★ For at stoppe regeringens nedskæringer må vreden blandt unge organiseres og forbindes med arbejderklassens kræfter.

Hvordan vinder unge kampen mod regeringen?

Kaare forside artikel

Kaare Elnegaard




Den 4. november bragte unge Europas oprør til Danmark. I protest mod regeringens angreb på unges forhold gik især gymnasieelever i titusindvis på gaden, og nedlagde undervisningen på mindst 57 gymnasier landet over.

Med op imod 40.000 deltagere landet over var strejken en magtdemonstration og et udtryk for den enorme vrede, som skiftende regeringers gentagne angreb mod unge har produceret. De seneste angreb på SU’en og dimittenddagpengene er bare dråben, der har fået bægeret til at flyde over.

I vanlig stil har regeringen fuldstændigt ignoreret elevernes krav om at trække angrebene tilbage, som lige nu ser ud til at blive vedtaget med støtte fra DF. Det har fået skarp og berettiget kritik fra Danske Studerendes Fællesråd (DSF) og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS). Indtil videre har de unges studenterforeninger dog ikke meldt ud, hvad det næste skridt i kampen er, hvilket efterlader titusindvis af vrede unge, der ønsker at kæmpe mod regeringens nedskæringer uden retning.

På den anden står regeringen, som er fast besluttet på at gennemføre de fremlagte nedskæringer, så den kan finansiere endeløs oprustning, skattelettelser til de rige og milliarder til den meningsløse destruktion af Ukraine. Det viser med al tydelighed, at den såkaldt ‘røde’ regering blot er endnu en regering, for hvem dansk kapitalismes interesser er langt vigtigere end arbejderes og unges sociale rettigheder.

Den eneste måde, vi kan tvinge regeringen til at opgive sine angreb på, er ved at intensivere bevægelsen gennem omfattende mobiliseringer. I praksis betyder det at organisere vreden blandt unge og forbinde den med arbejderklassen, så den bliver en reel trussel mod regeringen. Så hvordan gør vi det?

Mobiliser til kamp

I første omgang er det nødvendigt at gentage succesen fra den 4. november, men i endnu større skala. Det er der mulighed for allerede den 20. november, hvor der er planlagt en international strejke mod militarisering under parolen: “Kæmp for vores fremtid, ikke deres krige!”.

Regeringens galopperende oprustning er netop en af årsagerne til nedskæringerne på velfærden, som rammer unge. Strejken den 20. november er derfor et oplagt næste skridt for bevægelsen i kampen mod nedskæringerne.

Til aktionsdagen den 4. november deltog omkring 40.000 gymnasieelever ud af de ca. 140.000 elever, der går på en gymnasial uddannelse i Danmark. Hvordan får vi resten med? Og hvad med studerende på de videregående uddannelser?

SU-demonstration-avis
Foto: Revolution

Studenterforeningerne DGS og DSF eksisterer for at forsvare unges og studerendes interesser, og organisationerne har forbindelser til alle landets uddannelsessteder. DGS og DSF har derfor alle forudsætninger for at kunne tage bevægelsen til et nyt og højere niveau. Hvis ens elev- eller fagråd endnu ikke er i gang med at mobilisere til strejken den 20. november, så tag fat i dem med en klar opfordring om at mobilisere til demonstrationen.

Men der er ingen grund til at vente på tilladelse eller initiativ fra ens elev-, fag- eller studenterråd. Hvis du, der læser disse linjer, er enig i, at regeringen skal opgive sine nedskæringer, og din studenterforening endnu ikke har stemplet ind i kampen, så tag sagen i egne hænder. Prøv at mobilisere din uddannelse til strejke. Hvis ikke dig, hvem så? Hvis ikke nu, hvornår så?

Hvad er det værste, der kan ske? Det værste ville være, hvis regeringen får lov til at gennemføre sine nedskæringer, uden at der er nogen, der så meget som gør forsøget på at kæmpe imod. Det ville være ekstremt demoraliserende og give det forkerte indtryk, at det er umuligt at ændre på tingene eller bekæmpe nedskæringerne. Der er tværtimod en enorm vrede og kampvilje blandt unge på alle uddannelser, men ofte mangler der nogen, som stiller sig frem, indkalder til en strejkekomité eller skriver en besked på Lectio, så vreden omsættes til handling.

Hvordan mobiliserer man?

I Revolutionært Kommunistisk Parti er vi allerede godt i gang med at mobilisere til demonstrationen den 20. november. For at nævne et strålende eksempel gik et af vores medlemmer rundt til alle klasserne på sit gymnasium og opfordrede folk til at deltage i demonstrationen med stor succes.

Et lignende eksempel på, hvordan man kan mobilisere sin uddannelse, er ved at bringe spørgsmålet om strejke op til afstemning på alle hold eller i alle klasser. I forbindelse med kampen mod en tidligere runde nedskæringer skrev en af vores kammerater på en teknisk skole en resolution mod nedskæringerne og om behovet for at strejke.

Først bragte han det op i sin klasse, og gennem en afstemning vedtog klassen at strejke. Derfra gik han og to klassekammerater ud med forslaget til resten af klasserne på skolen, som alle stemte om, hvorvidt de ville deltage. Alle, der stemte for, valgte to delegerede fra deres klasse, som kom med i en strejkekomité. På den måde kunne de planlægge strejken for hele uddannelsen. I alt stemte 98% af eleverne for at strejke.

