I slutningen af sidste uge, da det eneste, medierne dækkede, var Zelenskijs besøg, indgik Dansk Folkeparti en skattereform med regeringen. Aftalen giver skattelettelser for over 11 milliarder kroner til samfundets top, alt imens unge bliver bedt om at betale med nedskæringer og, for manges vedkommende, fjernelsen af SU.
Med den nye skattereform fjernes mellemskatten og toptopskatten, og samtidig sænkes selskabsskatten med tre procentpoint. Regeringen anerkender, at de rige og virksomhedsejerne bliver forgyldt med skattereformen, men de har samtidig forsøgt at retfærdiggøre deres rigmandspolitik med, at alle, lige fra kontanthjælpsmodtagere og pensionister, trods alt får lidt. Men passer det virkelig?
At andre end de rigeste 10 % ifølge regeringens tal overhovedet ser ud til at få nogen gevinst af skattereformen, skyldes regeringens ekstremt misvisende regnemodeller. Som et ekstremt tilfælde af trickle-down economics antager Finansministeriet nemlig, at hele 75 % af sænkelsen af selskabsskatten vil blive spredt bredt ud over hele befolkningen.
Finansministeriets regnefinte er et åbenlyst forsøg på at skjule, at regeringen forærer milliarder til toppen af samfundet – betalt af flertallet – og regeringen kom endda selv til at indrømme det, da aftalen blev præsenteret. Som Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt udtrykte det, så var han “kisteglad”, for med aftalen ville “600.000 danskere får flere penge mellem hænderne” – altså det præcise antal, der svarer til de rigeste 10 % af befolkningen.
Det er tilmed en langt mindre gruppe af i forvejen stenrige mennesker, som kommer til at løbe med den absolut største gevinst. Sænkelsen af selskabsskatten med tre procentpoint betyder nemlig, at ejerne og storaktionærerne af landets største virksomheder bliver 6,4 milliarder kroner rigere.
Mens der poppes champagneflasker på direktionsgangene, så er det unge, der betaler mest for gildet. 81.000 unge mister deres hjemmeboende SU, og fremover bliver det langt sværere at få dimittenddagpenge, når man har afsluttet sit studie.
Selvom DF tidligere havde kaldt regeringens angreb på SU’en for en “massakre”, så forhindrede det dem ikke i at hjælpe regeringen med at føre sparekniven.
DF udstillet
DF har i lang tid været den skarpeste kritiker af Socialdemokratiet og resten af den politiske midte, og Morten Messerschmidt har gentagne gange udstillet, hvordan Mette Frederiksen fører en dybt asocial politik, der har gjort livet værre for det store flertal.

Morten Messerschmidt er med til at gennemføre regeringens massakre på unge og arbejdere.Foto: News Øresund, Malmö, Sweden.
Messerschmidt forsøger at tale ind i de reelle bekymringer, som flere og flere arbejdere og unge har over ikke at kunne betale deres regninger, fylde indkøbskurven eller tanken bilen op. DF har derfor også, som det eneste parti på Christiansborg, haft succes med at forbinde sig med den dybe mistillid, der eksisterer mod etablissementet, som i årtier har angrebet velfærden, arbejdsforholdene, levestandarden og de demokratiske rettigheder.
Men i et forsøg på at blive set som “ansvarlige” af magtpartierne har de med finansloven sat pause på anti-establishment-retorikken og indgået en aftale med selvsamme mennesker, de før har tordnet imod. På trods af deres anti-establishment-retorik viser DF, at de ikke er et hak anderledes end resten af partierne på Christiansborg, der varetager de riges interesser på flertallets bekostning.
Som de fleste højrepopulister har Morten Messerschmidt forsøgt at fremstille sig selv som et alternativ til det bestående og som en, der taler “den lille mands sag”. Som led i dette har DF tordnet mod de høje benzin- og dieselpriser, som ganske rigtigt lægger et stort økonomisk pres på mange arbejdere. DF retfærdiggør derfor deres støtte til regeringens skattereform ved at pege på, at de til gengæld fik nedsat afgiften på benzin og diesel med 2 kroner pr. liter i 2027.
Men ifølge Skatte- og Vækstministeriet vil det kun give en besparelse på omkring 1.500 til 1.800 kroner om året, hvis man kører 15.000 kilometer. Det er en konkret besparelse, men beløbet blegner sammenlignet med de høje priser på alt fra mad, husleje, varme og el, der æder lønnen hurtigere end nogensinde før.
Samtidig opvejer gevinsten ved den nedsatte afgift på benzin og diesel på ingen måde den ekstra udgift, der lægges på familier med hjemmeboende børn, der nu mister deres SU.
Som vi tidligere har påpeget, så er regeringens angreb på SU’en ikke bare et angreb på unges forhold, men også på de tusindvis af arbejderfamilier, der nu mister en indtægtskilde. Unges behov for tøj, mad, transport og andre basale udgifter forsvinder ikke, selvom de mister deres SU. Regningen lander nu bare på forældrenes skuldre. Under dække af at tale “den lille mands sag” er DF med til at gennemføre regeringens massakre på unge og arbejdere.
Højrepopulister som Messerschmidt står ikke på arbejderklassens side, og de udgør ikke en reel opposition til etablissementet; det udstiller DF’s støtte til regeringens skattereform tydeligt. Men situationen er desværre ikke meget anderledes på den parlamentariske venstrefløj. I stedet for at bekæmpe regeringens reaktionære politik ser Enhedslisten nemlig passivt til, mens den indføres.
