Valgresultatet i den fattige, landlige østtyske delstat Sachsen-Anhalt, der huser blot 2,1 millioner indbyggere, har ramt den tyske herskende klasse som et jordskælv. Alternative für Deutschland (AfD) fik næsten 44 procent af stemmerne, en fremgang fra lidt over 20 procent. CDU, der før valget regerede delstaten, faldt imidlertid fra 37 procent til 17 procent. Vælgerne har fældet en knusende dom over hele det tyske etablissement.

Når vi dykker ned i det opsigtsvækkende valgresultat, finder vi en kompleks blanding af følelser. Der er forvirring; der er racistiske og modstand mod indvandring. Det er alt sammen meget virkeligt. Men selv om resultatet naturligt nok har vakt bekymring blandt mange unge og venstreorienterede, må vi advare mod forestillingen om, at dette udgør et “skred mod højre” og i endnu højere grad mod forestillingen om en fremadskridende “fascisme”.

Det, vi først og fremmest finder, er en bølge af vrede, bitterhed, had til etablissementet og utilfredshed blandt overvejende arbejdervælgere, som føler, at systemet er uretfærdigt indrettet imod dem.

Dette valg havde den højeste valgdeltagelse ved noget valg i delstaten siden genforeningen af Tyskland: 78 procent af de stemmeberettigede stemte. AfD vandt mange stemmer fra det konservative regeringsparti CDU (omkring 83.000 stemmer), men 170.000 af partiets stemmer kom fra folk, der ikke plejer at stemme: mennesker, der før var fuldstændig fremmedgjorte over for systemet og politik.

Vi så en stor bevægelse af arbejdere over til AfD. Partiet klarede sig betydeligt bedre end gennemsnittet blandt manuelle arbejdere (hvor det fik 59 procent). Blandt folk, der siger, at deres økonomiske situation er “dårlig”, stemte 65 procent på AfD. Det står i modsætning til blot 37 procent blandt dem, der sagde, at deres situation er “god”.

Den eneste aldersgruppe, hvor partiet klarede sig markant værre, var blandt pensionister, hvor de traditionelle magtpartier står stærkest.

Hvad er det et udtryk for? En enorm, ophobet vrede i bunden af samfundet, og at AfD på en forvirret måde bliver brugt af vælgerne til at udtrykke denne vrede og utilfredshed mod etablissementet.

Had til systemet

På nuværende tidspunkt er Friedrich Merz, den tyske kansler, den mest forhadte statsleder i verden. 78 procent af tyskerne er utilfredse med hans arbejde. Det er ikke svært at se hvorfor. Tyskland har været i recession eller stået i stampe siden 2022. Afbrydelsen af gasleverancerne fra Rusland, som følge af krigen i Ukraine, har skabt en bølge af afindustrialisering, der har skyllet ind over landet, hvor titusindvis af arbejdspladser forsvinder hver måned. Den tyske industriproduktion er faldet med over 11 procent siden 2023 og 15 procent siden pandemiens afslutning.

En regeringskoalition bestående af begge de store traditionelle partier gennemfører et program med nedskæringer på sociale ydelser og angreb på velfærden, samtidig med at millarder sendes til krigen i Ukraine – en krig, som med rette ses som forbundet med tabet af de billige russiske energikilder, der er ved at ødelægge den tyske industri.

AfD har derimod aldrig siddet i regering. Partiets program er naturligvis gennemgående reaktionært og indeholder hårrejsende, arbejderfjendsk politik, syndebukspolitik rettet mod migranter samt en hel række kvalmende kulturkrigspåfund.

Men der er flere årsager til, at partiet alligevel har formået at ramme ned i den vrede, som eksisterer i samfundet. Den første årsag er deres anti-etablissement-aura. Og for det kan de takke selve etablissementpartierne!

At de partier, der er ansvarlige for angrebene på den tyske arbejderklasse, nu går sammen om at fordømme AfD som noget særligt ondt og opbygge en “brandmur” omkring partiet, har kun gavnet AfD. Når alle de etablerede partier stiller sig på samme side i dette spørgsmål – inklusivt det venstreorienterede Die Linke! – har det overbevist mange om, at de alle repræsenterer de samme interesser.

