Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj har netop været på sit femte besøg i Danmark. Før hans fly overhovedet landede i Københavns Lufthavn, havde den danske regering vedtaget endnu en våbenpakke – donationspakke nummer 32 på 4,8 milliarder kroner.

Det samlede beløb, den danske regering har doneret til det korrupte regime i Ukraine og statsministerens gode ven Zelenskyj, når dermed op på over 90 milliarder kroner. Kort efter hans ankomst tog Zelenskyj sammen med Mette Frederiksen over til Københavns Universitet, hvor de havde en venskabelig samtale om den internationale sikkerhedssituation for rullende kameraer.

Beslutningen om, at Zelenskyj skulle besøge netop Københavns Universitet, er en hån mod danske unge. For de sidste uger har titusindvis af unge på landets uddannelsesinstitutioner mobiliseret sig for at bekæmpe regeringens frontalangreb på deres forhold, der bl.a. indbefatter en reduktion eller fuldstændig fjernelse af SU’en.

Hvad skal besparelserne på unges forhold gå til? I sit finanslovforslag skriver regeringen det sort på hvidt: Det skal gå til oprustning og til at finansiere den ukrainske krigsmaskine. Der er tydeligvis ingen grænser for, hvor mange ukrainske arbejdere der skal sendes til fronten og til den visse død for vestlig imperialismes interesser, hvis det stod til den danske regering.

Med nedskæringen på SU’en vurderes det, at den danske stat årligt vil spare 0,5 milliarder kroner. Politikerne siger, at det er nødvendige forringelser, fordi der ikke længere er råd til velfærd, men de selvsamme politikere kunne over en eftermiddag finde 9,6 gange så mange penge til krig og ødelæggelse.

De 4,8 milliarder, som politikerne smed i nakken på Zelenskyj, kunne have udskudt SU-besparelserne i næsten 10 år, men i stedet går pengene til at finansiere død og ødelæggelse. Penge kommer dog ikke til at ændre på den kendsgerning, at dansk og vestlig imperialisme har tabt krigen i Ukraine – en sandhed, som magthaverne ikke længere kan skjule.

Meningsdiktaturet krakelerer

Siden krigen mellem russisk og vestlig imperialisme i Ukraine startede, har der fra politikerne og medierne strømmet en flod af propaganda for at retfærdiggøre, hvorfor der skal doneres milliarder og atter milliarder af arbejderklassens skattekroner til krigen mod Rusland.

Med Zelenskyjs besøg så vi endnu en flod af propaganda. Medierne dækkede stort set ikke andet de to dage. Hvert et ord, Zelenskyj sagde, blev blæst op på avisernes forsider, og han fik endda lov til at tale i Folketinget, hvor han blev mødt med stående applaus fra alle politikere med undtagelse af en enkelt.

Zelenskyj har siden krigens start påtaget sig rollen som “frihedskæmper”, og med sin baggrund som skuespiller kan han sige alle de rigtige ord for at holde den facade oppe. Men ingen mængde af pæne ord kan dække over sandheden for evigt.

Hele toppen af det danske samfund bakker op om regeringens imperialistiske linje, og folk, der har stillet spørgsmålstegn ved myndighedernes udlægning af krigen, er blevet truet til stilhed eller beskyldt for at være “putinister”. Men regeringens meningsdiktatur har nu slået sprækker.

I slutningen af oktober udgav chefredaktøren på forsvarsmediet Olfi, Peter Ernstved Rasmussen, en leder, hvori han påtaler den unuancerede offentlige debat om krigen i Ukraine, hvor der bliver slået hårdt ned på enhver afvigelse fra regeringens linje. Hvis der skulle herske nogen tvivl om sandheden af dette udsagn, blev det hurtigt bevist af forsvarsminister Jeppe Bruus, der straks opfordrede Peter Ernstved Rasmussen til at trække sin leder tilbage.

Men på trods af regeringens forsøg på at forhindre modstand mod sin Ukraine-politik har Olfis artikel antændt en bredere offentlig debat om, hvorvidt regeringens politik om at afvise fredsforhandlinger og poste penge i Ukraine-krigen i det uendelige virkelig er det rette at gøre. Som selv borgerlige medier nu pointerer, er krigen tabt, og der må indledes fredsforhandlinger. Det er blevet tydeligt for mange, at en fortsættelse af krigen blot vil betyde, at flere dør unødvendigt, og i sidste ende risikerer det ikke bare at tage livet af Ukraine som selvstændig nation, men kan oven i købet risikere at udløse en direkte militær konfrontation mellem Rusland og NATO.

Politikerne på Christiansborg er dog ligeglade med, hvor mange ukrainere der dør, og hvorvidt de provokerer Rusland; de står trofast bag vestlig imperialisme i Ukraine. For de danske og europæiske kapitalister er det nødvendigt at fortsætte krigen. Ved at “støtte” Ukraine med våben trækker de blodbadet i Ukraine i langdrag, så de selv kan købe sig mere tid til at opruste. Det er et stort desperat forsøg på at beskytte deres egne imperialistiske interesser og indflydelsessfære i Østeuropa over for et styrket Rusland.

Alle argumenterne om, at Ukraine er “frontlinje i kampen for demokrati”, og at de har brug for nogle flere penge for at stoppe diktatur fra at sprede sig til Danmark, er ved at gå op i limningen. Som vi tidligere har beskrevet, er der i gang med at ske et stemningsskift i befolkningen.

I samtlige kommentarspor under artikler om Zelenskyjs besøg, uanset om det er TikTok eller Facebook, udtrykker flere og flere arbejdere og unge, at det er meningsløst at blive ved med at støtte op om krigen, for den har katastrofale konsekvenser for ukrainere og for levevilkårene herhjemme.

For at holde denne utilfredshed blandt befolkningen for døren forsøger politikerne at piske en stemning op med udokumenterede “beviser” for russisk hybridkrig i Europa, men det har også haft den omvendte effekt. Flere og flere mister i stedet tilliden til, at det, myndighederne siger, passer.

Som Frihedsbrevet kommenterede, så opfører regeringen sig som “radikaliserede Ukraine-aktivister” – og det er os, arbejdere og unge, der betaler prisen for deres imperialistiske politik gennem nedskæringer, inflation og en generel forringelse af vores leveforhold.

Ikke vores krige!

Zelenskyjs besøg har været en klar påmindelse om, at regeringen prioriterer kapitalisternes imperialistiske interesser over vores forhold. Mens budskabet til arbejdere og unge fra Mette Frederiksen er, at der ikke længere er råd til velfærd, så er der altid uanede mængder penge til krig og ødelæggelse, særligt når det gælder Ukraine.

Magthavernes militarisme og angrebene på unges forhold er ikke to adskilte fænomener; de er to sider af samme mønt, for det er os, der betaler for deres krigsliderlige politik. Kampen mod regeringens angreb på SU’en og besparelser på uddannelserne hænger derfor uløseligt sammen med kampen mod deres imperialistiske politik i Ukraine og i resten af verden.

Prioriteterne i toppen af samfundet kunne ikke være længere væk fra unges. Mens toppen af samfundet diskuterer, hvordan de kan opruste og føre krig, afviser hele 54 % af 18-29-årige at ville kæmpe for Danmark, hvis landet blev invaderet.

Klasselinjerne er trukket skarpt op. Som unge råber fra samtlige af Europas storbyer til demonstrationer disse dage: “De rige vil have krig, de unge vil have en fremtid.”