Det er muligt at bruge denne fremgangsmåde på enhver uddannelse, hvor der er hold eller klasser, og strejkekomitéer er nødvendige for at vinde. Jo bedre organiseret og jo mere omfattende bevægelsen er, desto større er chancerne for succes.

Og betingelserne er afgjort til stede: Finansloven fjerner ikke bare SU’en for titusindvis af hjemmeboende gymnasieelever, men angriber også dimittenddagpengene, som er blevet forringet igen og igen. Det kommer i direkte forlængelse af fjernelsen af det sjette SU-år, som SVM-regeringen stod bag, og som har skåret universitetsstuderendes forhold ind til benet. Selv folkeskoleelever har politikerne lagt sig ud med gennem forbuddet mod at diskutere Israels folkemord til skolevalget sidste år og de gentagne angreb på folkeskolen.

Der er altså et kæmpe potentiale for at trække nye lag ind i bevægelsen den 20. november og bruge selve demonstrationen som et springbræt til at gøre strejken endnu mere omfattende fremover.

Kun for unge?

Hvis bevægelsen virkelig skal kunne tvinge regeringen i knæ, skal den blive så omfattende, at den trækker arbejderklassen med i kampen. Bare se, hvad der sker i Frankrig og Spanien lige nu. Begge steder har arbejderklassen kastet sig ind i kampen på de unges side i form af generalstrejker, og begge steder har regeringen givet indrømmelser i form af løfter om flere penge til uddannelser i Frankrig og en boligreform i Spanien.

Det er ikke enden på kampene de steder, og indrømmelserne er krummer sammenlignet med, hvad der er behov for, men det viser, hvad der kan presse en kapitalistisk regering til at give indrømmelser. På grund af deres rolle i samfundet og økonomien har arbejdere en enorm magt, når de handler koordineret, og det er nødvendigt at involvere dem for at vinde over regeringen.

Potentialet for at inddrage arbejderklassen i bevægelsen eksisterer også i Danmark, for det er den samme regering, der angriber unge, som hele tiden forværrer arbejderklassens forhold. Skiftende regeringers imperialistiske politik har efterladt velfærden i knæ og verdensmarkedet i et kaos, der presser almindelige arbejderes økonomi, især med stigende energi- og brændstofpriser.

Til at starte med er det oplagt at snakke med de ansatte på ens uddannelse, fra lærere til teknisk personale, og forsøge at involvere dem i strejken. Regeringens mange nedskæringer på uddannelser har også forringet deres forhold, så kampen er også deres.

På flere universiteter har nedskæringerne medført fyringsrunder og øget arbejdspres. En omfattende strejke er også de ansattes mulighed for at få trukket besparelserne tilbage og få genansat de fyrede. Deres fagforeninger burde indkalde til en strejke den 20. november, som fagbevægelsen i Italien har gjort.

Organiser vreden, vælt systemet

Systemet er problemet

Det er umuligt at gennemgå alle de måder, regeringens nedskæringer rammer arbejdere og unge på. Hvis man ser efter, kan man finde mærkerne efter regeringens sparekniv alle steder. Pointen er at samle disse kampe i et fælles opgør med regeringen, som svinger sparekniven på virksomhedsejernes og spekulanternes vegne.

Det er muligt at vinde over regeringen, men for at stoppe nedskæringerne én gang for alle er det nødvendigt at tage den politiske og økonomiske magt helt ud af hænderne på kapitalisterne og deres håndlangere i politik. Ved at overtage økonomien og bruge de enorme ressourcer, som arbejderklassen kollektivt producerer, i flertallets interesser vil det være muligt ikke bare at stoppe nedskæringerne, men faktisk at udbygge velfærden!

Pengene findes ikke bare til at beholde SU’en for hjemmeboende og dimittenddagpengene, men også til at udvide dem, så de følger inflationen, trække de tidligere forringelser tilbage og genindføre det sjette SU-år. Skiftende regeringer har sendt over 90 milliarder kroner til Ukraine. Til sammenligning forventer de at spare sølle 0,5 mia. på at sløjfe SU’en for hjemmeboende.

Men tilbagerulningen af nedskæringerne er kun en flig af potentialet: En arbejderstat ville fordele arbejde og uddannelse efter behov og evner på en rationel måde i stedet for blot at opfylde markedets behov for ”arbejdskraft”.

Unge ville ikke skulle stresse over uddannelse, karriere og arbejdsløshed, for arbejdet ville blive fordelt efter behov. Det ville udfolde et kolossalt uudnyttet potentiale og betyde, at arbejdstiden kunne sænkes markant til gavn for alle.

Det er en fremtid, der er værd at kæmpe for, og det er derfor, socialisme er nødvendigt. For overhovedet at kunne tale om en fremtid må vi tage magten fra eliten og dens politikere. Ellers vil de fortsætte kursen mod krig, krise og klimadestruktion og trække alle andre med ned i faldet.

Det, der mangler nu, er organisering: ikke bare for at stoppe regeringens nedskæringer nu og her, men for at opbygge et parti, der kan vise en vej ud af kapitalismens blindgyde. Fremtiden er vores, hvis vi tør række ud og tage den.

★