Blandt AfD’s politik er der især to emner, som vækker genklang blandt mange arbejdere.

Den første er naturligvis deres migrationspolitik. Ironisk nok viser Sachsen-Anhalt præcis, hvorfor deres politik er et afledningsmanøvre. Det er en af Tysklands fattigste regioner, og samtidig har den en af de laveste andele af migranter i Tyskland. Kun otte procent af delstatens befolkning er født i udlandet, omtrent halvdelen af landsgennemsnittet.

Det er tydeligt, at migranter ikke er årsagen til de tyske arbejderes fattigdom. De er en bekvem syndebuk, som får skylden for at optage hospitalssenge, boliger, skolepladser og arbejdspladser. 89 procent af AfD’s vælgere siger: “Priserne stiger så voldsomt, at jeg ikke kan betale mine regninger.” 80 procent siger: “Jeg kan ikke længere opretholde min levestandard.” Dét er de virkelige bekymringer, som migranterne får skylden for.

Dernæst er der det andet spørgsmål, som AfD i stigende grad forsøger at appellere til: trætheden over krigen i Ukraine. Dette skaber reel bekymring blandt den dominerende, antirussiske fløj af den herskende klasse.

Siden Merz kom til magten, har europæerne – tyskerne frem for alle – påtaget sig næsten hele omkostningen for stedfortræderkrigen i Ukraine. Han har også øget militærudgifterne massivt. Samtidig, og ikke uden forbindelse til dette, forsøger han at hæve pensionsalderen til 70 år og arbejdsugen til 40 timer.

Den afindustrialisering, der er fulgt med de stigende gaspriser, og det deraf følgende tab af arbejdspladser, længere arbejdstider og en politik om at arbejde til man dør – det er ifølge Merz, CDU og SPD en pris, der er værd at betale for at forsvare den tyske kapitalistklasses imperialistiske interesser.

Sachsen-Anhalt er blevet særligt hårdt ramt af den tiltagende krise i tysk kapitalisme. Som kammeraterne fra Revolutionäre Kommunistische Partei (RKP) forklarer i deres artikel om valget:

“Det er let at se, hvorfor de er vrede. Sachsen-Anhalt har en gæld på 23,7 milliarder euro og har reelt intet økonomisk råderum. I løbet af de seneste seks år har delstaten haft den laveste økonomiske vækst af alle delstaterne. Den har de laveste lønninger og den laveste økonomiske produktion pr. indbygger. Den har også den ældste befolkning – så meget, at den siddende CDU-ministerpræsident, Sven Schulze, under valgkampen følte sig nødsaget til at tage afstand fra det føderale CDU’s planer om at skære ned på pensioner.

Den største økonomiske sektor er sundheds- og omsorgssektoren. Det er netop her – på hospitaler og plejehjem – at der er planlagt yderligere omfattende nedskæringer. Den kemiske industri [Sachsen-Anhalt er kendt for sin såkaldte »Kemiske Trekant«] er i krise på grund af de høje energipriser. Lokale underleverandører til bilindustrien bliver trukket med ned af tilbagegangen hos Volkswagen og BMW. En enorm Intel-fabrik til fremstilling af computerchips i Magdeburg skulle have afhjulpet de økonomiske vanskeligheder – men projektet slog fejl.

Nogle kommentatorer har forsøgt at tegne et rosenrødt billede af situationen: Selv om timelønnen måske er lavere end i det vestlige Tyskland, er leveomkostningerne det også. Især huslejerne skulle være overkommelige.

Én statistik gør det klart, hvor denne “overkommelighed” stammer fra: Siden 1980’erne har Sachsen-Anhalt mistet en tredjedel af sin befolkning. Fra tre millioner dengang bor der nu kun 2,1 millioner mennesker i delstaten. Som følge heraf har Sachsen-Anhalt den største mængde af tomme almene boliger. Problemet er, at de skal renoveres, og der er ingen penge til det. Resultatet er billige forfaldne lejligheder.

