefter kan der afholdes et nyt præsidentvalg. Bouteflika har dermed blot forlænget sin nuværende præsidentperiode.

Bevægelsen i slutningen af marts ikke tabt momentum. De kosmetiske indrømmelser, som regimet har givet, har derimod givet masserne blod på tanden. Der er nye krav om generalstrejke. I 2011 gik regimet i Tunesien af efter tre dage og i Egypten efter to dage med nationale massestrejker.

Regimet er ikke blot bange for en ny strejkebevægelse, fordi det rammer dem på pengepungen eller fordi Bouteflika skal beskyttes for enhver pris. De er mere bange for, at disse strejker får arbejderne til at indse den enorme magt, de potentielt står med. For at tage samfundet fremad må kapitalistklassen i Algeriet væltes, og de algeriske masser må tage magten i egne hænder.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.