Mindre end 36 timer efter at en gruppe højreorienterede forretningsfolk og generaler fra hæren havde taget kontrol over Venezuela og afsat præsident Hugo Chávez, faldt det, der må have været et af verdenshistoriens korteste kup, sammen i total forvirring. Den midlertidige præsident Carmona måtte gå af, og Chávez blev genindsat som præsident.


Kontrarevolutionært kup

Klasseinteresserne bag kuppet var tydelige. Lederen af den midlertidige regering var en rig forretningsmand ved navn Pedro Carmona – han er også formand for arbejdsgiverforeningen. Hans første handling var at ophæve Chávez' såkaldte anti-investeringslove – dvs. alle de love, der skulle forsvare Venezuelas interesser og hæve massernes levestandard.


Forspillet til kuppet var de anti-Chávez-strejker, der fandt sted i Venezuelas olieindustri for nylig. Det var kontrarevolutionære strejker, organiseret af den venezuelanske olieindustri (PDVSA) i forening med højreorienterede fagforeningsbureaukrater. Lederne af PDVSA ville sætte en stopper for restriktionerne på olieproduktion og igen blive USA's største olieleverandør.


USA's rolle

Kuppet blev ledt af det venezuelanske borgerskab og deres folk i militæret. Men det var helt klart Washington, der hev i snorene. Planen blev lagt og udviklet i USA. Bush-regeringen vil gerne af med Chávez, så de kan overtage Venezuelas olieindustri ad bagdøren ved at give "støtte" til den nye regering i Caracas – i form af olieinvesteringer. Dette er en del af USA's bredere strategi efter 11. september, som går ud på at intervenere aggressivt alle steder.


USA har brændende brug for en garanteret olieforsyning, som ligger behageligt langt væk fra urolighederne i Mellemøsten. Men der er også en bredere dimension i USA's aktiviteter i Venezuela. Det amerikanske militær er aktivt involveret i en beskidt krig imod guerrillaerne i nabolandet Colombia. Det er velkendt, at Chávez har haft venskabelige forbindelser med de colombianske guerrillaer. Det alene ville være grund nok til, at CIA ville af med ham. Men den afgørende grund til USA's deltagelse i kuppet var, at radikaliseringen af masserne i Venezuela truede med at sprede sig til andre lande i Latinamerika, som nu er i dyb økonomisk og social krise. Ved at fjerne Chávez fra magten håbede den amerikanske imperialisme, at den kunne stramme grebet om Latinamerika. Det skulle være en lærestreg for masserne i andre lande.


Påskuddet til kuppet

Selve kuppet udsprang af det, der skete den 11. april, hvor en demonstration var arrangeret imod Chávez-regeringen. Eftersom medierne i Venezuela er indædte Chávez-modstandere, er deres tal på 350.000 deltagere næsten helt sikkert overdrevet. Rapporter fra pressebureauer sætter tallet til højst 50.000. Regeringens sikkerhedsstyrker og Chávez-tro militser skulle efter sigende have skudt ind i mængden af ubevæbnede Chávez-modstandere, 15 skulle være blevet dræbt og 157 såret. Højrefløjen brugte dette som en undskyldning for at kræve, at Hugo Chávez trådte tilbage. Men i virkeligheden tyder senere rapporter på, at de fleste af de dræbte faktisk var Chávez-tro demonstranter, der tilsyneladende blev skudt ned af snigskytter, der befandt sig på hustagene.


Kuppet bryder sammen

Men kuppet holdt ikke. Kupmagerne gjorde regning uden vært – uden at tage Venezuelas masser med i betragtning. På trods af at Chávez ikke har været i stand til at føre revolutionen igennem til enden, og krisen i Venezuela er begyndt at få ubehagelige konsekvenser, så indså masserne instinktivt den trussel, som kontrarevolutionen udgjorde. Efter det første chok strømmede de ud på gaderne i Caracas og andre byer, og fejede alt foran sig til side. Massernes rolle var afgørende for kontrarevolutionens nederlag. Stillet over for massernes spontane opstand løb forsøget på at indføre et diktatur straks ud i sandet, og der opstod hurtigt intern splittelse blandt kupmagerne.


Alvorlige konklusioner

Nu sidder Chávez så igen som præsident, og er mere populær end nogensinde. Han er uden tvivl en ærlig mand, der ønsker masserne det bedste. Han har talt om den bolivariske revolution. Da Simon Bolivar hejste oprørsflaget imod den spanske imperialisme, drømte han om en national befrielseskrig, som skulle forene alle folkene i Latinamerika. Men denne drøm blev forrådt af borgerskabet, som sørgede for at opsplitte Latinamerika. Dette er den egentlige grund til, at det mægtige kontinent er slavebundet og undertrykt.


Men Chávez er ikke marxist. Han er inkonsekvent og tør ikke føre sin politik videre. Selvom kontrarevolutionen nu er slået midlertidigt i Venezuela, udelukker det ikke nye kupforsøg, tværtimod. Det er nødvendigt at drage alvorlige konklusioner af det, der er sket. Man kan ikke lave en halv revolution. Man kan ikke forbedre forholdene for masserne og samtidig tillade det rådne og reaktionære borgerskab at bevare kontrollen med produktionsmidlerne. Jorden, bankerne og industrien må tages fra dem. Den økonomiske magt må lægges i folkets hænder. Det er den første betingelse for sejr. Uden det er intet fremskridt muligt. Arbejderklassen må bevæbnes, så de kan forsvare fremskridtene imod nye kupforsøg.


Sidste december viste den argentinske arbejderklasse vejen frem. De venezuelanske og argentinske arbejdere er nu fortroppen for revolutionen i Latinamerika. Alle øjne er nu vendt mod Venezuela. Der er meget på spil. En afgørende sejr i Venezuela ville vende op og ned på hele situationen. Det ville bane vejen for virkeliggørelsen af Bolivars drøm på den eneste mulige måde – gennem Latinamerikas Forenede Socialistiske Stater.