Kun Bayer, som fremstiller aspirin til hele Europa i Bitterfeld, klarer sig godt. Alene i det seneste kvartal udgjorde koncernens overskud i medicinaldivisionen lidt over én milliard euro. Naturligvis kommer dette ikke almindelige mennesker til gode.”

Dette er den barske situation, som arbejdere står over for. Og alligevel kræver den herskende klasse hver dag flere ofre for krigen, samtidig med at den skruer op for sin hysteriske antirussiske kampagne.

AfD’s valgresultat er det tydeligste udtryk for, at deres krigspropaganda er ved at miste sin effekt. Partiet har lovet at afslutte krigen, genoprette forbindelserne til Rusland og få den billige gas til at flyde igen, hvilket dermed skulle få priserne ned og arbejdspladserne tilbage.

Det er ikke kun i Tyskland, at højrefløjspartier forsøger at appellere til denne stemning. I Frankrig har næstformanden for Le Pens parti, Rassemblement National (RN), sagt, at hvis hans parti kom til magten, ville de “lukke for hanen” til Ukraine:

“Sundhedssystemet, uddannelsesvæsenet, hele økonomien – alt er presset til det yderste. Alligevel findes der penge til fortsat at finansiere våben. Det er alt sammen meget godt, men hvem betaler for det hele? Man må også vide, hvornår man skal stoppe en krig.”

Det er ikke overraskende, at den slags udtalelser vækker genklang. Dertil må vi pege på den strejkebølge blandt hollandske arbejdere, herunder havnearbejdere i Rotterdam, som har lukket Europas suverænt største containerhavn i en strejke, der direkte er forbundet med de nedskæringer, der gennemføres for at finansiere militarismen.

AfD’s succes er så meget desto mere forbløffende, når man har for øje, hvor højlydt den antirussiske propaganda i Vesten er blevet. Det seneste kapitel er dronehysteriet og de udokumenterede beskyldninger om et russisk angreb på Leipzigs lufthavn.

Alligevel giver denne krigspropaganda stadig mindre udbytte. På sit højeste i 2022 mente 29 procent af tyskerne, at landet burde bruge flere ressourcer på krigen i Ukraine, mens 23 procent mente, at Tyskland var gået for langt. I dag siger kun 14 procent, at regeringen ikke gør nok i Ukraine, mens 42 procent mener, at den er gået for langt. Og kun 56 procent mener, at Tyskland er “alvorligt truet” af Rusland – hvilket, selv om det er et flertal, næppe er opmuntrende for den herskende klasse, når man betragter den voldsomhed, hvormed Vesten fremstiller Rusland som djævelen.

Intet alternativ

Det her er klassevrede – forvirret klassevrede. Den burde blive udtrykt på venstrefløjen. Det er netop pointen: Det er venstrefløjens manglende evne til at indtage en klar holdning til krigen i Ukraine og NATO’s militarisme; venstrefløjens manglende evne til at tilbyde et alternativ til helvedet under tysk kapitalisme i forfald; og venstrefløjens manglende evne til at fremstille sig selv som den reelle anti-etablissement-stemme. Det har givet AfD plads – det er årsagen til AfD’s succes.

Die Linke har deltaget i den samme brandmur mod AfD, som om CDU var det “mindste onde”. De har ikke forstået, at AfD’s fremgang er et direkte resultat af hadet og vreden mod CDU, SPD og De Grønne, og at hvis man vil appellere til denne vrede, kan man ikke stille sig sammen med disse partier.

Men hvad har Die Linke gjort siden dette valg? I et interview med Frankfurter Allgemeine blev Die Linkes medformand Ines Schwerdtner spurgt: “Ville du være villig til at samarbejde [med CDU]?” Hertil svarede hun: “Ja, under visse betingelser”, og tilføjede, at “for at holde AfD væk fra magtens håndtag … må de demokratiske partier tale med hinanden.”

Sikke en gave til AfD. Hvis partierne stiller sig sammen mod AfD, eller endnu værre, hvis de går i koalition med hinanden for at holde AfD ude, så vil AfD alene stå tilbage som vinderne.

