For en måned siden, den 5. september, ledte facebookgruppen “Det Danske Folk” en march gennem København, der med over 1.000 deltagere var den største mobilisering fra højrefløjen i årtier. Videoer af heilende nazister og sortklædte hooligans, der kastede fyrværkeri og efter marchen lavede ravage rundt i byen, har bidraget til det chok, det har været for mange.

Siden har grupper fra højrefløjen markeret sig yderligere, som i Odense, hvor en gruppe hooligans råbte racistiske tilråb mod en palæstinademonstration. Det Danske Folk har indkaldt til en ny march, “Optog for vores Danmark”, den 17. oktober og vil demonstrere “for en fair remigrationspolitik”.

Det vil de ikke gøre uimodsagt, for igen er flere organisationer og partier på venstrefløjen gået sammen om at arrangere Demonstration mod racisme – nej til remigration.

I Revolutionært Kommunistisk Parti er vi selvfølgelig med igen til at arrangere moddemonstrationen, og vi vil møde endnu mere talstærkt op denne gang. Vores hovedkonklusion efter 5. september er, at vi den her gang skal være langt flere til vores moddemonstration, hvis vi skal lykkes med at demoralisere højrefløjen. 

Til evalueringsmøder og diskussioner på venstrefløjen efter 5. september har der heldigvis været konsensus om, at dette er vejen frem. Det store spørgsmål er, hvordan vi så bliver flere. Hvordan mobiliserer vi til demonstrationen den 17. oktober? For at besvare dette spørgsmål, må vi forstå, hvad vi kæmper imod.

Hvad vi kæmper mod den 17. oktober?

Højrefløjsmarchen den 5. september var et wakeupcall. Det seneste år har højrefløjen fyldt mere og mere på Christiansborg og i medierne, men nu udtrykker dens fremgang sig også på gaden. Hvad er årsagen til dette?

De har fået selvtillid på grund af den fremgang, højrefløjen har parlamentarisk, ikke kun i Danmark, men mange steder i Europa. Samtidig går de på gaden i frustration over, at samfundet bliver værre og værre, og for at rette et slag mod Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og andre politikere fra etablissementet.

Der var åbenlyst nazistiske elementer og andre højreekstreme figurer som Rasmus Paludan eller folk fra Generation Identitær, der gik med i Det Danske Folks march. Men disse folk er kun en del af billedet, som i sin helhed var meget heterogent og udgjort af en broget skare af folk fra forskellige lag i samfundet. Hvis det kun var deciderede fascister, som var mødt op, havde demonstrationen været langt, langt mindre.

Størstedelen af deltagerne var arbejdere, selvstændige, arbejdsløse eller unge, der hader etablissementspartierne og derfor ser mod højrefløjen, fordi de fremstår som de eneste, der vil forsøge at føre en helt anden politik end den, der er blevet ført i årtier. Regeringen siger igen og igen, at det går rigtig godt, mens velfærden falder fra hinanden, og købekraften udhules af prisstigninger på brændstof og fødevarer.

Morten Messerschmidt og Det Danske Folk taler til deres vrede og fremstiller sig selv som dem, der vil gøre noget ved det. På demagogisk vis forsøger højrefløjen at få folk til at tro, at remigration og en strammere udlændingepolitik vil løse problemerne. En af de vigtigste årsager til, at de kan få opbakning til denne racistiske syndebukspolitik, er, at den etablerede venstrefløj ikke giver et klart alternativt. I stedet har både SF og Enhedslisten støttet regeringen og deres etablissementspolitik.

Der er ingen tvivl om, at remigration og resten af højrefløjens politik er ekstremt reaktionær. Men så længe de er de eneste, som fremstiller sig som et politisk alternativ til det bestående, har de muligheden for at få opbakning.

Den eneste måde, vi effektivt kan erodere højrefløjens fremgang, er ved at give et politisk alternativ på venstrefløjen. Som vi tidligere har beskrevet, kræver det en politik, der adresserer arbejderes virkelige problemer i forhold til velfærd, boliger, købekraft og ulighed. Det er problemer, vi kun kan løse, hvis vi bryder rammerne og præsenterer en revolutionær politik, som gør op med kapitalismen.

Det er det første og vigtigste, vi kan gøre, for at vinde over højrefløjen. Men den anden del af kampen er at møde dem på gaden, når de dukker op, for at tage pusten fra dem.

Vores vigtigste våben for at stoppe højrefløjen på gaden er vores antal. Den vigtigste måde at svække dem er ved at vise, at vi er mange, mange flere end dem.

Det vil samtidig vise folk i København og i resten af landet, som ser med foragt og vrede på racismen i samfundet, at der er en aktiv bevægelse, som kæmper. Det vil dermed styrke os på sigt.

Massemobilisering

Den 5. september var et wakeupcall for venstrefløjen, fagbevægelsen og studenterbevægelsen, der historisk har stået i spidsen for kampen mod racisme. På trods af opbakning og deltagelse fra mange organisationer kunne vores sidste moddemonstration kun mønstre 2.000 deltagere tilsammen, der hovedsageligt var folk, der allerede var organiserede eller affilierede med vores organisationer.

