Siden sommerferiens afslutning har spørgsmålet om indvandring domineret den offentlige debat, og det ene racistiske forslag efter det andet er fløjet ud fra Christiansborg.
Samtidig har højrefløjen ført sig frem med en nyfunden selvtillid: Eksempelvis så vi den største højrefløjsdemonstration i mange år den 5. september, hvor 700 mennesker gik gennem Københavns gader, blandt andet under parolen om remigration. Til demonstrationen deltog endda en mindre flok maskerede, heilende fascister.
Senere i september så vi, hvordan racistiske hooligans truede en fredelig Palæstina-demonstration i Odense. Alt dette flyder direkte fra den konstante dæmonisering af indvandrere og muslimer, der flyder i stride strømme fra politikerne og de etablerede medier.
Det er en faretruende udvikling, der har skabt bekymring og vrede hos rigtig mange arbejdere og unge, der ligesom os ønsker at bekæmpe højrefløjen og Christiansborgs racisme, som remigration blot er det seneste udtryk for.
Men for at kunne bekæmpe de tendenser bliver vi nødt til at forstå, hvad grobunden for dem er. Det betyder, at vi bliver nødt til at forstå, hvilken funktion indvandring konkret har i dansk kapitalisme og i den danske klassekamp.
En rig kilde til profit
Virkeligheden er, at selvom Danmark i årevis har haft regeringer, der har ført en mere og mere fremmedfjendsk udlændingepolitik – til et punkt, hvor de decideret har fejret nye stramninger af udlændingepolitikken – så er antallet af folk, der indvandrer til Danmark, forblevet praktisk talt uændret. Det er, fordi virksomhedsejerne er afhængige af udenlandske arbejdere som en kilde til rigelig og billig arbejdskraft, hvilket politikerne på Christiansborg, borgerskabets politiske repræsentanter, udmærket er klar over.
Et studie fra Copenhagen Business School (som altså ikke kan anklages for at være en marxistisk institution) fra 2025 viste sort på hvidt, at indvandrere i Danmark generelt tjener 9 % mindre end såkaldt danske arbejdere. En del af lønforskellen skyldes, at de må tage til takke med de værst lønnede job, og en del skyldes, at de decideret bliver betalt mindre for at udføre de samme opgaver som deres etnisk danske kolleger.
Samme billede viser Arbejderbevægelsens Erhvervsråds (AE) undersøgelse fra 2021: I 17 ud af 19 brancher er udenlandske arbejdere overrepræsenterede blandt de lavestlønnede, især i mindre virksomheder. Udenlandske arbejdere er især overrepræsenterede inden for landbruget, hotel- og restaurationsbranchen samt rengøring, altså de brancher, som har de hårdeste, mest utaknemmelige job og de værste lønninger. Intet af dette kan komme bag på nogen ærlig person, der har været i kontakt med det danske arbejdsmarked.
Denne direkte økonomiske udbytning er den vigtigste årsag til, at danske kapitalister har brug for indvandring. Uden udenlandske arbejdere, der i dag udgør hver syvende arbejder i Danmark og samlet set producerede for 386 milliarder kroners værdi i 2025 ifølge Dansk Erhvervs egne tal, ville den danske økonomi blive reduceret med over 10 procent.
Gennem skiftende regeringers diskriminerende politik, der basalt set reducerer indvandrere til andenrangsborgere, har kapitalisterne skabt en underklasse af indvandrere inden for arbejderklassen i Danmark, som de udbytter særligt brutalt og derfor tjener ekstra godt på.
Billig arbejdskraft er dog ikke den eneste måde, kapitalisterne udnytter indvandrere på. De udnytter også udenlandske arbejderes dårlige vilkår til at underminere de generelle forhold for alle arbejdere.


Diskrimination gavner kun eliten
Såkaldte etnisk danske arbejdere får ikke nogen andel i overskuddet fra den grove udbytning, deres klassefæller med indvandrerbaggrund udsættes for. De bliver indirekte ramt af den udbytning, når arbejdsgiverne truer dem til at acceptere ringe løn og arbejdsforhold, fordi de ellers ville blive erstattet af nogen, der af desperation bliver nødt til at acceptere disse forhold.
