Bag Annette Vilhelmsens kandidatur står den samlede venstrefløj i SF. Her står utallige af partiets veteraner, der ønsker at forsvare dagpengene, forkorte arbejdstiden og lade de rige betale for krisen. På den anden side står de såkaldte ”mögerister”, hvis vigtigste beskæftigelse i de senere år har været intensiv træning i den gamle disciplin ”ombordkastning af principper”. I sådan et valg kan man ikke være neutral. Det har selv Dagbladet Børsen anerkendt, da de på lederplads den 20. september erklærede deres støtte til Astrid Krag.

Velan, Annette Vilhelmsen har ikke fremført et socialistisk program. Hun har ikke engang fremført et program med indre sammenhæng. Hun lader til at tro, at man kan bedrive folkesocialistisk politik samtidig med, at man er en del af Vestagers nedskæringskabinet, overholder kravene fra EU’s finanspagt og i øvrig fortsætter den borgerlige bankpakke-politik. Men det væsentlige i denne sag er ikke Annette Vilhelmsens person. Det væsentlige er endda også kun i mindre grad hendes politiske program. Det væsentligste er den dynamik, hendes kandidatur har sat i gang.

SF er en politisk trykkoger. Partiets ledelse har i flere år været i stand til at holde al kritik nede. Det er sket med mögeristernes kendte metoder: trusler og organisatoriske manøvrer. Medlemmerne har i stigende grad været frustrerede over højrekursen. Men der har ikke været mulighed for at rejse en kritik. Den åbning for debat og fri diskussion, som et formandsvalg indebærer, kan udvikle sig til en lavine af menige medlemmers angreb på ledelsen og højrekursen.

Annette Vilhelmsens forsigtige bemærkning om ”fleksible dagpenge” førte også til oprør på Socialdemokratiets kongres, hvor de menige medlemmer krævede, at dagpenge-angrebene bliver rullet tilbage. De har fået nok af den dukkede nakkes politik, og frustrationerne over ledelsens udsalg er til stede overalt i arbejderbevægelsen.

I regeringens top er de rædselsslagne over den dynamik, hele processen indebærer. Margrethe Vestager og hendes borgerlige medsammensvorne fra de Radikale kan ikke tolerere, at der er tvivl om regeringens kurs. De ønsker at opnår ”markedernes tillid” og ”øge konkurrenceevnen”. Midlerne er lønnedgang og frontalangreb på alle de tilkæmpede sociale rettigheder som dagpenge, efterløn, kontanthjælp og SU. De tolererer ingen svinger i valsen. De forlanger ikke blot, at SF skal acceptere borgerlig politik – de kræver, at SF skal erklære, at den borgerlige politik er deres egen. SF skal ydmyges og trækkes gennem det borgerlige søle. Når partiet har miskrediteret sig selv tilstrækkeligt, vil Margrethe Vestager smide det væk som en beskidt klud og indgå i et nyt, endnu mere arbejderfjendsk regeringssamarbejde med højrefløjen.

Som sagt: i denne sag gælder det som i alle andre politiske sager: politiske spørgsmål er kun i mindre grad et spørgsmål om personligheder. Det er i sidste ende et spørgsmål om sociale kræfters styrkeprøve. Mobilisering eller passivisering af disse grupper afhænger af de objektive forhold og de politiske perspektiver, lederne fremlægger. De objektive forhold består i en dyb krise i kapitalismen og en arbejdsgiver-offensiv i hele Europa. Det burde ikke være svært for arbejderbevægelsens ledere at mobilisere på grundlag af to ting: for det første en ærlig erkendelse af, at det er kapitalisternes system, der har skabt krisen, og at det er dem, der må betale for den. For det andet en principfasthed, der ikke vil lade kapitalisternes private ejendomsret til finanshuse og produktionsmidler stå i vejen for arbejderklassens interesser. Med andre ord et socialistisk program.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.