Skærmbillede 2018 11 17 kl. 13.30.38Efter måneder med anspændte forhandlinger er Storbritannien og EU’s forhandlerne endelig kommet med et forslag til en aftale. Skrevet i margenen står instruktionerne: sæt ild til antændingspapiret og hold afstand. Helvedet er ved at bryde løs. Fra store virksomheders synspunkt er aftalen ikke så dårlig da den binder den britiske økonomi til Europa. Men for især for brexitere fra De Konservative (“The Tories”) er aftalen giftig.

Theresa May har forsøgt at forsvare virksomheders interesser. Men dette er sket på bekostning af at åbne for en borgerkrig i Det Konservative Parti. På trods af ophedede diskussioner var premierministeren, efter et fem-timers møde i ministerrådet, i stand til at tvinge en aftale igennem. Hendes ultimatum var effektivt: min aftale eller ingen aftale – og ingen Brexit. 10 eller 11 ministre modsatte sig hende efter sigende under mødet men de føjede sig til sidst. Det var en ”kollektiv” aftale – med en pistol for tindingen.

Målrettet skridt… over en klippekant

“Det er et målrettet skridt” sagde May, ”som tillader os at bevæge os fremad og færdiggøre aftalen i de kommende dage”.

Men sådanne beroligelser skal tages med en spandfuld salt. Der kommer ikke til at være nogen ”bevægen fremad”. Tingene er allerede begyndt at falde fra hinanden. To ministre er trådt tilbage: pensionsministeren Esther McVey og vigtigere endnu ministeren ansvarlig for at forhandle det britiske exit fra EU, Dominic Raab. Raab havde kun haft jobbet i få måneder efter den tidligere Brexitminister, David Davis, trådte tilbage i sommers efter den foreslåede Chequers-aftale blev annonceret. De seneste tilbagetrædelser følger en serie af markante resignationer over det seneste år mens spørgsmålet om Brexit river Tory partiet fra hinanden. Det virker sandsynligt at flere kommer til at følge, hvilket sætter spørgsmålstegn ved Mays fremtid som partileder og premierminister.

De Konserbative: et synkende skib

Det er den mest alvorlige regeringskrise i mands minde. Mays regering vakler på kanten af afgrunden. Den er hullet under vandkanten og synker hurtigt. Alle forsøg på at fylde hullerne virker ineffektive. Vandet løber fortsat ind. Snart står de alle i vand til halsen. Aftalen har gjort alle sider vrede og May kæmper nu for at redde sig selv. Hun har risikeret alt for den såkaldte ”nationale interesses” skyld – med andre ord for de store virksomheders interesse.

Brexit har været noget rod fra starten. David Cameron satsede og tabte. Og nu står den herskende klasse overfor konsekvenserne. De Konservative står til at blive revet i småstykker. Europa har forgiftet Det Konservative Parti og er i gang med at ødelægge det.

Episk fejl

For bankerne og kapitalisterne var tanken om et “no-deal” Brexit for overvældende til at sætte ord på. Det ville være en katastrofe for deres markeder og profitter. De gør alt hvad de kan for at forebygge dette. De har tydeligvis presset May til at acceptere et “blødt” Brexit – og hun har adlydt. Storbritannien ville i følge udkastet til aftalen, uden at gå i detaljer, forblive tæt forbundet til Europa enten igennem en handelsaftale eller et ”backstop” (en ordning med det formål at sikre handel og grænsen mellem Irland og Nordirland). Storbritannien ville være nødt til at acceptere EUs love for at skabe ”lige vilkår”. Denne aftale kunne blive forlænget uendeligt hvis ingen anden aftale blev opnået. Det ville altså kun være Brexit af navn. Det har sendt konservative brexit’ere ud i et raseri og de har truet med at afsætte hende. Som parlamentsmedlem af De Konservative, Conor Burns, har udtalt:

“Jeg har konsekvent sagt, at vi ikke vil skifte premierminister, vi vil ændre premierministerens politik. Der kommer dog et punkt hvor, hvis premierministeren insisterer på, at hun ikke vil ændre politik, så er den eneste måde at ændre politik på, ved at skifte personale”

Jacob Rees-Mogg, som opfordrede til oprør, kom med den samme pointe og sammenlignede situationen med kampen mod kong John. ”Der kommer et tidspunkt” sagde ærke-brexit’eren og og det konservative parlamentsmedlem, ”hvor politik og individ bliver så tæt forbundet, at det bliver meget svært at blive ved med at støtte personen der taler for en sådan politik”.