Det udstiller, præcis hvorfor remigration ikke kun rammer indvandrere, men alle arbejdere i Danmark: Hvis hundredtusinder af indvandrere mister deres juridiske grundlag for at bo her, vil det sætte dem i en desperat situation, som vil blive udnyttet skruppelløst af cheferne til at lægge endnu mere pres på løn- og arbejdsforhold. For hvis de løfter hovedet og kritiserer chefen, vil de risikere at blive smidt ud af landet. At acceptere angreb mod én del af arbejderklassen skaber kun et ræs mod bunden, hvor arbejderklassen som helhed taber. Et slag mod én er et slag mod alle.
Arbejderbevægelsen blev oprindeligt bygget på princippet om, at arbejdere, uanset baggrund, er klassefæller, ikke konkurrenter. I praksis betyder det at kæmpe konsekvent for, at alle arbejdere får de samme juridiske og politiske rettigheder, så kapitalisterne ikke kan udnytte det, at nogle grupper af arbejdere er dårligere stillet end andre, til at underminere resten af arbejderklassens forhold.
Men i dag har toppen af fagbevægelsen komplet accepteret det kapitalistiske system, og de nyder, til gengæld for deres loyale samarbejde med kapitalisterne, en privilegeret tilværelse på niveau med resten af samfundets top. Derfor accepterer de stiltiende politikernes racisme uden at gøre modstand. På trods af at fagtoppen har magten til det, har de ikke løftet en finger for at mobilisere deres medlemmer mod remigrationsdemonstrationerne, selvom udbredelsen af disse idéer er en trussel imod hundredtusindvis af fagforeningsmedlemmer, som har udenlandsk baggrund.
Det er en skændsel, at arbejderbevægelsens ledelse har opgivet at kæmpe mod racisme og diskrimination og i stedet har overladt kampen til den yderste venstrefløj og forskellige små aktivistgrupper. Det har gjort, at kampen mod racisme og højrefløjen er blevet adskilt fra den bredere klassekamp, hvilket er en fuldstændigt kunstig opdeling, der skader begge kampe.
Gaffatape til velfærden
For ligesom i resten af verden er Danmark i dag kendetegnet af pressede sociale forhold, usikkerhed over fremtiden og en generel følelse af utryghed. Det fulde ansvar for denne tilstand ligger hos politikerne, først og fremmest fra de ledende borgerlige partier og Socialdemokratiet, der har regeret sammen de seneste mange årtier.
Det er dem, som har smadret velfærden med årtiers nedskæringer, indtil arbejdsforholdene er blevet så utålelige, at alle arbejdere i det offentlige, der har mulighed for det, søger andre steder hen. Ifølge en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd blev velfærden underfinansieret med 22,5 milliarder kroner fra 2013-2023. Efterfølgende har politikerne til gengæld kunnet finde over 80 milliarder at sende til Ukraine, yderligere svimlende summer til oprustning og er nu begyndt på nye nedskæringer, som fx at fjerne SU’en for 81.000 studerende.
I stedet for rent faktisk at investere i velfærden udnytter regeringen på kynisk vis udenlandske arbejdere til at lappe hullerne. I 2024 indgik SVM-regeringen sammen med SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre en aftale om at rekruttere sygeplejersker i Indien og Filippinerne – to lande, hvor de fleste arbejdere lever i fattigdom og derfor er villige til at acceptere de elendige forhold i det danske sundhedsvæsen. I dag er hver syvende arbejder inden for sundhedsområdet således en udenlandsk statsborger, og for sosu’er specifikt er andelen 25 procent, altså hver fjerde arbejder.
Men hvorfor bruger politikerne så mange kræfter på at dæmonisere indvandrere, når dansk kapitalisme tydeligvis er dybt afhængige af dem?
Desperat behov for en syndebuk
Livet under dansk kapitalisme bliver gradvist mere og mere umuligt for store dele af befolkningen, hvilket skaber store frustrationer. Kapitalismen er ved at rådne op omkring os, og det rammer mange hårdt.
For at aflede opmærksomheden fra, at de selv har skabt den nuværende situation af forfald, bruger politikerne indvandrere, og især muslimer, som syndebukke. Selvom forslaget om remigration oprindeligt stammer fra den yderste højrefløj, har idéen om at udvise muslimer eller udlændinge nu i en eller anden grad bredt sig til resten af det politiske spektrum.
Remigration i den ene eller anden form er ingen løsning på almindelige menneskers problemer, og det er ekstremt reaktionært: Det forstærker illusionen om, at årsagen til såkaldt danske arbejderes problemer er en anden gruppe af arbejdere. Det leder opmærksomheden væk fra de virkelige kriminelle: kapitalisterne og deres lakajer på Christiansborg, der forsøger at løse krisen i deres system ved at læsse byrden over på arbejderklassens skuldre.
