Mindst 70 af landets 98 kommuner er i gang med at skære ned på budgettet for 2011. Nedskæringerne er dikteret af den borgerlige regering, der forsøger at tørre ansvaret for nedskæringerne af på kommunerne. Samlet set ser det ud til, at der er besparelser for fire milliarder kroner i kommunerne. Det er nedskæringer på alle områder af den kommunale velfærd. Det er fyringer. Det er opskruet arbejdstempo. Det er ydmygelser af voksne mennesker, der desperat forsøger at fastholde en faglighed under umenneskelige forhold. Det er en hån imod de ældre, der endnu engang får forringet forholdene. Det er angreb på børnenes forhold i institutionerne. Det er endnu et skridt væk fra velfærdsstaten og i retning af tilstande, der minder om det, vi kender fra Martin Andersen Nexøs bøger.

Forældre, der har børn i institutioner er vrede og frustrerede. De offentligt ansatte føler sig trådt på. Under overfalden ligger vreden og ulmer. Arbejderne i den private sektor har siden krisens start indstillet nær sagt al strejkeaktivitet og accepteret angreb i håb om, at krisen var midlertidig, og at der snart kommer bedre tider. Reallønnen er faldende. De arbejdsløse bliver ydmyget i et vanvittigt aktiverings-cirkus, som private konsulentfirmaer tjener styrtende på – ofte bliver de arbejdsløse sendt ud som løntrykkere i såkaldt ”praktik”. Frustrationerne hober sig op.

Der er tegn på, at frustrationerne er ved at finde et udtryk, om end det er en modsætningsfyldt og kompliceret proces. Lederne af fagbevægelsen holder tilbage på alle niveauer, og organiserer kun begrænsede aktiviteter under pres fra neden. Der er varslet forskellige aktiviteter imod nedskæringerne. Der er tillidsmandsmøde den 29. September, og i oktober er der stormøde om kampen mod den borgerlige regering og dens felttog imod arbejderklassens tilkæmpede rettigheder.

Samtidig kan vi notere, at toppen i dansk erhvervsliv skovler enorme profitter ind. A.P. Møller - Mærsk, Novo Nordisk, Carlsberg og Novozymes tjener nu flere penge hjem som ren profit, end de gjorde før krisen brød ud i 2008. Det oplyser Jyllands-Posten den 23. august. I alt har de 20 største selskaber, der indtil videre har aflagt regnskab for årets første halvdel, et overskud på 34,4 milliarder kroner – vel og mærke efter skat. Det sætter unægtelig den borgerlige regerings ”genopretningsplan” med nedskæringer for 24 milliarder i relief. Det er tydeligt, at de borgerliges angreb absolut ikke kommer ud af nogen ”nødvendighed”, men kun ud fra et ønske om at højne overklassens profit.

Spørgsmålet om, hvor pengene til velfærd skal komme fra, er ene og alene et klassespørgsmål. Gennem en offensiv, socialistisk politik, der beskatter milliard-profitterne hårdt og tilgodeser arbejderklassen, er det muligt for SF og resten af venstrefløjen at gå fremad. Det kræver, at højrekursen med ”Fair Løsning” bliver skrottet og erstattet af arbejderpolitik. Det kræver principfathed, handlekraft og konsekvens.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.