En stor del af venstrefløjen havde for længst afskrevet de amerikanske arbejdere, ligesom de afskrev de arabiske masser. For dem var der ingen mulighed for massebevægelser i USA. Vi lever i en periode, hvor alle hidtidige forestillinger bliver målt og vejet. Regimer, som før så stabile ud, bliver nu rystet af massebevægelser, og et opsving i klassekampen overalt er uundgåeligt.

Kapitalismen i dyb krise
Marxisterne har altid forklaret, at den amerikanske arbejderbevægelse bygger på store traditioner, og at klassekampen i alle dele af verden vil bryde ud igen i lys lue.

Kapitalismen står i en historisk krise, som ikke kan vendes med et par bank- og stimulanspakker. Kapitalismen kan intet sted i verden tilbyde fremskridt for flertallet, men kun for et lille mindretal. Som i USA, hvor de 20 procent rigeste ejer 84 procent af landets rigdomme. Den gennemsnitlige amerikanske arbejder har ikke oplevet en reallønsfremgang siden 1975. Alle steder er det eneste, som kapitalismen kan tilbyde almindelige mennesker stadig øget fattigdom, elendighed og håbløshed.

Regeringer verden over er nødt til, at skære i velfærden for at udligne underskuddene på statsbudgetterne. Mens arbejderne, ungdommen og de fattige ikke fik meget ud af det foregående opsving, dikterer kapitalisterne, at de nu må betale for krisen. Vi har i denne avis beskrevet, hvordan masserne har reageret på disse angreb i Grækenland, Frankrig, England og så videre. Nemlig ved massebevægelser, demonstrationer og generalstrejker.

Klassekampen igen på dagsordenen
Mens vi under krisen så et fald i klassekampen internationalt, er arbejderne i de udviklede kapitalistiske lande nu ved at komme sig oven på krisens værste chok. Situationen vil politisere brede lag af befolkningen. En ny bevidsthed ulmer under samfundets fredelige ydre, specielt inspireret af de arabiske massers kamp. Siden februar har den amerikanske delstat Wisconsin, og især statens hovedstad Madison, været skueplads for den største strejkebevægelse i USA længe.

Walker vil smadre fagforeningerne
På baggrund af delstatens underskud på 720 millioner kroner indledte den republikanske Tea Party guvernør, Scott Walker, et angreb på de offentlige ansatte i Wisconsin. Han fremlagde en lov, som forbød lønstigninger for de offentlige arbejdere og fratog dem retten til at forhandle løn kollektivt. Samtidig ville han også gøre det dyrere at være organiseret. Han meddelte, at alle offentlige arbejderes overenskomster ville blive opsagt senest i juni. Den samlede lov er et kæmpe angreb på de offentlige arbejdere og deres fagforeninger og deres lønninger. Kapitalisterne, repræsenteret af både demokraterne og republikanerne, forsøger at bruge krisen til at gøre det af med fagbevægelsen.

Wisconsins arbejdere slår tilbage
Angrebet vakte stor harme hos de offentlige arbejdere, men også i den bredere del af befolkningen i Wisconsin og resten af USA. For eksempel støttede studerende op om deres lærere, og udvandrede fra skoler og universiteter i solidaritet. I hele sidste halvdel af februar var de offentlige ansatte, støttet af andre dele af samfundet, på gaden i Madison.

Bevægelsen voksede eksplosivt og trak stadig nye lag ind i bevægelsen. Efter at være blevet mødt med hån fra guvernøren og især den højreorienterede presse, besluttede de strejkende at besætte delstatsparlamentet. Guvernøren forsøgte at rydde parlamentet, men da politiet ankom til bygningen for at rydde den, gik de i stedet med i solidaritet. De trak deres uniformer af, og afslørede deres T-shirts med påskriften ”Cops For Labour” (”Strømere for arbejderne”). De valgte at blive i parlamentet natten over, for at forsvare de flere tusinde besættere mod repression.

