Denne artikel blev skrevet til vores særavis i forbindelse med SUF-landsmødet i april 2006, hvor 15 SUF-medlemmer stod til eksklusion. Se artikeloversigten, læs den i pdf eller bestil den her. Læs mere om sagen her
I debatten er vores parole ”For en arbejderregering på et socialistisk program” været oppe at vende flere gange. Her mener vi (som beskrevet andetsteds her i avisen), selvfølgelig ikke Dansk Folkeparti, selvom flere i debatten har prøvet at sige at det er et arbejderparti på linje med Socialdemokraterne. Dette siger de, fordi mange arbejdere stemmer på Dansk Folkeparti. Men gør de dette fordi DF er et godt arbejderparti, eller fordi arbejderpartierne ikke tilbyder svar på de problemer arbejdere står overfor i hverdagen?
Vi mener det sidste, at arbejderne er blevet så utilfredse med især Socialdemokraterne, at de leder efter andre løsninger. Og DF giver et simpelt svar på alle problemer. Et reaktionært svar, men stadig et svar: Alt er indvandrernes skyld. Det er et svar der er til at forstå, men som kun kan virke overbevisende i kort tid, hvor arbejderklassen er ramt af apati og desillusionering. Det er set før. Men det gør ikke Dansk Folkeparti til et arbejderparti.
Et arbejderparti har sine rødder i arbejderbevægelsen, og oprindelig set, stammer det fra at arbejderklassens mest bevidste lag, gennem de faglige kampe, indså nødvendigheden af at kæmpe for deres interesser på den politiske scene. På grund af splittelser og lignende har vi i dag tre arbejderpartier i Danmark. Alle har de stærke rødder i arbejderbevægelsen og dens kamp for et socialistisk samfund.
DF derimod, er helt generelt et arbejderklassefjendtligt parti. Altså den direkte modpol til et arbejderparti. DF er bygget på anti-socialistiske traditioner. Det kan ses på deres tætte forbindelser til nazisterne og andre fascistiske organisationer, hvis erklærede fjende er arbejderklassen og dens organisationer.
DF udnytter visse arbejderes helt reelle lede ved toppen af arbejderbevægelsen. Denne lede er udbredt i arbejderklassen, pga. politikernes (især S’) nedskæringspolitik og fagforeningsledernes arbejdsgiverpolitik, samtidig med at de lever fedt af medlemmernes penge. DF leder denne lede over i en reaktionær, anti-socialistisk vej
DF kæmper for en politik der splitter arbejderklassen. De prøver at dele arbejderklassen op mellem ”dem” og ”os”, indvandrere og danskere, i alt hvad de laver. De vil have et minimum af velfærd, lige til at holde sygehusene kørende, men heller ikke mere. De har været med til at skære på SKP-ordningen, og går generelt meget lidt op i arbejderklassens ve og vel – de vil bare have stemmer, og indvandrerne ud af landet. Alt i alt, absolut ikke et arbejderklasseparti, men et småborgerligt, reaktionært parti.