Enhedslistens hykleri
Siden regeringen lancerede sit angreb på unge, har reaktionen fra Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, været en blanding af moralsk harme og overraskelse. Men hvordan kan Pelle Dragsted være overrasket?
Da den nye regering blev dannet i maj, lagde den på ingen måde skjul på, at den ville føre borgerlig politik, altså forgylde de rige og føre krig mod unge; det stod utilsløret i dens regeringsgrundlag. Enhedslisten og Pelle Dragsted indgik et samarbejde med den nye regering, velvidende hvilken politik den ville føre.
Men alligevel valgte de at stikke folk blår i øjnene ved kun at fokusere på de små indrømmelser, de fik igennem i regeringsgrundlaget. I stedet for at udstille, at Mette Frederiksens nye regering var en regering for de rige, der ville fortsætte de sidste mange års racisme og nedskæringspolitik, så malede Pelle Dragsted regeringen i røde farver og skabte kæmpe illusioner om den.
Det er derfor hykleri af værste skuffe, når Pelle Dragsted nu skriver fortørnede Facebook-opslag og græder krokodilletårer over regeringens og DF’s angreb på unge.
I modsætning til Enhedslistens ungdomsparti, Rød-Grøn Ungdom, som både var med til at indkalde til aktionsdagen den 4. november og mobilisere tusinder af unge til kamp, så har Enhedslisten ikke løftet en finger for at hjælpe bevægelsen mod regeringens angreb.
Partiet har stået passivt på sidelinjen, mens titusindvis af unge har mobiliseret sig til kamp mod selvsamme regering, som Enhedslisten stadig bakker op om. På trods af deres moralske fordømmelser af regeringen og DF har Pelle Dragsted valgt side, og det er ikke de unges side.
Regeringens angreb på unge har endnu en gang udstillet fejlen i Enhedslistens taktik om at støtte det såkaldte “mindste onde” i form af Socialdemokratiet. Med finansloven vil Mette Frederiksens regering hælde 22 milliarder i oprustning, gøre milliardærerne 11 milliarder rigere og forværre unges i forvejen elendige forhold – hvordan adskiller det sig fra en borgerlig regering?
Mette Frederiksen fører akkurat den samme racistiske politik som højrefløjen, hun er en af de mest krigsliderlige statsledere i Europa, og hendes regering tager nu penge direkte ud af lommerne på unge og arbejdere for i stedet at give dem til kapitalisterne, Zelenskij og militæret.
Med påstanden om, at alternativet til den nuværende regering vil være værre, ender Enhedslisten oven i købet med at fungere som en bremse på kampen mod de angreb, Mette Frederiksen fører mod unge her og nu.
Logikken om det “mindste onde” har aldrig fungeret. Som vi ser lige nu, betyder støtten til det “mindste onde” en forværring af vores liv i stedet for at tilbyde en udvej fra den uholdbare kurs, kapitalismen fører os ned ad.
Desperationen blandt arbejdere og unge vil i den kommende periode kun forværres yderligere, og de vil søge mod hvad som helst, der lader til at være et alternativ til det bestående. Fordi Enhedslisten støtter regeringen, bliver partiet ikke set som et alternativ, hvilket skaber plads til, at partier på højrefløjen, som DF, kan præsentere sig som etablissementets største kritikere. I sidste ende ender logikken med at støtte det “mindste onde” derfor med at bane vejen for det “større onde”.
For faktisk at bekæmpe både højrefløjen og regeringens angreb er der brug for en ny politisk kurs end Enhedslistens, og det er netop, hvad tusindvis af unge instinktivt søger efter.
Nok er nok!
Da op imod 40.000 unge den 4. november gik på gaden og nedlagde undervisningen på tværs af hele Danmark, var det under parolen “Nu er det nok!”. Angrebene på SU’en og dimittenddagpengene var for tusindvis af unge den sidste dråbe, som fik bægeret til at flyde over.
I årtier har den herskende klasse og politikerne forsøgt at tørre systemets krise af på arbejdere og særligt unge – det er skattereformen bare det nyeste eksempel på. Kapitalismen har ikke råd til at give flertallet af os et ordentligt liv. Mens toppen af samfundet kun bliver rigere, presses vi længere og længere ned i desperation.

Der er en udbredt kampvilje blandt unge mod den uretfærdighed, der gennemsyrer hele tilværelsen under kapitalismen. Og i morgen når unge over hele Europa nedlægger undervisningen og demonstrerer mod militarisme, er der igen en mulighed for at kæmpe tilbage mod politikerne, der stjæler vores fremtid for at føre krig og forgylde milliardærerne.
Frustrationerne i samfundet er samtidig ikke isoleret til unge. I store dele af arbejderklassen syder utilfredsheden og vreden mod regeringen. Potentialet eksisterer for at sprede bevægelsen til nye lag og inddrage arbejderklassen i den, ligesom vi har set i Frankrig, Spanien og Italien. Hvis det sker, kan bevægelsen blive til en kraft, der kan vælte Mette Frederiksens regering.
Men selv hvis regeringen blev væltet, og dens angreb mod unge blev taget af bordet, så ville det bare være et spørgsmål om tid, inden en ny regering præsenterede nye nedskæringer for at finansiere skattelettelser, krige og militarisme.
Det er ikke muligt at få et anstændigt liv under det her system. Kampen mod regeringens angreb og kampen for en ordentlig fremtid er en del af en større kamp for at vælte kapitalismen og skabe et helt nyt samfund. Vi kan vinde den kamp, men det kræver, at vi i stedet for at appellere til magthaverne fører krig mod dem; mod milliardærerne, de repræsenterer; og mod det system, de forsvarer.