De milliarder, der mangler i velfærden, ligger ikke og flyder i flygtningelejre eller såkaldte ‘ghettoområder’. De står på bankbogen hos Danske Bank, Mærsk og Novo. Det var ikke muslimer, der fyrede 14% af medarbejderne hos Novo sidste år – det var Novos bestyrelse på vegne af deres aktionærer. Det er ikke indvandrere, der har smadret velfærden, men 50 års nedskæringer, udført af skiftende regeringer bestående af inkarnerede karrieremagere fra alle dele af det politiske spektrum, senest Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen, Pia Olsen Dyhr og Martin Lidegaard.
Sådan som verdenssituationen udvikler sig nu, med krigen mod Iran, stigende inflation og renter, samt tårnhøje niveauer af spekulation på aktiemarkederne, tegner der sig ikke et billede af en tilbagevenden til kapitalismens guldalder med tilhørende udvidelse af velfærden og gode jobs til alle. Derfor kommer elitens behov for en syndebuk ikke til at blive mindre i den kommende periode, og der er ingen tvivl om, at dæmoniseringen af indvandrere, og især muslimer, vil nå nye højder, hvilket kræver et organiseret modsvar.
Til kamp mod eliten!
Lige nu har højrefløjen vind i sejlene, og det er intet mysterium hvorfor. Mens regeringen hævder, at “det går så godt som aldrig før”, gennemfører den angreb efter angreb mod arbejdere og unge, der gør livet for det store flertal mere og mere uholdbart. Flere og flere kan ikke udstå magthaverne og leder desperat efter et alternativ til det bestående – og den eneste i dansk politik, som for alvor kritiserer regeringen og taler ned i denne vrede, frustration og afmagt, er Morten Messerschmidt.
I stedet for at udstille regeringens arbejderfjendske politik er venstrefløjen med til at gennemføre den. Regeringen købte Enhedslistens støtte med nogle symbolske indrømmelser, der kommer til at blive finansieret med nedskæringer andre steder. Dermed er rollen som opposition fuldstændigt overladt til højrefløjen og især Dansk Folkeparti.
Dansk Folkeparti får på den måde lov til at fremstille sig selv som den eneste opposition til etablissementet, og de kan komme til at vinde stor opbakning på den baggrund. Taktikken om at “bakke op om det mindste onde” for at holde højrefløjen ude kommer kun til at bane vejen for den.
Som kommunister erklærer vi åbent krig imod enhver racistisk politik – remigration såvel som alle andre tiltag, der underbygger illusionen om, at en gruppe arbejdere er kilden til andre arbejderes problemer – uanset om den kommer fra højrefløjen eller midten af dansk politik.
For at bekæmpe racisme er det nødvendigt at bekæmpe regeringen, som lige nu smadrer leveforholdene for flertallet, og som fører den samme racistiske politik som højrefløjen. Vi må sige ærligt: “Ja, der er en minoritet, som ødelægger samfundet for flertallet, men det er ikke indvandrere eller muslimer – det er kapitalisterne og deres lakajer på Christiansborg.”
Denne lille elite undertrykker og udnytter indvandrere til at presse alle arbejderes forhold og gør dem samtidig til syndebukke for de problemer, som elitens politik er skyld i. Dette er en fuldstændigt nødvendig del af at forvalte deres system.
Det er derfor, det er nødvendigt at vælte det kapitalistiske system for at gøre op med racisme og standse højrefløjens fremmarch. Det er kun muligt gennem arbejderklassens samlede indsats, forenet på tværs af nationale, etniske og religiøse skel.
Og der er brug for dig i den kamp. Højrefløjen har indkaldt til endnu en demonstration for remigration den 17. oktober. Sammen med andre organisationer på venstrefløjen er vi i Revolutionært Kommunistisk Parti med til at organisere en moddemonstration for at vise dem, at vi er langt flere, end de er, og at deres racisme kun gavner de rige, kun styrker eliten. Tag med til moddemonstrationen, og tag dine kolleger, medstuderende og venner med! Og endnu vigtigere: Gå med i kampen for en socialistisk revolution, så vi kan skabe en verden uden racisme, udbytning og syndebukke!