En andet euroskeptisk parlamentsmedlem beskriver Raabs tilbagetræden som ”slutspillet” for Mays lederskab. ”Hvis ham der skulle lede det ikke kan støtte det, hvordan skulle parlamentsmedlemmerne eller landet så kunne. Det er en gyserfilm. Der er ingen vej tilbage. Hun må væk. Det er en episk fejl”.

Parlamentsvalg på bordet Det ser altså skidt ud for Theresa May. Alt det tager for at udfordre ledelsen af De Konservative er, at parlamentsgruppen for De Konservative modtager 48 breve fra dets medlemmer som kræver hendes afgang. Dette ville udløse en afstemning.

Sådan en afstemning kunne finde sted inden for få dage. Det er derfor muligt, at May er på randen til at blive afsat. Selv hvis De Konservative finder en ny leder (muligvis Boris Johnson eller Rees-Mogg) er der stadig sandsynlighed for at regeringen vælter da den ikke længere holder flertallet. En ny Konservativ leder ville være nødt til at forhandle med Europa og DUP (Democratic Unionist Party) samtidig, mens det reaktionære nordirske parti har meget lille interesse har i at støtte en Konservativ regering. Og uden DUP’s støtte er regeringen færdig.

Deadlinen for at forlade EU er den 29. marts. Der er altså ikke tid til at genforhandle en ny aftale. Alt dette kan dog blive ramt af et parlamentsvalg i det nye år.

Hvis May bliver afsat og der ikke er noget flertal vil Jeremy Corbyn som leder af oppositionspartiet blive bedt om at danne en regering. Uden flertal for dette vil den eneste mulighed være valg.

Ukendte farvande

Hvis May overlever, hvilket ikke kan udelukkes, efter europæerne har godkendt aftalen, vil den blive præsenteret for Underhuset i det britiske parlament hvilket sandsynligvis vil ske inden jul.

Aftalen har allerede tiltrukket vidt spredt opposition fra alle sider. Begge fløje af Labour partiet er imod den. Det virker også til, at begge fløje af Det Konservative Parti er imod den. De nationalistiske partier er mod og det samme er Liberaldemokraterne og DUP. Mays forhandlede aftale ser altså ud til at få svært ved at komme igennem parlamentet. Samtidig er der ikke tid til at forhandle en ny aftale og EU er ikke interesseret i at udsætte deadlinen til senere end 29. marts. Vi er tydeligvis i ukendte farvande. Det bliver kun mere kompliceret herfra.

Corbyn skal korrekt nok stemme Mays aftale ned og prøve at tvinge et valg igennem. Det er det eneste alternativ. Med aftalen smidt ud af parlamentet ville May stå tilbage uden nogen autoritet. Vi kan være ret sikre på, at det er enden for hendes regering.

Det er en alarmerende situation for erhvervslivet at være i uden nogen aftale endnu. De vil gøre deres bedste for at presse parlamentsmedlemmerne og lappe et ”blødt” brexit sammen. Men det må måske vente til efter et nyt parlamentsvalg.

Et nyt kapitel

Sandsynligheden for et parlamentsvalg, og valget af en Labour regering med Corbyn i spidsen, åbner op for et nyt kapitel og nye udfordringer i Storbritannien.

Den voksende krise i britisk kapitalisme vil forsætte uagtet udfaldet. Den eneste vej frem for en Corbyn regering er implementeringen af en dristig socialistisk politik med arbejderklassens interesser i fokus.

Det er den eneste måde vi kan “tage kontrollen tilbage”, i kampen for et socialistisk Storbritannien og et socialistisk Europa.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.