Den største udfordring var, at folk, der ikke i forvejen er organiseret, simpelthen ikke vidste, at det fandt sted, eller hvorfor det var vigtigt, at de mødte op. Det er begrænset, hvad mindre organisationer som os i Revolutionært Kommunistisk Parti – der sidste gang stod for plakatophængninger, lavede opslag på sociale medier eller flyeruddelinger på uddannelser – kan gøre for at få massevis af folk med. 

Derfor er det også positivt, at flere organisationer og især studenterbevægelsen denne gang har involveret sig mere i demonstrationen mod racisme. Men én ting er at lægge navn til. En anden ting er, hvad man bruger sine kræfter på nu og frem til den 17. oktober. 

Først og fremmest skal der plakater op alle steder og deles masser af opslag på sociale medier. Men det er også nødvendigt at komme ud og tale med alle dem, vi faktisk gerne vil have med.

For et par uger siden mobiliserede Socialistisk Ungdomsfront (SUF) i København på stort set eget initiativ omkring 1.000 gymnasieelever til en skolestrejke for Palæstina, som hovedsageligt var fra de skoler, de havde aktive medlemmer på. I RKP har vi ladet os inspirere af det og selv taget initiativ til mobilisering på universiteterne til den 17. oktober, hvor vi har rakt ud til andre organisationer og studenterforeninger, men det er klart, at vi med lidt under 400 medlemmer på landsplan ikke kan løfte opgaven alene. 

For at nå ud til tusinder og få flere med på gaden er det nødvendigt at komme ud på uddannelser, arbejdspladser og fagforeninger og forklare folk, hvorfor højrefløjen går frem, hvordan vi bekæmper dem, og hvorfor det er vigtigt at møde op til demonstrationen. 

Det er en kollektiv opgave, som fag-, elev- og studenterbevægelsen samt hele venstrefløjen må løfte sammen. De store fagforbund, DSF og DGS samt et stort parti som Enhedslisten har hundredtusinder af medlemmer, prominente figurer og mange ressourcer. De burde være hoveddrivkraften i mobiliseringen.

Hvis ledelserne fra disse masseorganisationer ville, kunne vi oversvømme København den 17. oktober i en gigantisk demonstration. De repræsenterer størstedelen af arbejderklassen og ungdommen. Hvis de ville, kunne de give højrefløjen en mavepuster, som den ikke ville rejse sig fra foreløbig. Desværre ser det ikke ud til, at de fleste af ledelserne i disse organisationer tager spørgsmålet så seriøst, som de burde.

Enkelte fagforeninger som fx 3F København støtter demonstrationen, mens Studenterrådet på Københavns Universitet (KU) har involveret sig i planlægningen og kan mobilisere tusinder fra KU gennem fakulteternes fagråd, stormøder eller opfordringer i forelæsningssale.

Potentialet for dette er absolut til stede, for viljen til at kæmpe for forandring er kun blevet større siden den 5. september. På de sociale medier har videoerne af heilende nazister og kampråb om remigration til Det Danske Folks march uden tvivl haft den effekt, at rigtig mange gerne vil engagere sig i kampen. 

Ligesom vi har set i palæstinabevægelsen, er der en vrede, som kan blive mobiliseret og bringe titusinder på gaden. Det er det samme, vi ser rundt om i Europa lige nu, hvor unge og arbejdere går på gaden i Tyskland, Spanien og især i Frankrig. Herhjemme er rigtig mange trætte af den fremmedfjendske udlændingepolitik, hetz mod muslimer og politikernes hykleri. Det kræver en stærk politisk mobilisering.

Vi kan vinde over højrefløjen

Hvis vi skal bekæmpe højrefløjen og racisme, må vi basere os på den virkelige stemning blandt arbejdere og unge, som er en vrede mod status quo, politikerne og en afvisning af den fremtid, vi bliver tilbudt under det nuværende system.

Den seneste uge har besparelserne på SU og dimittenddagpenge vakt stor vrede og er retmæssigt blevet set som endnu et angreb, der vil forværre leveforholdene yderligere. Det er angreb som disse, som politikerne i årtier har brugt racisme til at aflede folk fra, men som har gjort folk utilfredse med status quo og skabt den polarisering, der udtrykker sig på højrefløjen for tiden.

På Christiansborg omfavner venstrefløjen nye angreb og er med til at gøre de nedskæringer, som eliten kræver for at bevare deres profitter, til virkelighed, men som unge, studerende og arbejdere betaler prisen for.

Hvis ikke denne vrede skal overlades til at blive udnyttet af højrefløjen, kræver det, at vi løser de sociale spørgsmål, som skaber grobunden for racisme og deres fremgang. Det kræver et program for et reelt alternativ til det nuværende system, hvor virksomhedernes profitter bliver taget og brugt i det store flertals interesser. Det kræver en kamp mod kapitalisme og for socialisme, som kan forene folks frustrationer over status quo mod den elite, som skaber problemerne.

Kampen for et andet samfund hænger derfor sammen med kampen mod højrefløjen og en benhård mobilisering til den 17. oktober, når vi går gennem Københavns gader. 

Vi vil derfor slutte med en klar opfordring til alle unge, studerende og arbejdere: Tag dine venner med på gaden den 17. oktober mod racisme, og organiser dig i kampen!