Generalstrejke på dagsordenen
I løbet af februar voksede og voksede bevægelsen. Den 26. februar gik 100.000 på gaden mod angrebene, næsten halvdelen af Madisons befolkning. Den største fagforening, SFCL, blev presset af medlemmerne til at kræve en generalstrejke, hvis loven blev vedtaget den 13. marts. I weekenden før vedtagelsen af loven mobiliserede de strejkende næsten hele byen, både offentligt og privat ansatte arbejdere samt andre dele af samfundet, til en 150.000 mand stor demonstration foran parlamentet i Madison. Bevægelsen har hele tiden været stærkt inspireret af de egyptiske masser og har derfor også døbt guvernøren Hosni Walker. De strejkende i Wisconsin sendte også støtte erklæringer til egypterne på Tahrir pladsen, og har selv modtaget støtte fra egyptiske fagforeningsledere.

Kampe i hele USA
Kampen i Wisconsin er også blevet mødt med nationalt solidaritet og i flere amerikanske byer er det blevet afholdt solidaritetsdemonstrationer. Samtidigt står flere af de andre delstater overfor samme angreb i de kommende måneder. Kampen i Wisconsin er speciel vigtigt, fordi den i nogen grad vil lægge grundlaget klassekampen i USA den næste tid. Overklassen håber, at de kan knuse de offentlige ansatte i Wisconsin og dermed skræmme resten af arbejderklassen til at acceptere angreb på deres leveforhold.

Strejken i Wisconsin har drevet lag ind i politik, som aldrig før har været politiske. I løbet af sådan en strejke ændres massernes bevidsthed. Der er flere eksempler på, at arbejdere, som før har stemt på Republikanerne, er blevet de stærkeste klassekæmper. For arbejderne i Wisconsin er politik gået fra at være noget, som foregår langt fra arbejderpladserne i Parlamenterne, til at være en del af deres hverdag. Den vigtigste lære fra revolutionerne i de arabiske lande er, at masseaktion med arbejderklassen forrest kan ændre ting. Men bevægelsen må også have et klart program. Det er ikke nok i Wisconsin bare, at afsætte Scott Walker, delstaten får ikke flere penge af det.

For et arbejderparti i USA
Bevægelsen i Wisconsin er nu gået i stå, fordi fagforeningslederne ikke har ført kampen videre. Selv om medlemmerne vedtog, at en generalstrejke var næste skridt, er ingen konkrete skridt blevet taget i den retning. Fagforeningerne har ladet Demokraterne indtage ledelsen af bevægelsen, selv om de for længst har vist, hvilken side de er på.

Fagforeningerne pumper ved hvert valg penge ind i det Demokratiske parti, selvom de intet gør for at forbedre arbejdernes leveforhold. Obama kom også til magten på baggrund af fagforeningernes penge og medlemmernes stemmer, men han har endnu ikke indført de love, han har lovet, som skal gøre fagforeningerne stærkere i forhandlingerne med arbejdsgivere.

Vores søsteravis i USA, Socialist Appeal, har startet en kampagne kaldet CMPL (Campaign for a Mass Party of Labour). Kampagnen opfordrer fagforeningerne til at bryde med demokraterne og selv skabe et arbejderparti. I de fleste udviklede kapitalistiske lande har arbejderklassen egne partier, men i USA har de kun to arbejdsgiverpartier.

Samtidig har marxisterne i USA opfordret fagforeningerne til, at udvide og sprede kampen mod Scott Walker. Der må oprettes komiteer ude på alle arbejdspladser og skoler. Befolkningen må involveres i kampen, og der må indkaldes til massemøder, hvor arbejdere og unge kan diskutere, hvordan kampen vindes. Men for at kampen kan vindes, må den have et klart program, som forsvarer alle arbejdere, støtter oprettelsen af et arbejderparti organiseret gennem fagforeningerne og som kæmper for offentlige investeringer, der kan skabe arbejde til alle arbejdsløse.

Strejken i Wisconsin er kun startfløjtet til en opblussende klassekamp. Alle hidtidige forestillinger om de amerikanske arbejdere som passive er dømt til at falde. Den amerikanske arbejderbevægelse bygger på stærke traditioner, og disse traditioner vil blive genopdaget i den næste periode.