CataloniaDemoDenne artikel blev først publiceret på engelsk på marxist.com den 22.oktober

450.000 mennesker marcherede (ifølge det spanske politi)  lørdag den 21. oktober i Barcelona med titusindvis samlet i andre byer i hele Catalonien, for at kræve frihed for de to Jordis [to catalanske separatistledere, red.] (som er tilbageholdt uden mulighed for kaution, på anklager om tilskyndelse til vold) og for at afvise paragraf 155-kuppet annonceret af den spanske præsident Rajoy tidligere samme morgen [paragraffen suspender catalonsk autonomi, red.].

I slutningen af ministermødet fremlagde Rajoy detaljerne om de foranstaltninger, som hans regering ønsker at gennemføre og som vil blive behandlet af senatet næste uge (muligvis torsdag eller fredag).

Disse tiltag er et decideret et kup mod demokratiet i Catalonien. Rajoy ønsker at opløse det catalanske parlament (inden for seks måneder eller tidligere, så snart situationen "bliver normaliseret igen"), at afsætte den catalanske præsident, vicepræsident og alle de catalanske ministre, at overtage styringen af den catalanske regering direkte fra Madrid, at begrænse det catalanske parlaments beføjelser, mens de venter på valg (parlamentet vil ikke beføjelse til at vælge en præsident, at stemme om tillid til myndighederne, og enhver lov, som den ønsker at gennemføre, skal først godkendes af det spanske senat, som vil have absolutte vetorettigheder).

Ud over disse generelle foranstaltninger vil den spanske regering have specifikke beføjelser til at kontrollere det catalanske politi, finanser, telekommunikation og de catalanske statsejede medier (for ”neutralitetens” skyld).
Dette er en skandale, som vil give et parti, der kun har fået 8,5 procent af stemmerne i Catalonien, absolut kontrol over sin regering.

Fremtrædende PP-politikere [Partido Popular, Rajos konservative parti, red.], har sagt, at når der skal være valg i Catalonien, vil partier, der støtter uafhængighed, ikke få lov til at stille op på sådan et program. Hvis du ikke kan vinde et valg, fjern dine modstandere!

De foreslåede foranstaltninger var forud aftalt med partierne PSOE og Cs (Citizens) og har selvfølgelig også støtte fra kongen. Dette er ikke en foranstaltning truffet af PP-regeringen alene, men en defensiv reaktion fra hele 1978-regimet.
Statsadvokaten har også advaret den catalanske præsident om, at hvis han skulle erklære Cataloniens uafhængighed som svar på disse foranstaltninger, ville han kunne blive anklaget for oprør, en anklage der giver en 30-årig fængselsstraf og han ville kunne blive udsat for frihedsberøvelse i tiden op til retssagen. Den catalanske regering og parlamentets medlemmer kan lide samme skæbne, hvis de tager del i en sådan erklæring.

Disse foranstaltninger er med rette blevet fordømt af catalanske regeringspartier PDECAT og ERC, samt CUP, CSQP og Els Comuns som værende et kup mod demokratiet. En række prominente PSC (catalansk PSOE) borgmestre har underskrevet et brev imod foranstaltningerne, og PSC-borgmesteren i Sta Coloma har trukket sig fra PSOEs Føderale Komite som følge heraf.De foreslåede foranstaltningers brutale karakter har også lagt alliancen mellem Barcelonas borgmester Ada Colau og PSC i parlamentet, under pres. Det baskiske borgerlige nationalistparti PNV, der støtter PP-regeringen, har også erklæret deres utilfredshed med den foreslåede anvendelse af paragraf 155. 

Demonstrationen var massiv. Togene, der gik ind til Barcelona, var fyldte og hele demonstrationens rute var pakket med folk, før selve demonstrationen startede. Stemningen var vred og trodsig. Et signifikant antal politiske ledere, der er imod uafhængighed og har argumenteret mod en ensidig erklæring, var til stede.

Klokken 19:30, efter demonstrationen, udstedte formandskabet for det catalanske parlament en pressemeddelelse via deres talsmand, Carme Forcadell, der fordømte foranstaltningerne og gjorde det klart, at det catalanske parlament ikke vil bøje sig.

Senere, kl. 21, i en udsendelse på spansk TV gav den catalanske præsident en udtalelse, hvori han forkastede foranstaltningerne og meddelte, at han ville indkalde det catalanske parlament til at diskutere sagen. Helt konkret har han ikke erklæret uafhængighed, ej heller sagde han om hvorvidt han ville bede parlamentet om at gøre det. Han har heller ikke nævnt noget om, hvilke tiltag hans egen regering vil tage for at modstå Rajoys udspil.

Der er et stort pres fra bevægelsens rækker for en uafhængighedserklæring og for at organisere masse civil ulydighed for at modstå disse foranstaltninger. Der bliver talt om en generalstrejke. Komiteerne til Folkeafstemningens Forsvar (CDR) fra de forskellige byer og kvarterer har mobiliseret til demonstrationen, og har i drøftelser i de sidste par dage har krævet republikkens proklamation.

Vi går ind i en afgørende uge i denne kamp. På trods af sin ubeslutsomhed har den catalanske regering meget lidt albuerum. I sit sidste brev til Rajoy i torsdags, meddelte Puigdemont [den catalanske præsident, red.], at han ville være tvunget til at erklære uafhængighed, hvis paragraf 155 blev brugt.

Spørgsmålet er: Hvis en catalansk republik bliver erklæret, hvordan kan den da forsvares? Det er klart for alle, at EU, som er det PDECAT- og ERC-lederme havde sat deres lid til, ikke vil gribe ind til fordel for demokratiske rettigheder eller forstyrre status quo.

Den eneste måde en republik kan opnåes på, er gennem revolutionære midler. Hvis den catalanske regering og parlamentets flertal mener det alvorligt, bør de erklære republik, og derefter organisere modstanden, barrikadere sig i deres kontorer og opfordre masserne til at organisere sig til at forsvare bygningerne, de demokratiske institutioner, gennem massedemonstrationer, civil ulydighed og en revolutionær generalstrejke for at lamme økonomien.

CUP og CDR'erne har pligt til at fremme dette perspektiv og begynde at bygge for det, uanset hvad den catalanske regering gør eller ikke gør. Borgerlige og småborgerlige politikere har allerede ved mange lejligheder vist deres ubeslutsomhed. Mennesker som Mas, Santi Vila og andre saboterer tydelig bevægelsen ved hvert trin. Vi kan ikke vente med at se, hvad de vil gøre.

Ledere af Unidos Podemos har også et stort ansvar. Deres standpunkt har i de sidste par uger været skandaløs, de har efterlyst dialog og bebrejdet begge sider for at være "uansvarlige". I stedet bør de forklare den fundamentalt udemokratiske karakter af 1978-regimet og organisere kampen for at forsvare det catalanske folks demokratiske rettigheder, og forbinde dette med kampen mod kapitalistiske nedskæringer, for jobs, huse og brød og for at sætte en stopper for '78-regimet.

En revolutionær mulighed er åbnet i Catalonien, spørgsmålet er, om der vil være et lederskab som kan stå til mål med de udfordringer som bliver fremsat?Marxister støtter ubetinget det catalanske folks ret til selvbestemmelse og argumenterer for en catalansk socialistisk republik som en måde at antænde al-iberisk revolutionær bevægelse på.

Yderligere information