I Italien, før Melonis valgsejr, gik alle partierne fra Forza Italia på højrefløjen til Femstjernebevægelsen og Det Demokratiske Parti på venstrefløjen sammen under en teknokratisk regering for at angribe arbejderklassen. Kun Melonis højreorienterede Fratelli d’Italia holdt sig uden for koalitionen og kunne dermed drage fordel af vreden mod denne reaktionære koalition.

Die Linke har fuldstændig fejlet i at lære den lektion. Det er tydeligt, at de bliver straffet for dette i Sachsen-Anhalt.

Siden 1990’erne har en følelse af fremmedgørelse og en følelse af at være “blevet ladt i stikken” været udbredt i Østtyskland. Traditionelt var Die Linke det parti, der gav udtryk for denne vrede. Ikke længere. Interessant nok viste en meningsmåling, at mange AfD-vælgere kunne lide partiet, fordi de følte, at det “sikrer, at vi østtyskere igen kan være stolte af vores bedrifter”.

For 15 år siden var Die Linke det næststørste parti i Sachsen-Anhalt med 23 procent af stemmerne. Nu er det kollapset til en femteplads med blot 8,6 procent. AfD’s succes i Østtyskland er i høj grad mulig netop på grund af det tomrum, som Die Linke har efterladt åbent!

Ikke desto mindre er dette ikke en stemning, der er begrænset til Østtyskland. I marts afspejlede delstatsvalget i den sydvestlige delstat Baden-Württemberg en lignende tendens, idet AfD øgede sin andel af stemmerne fra 9,7 procent til 18,8 procent.

Fascisme?

Stemningen blandt størstedelen af venstrefløjen er bekymring over AfD’s fremgang. Igen: Det er naturligt og sundt. Partiet er gennemført reaktionært fra top til tå. Men vil en valgperiode med AfD ved magten indvarsle en periode med reaktion eller ligefrem “fascisme”, som nogle påstår?

Nej. Det er ikke perspektivet. AfD’s program er fyldt med ekstreme, reaktionære tiltag. Men partiet har det til fælles med andre såkaldte “højreekstreme” partier i Europa, at det rider på en bølge af forvirret arbejderklassevrede.

AfD står for at sænke skatterne for de rige, afskaffe mindstelønnen, afskaffe kollektive overenskomstforhandlinger samt angreb på kvinder, migranter, LGBT-personer osv.

Men hvis partiet får en smag af magten, vil det stå over for et dilemma. Hvis det angriber arbejderklassen, vil støtten fordampe, og det vil så i samme svage position som enhver anden svag borgerlig regering, som Tyskland og Europa har oplevet.

Se bare, hvad der er blevet af Meloni i Italien. Eller Trump, for den sags skyld. Trump forsøgte at fokusere på spørgsmålet om migration, fordi han ikke var i stand til at indfri sine andre valgløfter. Og for sine anstrengelser fik han en ordentlig lussing i Minneapolis og blev tvunget til at trække sig.

Fremgangen for disse højreorienterede demagoger vil naturligvis give snæversynede mennesker og selv små, åbenlyst fascistiske grupper mod på mere. Truslen fra selv disse små, rådne grupper må ikke afvises.

Men et andet lag bliver også radikaliseret. AfD’s grovkornede, reaktionære program og bekymringen over partiets fremgang er med til at vække et lag politisk – særligt blandt unge. Det er meget interessant at bemærke, at kun 39 procent af kvinderne mod 50 procent af mændene stemte på AfD i Sachsen-Anhalt, netop på grund af det kvindefjendske gylle i AfD’s program, som åbenlyst giver udtryk for, at partiet forventer, at kvinderne skal betale for kapitalismens krise ved at vende tilbage til hjemmet og påtage sig mere omsorgsarbejde.

For de bredere lag, der stemte på AfD, kan partiet ikke tilbyde andet end falske løfter. Partiets glans vil med tiden fortage sig for dem.

Politikken med en “demokratisk brandmur” er den sikreste vej til katastrofe, fordi det i praksis betyder et forsvar for den nuværende regering, som er den, der gennemfører angreb på arbejderklassen. Det, der er brug for, er et klart, virkeligt anti-etablissement, revolutionært alternativ, som retter slaget mod alle tysk kapitalismes vigtigste partier og mod selve den rådne tyske kapitalisme.